I Washington hersker ikke den ringeste tvivl om, at den næste præsidents mest presserende opgave bliver at afmontere den finansielle bombe, som præsident Barack Obama og det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus blev enige om at lægge under amerikansk økonomi i august 2011.
Bomben er indstillet til at eksplodere 1.-2. januar 2013, og medmindre en løsning findes inden da, eller præsident Obama og Kongressen enes om at udsætte tidsfristen til den næste præsidents tiltrædelse, forudser økonomer en alvorlig økonomisk recession i USA i det nye år.
Den tværppolitiske pagt fra sommeren 2011 fordrer omfattende nedskæringer på forbundsbudgettet på præcis samme tidspunkt, som skattelettelserne vedtaget under præsident George W. Bush i 2001 og 2003 udløber.
Hertil skal lægges, at forbundsstatens tilskud til arbejdsløshedsunderstøttelse og et nedsat tilskud til pensionsfonden også ophører ved årsskiftet. Alt i alt vil enorme summer penge blive suget ud af økonomien, medmindre de folkevalgte stopper lige ved den finansielle afgrund. Men en fornuftig håndtering af den finansielle udfordring er ikke tilstrækkelig til at bringe den amerikanske økonomi på fode igen.
Væksten er stadig for lav til at skabe nok nye job til en arbejdsstyrke, der fortsætter med at vokse. Præsidenten bliver derfor nødt til at skabe bedre betingelser for jobvækst.
Her stopper udfordringerne imidlertid ikke. Låneloftet skal formentlig hæves af Kongressen inden årets udgang. Republikanerne vil kræve en meget høj pris i form af yderligere nedskæringer på forbundsbudgettet. Pentagon skal spare store summer. Pensionisternes sygesikringsfond vil også blive ramt af besparelser.
Gennemførelsen af Obamas sundhedsreform kræver desuden Kongressens finansiering af tilskud til de 30-40 mio., som ikke har råd til at betale hele forsikringspræmien. Det er ensbetydende med en skatteforhøjelse, hvilket Mitt Romney og republikanerne modsætter sig.
Til sidst skal præsidenten tage stilling til, hvad USA gør for at tilpasse sin infrastruktur til klimaforandringer, som efter mange amerikaneres mening er årsagen til de stedse hyppigere bekostelige naturkatastrofer.
På udenrigsfronten bliver de største udfordringer Kina og Iran.
Budgetbesparelser
I foråret og sommeren 2011 afviste republikanerne i Repræsentanternes Hus at hæve forbundsstatens låneloft. Det er aldrig sket tidligere i amerikansk historie. Formålet var at tvinge præsident Obama og demokraterne til at gå med til drastiske nedskæringer af forbundsbudgettet uden at hæve skatterne for de rige amerikanere.
Det blev pure afvist af præsidenten og hans parti. I sidste øjeblik indgik man et forlig, som hævede låneloftet for det næste halvandet år – så forbundsstaten fortsat kunne finansiere sine driftsudgifter – og indledte et forhandlingsforløb, der havde til formål at finde budgetbesparelser svarende til 2.400 mia. dollar over de næste 10 år.
Men indbygget i denne pagt var budgetnedskæringer på 1.200 mia. dollar, som vil blive udløst automatisk over en bred kam, hvis man ikke når frem til en løsning inden udgangen af 2012. Det svarer til en femtendedel af USA’s BNP.
Der er generel enighed i de to partier om, at besparelserne ikke alene vil ramme forsvarsbudgettet. Det vil også gå ud over sociale bistandsprogrammer som f.eks. sygesikring for lavindkomstgrupper (Medicaid) og for pensionister (Medicare), hvorimod folkepensionen, Social Security, er fredet.
Men det er vanskeligt at forestille sig, hvordan man vil indgå forlig, fordi de to partier står så langt fra hinanden.
Skatteforhøjelse
I 2001 og 2003 fik præsident George W. Bush gennemført drastiske nedsættelser af indkomstskatten, kapitalvindingsskatten og formueskatten. Den højeste skatteprocent på 38 blev sat ned til 35. En tilsvarende reduktion blev vedtaget for de lavere indkomstgrupper.
Et mindre antal demokrater i Repræsentanternes Hus og Senatet tilsluttede sig Bush’s skattelettelser på den betingelse, at de kun havde en løbetid på 10 år. I 2010 accepterede præsident Obama en forlængelse af perioden med lavere skatteprocent fra 2001 med to år. Det betyder, at den samlede pakke udløber i 2012. Hvis politikerne ikke magter at blive enige om et kompromis – hvis indhold ingen kender på nuværende tidspunkt – vil de forskellige skatter, deer blev sænket under Bush stige til det niveau, de befandt sig på under præsident Bill Clinton. Republikanerne foreslår at forlænge perioden med lavere skat på ubestemt tid.
Obama og demokraterne insisterer på, at alle amerikanere med en årsindkomst under 250.000 dollar skal fortsætte med at betale samme skat som i Bush-tiden, mens de højere indkomster bør betale Clinton-tidens højere skat.
Forsvarsudgifterne
Da republikanerne under forhandlingerne med Obama i august 2011 afviste at hæve låneloftet uden gennemførelse af omfattende budgetbesparelser, forudså de ikke, at USA’s kreditværdighed risikerede at blive nedskrevet. Det skete imidlertid.
Herefter blev de tvunget i defensiven og accepterede automatiske nedskæringer over en kam, hvis et bredt forlig ikke blev nået inden 2013.
Obama og demokraterne fik inkluderet i aftalen, at nedskæringerne i Pentagons budget ville svare til næsten en tredjedel af de samlede besparelser over 10 år eller 1.000 mia. dollar. De var ikke det mindste i tvivl om, at en så stor besparelse ikke vil blive accepteret – hverken af republikanere, generalere eller konservative demokrater.
Uden et forlig inden 1. januar 2013 vil sparekniven skære nådesløst i forsvarsbudgettet. I alt 350 mio. dollar vil blive skåret væk. I Pentagon er man chokeret over, at tingene kan gå så vidt. Obamas forsvarsminister, Leon Panetta, har protesteret.
Mitt Romney lover, at vækstraten i forsvarsbudgettet vil stige fra under 3 pct. til 4 pct. om året, hvis han vinder præsidentvalget.
Sundhedsreformen
Det er den mest omfattende lovreform i de seneste 50 års amerikanske historie; dens spændvidde er kolossal og dens karakter er ekstremt kompleks. Hovedtanken i reformen er, at alle amerikanere skal være dækket af en privat sygesikring. De, der ikke har nok penge selv, vil modtage tilskud fra forbundsstaten.
Tilskuddet vil blive finansieret gennem en marginalt højere skat pålagt familier med en indkomst over 250.000 dollar om året, en afgift på forsikringsselskaber og andre gebyrer. Til gengæld vil hospitaler spare udgifter på behandling af ikkeforsikrede personer, og forsikringsselskaberne vil få 30-40 mio. nye kunder.
En almen sygesikring betyder endvidere, at midlertidigt arbejdsløse – som normalt mister en sygesikring medfinansieret af arbejdsgiveren – ikke længere risikerer en finansiel nødsituation, hvis de bliver alvorligt syge.
Sundhedsreformens fremtid afhænger direkte af, om Barack Obama bliver genvalgt. Han vil søge at overbevise Kongressen om at finansiere dens fulde gennemførelse, hvorimod Mitt Romney har lovet at afvikle de fleste dele af den.
Arbejdsløsheden
I 2010 var arbejdsløsheden i USA helt oppe på 10 procent. Siden er den faldet til 7,9 procent. I oktober søgte 300.000 nye erhvervsaktive ind på arbejdsmarkedet, hvilket tages som et tegn på, at flere og flere nye stillinger bliver skabt i den private sektor. Den offentlige sektor fortsætter med at skære ned på sin arbejdsstyrke.
At præsident Obama har haft så svært ved at få ledigheden bragt ned under 8 procent, skyldes, at USA’s arbejdsstyrke er vokset med 900.000, siden han blev præsident.
En anden årsag er en årlig vækstrate mellem en og to procent, hvilket ikke er nok til at nå til fuld beskæftigelse med en arbejdsløshed på 5-6 procent. I september 2011 fremlagde præsidenten en beskæftigelsesplan, som dels ville investere i skoler og transport- og kommunikationsnettet og dels gav middelklassen skattelettelser. Men det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus afviste at behandle lovudkastet.
Mitt Romney hævder, at 23 mio. amerikanere er ledige i 2012, men det inkluderer omtrent 11 mio. som arbejder på deltid. Faktisk er 12 mio. arbejdsløse på fuld tid. Romney har ikke fremlagt en specifik beskæftigelsesplan. Han opfattelse er, at lavere skatter på især mindre virksomheder – som han kalder USA’s økonomiske lokomotiv – vil skabe mængder af nye job.
Klimaet efter Sandy
Superstormen, der ramte den nordøstamerikanske kyst i sidste uge, vil få alvorlige økonomiske følger for regionen, hvis økonomi udgør en femtedel af USA’s BNP. I de næste måneder og år forestår et dyrt oprydnings- og genopbygningsarbejde, som forbundsstaten og de berørte delstater vil finansiere sammen.
Ingen kan præcist sætte tal på skadens omfang, men New Yorks borgmester Michael Bloomberg sagde søndag, at op til 40.000 mennesker ikke kan vende tilbage til deres bolig. Det svarer mere eller mindre til antallet af husvilde, efter orkanen Katrina ramte i New Orleans i 2005.
Ud over skadeerstatning vil den nedsatte økonomiske aktivitet i regionen koste dyrt og utvivlsomt bringe mange mindre virksomheder i knæ og øge ledigheden.
Men den største udgift kan blive investeringer i at beskytte New York City, Long Island og New Jerseys kyst mod lignende tropiske orkaner i fremtiden. Der kan blive tale om at bygge diger, grave alle elektriske kabler ned under jorden, beskytte metro og toge, etc. Regningen kan blive tårnhøj.
Den nye præsident skal tage stilling til, hvor meget forbundsstaten vil yde til disse tilpasningstiltag.
Måske vigtigere kan hverken Obama eller Romney vige uden om kernen i klimaspørgsmålet: Hvor langt er de villige til at gå for at bremse stigningen i USA’s udledning af drivhusgasser?
Kina, Iran og Mellemøsten
Magtskiftet i Beijing er behæftet med så stor usikkerhed om de nye lederes linje, at ingen kan sige, hvorvidt de to stormagter, USA og Kina, snart er beredte til at indgå et strategisk partnerskab. Det skorter ikke på brændpunkter, hvor der er akut behov for et sino-amerikansk samarbejde – i Syrien, i Østasien og i Europa. Vil det nye lederskab i de to nationer gribe udfordringen?
Præsident Obamas og EU’s sanktioner mod Iran har endnu ikke haft den ønskede effekt. Hvad skal USA gøre for at få Teheran overtalt til at udvikle civil atomkraft? Ingen af de to præsidentkandidater fremkom under valgkampen med nogle nye idéer. Tværtimod syntes de mere eller mindre enige om at fortsætte embargoen mod Iran.
I den israelsk-palæstinensiske konflikt står det klart, at verden ikke skal forvente nogen væsentlige fremskridt under en Romney-regering. Det uafklarede spørgsmål er, hvorvidt en genvalgt præsident Obama vil sætte tommelskruerne på den næste regering i Israel, som snart holder nyvalg.
Det er en mulighed, som ikke kan udelukkes.
I en anden embedsperiode vil præsident Obama ikke have behov for at søge støtte fra proisraelske grupper i USA.
