Visca Catalunya lliure – Leve et frit Catalonien.
Slagordene høres overalt. På Barcelonas hjemmebane Camp Nou, i gaderne under enhver protest eller samling, spontant når grupper mødes i socialt lag. Catalansk uafhængighed er blevet så varmt et emne, at det er decideret ømtåligt ikke at støtte op om kampen. Det fortæller Maria Antonell – en knap to meter høj catalaner, der under sidste uges generalstrejke var på gaden i Barcelona for at protestere imod neokapitalisme og bankernes hærgen:
»Jeg er catalaner, men jeg støtter ikke Artur Mas (Cataloniens regionale regerings, Generalitat, præsident, red.) og hans uafhængighedskamp. Jeg mener, at det er ren populisme. Han forsøger at sælge sig selv på et politisk budskab, der ikke har gang på jord. Men det her er næsten forbudt at sige lige nu i Catalonien,« lyder det.
Af samme grund vil hun heller ikke have sit billede i avisen – end ikke i en dansk avis. De fleste af hendes venner mener nemlig det absolut modsatte: At Catalonien kun har en fremtid, hvis det lykkedes at opnå uafhængighed. Og det er altså ikke et spørgsmål, der står til diskussion.
At emnet er følsomt, mener også en lang række forretningsledere i Catalonien. Det siger blandt andre Josep Piqué, der foruden selv at være catalaner, også er tidligere spansk videnskabsminister, industriminister og udenrigsminister for Spanien samt tidligere leder af det konservative Partido Popular i Catalonien. I dag er han direktør i det Barcelona-baserede flyselskab Vueling.
»Uafhængighed ville være en tragedie for både Catalonien og Spanien. Derfor bør forretningsfolk sige offentligt, hvad de mener privat,« siger Josep Piqué med henvisning til det generelle tabu, det har været, at tale imod catalansk selvstændighed som catalaner.
Krisen lokker
Ligesom i Baskerlandet på Spaniens nordkyst er den catalanske uafhængighedsbevægelse langtfra ny. Under general Francos diktatur, der varede fra 1939 og indtil hans død i 1975, var catalansk kultur ikke noget, man skulle skilte med. At tale catalansk offentligt var ikke muligt og undervisning i sproget var forbudt. Men sproget levede bag hjemmets fire vægge. Men med tilbagekomsten af monarkiet med den spanske kong Juan Carlos og vedtagelsen af en ny forfatning i 1978, blev spørgsmålet om de 17 spanske regioners kulturelle og sprogmæssige forskelle igen et tema, der blev taget særligt hensyn til.
I 2006 stemte 74 procent af catalenerne ja til et udvidet catalansk selvstyre, der betyder at Catalonien i dag har selvstyre på en lang række områder fra sundhed, miljø og uddannelse til kultur og infrastrukturel planlægning.
Nu er barren så sat endnu højere. Med den regionale catalanske præsident, Artur Mas, tales ikke længere om en autonom region i det spanske kongedømme, men om et ufravigeligt krav om fuld løsrivelse og selvstændighed fra Spanien.
– Så der er tale om et stigende ønske blandt befolkningen?
»Ja, det er der. Men det er svært at sige, hvor mange, der støtter det. Fra omkring 1980 og knap 25 år frem lå andelen af catalanere, der ønskede selvstændighed måske på 10-12 procent. Den andel steg så frem mod afstemningen om øget autonomi i 2006, og med krisen er kravet om selvstændighed blevet det altoverskyggende tema i Catalonien. Men i realiteten ved vi ikke, hvor mange der reelt ønsker uafhængighed. For vi har ikke haft en oplyst debat om spørgsmålet – kun propaganda. Og lige nu er det krisen, der puster til ilden,« siger Joaquim Molins, der er professor i politologi ved det store catalanske Universitat de Barcelona, UAB. Sammen med en række akademikere, kulturpersonligheder, forretningsmænd og journalister har Joaquim Molins underskrevet og offentliggjort et manifest, hvor de sammen advarer imod den kampagne for selvstændighed, der særligt over de seneste måneder er taget til i styrke. En debat, som de finder stærkt forsimplet:
»Jeg synes, at det er dybt uansvarligt, at sælge budskabet om et uafhængigt Catalonien som svaret på, hvordan vi kommer ud af krisen,« siger Joaquim Molins, der peger på, at det er en både farlig og forenklet måde at tackle et »ellers helt legitimt« spørgsmål på.
Falsk grundlag
Et tal, der går igen i debatten, er de 16 mia. euro, som Catalonien hvert år sender til centralregeringen i Madrid. Fra politisk side bliver der igen og igen slået på, at overførelserne til centralstyret og dermed til Spaniens andre regioner, er kilden til catalansk ruin.
»Alle andre steder, hvor der er valg under krisen, handler valget jo om, hvad man gør og vil gøre i forhold til den økonomisk situation. Men her er løsrivelse fra Spanien det eneste svar. At hvis Catalonien bare bliver uafhængigt og sparer de penge, der overføres til resten af Spanien, så rettes det hele op. Det er jo en dybt uansvarlig tilgang,« siger Joaquim Molins, der i øvrigt peger på, at kravet økonomisk set er urealistisk.
»Catalonien afhænger lige nu af penge fra centralstyret til at opfylde sin gældsforpligtigelse i 2013 og 2014. Uden dem går regionen bankerot.«
Cataloniens samlede gæld er på knap 44 mia. euro., oplyser Centralbanken i Madrid.
–Hvordan vurderer du Artur Mas som leder?
»Som meget uansvarlig. Det mærkværdige er, at for bare et par år siden var Artur Mas ikke radikal uafhængighedsforkæmper. Men med krisen er det blevet det helt centrale spørgsmål. På den baggrund er jeg meget skuffet over ham som leder,« siger Joaquim Molins, der ser to årsager til den radikalisering af debatten, der har fundet sted.
»For det første kan Artur Mas være bange for at blive kørt ud på et sidespor i valgkampen af andre stærke uafhængighedskræfter. For det andet har hele debatten og det meget stålsatte krav virket som perfekt afledning for ikke at fokusere på, hvordan Cataloniens offentlige finanser økonomisk er kørt i sænk. Hvordan Artur Mas og hans regering har forvaltet økonomien og håndteret krisen,« siger Joaquim Molins.
Uafhængighedens pris
Samtidig mener Joaquim Molins, at debatten slet ikke har fokuseret på den pris, som selvstændighed nødvendigvis vil have.
»Catalonien er i den forstand et pluralistisk samfund. Og selvstændighed vil marginalisere nogle grupper og skabe intern splid,« siger Joaquim Molins:
»Men problemet er, at der ikke har været en sober debat om løsrivelse. Jeg mener, at hvis folk virkelig ønsker et uafhængigt Catalonien, så er det jo et legitimt ønske. Men så bør vi have alle kortene på bordet, så folk kan vurdere, hvad der er fordele, og hvad der er ulemper,« siger Joaquim Molins, der nævner fortsat medlemskab af EU som et åbent spørgsmål, samt udgifter til fælles forsvar, politi og diplomatisk repræsentation som nogle af de emner, der kan gøre selvstændighed mere besværligt og dyrt end det hidtil er fremgået af debatten i Catalonien.
I morgen søndag går catalanerne til regionalvalg, og der er ingen tvivl om, at den siddende leder, Artur Mas, vinder. Spørgsmålet er blot, hvilket flertal han efter valget kan mobilisere, og dermed hans muligheder for at sætte turbo på processen mod selvstændighed og opfylde valgløftet om at afholde en folkeafstemning om selvstændighed. Et spørgsmål, som ifølge forfatningen skal godkendes i Madrid.
»Og det sker ikke. Derfor skal vi de næste fire år have en konstant trussel om en forfatningsstridig folkeafstemning hængende over hovedet. Og jeg tror, at den juridiske usikkerhed vil have en direkte negativ effekt på vores økonomi og stigende arbejdsløshed. Det vil betyde, at firmaer flytter og finder andre steder at investere. Pengene flyder frit, og der er masser af muligheder. Catalonien er ikke mere speciel end det. Det er derfor, at jeg kalder Artur Mas for dybt uansvarlig.«
