Læsetid: 4 min.

Briterne dybt splittede over Leveson-anbefalinger

Den britiske premierminister er betænkelig ved at gøre et nyt britisk pressenævn lovfæstet som anbefalet i lord Levesons rapport. Vicepremierministeren og oppositionen er for. Men intet system vil virke, hvis ikke pressen selv ønsker forandring, mener eksperter
Lord Leveson.

Lord Leveson.

30. november 2012

For ofrene for telefonaflytning og deres støtter blev i går en følelsesmæssig rutsjetur. Kun en time efter at dommer Brian Leveson gav dem det, de havde håbet på, ved at anbefale oprettelsen af et nyt lovfæstet pressenævn, hev premierminister David Cameron tæppet væk under dem ved i parlamentet at udtrykke »seriøse betænkeligheder og bange anelser« over for en lovbefalet regulering af pressen, hvilket iføge ham »ville kunne indskrænke ytringsfriheden«.

»Vi bør tænke os meget, meget grundigt om, før vi overskrider den grænse,« sagde Cameron i en debat i Westminster og tilføjede, at han ikke var overbevist om, »at et nyt system baseret på Levesons anbefalinger behøver lovgrundlag«.

En time senere i samme debat gav vicepremierminister Nick Clegg aktivisterne fornyet håb ved for første gang, siden hans parti gik i regering med de konservative, som partileder for Liberaldemokraterne at modsige Cameron.

»At ændre loven er den eneste måde, hvorpå vi alle kan føle os sikre på, at det nye nævn ikke kun er uafhængigt i de første par måneder eller år, men uafhængigt for altid,« sagde Clegg, der blev bakket op af oppositionslederen for Labour, Ed Miliband, og mange menige konservative partimedlemmer.

Branche-modstand

Uenigheden mellem premierministeren og vicepremierministeren afspejler den uenighed, der deler det meste af det britiske samfund. Prominente medlemmer af journaliststanden er medlemmer af den såkaldte Hacked Off -kampagne for lovfæstet regulering af pressen. Det britiske journalistforbund (NUJ) og mange parlamentarikere støtter lovfæstet regulering ligesom mange medieakademikere og – ifølge en meningsmåling fra YouGov – 79 procent af offentligheden. Omvendt er hele avisindustrien, de fleste konservative parlamentarikere og mange menige journalister og akademikere modstandere af enhver form for lovfæstet regulering. Og de var ikke længe om at reagere.

»David Cameron udviser mod ved at afvise dommer lord Levesons opfordring til lovfæstede instrumenter til at gennemtvinge pressens selvregulering. Han gør også ret i at have ’alvorlige betænkeligheder’ ved den indflydelse, det vil have på ytringsfriheden,« skriver Daily Telegraph-journalist Thomas Pascoe.

New Statesman havde allerede før offentliggørelsen af rapporten afvist lovfæstet regulering – »hvor minimal den end er« – som hverken »retfærdig eller nødvendig«.

»Ved at tvinge aviser til at underkaste sig den nye regulering ville parlamentet reelt genintroducere licensordningen, en praksis, der blev ophævet i Storbritannien i 1695, og som er uforenelig med princippet om en fri presse,« skrev bladets lederskribent.

Reaktionen var fuldt ud forventelig efter flere ugers diskussion i medierne om den rette måde at sikre, at de overgreb, mange vidner fortalte om under Levesons høring, ikke finder sted igen. Avisindustrien er enig i, at der er behov for et nyt pressenævn, men den afviser lovgivning.

Ifølge Michael Bromley, professor i international journalistik på City University, er reaktionen udtryk for, at avisindustrien »forsvarer en privilegeret position«, som den alene har i det britiske samfund. Han pointerer, at tv-industrien allerede er reguleret af nævnet Ofcom, uden at det har ført til nogen form for censur.

»Lovfæstet presseregulering findes allerede i Ofcom, og ingen hæver et øjenbryn over det. Det er en skræmmetaktik fra avisernes side. F.eks. har de haft en annonceserie, der påstår, at lovfæstet regulering vil betyde, at Storbritannien vil ende som Nordkorea,« siger Bromley til Information og henviser til de skandinaviske lande som et andet eksempel på, at lovfæstet regulering af pressen er foreneligt med et demokratisk samfund.

Tony Harcup, seniorlektor i journalistik på Sheffield University og forfatter til bogen The Ethical Journalist, henviser til britisk historie i forsøget på at forklare den voldsomme modstand mod nogen form for indblanding fra statens side.

»Den britiske avisindustri begyndte som demokratiets vagthund, den etablerede retten til at sætte spørgsmålstegn ved det, politikerne og kirken sagde. Det går helt tilbage til borgerkrigen, og siden 1695 har enhver kunnet starte en avis uden nogen form for regulering. Hver gang der gøres forsøg på at stramme op på pressen, hævdes det, at det vil føre os tilbage til tiderne før 1695,« forklarer Harcup.

Han tilføjer, at de britiske medier tilmed har været enormt magtfulde i det 20. århundrede, hvilket har betydet, at politikerne har ønsket avisernes opbakning op til parlamentsvalg.

Kulturen

Ingen af disse to eksperter er bekymrede over en lovfæstning af et nyt pressenævn.. Lord Leveson har netop ikke foreslået, at parlamentet opretter pressenævnet – det skal industrien selv gøre – men blot, at der skal være lovmæssige incitamenter, der skal gøre det attraktivt for industrien at være medlem af det nye nævn og overholde dets retningslinjer.

»Vi har i dag grundig, dybdeborende journalistik foretaget af BBC og ITV, som allerede er regulerede, og de er tit yderst kritiske over for politikerne,« siger Tony Harcup, som dog peger på, at et pressenævn – lovfæstet eller ej – ikke kan løse hele problemet med den berygtede britiske tabloidpresses ofte yderst frie omgang med sandheden.

»Et nyt pressenævn og nye regler for god presseskik kan ikke ændre kulturen. Mange af de ting, der blev diskuteret i Leveson-undersøgelsen, var lovbrud, så det handler ikke om manglen på regler. Problemet er opstået på grund af en kultur, der har tilladt den slags ting at ske. Der er brug for en kulturel holdningsændring hos journalister for at minde dem om, hvad journalistik handler om,« siger han.

Michael Bromley er enig: »Hvilket system, det ender med, er ligegyldigt. Regulering virker kun, hvis der er vilje til at blive reguleret. Hvis ikke der er det, vil folk finde en måde at omgå reglerne på,« siger han med henvisning til, at nogle af de største bankskandaler er forekommet, efter at bankerne gik fra selvregulering til lovfæstet regulering.

Hos hacking-ofrene var humøret i bund efter Camerons afvisning af Levesons anbefalinger, der dog nu skal diskuteres på tværs af de tre store partier i det britiske parlament.

»Lytter til premierminister sammen med en gruppe (ikke berømte) ofre inklusive Hillsborough-familier. Buzzword er forræderi,« tweetede aktivist og skuespiller Hugh Grant i går.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Harmløst forslag. Det vil ikke ændre pressens metoder. Ikke kritik af Levinsons udvalg, problemet er i selve tabloidpressen og deres tilgang til journalistik. Deres metoder er uden for kategori. Det er bl.a noget med at personforfølge deres ofre og deres familier. Udgive sig for at være håndværkere, myndigheder, anything for at få adgang til private hjem eller tale med venner og naboer. Hvis de da ikke bare skriver historien som de synes den bør være.

Protester fra tabloidpressen og Cameron over Levison udvalgets forslag er ikke overraskende, og nu bliver det udvandet.

Endeligt vedtaget forslag til pressenævn, godkendt af tabloidpressen og Cameron vil ca. være dette:
1. Jounalister, redaktører og avisejere kan hvis de gider og har tid, være med i nævnet for god presseetik.
2. Medlemmerne bestemmer selv hvad god presseetik er.
3. Medlemmerne er ikke forpligtet til at besvare spørgsmål fra personer der ikke er medlem af nævnet.
4. Det presseetiske nævn forpligtigere sig til at udhænge personer på forsiden hvis disse skulle have udvist, udtalt eller kunne tænkes at ville udtale kritik af presseetiske nævns legitimitet.