Læsetid: 8 min.

Drømmeren er død – fighteren længe leve

De hadede Obama, og de har hadet hinanden; splittelsen har domineret det amerikanske valg, men amerikanerne er ikke så splittede som deres politikere og intellektuelle – der er en fælles vej fremad
De hadede Obama, og de har hadet hinanden; splittelsen har domineret det amerikanske valg, men amerikanerne er ikke så splittede som deres politikere og intellektuelle – der er en fælles vej fremad
8. november 2012

Det største ved Barack Obamas sejr i 2012 er sejren. Det er ikke meget mere end det, og det er ikke meget større end det. Han vandt amerikanernes hjerter og stemmer for fire år siden, da han lovede at forene et USA, der ikke bare var splittet, men også var blevet politisk ineffektivt og kulturelt destruktivt af splittelsen. Han drømte om et samlet USA, og amerikanerne drømte med ham.

Nu er den drøm forbi, og Obama vandt på at spille på splittelsen. Som drømmer var Obama en ekstraordinær politiker, men som fighter er han ordinær.

Efter sin sejr tirsdag aften talte han igen om at forene amerikanerne i samlet front mod kynisme og strategiske konflikter, mens hans mest originale bidrag til valgkampen var, at han lavede sin modstanders navn om til betegnelsen for en sygdom, Romnesia. Obama, der ville samle modstanderne i et fællesskab i 2008, lancerede i 2012 en annonce med teksten: ’Mitt Romney. Ikke en af os’.

Hans kampagne handlede meget om, hvor utroværdig hans modstander var og meget lidt om, hvad han selv vil gøre de næste fire år – ligesom det meste af modstanderens valgkamp handlede om, hvor uduelig og forfærdelig Obama var.

Det var ikke begejstringen for Obamas projekt, der sejrede – der var hverken megen begejstring eller noget klart projekt. Det var rædslen for, hvad de andre kunne finde på, og hvad det ville gøre ved USA:

»Det eneste, jeg gerne vil have, er, at vi passer lidt på hinanden, de gamle, de syge og krigsveteraner. Alt det ville Romney ødelægge,« siger Zenia på 18, der arbejder på Taco Bell og studerer i Dallas.

Det er en ’affortryllet’ Barack Obama, der nu bliver genvalgt som præsident: Han leverede ikke den nye politiske kultur, han havde lovet, og som hans tilhængere forventede. Det blev et erklæret mål for hans politiske modstandere, at det ikke skulle ske, ogObama har ikke selv haft politisk kraft til at gennemføre det.

Men efter fortryllelsen står realiteterne tilbage. Den økonomi, han overtog i dyb krise for fire år siden, er langsomt forbedret. Hans stimulusplan har fornyet amerikanske in-stitutioner, og det lykkedes ham at gennemføre en national sundhedsreform. Det er en historisk præstation. Som Ilyse Hogue, der er en venstreorienteret aktivist og skribent på The Nation siger til Information: »Vi har selvfølgelig været skuffede, men Obama har gjort en forskel i mange, mange millioner amerikaneres liv. Det må vi ikke glemme. Og alternativet havde været langt, langt værre. Det er ikke et forandret USA, men det er på visse områder et forbedret USA.«

Langs den store motorvej fra Dallas til San Antonio i Texas hænger enorme plakater: ’AFSLUT FEJLTAGELSEN’, står der henover et billede af præsident Obama.

Eller: ’YES WE CAN’ står der med henvisning til Obamas valgløfter. Og nedenunder står:’RUINERE USA’.

Valgkampens plakater og sloganer bekræfter fornemmelsen af, at kampen for et andet USA for mange republikanere har været en kamp imod personen Barack Obama.

Denne gang har målinger vist, at republikanerne har været mere entusiastiske end demokraterne, og hadet til Obama har drevet mobiliseringen. Mange af de mennesker i Texas, Information har talt med, siger kort og godt, at de ikke kan lide Obama. De bryder sig ikke om hans person. Nogen kalder ham for »socialist i europæisk stil«, mens andre bare siger, at han byder dem imod. Det er ikke kun dem, der kører i pick up-trucks med klistermærket i bagruden, hvor der står »God, Guns and Guts – Keep America Free«. Det er også skolelærere og ekspedienter i butikker, som siger, de bare ikke kan holde hans person ud.

»Ingen vil indrømme det,« siger professor ved University of Texas Bruce Buchanan til Information,»men der er et element af racisme i modstanden mod Obama.«

Det er ifølge Buchanan svært at måle den racisme, fordi det er politisk ukorrekt at tale om det, men han er overbevist om, den spiller en rolle: »Ikke bare i Texas eller sydstaterne, men også nordpå blandt arbejdere og landmænd. Underklassen og det nederste af middelklassen har en større modstand mod en sort præsident, end man i overklassen ved af.«

Det er lykkedes Obama at overvinde modstanden mod en sort præsident, men en undersøgelse foretaget af professor Jon Krosnick fra Stanford University i San Francisco fra oktober 2012 viser, at negative holdninger til sorte (’anti-black attitudes’) er blevet mere udbredte i USA i de seneste fire år. Undersøgelser indicerer, at to til tre procent af de vælgere, som misbilliger præsidenten, gør det på grund af hans hudfarve. Til Information siger Krosnick:

»Nogen troede måske, at valget af en sort præsident ville gøre den negative holdning til sorte mindre udbredte, men det er ikke sket,« siger Krosnick. Det modsatte er faktisk tilfældet.

Men Krosnick pointerer, at den negative holdning til sorte ikke nødvendigvis har afholdt folk fra stemme på en sort præsident: »Det er bare én af mange ting, som afgør amerikanernes beslutning, om de skal stemme, og hvem de vil stemme på.«

Det er ikke kun konservative og republikanere, som hader Obama og hans politik. Også ideologiske og aktivistiske venstreorienterede kalder ham for »en konservativ teknokrat«, »en hykler«, »en krigspræsident« og »en kyniker«.

Hans modstandere anklager ham for socialisme, mens hans tilhængere bebrejder ham, at han ikke er mere venstreorienteret.

»Den progressive sag imod Obama,« hedder et essay af den venstreorienterede skribent Matt Stoller i magasinet Salon. Hans pointe er, at USA under Obama er blevet så meget mere ulige og uretfærdigt, at ingen progressive med god samvittighed kan stemme på ham en gang til.

»Hvorfor er jeg imod Obama?« spørger Stoller – og svarer: »Simpelthen fordi jeg er modstander af formen på det samfund, han skaber, og jeg vil drage ham til ansvar for det, han har gjort for at skabe det«.

Ilyse Hogue genkender kritikken af brugen af droner, at ulighed, af hans hold fra Wall Street og hans krænkelse af frihedsrettigheder:

»Det har været fire hårde år for USA,« siger hun og fortsætter: »Mange progressive er frustrerede over alt det, vi ikke har fået, men vi har fået tilbagetrækningen fra Irak, og vi har fået Obamacare.«

Det viser ifølge Hogue, at Obama kan trækkes til venstre, og at han på visse områder har leveret så meget til venstrefløjen, at det vil være håbløst at afskrive ham.

Micah Bertin kan ikke udholde dem, der ikke kan holde Obama ud – hverken på højrefløjen eller venstrefløjen Han arbejder som trykker i Pennsylvania, men han er på besøg i Dallas og har været på museet for mordet på den demokratiske præsident John F. Kennedy: »De samme venstreorienterede, der hadede Kennedy og Clinton, elsker dem jo bagefter.«

Det har i 2012 været en ualmindelig hård og hadsk valgkamp. De konservative på Fox News har konstant fortalt negative historier om, hvordan præsidenten har løjet om terrorattentaterne i Libyen, mens venstreorienterede på MSNBC aften efter aften har kørt historier om, at Mitt Romney lyver: »Jeg ved, det virker tåbeligt,« forklarer Bertin, »men vi er i en krigstilstand mod de konservative. Indimellem tænder jeg selv for Rachel Maddow for bare at få afløb for mine frustrationer over de andre.«

Under valgkampen har selve den faktuelle grund mellem republikanerne og demokraterne, de konservative og de progressive været undermineret. Romney annoncerede under valgkampen, at han ikke ville tage faktatjek til efterretning. Hans hold sagde, at de ikke stolede på dem længere. Professor Lawrence Jacobs kalder det over for Information for en mere og mere presserende udfordring for den amerikanske offentlighed at udvikle uafhængige medier og institutioner:

»Vildledning er et af de største problemer i det amerikanske demokrati. Vi har brug for uafhængige medier og andre spillere, som udstiller svindler og fejltagelser.«

Den amerikanske valgkamp, den politiske diskussion og de intellektuelles engagement tegner et billede af et polariseret og splittet USA. Men professor Morris Fiorina fra Stanford University, der har forsket i udviklingen i amerikanernes holdninger, forklarer, at splittelsen er et politisk fænomen: »Splittelsen er en splittelse i den politiske klasse. Det er bemærkelsesværdigt, at amerikanerne ikke i deres dagligdag lever med de vanvittige polariserede kampe. De er langt mere enige, end den politiske debat giver indtryk af.«

Det store momentum for Obama i 2008 var ifølge Fiorina, at han tilbød at overskride den politiske polarisering og tale til den fælles grund i det amerikanske samfund:

»Det skabte hele begejstringen omkring hans præsidentskab«, siger Fiorina til Information: »men det kunne han ikke fuldføre. Og nu har han ligesom George W. Bush i 2004 ført en valgkamp, der appellerede til modsætninger og konflikterne i den politiske klasse.«

Der er jubel til demokraternes valgfest i Austin, Texas, men en af Obamas frivillige fortæller, at det slet ikke er som ved valget i 2008: »Dengang var hele 6th Street lukket, fordi folk festede.«

I aften er der enkelte glade mennesker i gaden, men inde på barerne og cafeerne ligner det en hvilken som helst anden aften. Gaden er ikke lukket for at give plads til en fælles eufori.Det værste er ifølge flere andre iagttagere, at det amerikanske politiske system fordrer polariseringen. Magten er delt mellem præsidenten, Senatet, Repræsentanternes Hus og Højesteret. Det giver muligheder for at blokere lovgivning og obstruere reformer, hvis de to partier ikke arbejder sammen. Dethar udviklet en ødelæggende konflikt mellem den politiske kultur i USA og den amerikanske forfatning. Obama vandt valget, men magtfordelingen mellem Senatet, Repræsentanternes Hus og Det Hvide Hus er uforandret efter valget.

»Jeg har faktisk aldrig været så pessimistisk på vores politiske systems vegne, som jeg er nu,« siger Fiorina.

Tirsdag aften talte Obama igen til håbet om at overkomme denne splittelse. Han demonstrerede i sin sejrstale, at han kender de forhindringer, der har gjort drømmeren til en fighter: »Jeg tror, vi kan gribe denne fremtid sammen, fordi vi ikke er så opdelt, som vores politik kunne tyde på. Vi er ikke så kyniske, som de kloge hoveder mener.«

Og Ilyse Hogue advarer mod at opgive håbet: Alternativet til den store eufori er ikke kynisme:»Vi skal glæde os over det, vi har opnået og tro på det, vi kan opnå. Vi plejer at sige, at vi skal lære at holde vores skuffelser i den ene hånd og vores forhåbninger i den anden.«

 

Undersøgelsen Voting and Racism fra Stanford University – http://comm.stanford.edu/faculty/krosnick/docs/2012/2012%20Voting%20and%20Racism.pdf 

Matt Stollers essay: The Progressive Case Against Obama; http://www.salon.com/2012/10/27/the_progressive_case_against_obama/

Morris Fiorinas analyser af amerikanernes holdninger og det politiske system er offent-liggjort i ’Disconnect: The Breakdown of Representation in American Politics’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Erik Blumensaat

Pan `dora, algiverinden tilnavn til Jorden+ doron-gave.
Den første kvinde der af guderne blev sendt til meneskene med en æske indeholdende alle sygdomme og ulykker. Pandoras æske, kilden til alt ondt.
Da ham den lyse ikke kunne dy sig på trods af han havde fået at vide at han skulle holde fingrene væk, åbnede æsken, slap alt på nær håbet ud, da låget blev lagt på igen, var der kun håbet tilbage i æsken, derfor er håbet det længst-levende i æsken.

Oral Fixation. Shakira.
Dònde Estàn Los Ladrones. Shakira.

Steen Erik Blumensaat

Tro, håb og Kærlighed, helt ærlig, så mange fantasilioner og så er det eneste svar.
Tro, håb og kærlighed.
Pussy whipped again, pussy whipped again, blame it on whisky and gin,
Oh Lord, pussy whipped again.

Steen Erik Blumensaat

Mor-oc-ra-cy: goverment by the inept (malplacerede, tåbelig,urimelig, kejtet,kluntet.
2. tåbelighed,urimelighed,kejtethed,kluntethed)

Det er svært at stå oprejst når loftet er i knæhøjde.

USA's politiske virkelighed er væmmelig og klam.

Jeg fatter simpelt hen ikke at man kalder det for et Demokrati.

Jeg ved at der er frygtelig populært at tale om ’det der samler’ fremfor ’det der spiller’, men jeg må sige, at når vi taler om den kollektive psykose som siden industrialiseringen har bredt sig – også delvist til Danmark – om at vækst og (fiktiv) økonomisk fremgang er opskriften på et godt liv (selvom de fleste undersøgelser viser det modsatte), så ønsker man faktisk, at nogle for alvor ville ridse forskellene op!

I USA er KERNEproblemet, at næsten alle politikere – i hvert fald i de store stærkt populistiske bevægelser, herunder demokraterne og republikanerne – taler om vækst, jobs og økonomisk fremgang. Hvad de ikke har fattet er (eller de lader i hvert fald som om de ikke har forstået det), at dette ikke er evigt muligt, fuldstændig som forudsagt af John Maynard Keynes og andre af den tids fremtrædende og betydningsfulde økonomer.

Det er derfor nødvendigt at nogen i USA tør tage bladet fra munden, og tale om, at ikke alle er interesseret i toget til helvede, i en stegende varm rygerkupé, men at vi er nogle – der selvom vi alle skal dø på et tidspunkt – faktisk foretrækker turen i en cabriolet med en god øl i venstre hånd og en god ven i højre.

Lad det være forstået og lad det forhåbentligt blive forstået af mange flere mennesker end antallet i dag, at økonomisk vækst, lange arbejdsdage og materiel berigelse ikke har meget med lykke at gøre (kun til et vist niveau), og at vi må finde nye svar på livets eksistentielle spørgsmål: Hvad er et godt liv? Hvad er meningen med... Og hvad er sandheden i…?

I går skrev jeg:

I dette, for dem så trist øjeblik, går min skadefryd ud til Charles, David og William Koch, Sheldon Adelson, og de andre rigmænd som ydede en stor indsats for at købe valget.
http://www.information.dk/telegram/316217#comment-690511

For et par timer siden så jeg følgende billedtekst:

Sheldon Adelson and his wife, Miriam, in February. Mr. Adelson, the biggest single donor in political history, supported eight candidates through "super PACs." All of them lost on Tuesday.

Og fra brødteksten:

But while outside spending affected the election in innumerable ways — reshaping the Republican presidential nominating contest, clogging the airwaves with unprecedented amounts of negative advertising and shoring up embattled Republican incumbents in the House — the prizes most sought by the emerging class of megadonors remained outside their grasp.
https://www.nytimes.com/2012/11/08/us/politics/little-to-show-for-cash-f...

Et af de opmuntrende aspekter ved valget er altså at det ikke lykkedes de Republikanske rigmænd at købe det. Men det er netop en indikation på det amerikanske demokratis svaghed, at så meget drejer sig om penge og pengsindsamling.

Okay artikel, men jeg savner to pointer (mindst ...)

1. Bill Clintons afgørende rolle i Obamas genvalg og som den store kommunikator.

2. Drømmen fra 2008 og ikke mindst det klamme slogan "Yes we can!" var ren overgearet hype, og den der med at komme udefra og ville gå på tværs af partiskel (being bi-partisan) er næsten så gammel som USA's partisystem selv ...

vh CP