Analyse
Læsetid: 3 min.

Præsidentvalget set fra Mellemøsten

USA har fokus på status quo – til skade for den syriske civilbefolkning og palæstinenserne, men til gavn for Israel og med opmærksomheden rettet mod Kina
USA er kommet til den konklusion, at den syriske militære elite er nødvendig som en del af en politisk løsning i Syrien, hvis borgerkrigen skal stoppes.

USA er kommet til den konklusion, at den syriske militære elite er nødvendig som en del af en politisk løsning i Syrien, hvis borgerkrigen skal stoppes.

Sebastiano Tomada

Udland
5. november 2012

De færreste arabiske iagttagere forventer ændringer i USA’s mellemøstpolitik uanset de næste fire års navneskilt på døren til 1600 Pennsylvania Avenue. Barack Obamas udsagn i september om Egypten som »ikke en allieret, men heller ikke en fjende« opsummerede i én sætning Det Hvide Hus’ afventende strategi overfor de arabiske revolters islamiske vækkelse. Og bedømt efter valgkampens debat er der kun retorisk forskel på Obamas og Romneys syn på centrale emner som Iran, Israel og Syrien.

Den arabiske (og muslimske) verden er under forandring, hvorimod USA’s interesser er de samme før den antivestlige vækkelse: At kontrollere verdens største oliebassin, der sikrer dollaren som verdens reservevaluta. Obama er, som den libanesiske analytiker Ernest Khoury formulerer det, »en meget hvid præsident«, og hans perspektiv på Mellemøsten er dikteret af et geopolitisk fokus på Kina, der i en bred vifte øver indflydelse, ikke kun i den muslimske verden, men i »det globale Syd«, som Noam Chomsky kalder Afrika, Asien og Latinamerika. Dertil er Vladimir Putins ambition om Rusland som international aktør endnu en sten i den amerikanske sko. Alle disse tendenser løb sammen i den afgående udenrigsminister Hillary Clintons udmelding forleden om, at eksil-politikerne i Syriens Nationale Råd (SNC) i hendes optik er færdige som gårdsangere. SNC er domineret af Det Muslimske Broderskab, og USA søger mere ’troværdige’ repræsentanter for den syriske revolution på det oppositionsmøde, der indledtes søndag i Qatars hovedstad, Doha.

USA vil øge oppositionens bredde med et nyt ’Syrisk Nationalt Initiativ’, der inkluderer kurdere, alawitter i opposition og – hvis det står til Clinton – med dissidenten Riad Seif som formand. Seif var forretningsmand (agent for Adidas-sportsudstyr i Syrien) med sæde i parlamentet, da han blev fængslet i 2001 for demokratiske afvigelser.

At SNC er uden autoritet i de lokale kampgrupper har været situationen siden organisationens etablering for et år siden, og baggrunden for Clintons initiativ er erkendelsen af, at en politisk løsning må på bordet, og den kan kun nås med den væbnede opposition i selve Syrien.

Det er mere end et år siden, Obama erklærede, at »Assads dage er talte«, og han tæller stadig. Efterlysningen af en ny opposition tolkes derfor som oplæg til en løsning, der ikke omfatter den syriske præsident, men nok kernen i hans sekulære sikkerhedsregime. Eller som Clinton sagde: »Vi har brug for en opposition forpligtet på at forhindre ekstremisters bestræbelser på at kapre revolutionen.«

USA har indset – i modsætning til franskmændene, der stadig tror, at sunni-figurer som vicepræsident Farouk al-Shaara eller den trivelige udenrigsminister, Walid Moallem, kan træde til – at den syriske militære elite er nødvendig som en del af en politisk løsning, der garanterer ro på grænsen mod syd til de israelsk annekterede Golan-højder, som det har været tilfældet de sidste 39 år. Et rent sunni-regime, der ekskluderer den militære alawit-elite, er ikke nogen garanti for Israel, tværtimod. Så øvelsen for USA er på den ene side at sørge for, at Syrien dropper Iran og Hizbollah i Libanon (og dermed blokerer fortsat kinesisk indflydelse), på den anden side ikke overskrider grænsen til Golan.

Det er en udbredt misforståelse, at der er en krise mellem Israel og USA – der er krise mellem Obama og Nethanyahu, der har blandet sig i den amerikanske valgkamp. På alle vigtige niveauer – militær bistand, efterretnings- og sikkerhedssamarbejde, Iran-politikken og ligegyldigheden overfor palæstinensernes krav, kører det i olie.

For USA gælder det om ikke at rokke båden – med den ironiske pointe, at palæstinenserne er det arabiske forårs største tabere. De kan kigge langt efter deres egen stat.

Denne satsen på status quo dækker også USA’s politik i Libanon, hvor viceudenrigsminister Elizabeth Jones for nylig var i Beirut for at fortælle præsident Michel Sleiman, at USA ikke støtter sunni-lederen Saad Hariri og hans 14.Marts-blok i kravet om den nuværende Hizbollah-dominerede regerings afgang efter attentatet på spionchefen Wissam al-Hassan 19. oktober.

Hendes melding var, at kan der ikke skabes en samlingsregering, må premierminister Najib Mikati fortsætte af hensyn til stabiliteten. En samlingsregering udelukkes af Hariri, der i stigende grad demonstrerer sit format som håbløs politisk amatør.

USA’s prioriteter er Israels sikkerhed, inddæmning af Iran, forsigtige relationer til de nye sunni-regimer, et permanent svækket Syrien, der forbliver sekulært, men uden regional politisk rolle – alt sammen med et perspektiv, der rækker videre. Helt til Kina.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her