Læsetid: 3 min.

Og den skyldige er … butleren

Retssagen om lækageskandalen i Vatikanet er ifølge eksperter en skueproces, der handler om at skyde budbringeren og dermed skjule, at paven ikke formår at varetage den verdslige del af sit hverv
Paolo Gabriele (t.h.) – pave Benedikt XVI’s butler – er anklaget for at have stjålet og fotokopieret en lang række dokumenter fra pavens kontor og have lækket dem til en journalist, der senere brugte dem i forbindelse med udgivelsen af en bog.

Paolo Gabriele (t.h.) – pave Benedikt XVI’s butler – er anklaget for at have stjålet og fotokopieret en lang række dokumenter fra pavens kontor og have lækket dem til en journalist, der senere brugte dem i forbindelse med udgivelsen af en bog.

Osservatore Romano

6. oktober 2012

Loven er lige for alle,« står der på væggen over dommerkollegiet i alle italienske retssale. Sagen mod pave Benedikt XVI’s butler, Paolo Gabriele, bliver dog ikke ført ved en almindelig domstol, men ved Vatikanets tribunal, hvor der i stedet for forsikringen om juridisk retfærdighed hænger et billede af paven over dommerne.

En anden forskel i forhold til det almindelige italienske retsvæsen er sagsbehandlingstiden: I dag bliver der efter planen afsagt dom, blot en uge efter det første retsmøde, mens en sag ved italienske domstole i gennemsnit er knap ni år om at slæbe sig igennem de tre retsinstanser. Og uanset hvilken dom tribunalet afsiger, forventes det, at paven i sidste ende vil benytte sin plenitudo potestatis (fulde magt) til at benåde Gabriele, ligesom hans forgænger, Johannes Paul II, i 1981 benådede en tyrkisk mand, der havde forsøgt at dræbe ham ved et attentat på Peterspladsen.

Gabriele er anklaget for at have stjålet og fotokopieret en lang række dokumenter fra pavens kontor og have lækket dem til journalisten Gianluigi Nuzzi, som i foråret udgav bogen Sua Santità – le carte segrete di Benedetto XVI (Deres Hellighed – Benedikt XVI’s hemmelige papirer).

»Jeg er uskyldig,« bedyrede Gabriele tirsdag i retten, selv om Vatikanets gendarmer ved anholdelsen fandt 82 kasser med fortrolige dokumenter hos ham.

»Jeg har ikke begået tyveriet. Jeg er ked af at have misbrugt pavens tillid, han elskede mig som en søn. Jeg er nået til den overbevisning, at det kan være nemt at manipulere med en person, som har så stor magt til at træffe beslutninger. Paven stillede mig spørgsmål om ting, som han burde have været orienteret om.«

Tabu

»Retfærdighed er ikke af denne verden,« burde der ifølge avisen Il Fatto Quotidiano stå på væggen i Vatikanets retssal. De eneste anklagede er Gabriele og computerteknikeren Claudio Sciarpelletti, men motivet for, hvorfor de skulle risikere job og privilegier ved at lække dokumenter om intrigerne i den katolske kirkes øverste organer, står på ingen måde klart, påpeger Il Fatto Quotidiano. I retten forklarede Gabriele, at han havde været »bedrøvet over den generelle situation« og ladet sig »lede af Helligånden«.

»Heller ikke krydsforhøret af Gabriele var komplet, men blev flere gange afbrudt af retsformanden og var amputeret i forhold til den sigtedes samtaler med anklagerne i fængslet,« skriver avisens reporter:

»Gabriele nævnte et par gejstlige af lav rang, da den bedste fiktion jo er nødt til at indeholde en smule sandhed. På lørdag (i dag, red) bliver han idømt fem eller seks års fængsel, hvorefter han burde modtage pavens benådning og forsvinde ligesom ærkebiskop Carlo Maria Viganò, den tidligere ansvarlige for Vatikanets byggeentrepriser, der blev forflyttet, så snart han begynde at fordømme ulovlighederne.«

Viganò, som er pavelig nuntius i Washington, er retssagens store tabu og end ikke indkaldt som forsvarets vidne, selv om den sigtede nævnte ham i sin forklaring.

»Jeg har ikke haft medsammensvorne. Jeg handlede på egen hånd, og min aktivitet tog til med Viganò-sagen,« sagde Gabriele. Viganò administrerede fra 2009 kirkens enorme istandsættelses- og byggebudget og havde inden sin udnævnelse til pavens udsending i USA i 2011 anmeldt omfattende misbrug af kirkens midler.

»Under andre omstændigheder ville sådan en udnævnelse være en årsag til glæde og et tegn på, at jeg bliver betragtet med agtelse og tillid, men i den givne kontekst betragter jeg den som en fordømmelse af min indsats og derfor som en straf,« skrev Viganò til paven.

Oprør

Som ansvarlig for Vatikanets entrepriser vendte Viganò et budgetunderskud på otte mio. euro til et overskud på 30 mio. euro. og anmeldte interessesammenfald, tyverier, korruption og udstedelse af falske fakturaer. I et brev til paven fra april 2011 skriver Viganò, at Vatikanets tekniske afdeling var »kompromitteret af indlysende eksempler på korruption: entrepriser går altid til de samme selskaber, som opkræver mindst det dobbelte i forhold til uden for Vatikanet,« og bekræfter dermed almindelige italieneres overbevisning om, at en leverandør- eller ansættelsesaftale med kirken er guld værd.

Gabriele benægter, at han personligt har lækket dokumenterne til pressen, men indrømmer, at han delte fortrolige oplysninger med kardinaler, biskopper og pavens kvindelige assistent og ven, Ingrid Stampa, som angiveligt har fået inddraget sine nøgler til pavens gemakker. Ifølge førende vatikan-kyndige handler lækageskandalen reelt om en strid internt i kurien, pavestatens regering, hvor en gruppe kardinaler anført af Angelo Sodano angiveligt gør oprør mod statssekretær Tarcisio Bertones håndtering af kirkens politiske og verdslige anliggender under en pave, der kun er interesseret i teologi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jette Abildgaard

Maaske man burde foreslaa, at Berlusconi bliver den naeste pave ;)

Eller, viser Italienerne (befolkningen i Vatikanet) blot her, hvordan hele Europa i virkeligheden er 'skruet' sammen mon?

Heinrich R. Jørgensen

Vatikanet er en selvstændig stat. Vatikanet er omgivet af Italien, men er ikke en del af Italien. I Vatikanet gælder Vatikanstatens lovgivning, og Vatikanstatens instanser (politi, anklagere, domstole) arbejder for at sikre at "lov og orden" finder sted. Vatikanstatens statsoverhovede har tillige et hverv som overhovede for den katolske kirke. Samme person kan således jonglere med flere kasketter, at kalde sig statsoverhovede, åndelig leder og andet, alt efter hvad der er opportunt.

Jeg tror, Berlusconi ville få et problem med det cølibat der!

Men OK, der har jo før været paver, som havde et ret afslappet forhold til det.

Alfredio Tessio gennemgår sagen her:

http://www.b.dk/kronikker/intrigen-i-vatikanet

Et citat:

"Alligevel ønskede paven at tage fat i de tre vigtigste punkter, som han syntes var i strid med den katolske ånd. Han ville offentliggøre listen over de ca. 4.000 præster rundt omkring i verden, der var anklaget for pædofili. Listen lå skjult i en skuffe, som Kurien ikke ville åbne. Det kunne skade kirken. Det var den første konflikt. Det kostede bl.a. paven en hård konfrontation med den stærke irske kirke, som havde haft ikke så få tilfælde af præstepædofili."

Kurien er embedsmændene i den katolske kirke, dem der ser at det hele forbliver som det altid har været.

Et citat mere omkring Vigano:

"Også her mente paven, at der var rod, hvis ikke ligefrem korruption. Paven bad en kompetent kardinal, Carlo Maria Viganó, om at rydde op i huset. Det faldt åbenbart ikke i statssekretærens smag. Den flittige kardinal Viganó blev efter 18 måneder forfremmet og sendt til USA som Vatikanets ambassadør. Det er vel at mærke statssekretæren, der beslutter alle ambassade-rokeringer. Paven virkede på et tidspunkt som en Don Quijote mod vindmøllerne. Han havde gjort, hvad han syntes var rigtigt, men turde ikke gøre mere end det, f.eks. fyre stats-sekretæren. Bertone har siddet på posten to år mere end normalt. Derfor siger man, at pave Benedikt ikke tør træffe kontroversielle epokebeslutninger. Selv på sit kære teologiske plan var paven begyndt at åbne meget skrøbelige døre.
Nogle iagttagere tolkede en af hans taler som en åbning for præventionsmidler, hvilket straks blev afvist af Kurien."

---

I 1958 blev Johannes den 23. valgt til pave. Han revolutionerede kirken totalt, bl.a. via det 2. vatikaner-koncil fra 1962-1968. Han åbnede op for at messen kunne foregå på andre sprog end latin og indførte frisk luft i den gamle romerske kirke.....

To af modstanderne var Karol Wojtywa og Joseph Ratzinger. Begge to blev paver, den ene under Johannes Paul den Anden navnet, den anden er den nuværende pave, Benedikt den 16.

Johannes Paul den anden var ret ung da han blev pave, omkring 58. Og han begyndte et opgør med dele af Kurien, desværre nåede han ikke langt nok inden han døde. Og Joseph Ratzinger som pave er ikke stærk nok til at holde Kurien fra døren - så at sige.

Heinrich R. Jørgensen

Karsten Aaen:
"I 1958 blev Johannes den 23. valgt til pave. Han revolutionerede kirken totalt, bl.a. via det 2. vatikaner-koncil fra 1962-1968."

John XXIII døde den 3. juni 1963. Den 4. juni 1963 underskrev John F. Kennedy Executive Order 11110.

De to begivenheder har næppe noget med hinanden at gøre, men de markerer hver især nogle politiske skift, hvis konsekvenser stadigt er yderst nærværende.

Pointen med at nævne Johannes den 23. eller den Gode Pave var at Kurien troede de fik en pave som bare skulle være en overgangspave, da han var gammel (75 år eller 80 år), da han blev valgt.

Johannes den 23. var pave i fem år fra 1958-1963. Og de år benyttede Den Gode Pave til at revolutionere kirken, den katolske, bringe den ind i det 20 århundrede.

Ang. den Executive Order 11110 er der noget info her:
http://en.wikipedia.org/wiki/Executive_Order_11110