Læsetid: 2 min.

Mario Monti – en permanent overgangsregering

Italiens overgangsregering garanterer vigtige reformer for at redde økonomien. Omkring 100 dage inden valget er spørgsmålet, om der overhovedet er noget alternativ til Mario Monti
1. december 2012

Italiens tilstand er et mysterium. Også for Paul Krugman, nobelprismodtager i økonomi, der på sin blog skriver, at han er optaget af »en stor gåde, som ikke får meget opmærksomhed«: »Hvad sker der med Italien?« spørger Krugman og undrer sig over et konstant fald i den italienske produktivitet siden 1990’erne:

»Jeg har ikke noget svar, jeg ved det ærlig talt ikke. Men det er vigtigt.« Euroen har ingen politisk fremtid, hvis Tysklands økonomi bliver for stærk i forhold til Frankrig, Italien og Spaniens, mener Krugman.

Øget ulighed

Silvio Berlusconi fremstod for et år siden som et symbol på ineffektivitet og politisk ustabilitet, mens hans afløser, den tidligere EU-kommissær Mario Monti, bliver opfattet som en garant for seriøsitet: »Jeg er overbevist om, at den italienske regering under Montis ledelse yder et væsentligt bidrag,« siger Angela Merkel.

Monti-regeringen har formået at nedbringe statens budgetunderskud og renteudgifterne på statsgælden. Men det er ikke lykkedes at skabe vækst. Således satte Italiens statsgæld, der kun overgås af USA og Japans, for en måned siden rekord og passerede 126 pct. af landets bruttonationalprodukt.

Arbejdsløsheden er ifølge Eurostat nu på 11,7 pct., men det reelle tal vurderes dog at ligge væsentligt højere, da mange, især kvinder, har opgivet at finde et job. Ungdomsarbejdsløsheden har passeret 36 pct., det højeste niveau i 20 år. Alligevel betragtes regeringen som en succes, navnligt i udlandet: »Fordi Monti taler godt engelsk og har et stort netværk, er der blevet skabt international tillid til hans reformprogram,« siger en kilde i Italiens udenrigsministerium til Information.

Tiltagene mod skattesvig og korruption er blevet rost i udenlandske medier, mens italienske iagttagere betragter indsatsen som halvhjertet. Uligheden i det italienske samfund, som var konstant stigende under Berlusconi, er ikke blevet mindre. Det er samtidig lykkedes at så splid mellem landets fagforbund: »Monti har krævet, at de mindst velhavende skulle betale mere end andre, både hvad angår penge og rettigheder,« mener den politiske kommentator Rossana Rossanda.

Svækket troværdighed

Monti skulle være en midlertidig overgangsløsning. Men stærke kræfter arbejder på at skabe en politisk platform, så han kan fortsætte efter valget, som skal afholdes senest i april 2013: »Monti kan udføre opgaven med at genopbygge Italien og Europa bedre end nogen anden,« hævder Luca Cordero di Montezemolo, tidligere formand for Italiens industriforening, som for nylig stiftede partiet Italia Futura.

Monti benægter, at han stræber efter at fortsætte som regeringsleder, men udsender samtidig politiske signaler. Den fremtidige finansiering af Italiens offentlige sundhedsvæsen er truet, udtalte han i denne uge og lod således forstå, at yderligere besparelser ikke kan undgås. Margaret Thatcher blev i sin tid beskyldt for at lide af det såkaldte Tina-kompleks (There Is No Alternative, red.), fordi hun mente, at der ikke er noget alternativ til økonomisk liberalisme. Monti mener det samme og hævder tilmed, at hans position er politisk neutral. Fordi Italiens politiske partiers troværdighed er så svækket, er det mest sandsynligt, at Monti efter valget bliver bedt om at danne en samlingsregering, siger økonomen Nouriel Roubini til The Wall Street Journal: »Der er intet alternativ til montismo.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu