Læsetid: 7 min.

’I kan lægge frygten bag jer’

Information var med, da Barack Obama i går – som den første amerikanske præsident nogensinde – besøgte Myanmar. Han talte om fred og frygt, men selv om myanmarerne var ellevilde, er de dog fuldt ud bevidste om, at præsidentens besøg også handler om økonomi og politik – og kampen mod Kina
Lokale indbyggere i Yangon i Myanmar står klar med flag for at hilse på Obama, der er den første amerikanske præsident, som har besøgt landet.

Lokale indbyggere i Yangon i Myanmar står klar med flag for at hilse på Obama, der er den første amerikanske præsident, som har besøgt landet.

Jewel Samad

20. november 2012

Frygt er på mange måder den kraft, der står mellem mennesker og deres drømme. Frygt for konflikt og krigenes våben. Frygt for en fremtid, der er anderledes end fortiden. Frygt for forandringer, der vil ændre vores samfund og økonomi. Frygt for mennesker, der ser anderledes ud, kommer et andet sted fra eller tilbeder Gud på anden vis.«

Ordene falder i Yangons Universitets gamle auditorium en ikke helt almindelig mandag i november. På dette historiske sted fandt revolutionære tanker rodfæste i 1930’erne og ledte til landets frihedskamp mod de britiske koloniherre.

I 1960’erne, 70’erne og 80’erne organiserede studerende fra universitetet oprør mod militærets enevælde for at blive dræbt i tusindtal i gaderne lige uden for under den store demokratiopstand i 1988.

I 2007 gik de protesterende munke i de samme gader og holdt et par minutters dyb bøn foran indgangen til universitetet – for de døde.

Nu står Barack Obama på talerstolen på universitetet under sin første udlandsrejse efter sit genvalg til præsidentposten i USA.

Politiske ledere, civilsamfundsaktivister, studerende, etniske repræsentanter, religiøse overhoveder – alle er de her. Men dog meget få i militære uniformer, ingen ministre og ej heller præsident Thein Sein, som mødtes med Obama tidligere på dagen.

Obama nåede under sit seks timers besøg i Myanmar at besøge den buddhistiske Swedagon pagode – i bare fødder som det er kutymen – at mødes med demokrati-ikonet Aung San Suu Kyi, der så klædeligt genert ud, da Obama krammede hende foran verdenspressen – og åbne det nye USAID-kontor i Yangon, inden turen gik til den historiske tale på universitet.

Men Obamas tur handler ikke kun om fred og Aung San Suu Kyi.

Besøget i regionen inklusive Myanmar ser politiske analytikere som del af et større amerikansk reengagement i regionen som modvægt mod Kinas stærkt stigende indflydelse i Sydøstasien.

»Vi er ved at genbalancere vores rolle i forhold til Asien,« udtalte Obamas nationale sikkerhedsrådgiver, Thomas E. Donilon således i en tale i sidste uge.

I forhold til Myanmar har USA det seneste år løsnet sanktioner, indsat en ambassadør, hævet udviklingsbistanden og har nu gennemført sit andet højtstående diplomatiske besøg. Udenrigsminister Hillary Clinton besøgte landet for 11 måneder siden.

Amerikanske firmaer har interesse i landets store naturressourcer, den billige arbejdskraft og et af Asiens få uopdyrkede forbrugermarkeder.

Obamas besøg og USA’s nye linje over for Myanmar er Obamas mulighed for at demonstrere, at den nye kurs han satte for den amerikanske udenrigspolitik i sin indsættelsestale – at landet, der løsner deres jerngreb, vil blive vel modtaget, og at det kan betale sig at have dialog med diktatorer – virker. Obama henviste netop til dette i sin tale i Yangon mandag.

Frygt er ikke en naturlig tilstand

»I nogle af hendes mørkeste øjeblikke, […] skrev Aung San Suu Kyi i et essay om frihed fra frygt: ’Det er ikke magt, der korrumperer, men frygt. Frygten for at miste magten korrumperer dem, som udøver magt, og frygten for magtens svøbe korrumperer dem, der er underlagt den.’ Det er den frygt, I kan lægge bag jer! Vi ser forandringen i ledere, der begynder at forstå, at magt kommer af at appellere til folks håb, ikke folks frygt. Vi ser borgere, der insisterer på, at denne gang skal det være anderledes, at denne gang vil forandring komme og fortsætte. Som Aung San Suu Kyi skrev: ’Frygt er ikke det civiliserede menneskes naturlige tilstand’. Det tror jeg på. Og i dag viser I verden, at frygt ikke er den naturlige tilstand i dette land,« sagde Obama i sin tale.

For første gang i Myanmars historie besøger en amerikansk præsident landet. Han har valgt at møde folket på en uddannelsesinstitution, der i begyndelsen af 1900-tallet var blandt Asiens ledende, men siden er hensunket i krat og forfald. Frygten for de studerende har ledt til, at universitetet har været delvist lukket de seneste årtier – og de studerende spredt på fjerntliggende campus. Men i dag er indgangsalléen udsmykket med hundrede af amerikanske og myanmarske flag side om side. Kantstenene og indgangspartiet er blevet malet. Men ikke selve auditorium-bygningen. Den er stadig sortgrå af årtiers monsunregn og skidt.

»Overtro hviler over den,« forklarer en tidligere studerende, der drev et politisk undergrundsblad i sin tid på Yangon Universitet og i månedsvis var på flugt fra arrestation.

»Folk tror, at der vil udbryde folkelig opstand, hvis den males, så det tør myndighederne ikke.«

Hans kammerat, der læste og senere underviste i filosofi på universitetet – og nu er blandt landets ledende civilsamfunds-aktører, udbryder:

»Tak til Obama. Nu er universitetet åbent igen – i hvert fald for en dag.«

»Men vejene er lukkede ligesom under militærstyret,« tilføjer han med slet skjult ironi og henvisning til, at vejene i dagens anledning er lukkede for trafik i kvarteret, hvor universitetet, den amerikanske ambassade og Aung San Suu Kyis hus ligger som perler på en snor.

Ingen undskyldninger for vold

Indenfor bryder forsamling ud i klapsalver, da Obama i sin lidt over halve time lange tale understreger over for sine tilhørere:

»Ingen reformproces vil lykkes uden national forsoning!«

Han henviser til, at landet har oplevet »nogle af verdens længste oprørskrige, som har kostet utallige liv, revet familier og lokalsamfund fra hinanden og stået i vejen for udvikling«.

»I har nu en enestående mulighed for at gøre våbenhviler til vedvarende løsninger og søge fred.«

Den betændte voldelige konflikt med etniske og religiøse overtoner i staten Rakhine giver præsidenten også mange alvorlige ord med på vejen.

»Der er ingen undskyldning for vold mod uskyldige. Og rohingyaerne bærer i sig samme værdighed som I – og som jeg. National forsoning vil tage tid, men for vores fælles menneskeligheds skyld, og for dette lands fremtid, er det nødvendigt at stoppe vold og had.«

Besøget har dog ikke været uden kritikere.

Flere menneskerettighedsorganisationer mener, at det kommer for tidligt og giver den militærdominerede regering unødvendig legitimitet på et tidspunkt, inden den har leveret håndfaste ændringer i forhold til at etablere demokratiske institutioner i landet. Mens flere hundrede politiske fanger stadig sidder i fængsel, og voldelige etniske konflikter stadig udkæmpes.

Også etniske repræsentanter ved Obamas tale i går var skeptiske. Pu Zo Zam, som er talsmand for en større sammenslutning af etniske politiske partier, udtaler:

»Jeg ventede og ventede, men hørte ikke det, jeg ventede på. Obama fokuserede fortrinsvis på demokratisering – ikke på fred og de etniske folks rolle og rettigheder i en føderal stat. Uden ægte fred kan vi ikke opnå ægte demokratisering og udvikling.«

Begejstringen over Obamas besøg og USA’s nye engagement i landet er dog ikke til at tage fejl af i Yangons gader. Familier tager billeder foran farvestrålende graffiti, hvor der står »Welcome Obama«, som en nidkær politimand vogter over.

De småhandlende ved Swedagon-pagoden er dog lidt mindre begejstrede. Endnu engang er deres handelsboder blevet fjernet for ikke at skæmme området, forklarer en betelnødssælger. Tusinder har forsamlet sig langs indgangsvejene og et par hundrede med amerikanske flag foran Aung San Suu Kyis hus. Buddha Sissa, en 70-årig munk, er også mødt frem. Han har skrevet en bog med titlen »Universal Declaration of World Peace Process«, som han ønsker at overbringe Obama. Han er dog også realistisk og som mange andre opmærksom på, at USA’s interesser i Myanmar ikke kun gælder verdensfred eller for den sags skyld udelukkende landets befolkning.

»Jeg ved ikke, om Obama kan bringe fred,« siger han.

»USA har jo også deres egne interesser – de har været fraværende her de sidste mange årtier, men nu ønsker de jo, at vi skal drikke Coca-Cola,« tilføjer han med henvisning til, at både Coca-Cola og Pepsi netop er gået ind i landet med større reklamekampagner og planlagte åbninger af fabrikker.

Kina har også store interesser i Myanmar – både geostrategiske og økonomiske. Gennem Myanmar har Kinas isolerede og relativt underudviklede vestlige provinser adgang til råstoffer og den bengalske havbugt. Her er Kina i fuld gang med at anlægge en stor havn og gas- og olierørledning på tværs af Myanmar til den kinesiske Yunnan-provins. Det vil give mulighed for, at kinesiske olieskibe fra Golfen kan forkorte deres transporttid. Derudover har Myanmar store utappede gasforekomster, som statsstøttede kinesiske virksomheder er ved at udvinde.

Men der er ikke meget sodavandsfabrik over Obamas afsluttende ord på universitetet.

»Her i [Yangon] ønsker jeg at sende en besked til hele Asien: Vi behøver ikke være defineret af fortidens fængsler. Vi må se mod fremtiden. […] Ligeså ekstraordinær og udfordrende og nogle gange frustrerende som den rejse måske synes, er det, når alt kommer til alt, op til jer borgere i dette land at definere, hvad friheden betyder. Det er jer, der må gribe friheden. For en ægte revolution af sjælen, begynder i hjertet.«

 

Sara Olsen skriver af sikkerhedsgrunde under pseudonym fra Myanmar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Amerikanske firmaer har interesse i landets store naturressourcer, den billige arbejdskraft og et af Asiens få uopdyrkede forbrugermarkeder.

Og generalerne klapper i deres fede korrupte hænder - nu kan de snart kalde sig oligaker...

...og folket? De har jo fået den angelsaksiske amputerede udagve af demokratiet - den uden indflydelse på deres lands ressourcer og værdier.

Jens Overgaard Bjerre

Coca Cola og Pepsi og Obama. Så er det slut med negative tv-udsendelser og avisartikler om Burma, nå nej, fra nu af kalder vi det kun Myanmar. Også Folkekirkens Nødhjælp.

Jeg så Obamas møde med Aung San Suu Kyi i TV.

I de klip, jeg så, brugte han tre forskellige hilseformer:

• Først hilste han respektfuldt med samlede håndflader foran brystet.

• Derefter gav han hånd på vestlig manér.

• Og senere kyssede han hende på begge kinder, som man gør i Frankrig.

I Informations artikel står der, at hun blev klædeligt genert (!), da han krammede hende.

Sådan som jeg så det, overtrådte han groft hendes grænser. Det er første gang, jeg har set Obama optræde åbenlyst klodset!

en lille ironisk kommentar:

jo flere colaer befolkningen i burma/myanmar drikker, jo mere insulin sælger Novo Nordisk til befolkningen i dette land.

Og det indrømmer de selv...altså Novo Nordisk..

Jeg troede egentlig at kineserne, inderne, thaierne og forskellige andre i Sydøstasien, som alle har været særdeles aktive i Burma i de sidste par årtier, allerede havde sat sig på det hele.

Men der er nok ingen tvivl om, at befolkningen i Burma hilser Pepsi, Coca Cola, Mac Donalds, K.F.C. velkomne. Om man kan lide det eller ej.

@ Doris Møller:

Desværre lider Obama, og mange andre vesterlændinge, af den særdeles uheldige antagelse, at resten af verden, gerne vil kopiere vore kulturelle vaner.

Selvfølgelig bruger man ikke en omfavnelse og/eller kindkys på en sydøstasiat, eller asiater i almindelighed. Det er pinligt ud over alle grænser, og ufatteligt, at hans rådgivere ikke havde fortalt ham det. Men de ved formentlig heller ikke bedre.

Vibeke Svenningsen

Måske blev hub blot benovet over at møde Obama. Hvis man kender Aung San Sui Kyi historie, ville man ville man vide, hugningen sin tilbagevende boede med engelsk mand og børn i en ret almindelig jordnær famile, hvor hun var helt bekendt med vestlig omgangsformer.