Læsetid: 6 min.

Den stærke mands sidste skanse

Hugo Chávez’ helbred skranter, mens Venezuelas økonomi og infrastruktur smuldrer – på søndag skal Sydamerikas venstrecaudillo ud i et valg, der kan besegle skæbnen for hans ’bolivariske revolution’
Præsident Hugo Chávez  til en af hans sjældne valgmøder. Den venstreorienterede leder har siddet på magten i Venezuela i 14 år, og søger genvalg til endnu en seksårig periode.

Præsident Hugo Chávez til en af hans sjældne valgmøder. Den venstreorienterede leder har siddet på magten i Venezuela i 14 år, og søger genvalg til endnu en seksårig periode.

Juan Barreto

5. oktober 2012

El Comandante dukker aldrig op til det politiske massemøde, men de skuffede tilhængere på den solbeskinnede plads, en trekant af revnet beton omgivet af myldrende markedsboder, forsøger af få det bedste ud af situationen. En kortege af lastbiler udsmykket med plakater af den venezuelanske præsidents storsmilende pluskæbede fjæs kører rundt i cirkler, imens kampagnesange gjalder fra højttalere, og aktivister uddeler løbesedler med hans valgprogram.

For Hugo Chávez er politik en eksistentiel kamp mellem undertrykte og undertrykkere. Næste slag står på søndag, når han søger vælgeropbakning til en tredje periode, så hans 14 år ved magten kan blive til 21. Valget er en skæbnetime for den 58-årige revolutionsleder. Taber han, dør revolutionen. Vinder han, overlever den ... så længe dens leder har en puls.

»Chávez har en krop af armeret beton,« sagde forfatteren Gabriel Garcia Marquez engang. Hans energi havde ry for at være overmenneskelig og hans appetit for at være fænomenal. Engang drak han over 30 kopper sød, sort kaffe om dagen og levede efter rutiner, der omfattede telefonopkald klokken tre om morgenen til ministre. Nu har en kræftbehandling gjort ham oppustet og svækket.

Regime i dødskamp

Der er ingen Plan B, ingen efterfølger. Chávez har omgivet sig med middelmådige personer og slesk loyalitet fremfor kompetence og ærlighed. Hans fravær fra vælgermøderne har gjort hans valgkamp spøgelsesagtig. Han dukker kun op i tv-klip og få korte offentlige optrædener som en bleg afglans af den mand, der tog sit land med storm og vadede ind i hjertet på menneskemængder. Kan han vinde valget på de betingelser, vil det nok være en triumf, men ikke bortjage indtrykket af et regime i dødskamp.

Hugo Chávez har altid været en tvetydig skikkelse. Den fattige knægt fra sletterne, der elskede at synge og fortælle historier, og som avancerede i hærens rækker og forsøgte sig med et blodigt kup i 1992 mod en upopulær, men demokratisk valgt regering. Seks år senere tog han magten via valgurnerne, skabte sin egen personkult, afskaffede tidsgrænsen for sin embedsperiode, stækkede de private medier og tvang de væbnede styrker, parlamentet, retsvæsnet og det statslige olieselskab, PDVSA, under sin personlige kontrol. Han vendte det blinde øje til FARCs guerillalejre og omgikkes Mugabe, Gaddafi og Assad som var de hans brødre.

Men samme præsident blev tilbedt af millioner fra sit folk, sejrede ved frie (om end ikke altid fair) valg, overlevede et amerikansk støttet kup, accepterede et valgnederlag (ved en folkeafstemning i 2007), brugte landets olieindtægter på sundhedsklinikker og sociale initiativer, bekæmpede fattigdommen, overdrog politisk magt til selvstyreråd, opmuntrede til regional stolthed og selvsikkerhed i Latinamerika og gjorde alt med bemærkelsesværdig karisma og flair. Hans jævnlige klovnerier dækkede over en unik politisk tæft.

Afskedens by

For Ruth Guerrero, en chavistisk valg-aktivist i Petare, et slumkvarter på en bjergskråning i det østlige Caracas, er svaret enkelt: »Vi har fået håb.« Den 56-årige mor til tre voksede op blandt fattige og arbejdsløse, ude af stand til at realisere sit ønske om en uddannelse. Takket være Mission Robinson, et program for voksenuddannelse, har Guerrero taget eksamen og tjener nu 380 dollar om måneden på selv at undervise på ’bolivariansk universitet’.

»Før levede jeg et liv, der var fyldt med uretfærdigheder. Chávez blev min lærer og leder.«

Guerreros får ikke større opmærksomhed de fra forbipasserende, og hun indrømmer sin frygt for, at venner og naboer vil slå hånden af Chávez.

»Jeg er bekymret. Jeg fortæller dem, at præsidenten heller ikke bryder sig om affald i gaderne, huller i vejene eller usikkerhed, og at han vil, at vi skal løse problemerne sammen.«

Sandt er det, at Venezuela er ved at falde fra hinanden. Ikke mindst infrastrukturen. Veje smuldrer, broer falder sammen, raffinaderier eksploderer, strømafbrydelser er hyppige. De offentlige sygehuse er med få undtagelser så nedslidte, at patienter selv må forsyne sig med sengetøj, bandager og fødevarer.

Fængslerne er beskidte og hærget af vold, som sidste år kostede 500 mennesker livet. Mordraten er i Chávez’ tid blevet mere end fordoblet og gør Caracas farligere end Bagdad. Retssystemet er underfinansieret og politiseret. Kidnappere, der undertiden handler i ledtog med politiet, bortfører ofre fra biler, indkøbscentre, universiteter og busstoppesteder. Manglen på sikkerhed har fået så mange unge venezuelanere til at udvandre, at Caracas har fået det melankolske tilnavn Afskedens by.

Økonomien vokser i år med omkring fem pct., mens arbejdsløsheden er på otte. Ikke imponerende, når man tager i betragtning, at Venezuela, som siges at have større oliereserver end Saudi-Arabien, under Chávez har set olieprisen hoppe fra ni dollar per tønde til over 100, og at 980 milliarder petrodollar årligt fosser gennem PDVSA.

Hvor bliver pengene af? Sociale programmer og subsidier tegner sig for en del. Andre går til våbenindkøb og infrastrukturprojekter, der for det meste er gået i stå. Men en stor del forsvinder. Chávez er ingen Mobutu. Han har ikke bygget paladser i junglen til at opbevare lagre af lyserød champagne. Men til gengæld har han skabt et bureaukratisk virvar, der gør det muligt for opportunister i regeringen og deres venner at berige sig med offentlige midler.

Over halvdelen af de offentlige investeringer kanaliseres ind i hemmelighedsfulde fonde, der kontrolleres af Chávez uden tilsyn af revisorer eller kongressen. En fond, der blot kaldes Fonden, har opslugt omkring 100 mia. dollar. Nogle er gået til investeringer i tvivlsomme ecuadorianske obligationer og Lehman Brothers-udstedte derivater. I ethvert velfungerende demokrati med ansvarspådragelse ville dette være en kæmpeskandale, men Venezuelas regering og medier ignorerer det.

Høj pris

Den private sektor udsultes for investeringer og underkastes ekspropriationer og nationaliseringer, mens en forkludret forvaltning af de vildtvoksende statsvirksomheder har forkrøblet Venezuelas landbrug og industri.

Hullerne udfyldes ved øget import, trods regimets orwellske retorik om ’fødevaresuverænitet’ og ’produktions-uafhængighed’. Resultatet er øget afhængighed af olie, som nu tegner sig for 96 procent af eksportindtægterne mod 80 for 10 år siden.

Venezuelas revolution har intet Gulag og ingen torturkamre, men i landets spildte potentiale ligger en anden tragedie. Her var et sublimt politisk talent med empati for de fattige og økonomisk magt som en Krøsus. Alligevel blev resultatet en fiasko. Det var let at overse alle bommerter, når Chávez spankulerede hen over scenen, sang, dansede og gav kindkys, red på en hest, styrede en kampvogn, holdt hof omkring sit skrivebord, blandede folkeeventyr med ideologisk torden og satte sig på sendefladen og talte – ofte i otte timer i træk, oratoriske maratonløb som udmattede medhjælpere og lammede modstandere.

En mere fornuftig Chávez var gået af i stedet for at genopstille. I stedet har han rationeret sine offentlige optrædener og måttet forlade sig på det statskontrollerede tv for at simulere sin gamle magi, alt imens hans ungdommelige modstander, Henrique Capriles, har turneret landsbyer og byer tynde og overalt påtalt det forfald, han så.

Chávez kan påberåbe sig resultater. Han har sat en ny dagsorden for debatten om fattigdom og social udstødelse. Han har fået millioner til at føle, at de havde en ven i regeringen. Og han har gjort op med USA’s dominans af Latinamerika. Men prisen har været høj.

Nødlidende institutioner, et caudillo-styre, der bygger på personkult og en dysfunktionel økonomi. Da Venezuela for nylig blev overskyllet af bølge af dårlige nyheder – fængselsoptøjer, et brokollaps, en olieraffinaderiulykke, rakte Chávez ud efter en sigende metafor: »The show must go on.« Og måske lykkes det for ham endnu engang at vinde valget og leve længe nok til at styre i endnu en periode.

Men hvor meget koster denne forestilling?

 

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Kommentar side 19

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

I artiklen America Likes Democracy, Except in Venezuela citerer Mark Weisbrot Den tidligere præsident og Nobelprismodtager Jimmy Carter for følgende udsagn:

“As a matter of fact, of the 92 elections that we’ve monitored, I would say that the election process in Venezuela is the best in the world.”

Det er et udsagn, der ikke har fået megen dækning I USA, da den officielle politik som bekendt er at ’ulovliggøre’ den venezuelanske regering.

I amerikansk optik er en regering jo kun legitim, hvis den gør, hvad det amerikanske udenrigsministerium ønsker, den skal gøre.
Og USA har blikket stift rettet mod de fem milliarder tønder olie, Venezuela sidder på.

I artiklen beskriver Weisbrot desuden, hvordan man stemmer i Venezuela og hvorfor det er så godt som umuligt at fifle med valgresultatet.

http://www.counterpunch.org/2012/10/04/america-likes-democracy-except-in...

Weisbrot slutter sin artikel med at citere Lula da Silva for “A victory for Chávez ... is not just a victory for the people of Venezuela but also a victory for all the people of Latin America . . . this victory will strike another blow against imperialism.”

Jesper Jakobsen

En kupmager og en korrupt mand, der lukker kritiske medier. Synd hvis ikke Venezuela får valgt en mindre magtliderlig mand. Jeg tror man skal være meget venstrefløjsekstrem hvis man kan holde med ham.

Måske det er et udtryk for USAhad og "mine fjenders fjender er mine venner" selvom det er ret så afstumpet.

Michael Kongstad Nielsen

Sydamerika har fundet vejen. Held og lykke med det.
Europa kunne lære en del af det. Om vi vil tage ved lære..., næppe.

Robert Ørsted-Jensen

Jeg beklager men for mig var det altid indlysende at denne man var et rablende fjols - med visse holdninger jeg da godt kunne finde sympatiske - men et rablende galt fjols nevertheless. Hvis dette skal være venstreorienteret - så er venstreorientering blevet en parodi - og det mener jeg ikke det er. Jeg er pisseligeglad med om deres valgssystem er godt og bliver endu mere liogeglad når jeg hører at det baseres sig på en mand som Jimmy Carter. Han er sgu den rigtieg til atb bedømme den slags :)

Det her kunne være blevt gjort kompetent - hvad venstreroentereing angår - men det er det ikke blevet og det skyldes måske at der er mange analfabeter i den der vælgerskare. Jeg ved fandme ikke hvem jeg selv ville have stemt på - måske på Chavez som det mindste oind - men det er sgu ingen hyldest til noget.

Det er ewn ommer - jeg håber det bliver bedre - at de finder sig en Alliende - en person man i det mindste kan anse for begavet

Robert Ørsted-Jensen

Not at all Niels-Holger - jeg har aldrig støttet ham - havde man været venezuelaner villeman jo have været forbandet nød til at tage ham alvorlig og så ville jeg jo nok have stemt på ham i mangel på alternative - men heldigvis sidder jeg ikke i den prekære situation

Steffen Gliese

Der er for lidt interesse for de stille demokratiseringer i Sydamerika. Jeg gik meget op i de forskellige diktatorer og juntaer som teenager, så var der i mange år andre ting, der tog pladsen - og da jeg så checkede efter igen, var mange af staterne tæt på at være mønsterdemokratier! Uruguay, f.eks.

@Michael Kongstad Nielsen

"Sydamerika har fundet vejen...."

Ok?! Og hvilken vej er det?

Det er ikke et retorisk spoergsmaal. Jeg er blot forundret...

Michael Kongstad Nielsen

Thomas Aniss,
det er et stort spørgsmål, du stiller, som der kunne der skrives bøger om. Kan ikke give et kort svar, men som antydet her:
http://www.information.dk/312932#comment-670878
er det en vej væk fra en lille rig klasses totale ejerskab, kontrol og dominans over hele samfundet, en demokratisk revolution, kan man vist godt kalde det. Verdensbanken, IMF og alle de store udenlandske kapitalinteresser og selskaber blev vist ryggen eller direkte smidt ud. Derefter har landene klaret sig fremragende.

Det kan være en god idé at google Brasilien under præsident Lula da Silva, og nu Dilma Rousseff, eller se og lyt til dette interview med Ecuadors præsident Rafael Correa, lavet af Julian Assange fra husarresten i London:
http://www.youtube.com/watch?v=ZvUwC5JTAJY

Robert Ørsted-Jensen

Fundet vejen - er i mi8nbe øjne så overoptimistisk at det skriger til himlen. Der er meget lang vej i nu, og de fleste lever stadig på ulandsniveau - men lad os håbe og ønske alt go9dt på vejen.

Hvorfor fremprovokerer Chávez en sådan modvilje blandt sine modstandere? spørger lederen af den franske venstrefront Jean-Luc Mélenchon og den tidligere redaktør af Le Monde Diplomatique Ignacio Ramonet.

Deres svar giver de i artiklen ”Hvorfor Chávez? – Beviset på at socialisme er mulig under frihed og demokrati” - Fordi han, lige som Simon Bolivar, har revet sit folk ud af resignation – og fordi han har vakt lysten til det umulige.

Læs den glimrende artikel her:

På tysk: http://www.neues-deutschland.de/artikel/800429.warum-chavez.html

På fransk:
http://oise.pcf.fr/29089

På spansk:
http://www.contrainjerencia.com/?p=54566

Har desværre ikke fundet en engelsk version

@Michael Kongstad Nielsen

Tak for svaret :) Og ja det er et svaert spoergsmaal som jeg heller ikke selv kender svaret paa.

Jeg bor p.t. i Argentina og har tilbragt en hel del aar her og i andre lande i Sydamerika. Herfra er det ikke let at se saa optimistisk paa det.

Har ioevrigt lige skrevet dette indlaeg:
http://www.information.dk/313056#comment-671536

Der er da bestemt sket gode ting mht. baade den generelle velstand samt fordelingen af goderne. Men paa mange maader forekommer det mig at det er "business as usual". Det er stadig nogle faa rige familier der ejer det hele og sidder paa en stor del af magten ogsaa selvom det paa overfladen ser ud til at praesidenten er roed. Korruptionen er stadig altdominerende. De mange fattige er stadig helt uden haab og det er generelt svaert for mange at skaffe til dagen og vejen.

Der skal altsaa ske betydelige forbedringer foer jeg ville turde sige: De har fundet vejen.

Mvh. Aniss

Michael Kongstad Nielsen

Tak i lige måde til Thomas Aniss,
det er altid rart at høre fra folk, der bor derude, og selvfølgelig har et helt andet virkelighedsnært forhold til, hvad der foregår. Det undrer mig ikke, det du fortæller, for tingene foregår jo langsomt, og der er enorm lang vej fra de store massers fattigdom, til middelklassestatus efter europæisk standard. Men statistikkerne taler jo altså om en generel hævning af niveauet. Det er som om, Latinamerika har befundet sig i et feudalsamfund lige op til ny tid, som om man ikke har haft en borgerlig revolution tilsvarende den europæiske. Det har været holdt nede, med få udfald som efter Anden Verdenskrig med fejlslagne sociale projekter.

Men nu ser der ud til at ske noget positivt. Men der er så sandelig lang vej. At man "har fundet vejen" betyder jo ikke, at den er kort.

Forbrydelsen som Chavex har gjort er at nationalisere de store olie-selskaber, bl.a. Halliburton, British Petrol, Amaco, mv. - de såkaldte syv oliesøstre. Og igen skal man til nrk2 for at finde oplysende information her. De har nemlig sendt en yderst interessant (hollandsk eller fransk?) dokumentarudsendelse Oljens mørke historie.

Og den handler om hvordan tre mænd i 1928 i Skotland sådan set opdeler verdens olie imellem sig. Vi får at vide at de var da CIA væltede Mossadegh i Iran, og da Sovjet brød sammen (bl.a. ved at Reagan lige overtalte sine saudiske venner til at hæve produktionen....med et par mio. liter olie - om dagen).

Og hvorfor tror I at Caprile, udfordreren til Chavez, siger at Venezuelas olie-kontrakter med Rusland og Kina skal 'evalueres på ny'. Skåret ind til benet og befriet fra deres spinagtighed, betyder det jo lige præcist dette:

De, kontrakterne, skal ophæves, og de vestlige olie-selskaber skal ind i Venezuela, så de (igen) kan få lov til at føre store summer penge ud af Venezuela.

Chavez's nationalisering af olie-selskaberne har ført til at indtægterne i højere grad end andre gange har løftet en masse folk ud af fattigdommen. Hans politik har ført til, at en masse folk har fået arbejde, er blevet uddannet og har fået uddannelser mv. Kinas politik (uden sammenligning iøvrigt) har også ført til det samme, alligevel er kun 300 millioner kinesere hævet op i middelklassen, mens 1000 millioner kinesere (også kaldet en mia. mennesker) stadig lever i mere eller mindre fattigdom.

Sådan er det vel også endnu i Venezuela..