Den syriske opposition har skabt sig en ny fjende

Det var ventet, at den møjsommeligt forhandlede våbenhvile mellem den syriske væbnede opposition, FSA, og præsident Bashar al-Assads regime ville kollapse i løbet af de fire muslimske helligdage. Men det var uventet, at oprørerne benyttede våbenhvilen til at skyde sig selv i foden ved at rykke ind i to kristne bydele og det kurdiske Ashrafiyeh-nabolag i Aleppo, der hidtil har været no go-area for borgerkrigens hovedparter.

Der er forskellige versioner af forløbet torsdag-fredag – en er, at sortklædte salafister ankom med beskeden: ’Vi har besluttet at fejre helligdagene med jer’. En anden, at en FSA-styrke på 60 personer angreb et regime-kontrolsted, hvorefter kurdiske YPG-enheder (YPG: ’folkets forsvarsstyrke’) forstærkede regimestyrkens forsvar. Det korte af det lange er imidlertid, at sammenstødet mellem FSA og YPG med tilfangetagelse af hundreder af gidsler på begge sider og 22 dræbte – ifølge bureauerne tre kurdere og 19 FSA-militante – har skaffet oppositionen en unødvendig fjende og spillet et kort af hånden til regimet.

Kurdere allieret med PKK

Muligvis var der tale om militært overmod: Rebellerne, der siges at tælle 40.000 mand overfor 6000 tungere bevæbnede regimesoldater og 2000 shabiha-militsmænd, ville med besættelse af de tre bydele forbedre deres militære positionerne i Aleppo før en eventuel planlagt offensiv eller benytte det som forhandlingskort. Trods talmæssig overlegenhed har FSA’s splittede enheder ikke været i stand til at ’befri’ Aleppo i det halve år, byen har været delt. En af grundene er, at kurderne som neutrale i borgerkrigen har beskyttet deres bydel, der tæller ca. 100.000 indbyggere. Det har de gjort med YPG-militsen, der formelt repræsenterer alle 12-13 kurdiske partier og grupperinger, samlet i det såkaldte Øverste Kurdiske Råd, men reelt menes at være kontrolleret af PYD, det syrisk-kurdiske demokratiske parti, der er tilknyttet det tyrkisk-kurdiske separatistparti, PKK.

Karakteren af denne tilknytning er uklar: Spørger man i Tyrkiet, lyder svaret, at PYD er en organisk del af PKK og kontrolleret af den fængslede PKK-leder, Abdullah Öcalan. Men spørger man i Syrien, er svaret, at PYD hædrer Öcalan som kurdisk oppositionsleder, men at partiet er syrisk-kurdisk med egne politiske og nationale mål. At disse mål så til forveksling ligner PKK’s – politisk selvstyre, ret til eget sprog og egen uddannelse – er kun udtryk for, at kurderne historisk har været undertrykt i begge lande.

I Syrien har de i vidt omfang levet som statsløse, hvilket jævnligt førte til revolter. Den seneste i 2004 i anledning af en fodboldkamp i syrisk-kurdiske al Qamishli, hvor arabiske fans fra Deir al-Zoor provokerede til uroligheder, der resulterede i 65 dræbte og 160 sårede – og hvor regimets sikkerhedsstyrker gav en forsmag på, hvad der ventede fredelige demonstranter syv år senere ved at åbne ild med skarpladte våben.

Kurderne havde således mange grunde til at slutte op om protesterne mod Bashar al-Assads politistat, da de indledtes for ni 19 måneder siden, og deres motiv blev styrket af mordet på den kurdiske leder Mashaal al-Tammo i oktober 2011 – en set i bakspejlet fatal bommert af regimet.

Oppositionens kiks

De hidtil spredte manifestationer mod regimet i det nordøstlige hjørne af Syrien, hvor de skønsmæssigt tre millioner syriske kurdere lever, voksede i styrke, og de fleste kurdiske partier og grupperinger gik med i eksil-oppositionens SNC, Syriens Nationale Råd, der blev oprettet i oktober 2011.

Men modstanden mod styret slog ikke rod i det kurdiske samfund af to grunde: Bashar al-Assad fo rsøgte at pacificere kurderne med både stok og gulerod ved at myrde kurdiske modstandere, men også ved hurtigt at tildele titusinder statsløse statsborgerskab, der ikke kun betød et pas, men også retten til at erhverve jord og fast ejendom. Omvendt kiksede eksil-oppositionen, der samlede sig i Syriens Nationale Råd, SNC, i Istanbul deres besøgelsestid. I SNC’s udkast til en forfatning, der skal afløse politistatens efter oppositionens stedse mere forudsigelige sejr, er Syriens status som arabisk republik fastholdt, akkurat som det er tilfældet i dag. Kurderne protesterede mod denne definition, da den igen vil gøre dem til anden klasses-borgere i en ny demokratisk republik, og de forlod oppositionen i flere tempi. Bl.a. udvandrede en kurdisk delegation fra et SNC-møde i Kairo i januar i år efter dramatisk håndgemæng. I stedet søgte de syriske kurdiske grupper samarbejde med de irakiske kurdere i Nordirak, og i juli i år blev de forskellige indbyrdes uenige fraktioner forenet i et Øverste Kurdiske Råd ved et møde i Erbil under forsæde af Massoud Barzani, den nordirakiske kurderleder. Barzani, der har gjort Nordirak til en reelt autonom region i Irak med tyrkisk støtte, har indflydelse i de syrisk-kurdiske partier, men ikke i PYD, der ganske vist formelt er medlem af Øverste Kurdiske Råd, men reelt står udenfor som PKK-allieret og som det militært stærkeste og bedst organiserede syrisk-kurdiske parti. Dette parti var indtil for nyligt neutralt i den syriske borgerkrig. Det er slut for så vidt angår PYD-militserne i Aleppo. Også selvom den nuværende formand for SNC er kurdisk, akademikeren Abdel Basset Sayda, som i mange år har været bosiddende i Sverige. Hvis PYD tvinges til at vælge side, bliver det næppe Saydas.