Læsetid: 7 min.

Selverkendelsen er nået til Indonesien

Den nye film ‘The Act of Killing’, som behandler det indonesiske folkedrab på mindst en halv million mennesker fra 1965-66, har medført voldsomme reaktioner og rippet op i det sår, som skal tømmes for puds, før Indonesien kan heles
Filmen ’The Act of Killing’ har skabt stor debat om folkemordet i 1960’erne i Indonesien.

Filmen ’The Act of Killing’ har skabt stor debat om folkemordet i 1960’erne i Indonesien.

Fra filmen

23. oktober 2012

En gammel mand med gråt hår, hvide bukser og hawaiiskjorte danser rundt på en tagterrasse. Indonesiske Anwar Congo lukker øjnene og nynner rytmisk ordene »ícha cha chaí«. Han danser for at glemme. For 47 år siden brugte han meget tid på tagterrassen. Dengang ikke på at danse, men på at slå ihjel. Et mislykket militærkup i Indonesien fik militær og civile til at slå de mennesker ihjel, som de mistænkte for at være kommunister. Anwar Congo er blevet hyldet som en helt af sine landsmænd lige siden. Tv-stationer er fascinerede af de metoder, han bruger til at slå ihjel, som er inspireret af amerikanske gangsterfilm, og ofrenes efterladte er så skræmte, at de ikke tør gøre andet end at indprente sig Anwars forestilling om mordene i deres bevidsthed.

En ny film gør nu op med Anwar Congos og resten af Indonesiens forestillinger om, hvad der egentligt skete i 60’erne. Filmen The Act of Killing har bragt stærke følelser op til overfladen i landet. En minister har nægtet, at folkedrabet fandt sted, og medierne går nu for første gang kritisk til gerningerne fra 1965-66.

Information har talt med filmens instruktør, Joshua Oppenheimer, der satte lavinen af bearbejdelse i gang. Ved et tilfælde endte Oppenheimer i Indonesien, da han lavede sit tidligere filmprojekt The Globalization Tapes. Projektet handlede om indonesiske markarbejderes kår. Da Oppenheimer fandt ud af, at de på trods af forfærdelige arbejdsforhold ikke turde organisere sig og protestere, fordi de frygtede at blive beskyldt for at være kommunister, var hans nysgerrighed vakt.

»Man har bygget et økonomisk system, som er udnyttende, et kulturelt system, som er hult og umenneskeligt, og et politisk system, som er fuldstændigt korrupt,« siger Oppenheimer, som har brugt otte år på at sætte sig ind i de historiske traumer i Indonesien.

Indonesiske reaktioner

Mindst en halv million mennesker blev slået ihjel fra slutningen af 1965 til midten af 1966, viser en rapport fra Den Nationale Indonesiske Menneskerettighedskommission, som har talt med en lille del af bødlerne fra 60’ernes massakre. Menneskerettighedskommissionen mener, at der er tale om et groft brud på menneskerettighederne, og at antallet af myrdede let kan være højere, end undersøgelserne 40 år efter gerningerne viser.

The Act of Killing har skabt debat på højeste niveau i Indonesien. Ministeren for Justits og Sikkerhed, Djoko Suyanto, har benægtet, at der er tale om en et groft brud på menneskerettighederne og har indikeret, at udrensningen af kommunisterne bør retfærdiggøres, fordi de var et forsøg på at redde Indonesien.

»Dette land ville ikke være, hvor det er i dag, hvis det ikke var sket. Selvfølgelig har der været nogle ofre, og det undersøger vi,« sagde Djoko Suyanto til The Jakarta Post tidligere på måneden.

I øjeblikket er filmen forbudt i Indonesien, men mange medier har set den. Et anerkendt indonesisk magasin ñ Tempo ñ dedikerede en hel udgave til dækning af massakren. The Act of Killing tager udgangspunkt i de hændelser, som fandt sted på Sumatra. Men i forberedelserne til filmen undersøgte Tempo også, om der var den samme tendens til praleri og iscenesættelse af folkemordet i resten af landet. De rejste landet rundt, og gravearbejdet viste sig at være let, da de fandt ud af, at de fleste af 1960’ernes bødler var ledere og borgmestre i de små lokalsamfund. Det viste sig, at det var meget lettere at få bødlerne til at tale, end det var at få ofrene til det. Ofrene var stadig fyldt med frygt. Tempo fandt ud af, at Oppenheimers film gentog sig over hele Indonesien.

Øjenåbner

Den 8. oktober i år blev en avisredaktør banket af medlemmer af den paramilitære gruppe Pancasila Youth, som spillede en stor rolle under massakren. 500 medlemmer af gruppen omringede avisredaktørens kontor i tre timer og forlangte, at han skulle trykke en undskyldning for at have skrevet en artikel, som havde titlen ’Verden fordømmer Pancasila Youth’.

Indonesiens største avis Kompas har også beskæftiget sig med filmen. I en anmeldelse skriver de, at filmen åbner op for et historiske sår, som oser af puds og maddiker.

»Filmen tvinger os til at vågne fra et mareridt, som vi har levet i så længe, at vi har vænnet os til det og accepterer det som en realitet. At se denne film er en øjenåbner. Den får os til at indse, at den daglige virkelighed omkring os er fuldstændig manipuleret og overhældt med glasur,« skriver anmelderen Rainny Drupadi, som er klar over, at det kan være svært for befolkningen af vågne op, og at det er forståeligt, hvis man foretrækker at flygte fra realiteten.

»Den bedste måde at få landet til at hele er ved at fjerne den smukke indpakning af vores grusomme historie og de fantasier om virkeligheden, som blev skabt af det militære diktatur,« skriver Rainny Drupadi.

Sandhed over retfærdighed

Sandheden er netop det, som Joshua Oppenheimer vil præsentere for det indonesiske folk og resten af verden. Forsker i folkemord og gerningsmænd ved Dansk Institut for Internationale Studier Johannes Lang mener, at der ved en heling ofte er brug for, at en udefrakommende magt moralsk fordømte synderne.

»Det, at gerningsmændene aldrig tabte konflikten i Indonesien, og at de ikke har en historisk eller moralsk distance til volden, gør det svært at hele nationen. Så længe regimet har magten, har de jo en ideologi, som fortæller en anden historie, som stadig bakker op om fortidens handlinger,« siger Johannes Lang.

Han mener, at man kan se den tyske retsforfølgelse af nazisterne som et forbillede.

»Tyskerne restforfulgte mange gerningsmænd og anerkendte det, de havde gjort som nation, men det tog også lang, lang tid hos dem. Man straffede top-nazisterne og nogle gerningsmænd lavt nede i hierarkiet, men tusindvis af gerningsmænd fik amnesti. Mordernes forsvarere forsøgte at påtvinge staten et forklaringsproblem. Hvordan forklarer den, at den nu har ret til at dømme gerningsmænd for noget, de gjorde i statens regi?« Spørger Johannes Lang.

I Rwanda, hvor 90’ernes folkemord gik ud over næsten en million mennesker, har det været en udfordring at retsforfølge gerningsmændene. Især fordi de fleste mord blev begået af civilbefolkningen, og øjenvidnerne har været svære at finde. Alligevel har en løbende retsproces været i gang indtil for nylig.

Øjvind Kyrø var en af de første journalister, der dækkede folkemordet i Rwanda, og han har sidenhen lavet filmen Men in Pink om retsforfølgelsen. Om processen i Rwanda siger han:

»Hvorvidt det har været en succes er svært at vurdere i et land som Rwanda, hvor der ikke er nogen fri presse, og hvor uafhængige forskere, historikere og menneskerettighedsgrupper ikke kan arbejde frit. Så det er svært at måle succesen og sige noget endeligt om retsopgørets konsekvenser.«

I dag har verden erkendt, at der var tale om et folkemord og dermed massive brud på menneskerettighederne. Øjvind Kyrø mener, at erkendelsen er en del af forsoningsprocessen.

Indrømmelser er også ifølge Joshua Oppenheimer en vigtig del i en genopbygning i Indonesien. I det hele taget bør man fokusere mere på sandhed end retfærdighed, mener han.

»Anwar Congo skal ikke være syndebuk for, hvad han har gjort. Der er 100.000 andre som Anwar derude, han er bare mere modig og ærlig end mange andre mordere. Jeg synes helt bestemt, at Suharto, (Indonesiens præsident fra 1967-1998, red.) som var hjernen bag, skulle for en domstol, hvis han stadig var i live,« siger Joshua Oppenheimer.

Det kan være let at tænke, at der er tale om en fuldstændig unik situation i Indonesien, hvor ofre lever i frygt side om side med gerningsmændene 47 år efter massakren. Efter folkedrab i Cambodja, Østeuropa, Sydafrika og Rwanda har det været sådan, at undertrykkerne har tabt, og det er blevet erkendt nationalt og internationalt, at det som skete var forkert.

Vi er alle onde

Joshua Oppenheimer mener ikke, at Indonesien er en undtagelse.

»Det er mere reglen end undtagelsen, at alle vores samfund er bygget på vold. Lige meget om det er Storbritannien, som har haft et imperium, der udnyttede slaver, eller USA, som byggede et samfund efter et folkedrab på indianerne. Alle vores samfund er bygget på vold,« siger Joshua Oppenheimer, der mener, at det kan være meget let at pege fingre ad Indonesien.

»Man må også tænke på, hvilke overgreb man selv er en del af. En del af ubehaget, man oplever, når man ser filmen, er også ubehaget mod en selv.«

Oppenheimer havde ikke forventet, at filmen ville komme til at have så betydningsfuld en indflydelse i Indonesien

»Efter dårlig erfaring med andre film var jeg ret kynisk omkring, hvad kunst egentligt kan ændre. Men jeg følte alligevel, at denne film blev nødt til at blive lavet. Hvilken slags verden ville det være at leve i, hvis ingen påtalte grusomhederne?« spørger Oppenheimer.

I en scene i filmen bliver morderen og danseren fra tagterrassen Anwar Congo sat i en situation, som han hundredvis af gange har sat sine ofre i. En metaltråd bliver placeret omkring hans hals, et redskab der kan kvæle ham. Da Anwar Congo genser filmklippet senere, får han det fysisk dårligt og spørger med grådkvalt stemme Joshua Oppenheimer bag kameraet, om det også var sådan, hans ofre følte det. Oppenheimer svarer:

»Nej. For dine ofre var det meget værre, for dem var det ikke kun en film, de vidste, at du ville slå dem ihjel.«

Den Nationale Menneskerettighedskommission i Indonesien har anbefalet, at der kommer en undskyldning fra præsidenten for overgrebene på menneskeheden. Men indtil videre har der ingen undskyldninger lydt, og ingen er blevet retsforfulgt.

The Act of Killing vises i 60 danske biografer onsdag den 7. november. Forevisningerne sker som et samarbejde mellem DOXBIO og CPH: DOX. Filmen vises desuden under dokumentarfilm-festivalen CPH: DOX, som finder sted fra 1-11. november 2012

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Efter Suhartos fald i 1998 prøvede parlamentet at sætte en Truth and Reconcilliation Commision op, men Højesteret forbød det.

Sukarno havde støttet sin magt ved en balancegang mellem kommunister, hæren og muslimer, hvor de to sidste i forening i 1965 fandt, at kommunisterne havde fået for meget magt.

Indonesien er islamisk og hæren har, trods en form for demokrati, stadig stor magt bag kulisserne. Ikke underligt, at de ikke ønsker, at der skal rippes op i dette folkemord.