Nyhed
Læsetid: 4 min.

Da Sicco Mansholt leverede skriften på væggen for EF

For 40 år siden advarede den tiltrædende præsident for Europa-Kommissionen i et opsigtsvækkende manifest om vækstøkonomiens manglende bæredygtighed. Hans appel om omstilling blev fejet af bordet, da væksten forsvandt i kølvandet på oliekrisen
Udland
2. oktober 2012
Allerede i 1972 advarede præsidenten for Europa-Kommissionen Sicco Mansholt om de problemer, der er forbundet med den økonomiske vækst.

Allerede i 1972 advarede præsidenten for Europa-Kommissionen Sicco Mansholt om de problemer, der er forbundet med den økonomiske vækst.

Da Danmark trådte ind i EF, hed præsidenten for Europa-Kommissionen Sicco Mansholt. Ikke en hvilken som helst præsident. Hollandsk bondesøn, frihedskæmper under 2. verdenskrig, engageret socialist og minister i den hollandske regering i 13 år i træk, indtil han i 1958 blev vicepræsident i Kommissionen og i 1972 dens formand. Kraftfuld, retlinet, åben og visionær var nogle af ordene, der blev brugt, da Mansholts nekrolog blev skrevet i 1995. Måske lidt for visionær for sin tid.

I marts 1972, umiddelbart før sin udnævnelse til kommissionspræsident, skrev han det såkaldte Mansholt-manifest – udformet som et brev til den fratrædende formand Franco-Maria Malfatti – hvori han beskriver Europa og Vestens eksistentielle udfordring så rammende i forhold til dagens situation, at man skulle tro, det var skrevet nu og dateret 40 år forkert.

»Det bliver mere og mere indlysende, at de nationale regeringer ikke længere er i stand til at sikre en stabil udvikling af deres nationale økonomier. Det drejer sig i egentligste forstand ikke om et europæisk fænomen, for man kan se det i alle industrialiserede lande som De forenede Stater og Japan etc.,« skriver Sicco Mansholt og nævner bl.a. »en stedse mere alvorlig arbejdsløshed«.

Han advarer om, at »alle elementerne til en ny krise igen (er) samlede. De internationale fonds og tilsvarende institutioner repræsenterer ikke andet end lægemidler til behandling af symptomerne uden at hjælpe til en varig stabilitet«.

Som om det var strømmen af aktuelle redningspakker til skrantende banker og gældsplagede eurozone-nationer samt EU-redningsfonde som EFSF og ESM, han giver karakter.

Mere fundamentale problemer er imidlertid under opsejling, for EF som for menneskehedens fremtid, påpeger Mansholt. Han nævner den globale befolkningsvækst, presset på fødevareproduktionen, forureningen af miljøet og presset på naturressourcerne. Var ordet ’systemkrise’ opfundet, havde han måske brugt det.

»Problemerne er så grundlæggende, så indviklede og så nøje forbundne, at man må spørge sig: Er der i virkeligheden noget at gøre?«

»USA er på vej retur,« konstaterer han. Den amerikanske stormagt »slæber sig fra den ene krise til den anden og efterlader et indtryk af kaos og magtesløshed.«

»Hvad kan vi udrette i vor egenskab af ’Europa’, og hvad kan vi gøre for at undgå, at maskineriet ’brænder sammen?« spørger den vordende kommissionspræsident, der finder det »tydeligt, at en radikal nyorientering af politikken trænger sig på«.

Ondets rod: Væksten

Nyorienteringen må rette sig mod selve den økonomiske vækst. Det er væksten uden grænser, der ifølge Mansholt er krisens kerne.

»Det er tydeligt, at morgendagens samfund ikke kan være orienteret mod vækst alene, i hvert fald ikke hvad angår det materielle område. Til en begyndelse skal vi ikke længere orientere vort økonomiske system mod en maksimal vækst, mod en maksimering af bruttonationalproduktet. I stedet foreslås det erstattet med bruttonationalnytte eller udnyttelse. Jeg minder i denne forbindelse om begrebet ’national bruttolykke’ af (den hollandske økonom Jan, red.) Tinbergen. Det ville være ønskeligt, at man får undersøgt, på hvilken måde man eventuelt kunne få indført et økonomisk system, som ikke begrunder sig på den maksimale vækst pr. indbygger.«

Der vil således ifølge Mansholt ikke være midler til et stigende BNP, »fordi det primære mål må være at beskytte den økologiske ligevægt og reservere tilstrækkelige energikilder til fremtidige generationer«.

Den tiltrædende kommissionsformand anbefaler derfor en europæisk økonomisk plan, efter hvilken »jagten efter det størst mulige bruttonationalprodukt (skal) opgives og erstattes af et nyttenationalprodukt«.

Således anbefalet næsten fire årtier før Nicolas Sarkozys internationale kommission om alternativer til BNP og før Danmarks tilslutning til Verdensbankens Waves-projekt om grønne nationalregnskaber.

Forudsat det kan lykkes at dæmpe befolkningsvæksten, »skulle det være muligt, i det mindste i teorien, at gennemføre en vis ligevægt med hensyn til væksten af forskellige faktorer, som er nødvendige for at sikre, at menneskeheden kan overleve,« vurderer Mansholt, der støtter sig til computermodellerne i den dugfriske 1972-rapport Grænser for vækst fra Romklubben.

Men selv med en stabil befolkning vil det være nødvendigt med bl.a. »en kraftig reduktion af forbruget af materielle goder pr. indbygger, kompenseret gennem udvidelsen af de immaterielle goder« såsom social tryghed, intellektuelle udfoldelser, fritidsudnyttelse af rekreative aktiviteter m.m.

Droppet under krisen

Ligesom EU’s dominerende magthavere i dag af hensyn til den skrantende økonomi ønsker mere central kontrol, peger Sicco Mansholt i 1972 på behovet for central beslutningstagen af hensyn til den sårbare økologi.

Mansholt-manifestet gav genlyd i Europa og blev f.eks. herhjemme optrykt i sin helhed i Weekendavisen den 3. marts 1972. Men ved årsskiftet 1972-73 blev det daværende EF med 10 medlemmer udvidet med Danmark, Storbritannien og Irland, den siddende kommissions mandat udløb, og Sicco Mansholt gik på pension efter knap et år på præsidentposten. Mindre end et år senere bankede olieforsyningskrisen pludselig på, den vestlige verdens økonomi gik i sort, og appellen om at gøre op med den traditionelle vækst-økonomi blev fejet bort med vækstens faktiske forsvinden og krisens uanmeldte ankomst.

I dag, midt i en ny krise, høres advarsler og anbefalinger som dem, der var indeholdt i det 40 år gamle manifest. Måske er skriften på væggen tydeligere i 2012, end da Sicco Mansholt forsøgte at skrive den.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her