Læsetid: 3 min.

Kina i Afrika: Ny leder, men samme strategi

Råstoffer og fødevarer fra det afrikanske kontinent udgør en væsentlig del af fundamentet under den kinesiske vækst- og udviklingsstrategi – og den ændrer sig ikke en tomme under det nye kinesiske lederskab
21. november 2012

Analyse

Pakket ind i formuleringer om gensidig respekt og ikkeindblanding i interne politiske affærer er Kina på blot 10 år blevet det afrikanske kontinents største investerings- og handelspartner. En udvikling, der trods ofte hård kritik fra vestlige regeringer, medier og intellektuelle har sat gang i pengestrømmen på det afrikanske kontinent.

Ifølge officiel kinesisk statistik er handlen mellem Kina og Afrika således steget med i gennemsnit 33 procent om året i de seneste 10 år (en samlet tidobling i volumen), og udgjorde i 2011 mere end 166 milliarder dollar. I 2012 forventes samhandlen at være på omkring 200 milliarder dollar. Samtidig er Kina det land, der investerer mest og i flest lande på det afrikanske kontinent.

Det gælder eksempelvis i Robert Mugabes Zimbabwe, hvor man tidligere på året indgik aftaler om kinesiske investeringer i landbrug, infrastruktur og et militærakademi. Og i Sudan, hvor præsident Omar al-Bashir ved Den Internationale Straffedomstol (ICC) står anklaget for folkemord. Her er landets olieindustri primært skabt for kinesiske penge, og Kina er primær aftager af sudanesisk olie. Den anden vej sendes blandt andet våben – og som altid bunkevis af billige kinesiske produkter at enhver tænkelig art.

Men selve handelsmønstret mellem Kina og de afrikanske lande afviger ikke fra det, der kendetegner vestlig handel i Afrika. Ud fra de afrikanske havne skibes råstoffer. Den anden vej importeres forarbejdede produkter.

Den stille stormagt

Men i modsætning til vestlige stater, så er den kinesiske holdning, at alle lande er lige gode handelspartnere, og alle behandles lige. Intet regime er for slemt til at handle med.

En politik, der betyder, at Kina kan få mere ud af Afrika end de fleste andre, men som også bunder i, at man ikke skal kaste med sten, når man selv bor i et glashus. Kina har mange ømme punkter, når det gælder menneskerettigheder, politiske rettigheder og mindretalsbeskyttelse.

Men er det fair at kritisere kineserne for deres Afrika-politik? Ja, det er det naturligvis. Men spørgsmålet er, om det er fair at kalde kinesiske interesser i Afrika for mere udspekulerede eller mindre gode end de vestlige.

For selv om de vestlige lande som en del af deres diplomatiske virke og ønske om samhandel og råstoffer hælder lidt bistand ud over det afrikanske kontinent med det formål at fremme demokrati og menneskerettigheder – og ikke et ondt ord om det – så er de vestlige firmaer skåret over en bred kam ikke et hak bedre end de kinesiske.

Skulle nogen være i tvivl, så er en sammenligning af de kinesiske mineaktiviteter i Zambia, der meget ofte bruges som eksemplet på Kinas mere lurvede interesser i Afrika – med vestlige firmaers ejerskab og involvering i Sydafrikas miner eller Nigerias olieindustri oplagt.

Forskellen ligger mest i, at hvor Kina handler, er den kinesiske stat altid direkte involveret, mens de vestlige firmaer i de fleste tilfælde agerer uden om nationale interesser. Men gør det Vesten værre eller bedre end Kina?

For den afrikanske arbejder er det ligegyldigt, hvem der træder dem under fode.

Både Kina og Afrika befinder sig i rivende udvikling. Kina afhænger af Afrika. Både hvad angår olie, mineraler, afsætning af kinesiske produkter og fremtidig fødevareproduktion. Samtidig er de afrikanske lande dybt afhængig af investeringer, der skal løfte dem op ad udviklingsstigen.

Og det forhold ændrer sig ikke under Xi Jinpings nye lederskab. Tværtimod.

Kinas vil som supermagt fortsat forsøge at gå på diplomatiske listeføder og holde alle døre åbne. Og de afrikanske ledere vil omvendt – demokratisk valgte eller ej – fortsat finde de kinesiske aftaler og pengestrømme attraktive. Ikke mindst på grund af fraværet af moralske pegefingre og transparens.

Serie

Seneste artikler

  • Enighed og ingen reformer ved partikongressen

    15. november 2012
    Ved afslutningen på kommunistpartiets kongres i Beijing var de delegerede rørende enige – og politiske reformer blev skubbet i baggrunden
  • Xi Jinping udfordres af de sociale medier

    8. november 2012
    I Kina bliver de sociale medier på internettet en stadig mere uregerlig størrelse, som det kinesiske styre har svært ved at kontrollere. Kinas kommende leder Xi Jinping vil få store problemer med at kontrollere den offentlige opinion – men samtidig kan de sociale medier også give ham et ufiltreret billede af situationen i landet
  • De lykkelige i Kina har rigtigt meget at være utilfredse med

    27. oktober 2012
    Fuld tryk på den økonomiske udvikling har hidtil været kommunistpartiets opskrift på lykke for folket. Men trods stadig større velstand er glæden ikke blomstret, og partiets kommende ledelse skal levere meget mere end blot vækst, hvis det skal tilfredsstille en stadig mere krævende befolkning
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu