Læsetid: 4 min.

Egyptens forfatning: Fra demokrati til præstestyre

Præsident Mohamed Mursi og hans islamiske tilhængere anklages for statskup efter islamisk præget forfatningsudkast hastes igennem til en hurtig folkeafstemning. Ekspert vurderer, at det kan kaste Egypten ud i borgerkrig
Egyptisk demonstration ved gårsdagens demonstration på Tahrirpladsen mod præsidents Mursis forfatningsudkast.

Egyptisk demonstration ved gårsdagens demonstration på Tahrirpladsen mod præsidents Mursis forfatningsudkast.

Gianluigi Guercia

1. december 2012

Matematisk set står højst hver fjerde egyptiske vælger bag en forfatning, hvis islamiske præg efterlader sekulære, liberale, ateister og kristne på sidelinjen – hvis man tager præsidentvalget som rettesnor, hvor islamisten Mohamed Mursi fik 51 pct. af stemmerne – men kun i halvdelen af vælgerkorpset.

Det har kastet Egypten ud i en forfatningskrise, der igen i aftes samlede titusinder på Tahrirpladsen i Kairo i protest mod Mursi – og bag ham Det Muslimske Broderskab – efter at 85 af oprindeligt 100 medlemmer i forfatningskommissionen på et 19 timer langt møde stemte for 234 paragraffer i et udkast til en grundlov, der sendes til folkeafstemning om to uger. Mange sekulære og alle kristne kommissionsmedlemmer har boykottet at stemme om »ikke Egyptens, men Det Muslimske Broderskabs forfatning.«

Da præsident Mursi i sidste uge tiltog sig absolut magt med en serie dekreter, forlængede han fristen for forfatningen med to måneder i håb om et kompromis med oppositionen. Men da oppositionen gik på gaden, speedede han forfatningsproceduren op, så den kan vedtages i en ruf.

Teologer får magt

Forfatningsudkastets paragraf to – at lovgivningen følger sharias principper, altså islamisk lov – adskiller sig ikke fra 1971-forfatningen, men fortolkningen vil ifølge eksperter være forskellig fra den praksis, Hosni Mubarak, fulgte. En ny paragraf, der især har bekymret de ikkereligiøse, stipulerer at lærde ved Al Azhar-universitetet, sunniislams mest ansete religiøse institution, skal ’rådføres’ om lovgivning, der kan relateres til sharia – det kan i det store og hele være al lovgivning, hvis man vælger det. Det vil, siger kritikerne, gøre Al Azhar til tilsynsmyndighed med ret til at annullere parlamentets love.

Det går ikke upåagtet hen efter en folkelig koalition anført af sekulære væltede Mubaraks regime på 18 dage.

Andre stridspunkter er udkastets blasfemiparagraf, der kan begrænse ytringsfriheden og at kun islam, kristendom og jødedom anerkendes som legitime trosretninger. En paragraf, der henviste ligeret for kvinder til shariafortolkning, er sløjfet, men kun erstattet af paragraffer, der fremhæver ’familieværdier’, hvilket tolkes som kønsdiskriminerende.

Borgerkrig en risiko

Den libanesiske politilog, Imad Salamey, der forsker i arabiske demokratiske bevægelser og leder tænketanken ’Center for Arab Research and Development’ i Beirut, lagde ikke fingre imellem, da han blev spurgt om den egyptiske forfatningskommissions version af en demokratisk forfatning:

»Du mener vel såkaldt demokratisk forfatning«, svarede han, og fortsatte: »Som det ser ud nu er broderskabet i færd med at erstatte demokrati med teokrati, altså præstestyre. Situationen kan ende i borgerkrig og præsident Mursi må nu overveje sin position: Besinder han sig ikke og når et kompromis med de sekulære og liberale i oppositionen, vil Egypten blive delt, hvilket vil få konsekvenser i hele den arabiske verden.«

– På hvilken måde?

»Modsætningerne mellem religiøse og sekulære vil ekspandere i hele regionen, og det vil skabe en helt ny situation, hvor den folkelige modstand mod diktatorerne afløses af en deling mellem islamister og liberale. De muslimske brødres flertal efter valgsejre har givet en tro på, at deres politiske dominans kan gøre Egypten til et teokratisk stat, og det vil ikke kun splitte landet, men også efterlade militæret i en vanskelig situation.«

– Men militæret beholder deres privilegier i den kommende forfatning?

»Ja, sådan ser det ud, men den splittelse, islamisterne skaber i samfundet, vil eskalere ind i hæren, og det vil ikke være enkelt. Man skal huske, at hæren har kontakt til alle grupper i det egyptiske samfund, islamiske, sekulære og til det tidligere Mubarak-regime, men er også afhængig af amerikansk bistand, både finansielt og teknologisk, og hvad vil der ske med det samarbejde, hvis den ensidigt støtter en overgang fra demokrati til præstestyre? Det er bestemt ikke enkelt.«

Knap så islamistisk

Jakob Wichmann, valgforsker tilknyttet det dansk-egyptiske dialog-institut i Kairo, gør opmærksom på, at Egypten ikke er så islamistisk, som det ser ud til ved første øjekast.

»Der er forskel på, hvordan vælgerne stemmer og hvilken stat, de grundlæggende ønsker. Vores forskning viser, at blandt de 65-70 pct., der stemte islamisk ved parlamentsvalget, er flertallet – 40-45 pct. – imod at religionen får en hovedrolle i staten. Kun 25 pct. mener religion skal have en rolle«, siger han.

»Islamisterne har vundet valg efter valg, men det er yderpunkterne, der definerer begge sider. Der er en meget bred midte, som er vigtig at fremhæve, og som ikke ønsker en rigid islamisk stat. Egypten er blevet mere islamistisk under 30 års Mubarak-styre uden nogen rigtigt var klar over det, men som en følge af, at Mubaraks stat ikke leverede den sociale tryghed, folk efterspurgte – en tendens tydelig i landdistrikterne, hvor islamiske bevægelser har udfyldt statens opgaver på områder som sundhed, undervisning og sociale behov. Men mest afgørende for islamisternes succes var organisering og finansiering af effektive kampagner. Fra august til november 2011 kom en kraftig vækst i tilslutningen til de islamiske partier.« Jakob Wichmann peger desuden på, at de sekulære partiers skrækkampagne mod den islamistiske trussel gav bagslag.

»De sekulære fremhævede faren ved politisk islam i stedet for at tale om folks jordnære problemer, og polariseringen medførte at moderate egyptere stemte islamisk af frygt for ikke at være gode muslimer.«

Ved parlamentsvalget fik de islamiske partier 65 procent af de afgivne stemmer med en stemmeprocent på omkring 60. Ved præsidentvalget i juni 2012 fik Mohamed Mursi 51 procent af stemmerne mod 49 procent til Ahmed Shafiq, en tidligere premierminister i Mubaraks regering. Stemmeprocenten var 51.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu