Læsetid: 4 min.

Krisen i Egypten vil ikke gå væk

Præsident Mohamed Mursis dekret om fuldkommen magt i en periode skærper modsætninger mellem sekulære og islamister og truer det nyvundne demokrati
Både tilhængere og modstandere af Egyptens præsident, Mohamed Mursi, har varslet, at de vil fortsætte deres demonstrationer i blandt andet Kairos gader i de kommende dage. I den forløbne uge er to blevet dræbt og flere hundrede såret under sammenstød mellem demonstranterne indbyrdes eller mellem politi og demonstranter.

Både tilhængere og modstandere af Egyptens præsident, Mohamed Mursi, har varslet, at de vil fortsætte deres demonstrationer i blandt andet Kairos gader i de kommende dage. I den forløbne uge er to blevet dræbt og flere hundrede såret under sammenstød mellem demonstranterne indbyrdes eller mellem politi og demonstranter.

Mahmoud Khaled

29. november 2012

Krisen, der er fuldt i kølvandet på præsident Mohamed Mursis ’forfatningsmæssige dekret’, der forlener ham absolut magt, har delt egypterne i to lejre, hvor islamister og sekulære-liberale står over for hinanden i stedse mere voldelige konfrontationer. I den forløbne uge er to blevet dræbt, og flere hundrede er blevet såret i indbyrdes kampe mellem demonstranterne og i kampe mellem demonstranter og politistyrker. I flere byer, Mahalla i Nil-deltaet, Alexandria, Port Said og Mansoura, kom det til sammenstød natten til i går, og i går morges angreb politiet overnattende demonstranter på Tahrir-pladsen i Kairo med tåregas efter tirsdagens store demonstration mod præsidentens dekret.

I Alexandria demonstrerede tilhængere af Det Muslimske Broderskab i aftes til støtte for præsidenten.

Mens sekulære grupper i Kairo har bebudet nye protester i morgen og lørdag, har Det Muslimske Broderskab bebudet støttedemonstrationer for Mursi.

Kursfald på Kairos børs er de største siden protesterne i januar 2011, der væltede Hosni Mubaraks regime, og en veritabel dommerstrejke truer med at lamme retsvæsnet, ligesom begyndende retsløshed, hvor politi og militær vender ryggen til stridende gruppers sammenstød og vandalisme mod bygninger og institutioner, er et tiltagende fænomen.

Opsparet sekulær irritation

Præsident Mursis folk har forsøgt at forhandle et kompromis med dommerstanden, ledende sekulære- liberale og moderat islamiske politikere, der nu har samlet sig i en ’national frelse-front’, men præsidenten har ikke givet sig på kravet om tilbagetrækning af det ’forfatningsmæssige dekret’, som – forsikrer han – er ’midlertidigt’, indtil Egypten har en ny forfatning og et nyvalgt parlament.

En indikation på situationens alvor er den erklæring, Egyptens Højeste Forfatningsdomstol, landets øverste juridiske myndighed, udsendte i går, hvori det hedder, at domstolen »ikke vil lade sig true, presse eller afpresse«, men vil »kæmpe for uafhængighed, også hvis det koster dommeres liv«.

Dommerne understreger, at de kender grænserne for deres myndighed, og at de vil »fortsætte med at kæmpe for nationens friheds-rettigheder«. Erklæringen er et svar på præsident Mursis angreb på dommerne, som han har beskyldt for at ville »ødelægge statens institutioner og vælte regimet« og for at være »loyale mod det tidligere regime«.

Og dog synes begge lejre at være påpasselige med at undgå konfrontationer, der kan udløse totalt kaos som i de hede revolutionsdage for snart to år siden. Tirsdag aflyste Det Muslimske Broderskab en støttedemonstration med den begrundelse, at man ville »undgå blodsudgydelse’, da mere end 100.000 mødte op på Tahrir-pladsen i det centrale Kairo for at vise deres mishag med præsidentens dekreter.

»Og det blev en relativt fredelig begivenhed,« siger Jakob Wichmann, forsker ved Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Kairo, der var til stede på pladsen.

»Det var hr. og fru Egypten, der var på gaden for at manifestere deres demokratiske ret til at protestere, og der synes at være bred stemning for at lande denne konflikt med et eller andet absurd kompromis, alle kan leve med.«

Jakob Wichmann, der har deltaget i udarbejdelsen af en række egyptiske vælgerundersøgelser, peger på, at de sekulære protester har været under opsejling i længere tid, fordi folk har opfattet Det Muslimske Broderskabs magtfuldkommenhed som en trussel mod det nyvundne demokrati.

»Det er en uundgåelig konfrontation,« siger han, »og begrundet i en mistanke om, at islamisterne vil udnytte deres valgsejre til at gennemføre deres egen dagsorden i den kommende forfatning uden hensyn til andre holdninger og synspunkter.«

I de vælgerundersøgelser, Wichmann har været med til at udarbejde, fremgår det klart, at islamisterne ikke er i flertal i det egyptiske samfund, selv om de vandt 70 procent af stemmerne ved parlamentsvalgene i 2011 og 51 procent af stemmerne i anden runde af præsidentvalget i maj i år.

»Vores resultater viser, at selv om folk stemmer på islamisterne, er det langtfra alle, der støtter en islamisk orienteret stat. Af de 70 procent, der valgte de islamiske partier ind i parlamentet, er det omkring 25 procent, der kan kaldes egentlige islamister. De andre 40-45 procent havde andre motiver til at sætte kryds ved islamiske kandidater. Eksempelvis at de muslimske brødre kan etablere en troværdig socialstat og rette op på den uretfærdige fordeling i den egyptiske økonomi. Men mest af alt var de muslimske brødre og salafisterne bedst organiserede og havde flest penge i den valgkamp, der gik forud for parlamentsvalgene i november 2011-januar 2012.«

Uenighed i oppositionen

Men egyptisk politik ville ikke ligne sig selv, hvis der var fodslag og enighed i oppositionen. Og det er da heller ikke tilfældet. I går udsendte ’Studenter i partier og bevægelser’, tilsluttet den ’nationale frelse-front’, hvis officielle navn er ’Fronten for Redning af Revolutionen’, en protest mod, at »vore partiledere står skulder ved skulder med tilbageværende fra tidligere regime«.

Den såkaldte frelse-front blev efter flere fejlslagne forsøg endelig samlet i lørdags, hvor partier spændende over socialistiske, sekulære-liberale og moderate islamiske programmer, gik sammen under ledelse af Mohamed ElBaradei, den tidligere chef for FN’s atomagentur og nobelpristager Amr Moussa, tidligere udenrigsminister og generalsekretær for Den Arabiske Liga og Sayed El-Badawi, leder af Egyptens første politiske parti, Wafd (’Delegation’).

Det er Moussa og El-Badawi, de unge aktivister nu kræver fjernet fra oppositionskoalitionens ledelse på grund af deres fortid som deltagere i Mubaraks styre, idet deres tilstedeværelse i den nye koalition »vil sværte vores revolution«, som det hedder i en udtalelse fra de unge aktivister.

De er i øvrigt et eksempel på, at sekulære og islamister kan samarbejde, da de er fra tre partier – et liberalt, et socialistisk og et moderat islamisk, ’Egyptens Folkelige Strømning’, dannet af udbrydere fra ungdomsafdelingen i Det Muslimske Broderskab.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nej, for den gamle økonomiske magtelite sidder stadig tungt på magten. Selv Mubaraks formue skabt gennem omfattende korruption er stadig på familiens hænder:

Vil EU gå efter Mubaraks milliarder?
EU’s regeringer giver sig selv god tid til at overveje, om unionen skal indefryse Mubarak-familiens værdier. Måske op til 220 mia. kr. gemt i udlandet.(JP)

En PEW undersøgelse fra sidste år komer til flg. resultat:

60% går ind for 'strictly follow the Quran'
32% går ind for 'folow the values and priciples of Islam'
(uden at der redegøres for hvad forskellen skulle være)
Kun 6% går ind for at man ikke skal følge Koranen.

Med andre ord, et massivt flertal der afviser sekularisering, og demokrati som Vesten definerer det, hvilket ikke stemmer med ovenstående artikel.

Grunden til det egyptiske valgs resultat, og til hovedparten af befolkningens politiske præferencer, skal ikke findes på Tahrir pladsen, men ude i det store egyptiske 'bagland', med en ludfattig og religiøs landbefolkning.

Den vil have brød på bordet, og det kunne Mubarak ikke give dem. (Det var mere globaliseringen der væltede ham, end et folkeligt oprør). Nu håber de istedet på Broderskabet.

Egypten ligner i stigende grad en 'failed state'.

Det bedste de kunne gøre var nok, at læse FN's 'Arab Human Development Report', og samtidig kritisk se på hvilken inflydelse Islam har på befolkningens produktivitet, og så tage diskussionen derudfra. Der synes at være overvældende koncensus i befolkningen om det religiøse aspekt i nationen, og befolkningens mål må sættes i henhold hertil, og ikke på fantasifulde utopier råbt ud på Tahrir pladsen eller til vestlige journalister.

I og med dette er alvorligt politisk ukorrekt og uønsket, bliver det ikke til noget, og man kan fortsætte derouten mod den socio-økonomiske afgrund.

Der er sindssyg lang vej endnu.

Før religion og politik bliver skilt ad, så vil der altid være ekstra bremseklodser der sænker farten.

Rom blev ikke bygget på en, men den kan hurtigt brænde på en nat.

Præsident Mohamed Mursis dekret om fuldkommen magt i en periode skærper modsætninger mellem sekulære og islamister og truer det nyvundne demokrati

Hvilket demokrtati???

Der har aldrig nogensinde eksisteret et demokrati i Egypten, kun en opstand mod en diktator med efterfølgende magtovertagelse af en anden diktator

@ Filo

Det er et godt spørgsmål, hvorfor en langt overvejende del af vestlige medier, har valgt at behandle de sidste par års såkaldte 'arabiske forår', som om Mellemøsten med stormskridt er på vej mod sekularisering og demokrati (og underforstået respekt for menneskerettigheder), når de faktiske forhold og folkets tilkendegivelser, går i modsat retning.

Man nægter at tro, at det ikke skal tjene et bestemt formål. Andet end objektiv nyhedsformidlling, vel at mærke.

Siden det ægyptiske valg har myndighederne i det små og skridt for skridt bevæget i retning af en mere religiøst præget dagligdag.

Nu er det f eks "klogt" at offentligt ansatte kvinder går med tørklæde, og identitetskortenes oplysninger om religiøst tilhørsforhold er ikke en fordel for ikke-muslimer.

Mændenes rolle som "formyndere" for deres koner og døtre er sandelig også mere i fokus nu end tidligere.

Debatten på facebook mellem ægyptiske politisk engagerede mennesker viser også en stigende mangel på tolerance over for mennesker, der kke følger Koranen og profetens eksempel til punkt og prikke.

Jeg er ikke specielt begejstret for Erdogan, men han anbefalede faktisk Mohamed Mursis, ved deres møde den sekulære model man har i Turkiet. Den kredit skal han have.

Der er stadig meget at ønske sig i tyrkiet, det var det sidste land, jeg ville have til at repræsentere den demokratiske selvforståelse, hvor relativ den end er.

Krise?

Det kører perfekt Det Muslimske Broderskabs plan, at indføre islamisk stat via demokrati. Det mål har ikke været nogen hemmelighed.

historisk set har Demokratiet stadig til gode at bevise sin duelighed som styreform, og når man ser på den seneste udvikling i Europa, ser det ikke alt for godt ud. Udviklingen går vel ikke i retning af mere demokrati.

I USA er der ikke meget tilbage fra uafhængighedskampens demokratiske idealer og jeg vil kalde deres system Kapitalistisk Kleptokrati.