Læsetid 2 min.

Kyoto-aftalen smuldrer efter New Zealands udmelding

Kun EU og Australien er klar til nye klimaforpligtelser under en Kyoto 2-aftale før næste klimatopmøde i Qatar
10. november 2012

Godt to uger før FN’s næste klimatopmøde – COP18 i Doha i oliestaten Qatar – meddeler den newzealandske regering, at man ikke vil påtage sig nye CO2-forpligtelser under Kyoto-aftalen.

Dermed forringes mulighederne yderligere for at videreføre aftalen, der blev vedtaget i 1997 og satte forpligtende mål for de deltagende i-landes CO2-reduktion frem til udgangen af i år.

I klimaforhandlingerne insisterer u-landene på en Kyoto 2-aftale, der sætter nye bindende mål for i-landene frem til 2020, fordi i-landene er hovedansvarlige for den historiske CO2-udledning og stadig har de højeste CO2-udledninger pr. indbygger.

USA har aldrig tilsluttet sig Kyoto-aftalen, og siden COP15 i København i 2009 er det gradvist blevet klart, at Canada, Japan og Rusland heller ikke længere vil være med. Argumentet er, at gruppen af u-lande og vækstøkonomier som Kina og Indien i dag samlet set har større udledninger og større vækst i udledningerne end de rige lande inden for OECD-området. Derfor bør de forpligte sig på samme måde som i-lande.

Hidtil har EU derfor været den eneste stemme blandt i-landene, som har erklæret sig klar til nye Kyoto-forpligtelser for tiden frem til 2020. Den australske regering bebudede i går, at man også er villig til at indgå i en Kyoto 2-aftale, men New Zealands centrum-højre-regering sagde altså samtidig nej. Man vil i stedet arbejde under FN’s overordnede klimakonvention, der ikke sætter forpligtende mål.

»I overgangsfasen fra 2013 til 2020 har i-landene mulighed for at skrive under på en forpligtelsesperiode 2 under Kyoto-protokollen eller tage sit ansvar under Klimakonventionen,« skriver klimaminister Tim Groser i en pressemeddelelse.

»Vi har besluttet, at det tjener New Zealands interesser bedst at gøre det sidste.«

I dårligt selskab

Med kun EU og Australien villige til at forpligte sig er det svært at se ambitionen om en Kyoto 2-aftale overleve det forestående klimatopmøde i Doha.

»Han har netop meldt New Zealand ind i klubben af de største og mest beskidte forurenere sammen med Rusland, USA og Canada,« siger Greenpeace New Zealands klimakampagneleder Simon Boxer om miljøminister Groser.

Greenpeace gør opmærksom på, at regeringen også i denne uge har udvandet landets CO2-kvoteordning ved at forlænge landbrugets fritagelse og rabatordninger for forurenende virksomheder.

»Samtidig har man annonceret, at man vil åbne vor kystlinje for farlige boringer på dybt vand,« siger Simon Boxer.

»En skammens dag,« sagde Labour-politikeren Moana Mackey i går om regeringsbeslutningen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Få adgang til hele artiklen og uafhængig kvalitetsjournalistik.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer