Læsetid: 5 min.

Barak gik ned, da Arafat blev gravet op

De to eks-ledere, den ene levende, den anden ’genoplivet’ som død, var de første, der var meget tæt på en fredsaftale mellem israelere og palæstinensere. I går krydsede de igen spor
De to eks-ledere, den ene levende, den anden ’genoplivet’ som død, var de første, der var meget tæt på en fredsaftale mellem israelere og palæstinensere. I går krydsede de igen spor
28. november 2012

Der er en egen morbid symbolik i det faktum, at Israels forsvarsminister Ehud Barak politisk gik ned med flaget inden for det samme døgn, som de jordiske rester af PLO-leder Yassir Arafat blev gravet op i Ramallah. De to mænd blev hinandens nederlagsramte skæbner, da deres forhandlinger i efteråret 2000 i Camp David kollapsede. De nåede meget langt, men ikke den sidste meter: Uenighed om, hvem der skulle have kontrollen over Tempelbjerget – Haram al-Sharif – i Jerusalem torpederede en aftale, der havde reddet Baraks politiske liv og formentlig ville have forlænget Arafats fysiske.

Året efter tabte Barak premierministerposten til Ariel Sharon og forlod politik. Han vendte tilbage som leder af Arbejderpartiet efter den fejlslagne Libanon-krig i 2006 og var fra 2009 forsvarsminister i Likud-ledede regeringer, de senere år som udbryder fra sit gamle parti. Og mandag aften erkendte han, at løbet var kørt, og at han næppe vil blive genvalgt, når israelerne stemmer 22. Januar. Han vil ’pleje familien’.

Den mulighed fik hans politiske banemand Yassir Arafat ikke – og som arabisk autokrat drømte han ikke om et otium, men levede stort set adskilt fra den 34 år yngre kone, Suha, og deres fælles barn i en arbejds-eufori, få kunne matche.

Efter Camp David-sammenbruddet og et forkølet genoplivningsforsøg i januar 2001 lod han aktivistlederen Marwan Barghouti udløse den anden intifada, der i 2002 resulterede i israelsk invasion på Vestbredden og isolering af Arafat i Mukata’a, hovedkvarteret i Ramallah, hvor han blev begravet efter sin død

11. november 2004. Otte år senere, nemlig natten til i går, få timer efter at Barak havde meddelt sin exit fra politik, blev Arafat gravet op i nogle timer, hvor en arabisk obduktionslæge og forgiftningsspecialister fra Rusland, Schweiz og Frankrig udtog prøver fra hans jordiske rester.

Formålet er at undersøge, om der er spor af det radioaktive stof, polonium 210, der i juli blev konstateret i hans tøj, undertøj og den sortternede khefir, hans hovedbeklædning, der bevidst er foldet som et landkort over Palæstina (inklusive Israel). De fleste palæstinensere og nogle israelere, bl.a. den kendte dissident Uri Avnery, har aldrig været i tvivl om, at Arafat blev forgivet, da han efter kort tids sygdom døde på et hospital i Paris efter i hast at være fløjet ind fra Ramallah. Den officielle dødsårsag blev opgivet at være ’en blodstyrtning’ – og senere ’mavepine’ (gastroenteritis – infektion i mavesæk og tyndtarm) – men de franske læger kunne eller ville ikke komme en konkret årsag til disse lidelser nærmere, formentlig fordi de ikke kunne. Og Arafats enke, Suha, nægtede at lade Arafat obducere. Først dette forår overgav hun Arafats personlige ejendele – ud over tøjet bl.a. en tandbørste – til tv-stationen Al Jazeera, hvorefter et schweizisk laboratorium fandt sporene af polonium 210, der er absolut dødeligt, og som i 2006 slog den russiske Putin-modstander Alexandr Litvinenko ihjel i London.

Laboranterne i Schweiz ville ikke udtale sig om dødsårsagen på baggrund af fundene i Arafats tøj, så Suha Arafat opfordrede de franske myndigheder til at indlede en mordefterforskning, hvilket skete og resulterede i beslutningen om at undersøge hans jordiske rester.

Asketisk levevis

Men der har floreret andre teorier om dødsårsagen – en af dem er, at Arafat døde af aids – hvilket udspringer af et rygte, bl.a. kolporteret af den italienske stjernejournalist Orian Fallaci, om, at Arafat var homofil. Og i går var den israelske historiker og højre-zionist Barry Rubin på det britiske Sky Television med sin egen teori, som han har luftet tidligere, nemlig at Arafat døde af overarbejde og alderdom. »Han var 75, overanstrengt og overvægtig, han fik ikke motion, og han spiste konsekvent usundt«, lød det fra Rubin.

Det sidste er ikke korrekt. Arafat var ikke til junk food, men levede tvært imod asketisk og under konstant lægetilsyn ved den mindste forkølelse. Denne korrespondent spiste middag med ham i 2002, da han var spærret inde af israelske kampvogne i Ramallah-hovedkvarteret, og lige bortset fra tidspunktet – lidt over midnat – var der intet usundt ved det måltid. Som praktiserende muslim drak Arafat ikke alkohol og som vegetar var diæten den nattetime linsesuppe, grøn salat, agurk, tomat, æbler og kogte æggeblommer. Mens han spiste rakte han på arabisk patriark-manér bidder fra sin tallerken til mig som den særlige gæst, og det var friske grøntsager, der blev serveret for mig (sammen med hans kasserede æggehvider, der blev sat til livs med efter en hviskende ordre fra bodyguarden placeret mellem os: »Spis det«). Da Ehud Barak på et tidspunkt efter Camp David-mødet briefede journalister i Jerusalem om sine mange hemmelige møder med Arafat forud for forhandlingsrunden, konkluderede han: »Der kom så intet ud af de samtaler ud over, at vi spiste en masse humus« (der som bekendt fremstilles af olivenolie og kikærter).

Hvis Arafat blev forgivet, er det langt fra sikkert, at det kan bevises – og slet ikke, hvem der i givet fald har forgivet ham. Det er kendt, at israelerne har adgang til polonium 210 – et udslip af stoffet i et laboratorium i Israel i 1957 medførte flere dødsfald af leukæmi og andre kræftformer – i lig med CIA og det russiske FSB (tidligere KGB). Det radioaktive stof er umådeligt svært at spore med mindre man bevidst søger efter det – i Litvinenkos tilfælde blev det opdaget ved en tilfældighed – og spørgsmålet er, hvem der i givet fald kan have anbragt stoffet i Arafats mad eller i hans medicin.

Lemfældig sikkerhed

Det kan næppe have været de israelske soldater, der tjekkede Arafats fødevaretransporter, der blev stoppet ved kontrolstederne omkring til Mukata’a-hovedkvarteret. Eventuelle israelske agenter kan ikke have vidst, hvilken tomat eller hvilken pille Arafat ville indtage – og da ingen af hans medarbejdere blev forgiftet, tyder alt på, at hvis han blev forgivet, måtte det være ved et inside job, altså begået af en betroet person fra PLO-lederens inderkreds. En anden mistænkelig detalje er, at da Arafat blev syg i oktober 2004, blev hans normale læge, al-Kurdi, nægtet adgang til patienten, da hans helbred forværredes.

Men hvis Arafat blev forgivet, var det ikke nogen svær opgave. Han var yderst lemfældig med sin egen sikkerhed – omfavnede vildt fremmede mennesker og kyssede dem, og – som i denne korrespondents tilfælde – inviterede dem med til bords uden at visitere dem eller tjekke mobiltelefoner og tasker. Efter at have overlevet et flystyrt i den libyske ørken i 1992, hvor alle andre i flyet blev dræbt, stolede han ifølge sin israelske ven, Uri Avnery på, at Allah beskyttede ham. Avnery gør i en kommentar opmærksom på, at Ariel Sharon i 2004 erklærede, at Arafat ikke havde »nogen forsikringspolice« – men historien den gang i 2002, da israelerne iværksatte ’Operation Skjoldværn’ og omringede Arafats hovedkvarter, var, at USA havde nedlagt forbud mod at likvidere det palæstinensiske ikon. Det forekommer sandsynligt. Nu vil det så vise sig, om forbuddet holdt – så vidt vides vil undersøgelserne af Arafats jordiske rester tage nogle måneder. Hvis resultatet offentliggøres på den israelske valgdag 22. jwanuar næste år, vil Ehud Barak være ude af politik. Endnu en ironisk pointe. Hvis man ellers har sans for den slags pointer.

lael@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

steen ingvard nielsen

Naturlov 2.
Alle de forbrydelser der er vilje til at opklare kan opklares.
Ikke nogen som helst andre.

Desværre hører retfærdigheden ikke altid under naturlovgivningen.