Nyhed
Læsetid: 4 min.

Gazas indbyggere hårdt ramt af Israels bombardementer

Med fortsatte droneangreb på femte døgn synes Israel opsat på at ødelægge Hamasbevægelsens militære infrastruktur. I Gaza, der forbereder sig på en mulig invasion af israelske landtropper, findes hverken beskyttelsesrum eller luftalarmer
Udland
19. november 2012

På den uhyggeligt øde gade i Gaza Bys al-Karama-kvarter venter Abu Sinan og hans familie – forgæves – på en taxi. Imens han knuger to blå plasticposer fulde af tøj og en sort rygsæk, afsøger den 19-årige Tariqs blik skiftevis vejen efter en bil og himlen for de israelske droner, der kan høres tordne i det fjerne. Familien håber at finde kørelejlighed til et sted nogle få kilometer længere ind i byen.

»Vi tror, der er mere sikkert der,« siger han. »Området her er for åbent. Hver dag kan vi se modstandsbevægelsen affyre raketter, så der kommer mange luftangreb.«

Han siger, han ikke aner, hvor længe han og familien skal være væk fra deres hjem:

»Indtil det her er forbi.«

Et stigende antal desperate Gaza-borgere ser ud til at være på flugt. En mand siger, at han har bragt sin kone og deres spædbarn til Khan Younis, en by i den sydlige halvdel af Gaza-striben, i håb om at der er mere sikkert her. En kvinde, som har tilbragt natten med sin familie i et medborgerhus, siger, at hun ikke kan finde noget sted, hvor hun er i sikkerhed for bombardementerne.

»Alle steder er sikkerheden lige dårlig, har vi opdaget.«

Folk i Gaza er begyndt at føle sig som rotter i et bur, alt imens Israel hamrer løs på den smalle landstribe med missiler og optrapper sine forberedelser til en mulig landinvasion.

De Israelske Forsvarsstyrker (IDF) har i nattens løb ramt over 200 mål. Kampvogne og troppeenheder stimler sammen ved grænsen til Gaza. Op til 75.000 reservister er indkaldt. Områderne umiddelbart rundt om Gaza er blevet erklæret for en lukket militær zone.

Effektivt våben

Den igangværende offensivs psykologiske virkning på Gazas befolkning fungerer som et lige så effektivt krigsvåben som selve bombardementerne. Folk i Gaza siger, at deres børn er rædselsslagne og ude af stand til at sove. Eksplosionsnedslag får natten igennem jorden til at ryste og vinduerne til at dirre. Dagslyset bringer ikke noget nævneværdigt ophold i den spærreild af missiler, der er sluppet løs på de 1,5 millioner mennesker, som befolker den trange enklave. Gaza har ingen offentlige beskyttelsesrum og intet system af luftalarmer.

Skoler, offentlige kontorer og de fleste butikker er lukket, kun få tør bevæge sig langt væk til fods fra deres egne hjem, og trafikken er sparsom. IDF har nedkastet flyveblade over flere beboelseskvarterer for at advare befolkningen om at holde sig væk fra »omgivelser i nærheden Hamas’ og andre terrorgruppers agenter og faciliteter«.

Mens ængstelsen stiger for, hvad de kommende dage bringer, siger nogle, at alle forsøg på at finde dækning er forgæves. 60-årige Ahmed Hatoum, der bor ved siden af Hamas’ hovedkvarter, som blev jævnet med jorden under et kraftigt luftangreb tidligt lørdag morgen, trækker på skuldrene ved tanken om, at han og hans familie skulle tage væk:

»Jeg har ingen steder at tage hen. Jeg ville tage af sted, hvis jeg kunne, men i Gaza er der ingen gemmesteder.«

Truslen kommer ikke kun fra Israel. Der er forlydender om, at nogle af de militante gruppers raketter også slår ned i selve Gaza. Ifølge Det Palæstinensiske Center for Menneskerettigheder tyder foreløbige undersøgelser på, at den fireårige dreng og 22-årige mand, der fredag mistede livet i Jabaliya, kan være blevet ramt af raketter affyret fra palæstinensisk territorium.

Helt til kanten

Konflikten er på få dage eskaleret. Raketter har ramt tæt ved Tel Aviv og Jerusalem, Israels to største byer, og Hamas og andre militante grupper er desuden begyndt at finde flere langdistancevåben frem fra deres oplagrede arsenaler.

»Hamas ser ud til at ville gå helt til kanten«, siger Mkhaimer Abusader, en politolog ved Gazas Azhar-universitet.

»Igennem de seneste fire år har Hamas forberedt sig på denne dag.«

Organisationen har opført bunkere, opgraderet sin militære teknologi og anskaffet sig mere avancerede og kraftfulde våben, navnlig fra Libyen. Men Israel vil ikke tolerere nogen raketbeskydning imod sine største befolkningscentre, og Hamas’ taktik vil kun gøre en invasion med landtropper mere sandsynlig, siger han.

Indsættelse af tropper og kampvogne indebærer dog også nye risici for Israel. Hvis målet er alt vælte Hamas, vil mere ekstremistiske grupperinger søge at udfylde magttomrummet. For at hindre dette i at ske kan Israel blive tvunget til at overveje en længerevarende besættelse af Gaza, et skridt, man kun modvilligt vil tage. Et tredje scenario – en ødelæggelse af Hamas’ infrastruktur, der skal fratage bevægelsen evnen til nye raketbeskydninger, men efterlade den ved magten – vil føre begge parter tilbage til situationen ved slutningen af forrige krig for næsten fire år siden.

Øget opbakning

Hertil kommer risikoen for, at Israels aktioner kun vil styrke opbakningen til Hamas. I Jabaliya, nord for Gaza By, klatrer store drenge over et lille bjerg af murbrokker, forvredent metal og knust glas – dette var engang privatboligen for en højtstående Hamas-mand. Ved lyden af en raket, der affyres i nærheden, jubler og hujer drengene.

Lige i nærheden siger Sharif Khalah, en 26-årig nabo til den mand og det barn, som fredag blev dræbt af en muligvis palæstinensisk fremstillet raket, at raketbeskydningen mod Israel foregår kontinuerligt.

»Jeg støtter den«, siger han. »Vi er nødt til at beskytte os imod fjenden. Vi kan intet stille op, når de angriber os.«

Abusader siger, at indbyggerne i Gaza står splittede.

»De, som støtter Hamas, bliver meget begejstrede, når missiler slår ned i Tel Aviv. Men andre er lede af og kede af det og føler sig udmattede. De siger, at de knap nok er kommet sig over forrige krig, og at alt, hvad de ønsker, er at leve en normal tilværelse. Det er svært at sige, hvem af de to grupper, der udgør flertallet.«

 

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her