Læsetid: 4 min.

Splittet EU kommer tomhændet til topmøde

EU er klodens mest klimaambitiøse region, men interne stridigheder betyder, at europæerne kommer stort set tomhændede til forhandlingsbordet ved det kommende FN-klimatopmøde i Doha. Danske klimaorganisationer frygter en fiasko
’EU kommer stort set uden noget i tasken. Ingen konkrete penge til klimafinansiering. Uden at være afklaret på spørgsmålet om CO2-kvoter og uden nye og mere ambitiøse reduktionsmål,’ siger Troels Dam Christensen, klimapolitisk koordinator for de danske ngo’ere i 92-gruppen, forud for klimatopmødet i Doha.

’EU kommer stort set uden noget i tasken. Ingen konkrete penge til klimafinansiering. Uden at være afklaret på spørgsmålet om CO2-kvoter og uden nye og mere ambitiøse reduktionsmål,’ siger Troels Dam Christensen, klimapolitisk koordinator for de danske ngo’ere i 92-gruppen, forud for klimatopmødet i Doha.

Victor Fraile

14. november 2012

Uambitiøst, ukonkret og en falliterklæring. Dommen over EU før klimatopmødet COP18 i Doha, Qatar, der begynder om mindre end to uger, er hård.

»EU kommer stort set uden noget i tasken. Ingen konkrete penge til klimafinansiering. Uden at være afklaret på spørgsmålet om CO2-kvoter og uden nye og mere ambitiøse reduktionsmål. I sidste ende betyder det, at EU mister indflydelse. For det er jo sådan, at har man ikke noget med til forhandlingsbordet, så kan man ikke skubbe forhandlingsprocessen fremad,« siger Troels Dam Christensen, klimapolitisk koordinator for de danske ngo’ere i 92-gruppen.

Samme melding lyder fra John Nordbo, der er klima- og miljøchef i Verdensnaturfonden, WWF. På spørgsmålet om, hvad EU har med til klimaforhandlingerne, er svaret resolut:

»Ingenting. Det er ret enkelt. EU leverer ikke på nogen af de områder, der betyder noget,« siger John Nordbo, der efterlyser klare ambitioner, så EU igen viser vejen frem på klimaområdet.

»EU har et mål om at reducere udslippet af CO2 med 20 procent inden 2020. Vi er i dag på knap 18 procent, og regner vi kvotekøb med, så er vi allerede over den 20 procents reduktionen, som EU skulle nå inden 2020. Så hvad vil EU tilbyde de kommende syv år – åbenbart ingenting,« lyder det fra John Nordbo.

Derfor frygter de grønne organisationer, at der ikke længere er nogen til at udvise globalt lederskab på klimaområdet. Det siger Mattias Söderberg, der er klimapolitisk rådgiver i Folkekirkens Nødhjælp:

»Man kan spørge, hvad der egentlig skal ske i Doha? For hvis ikke EU indtager rollen som katalysator, så er det meget svært at se, at der skulle komme til at ske noget som helst på COP18. For vi skal ikke forvente, at nogle at de andre store spillere kommer til klimatopmødet med ambitiøse udspil eller villighed til at forhandle. Det bedste, man kan regne med fra lande som Kina, Indien og USA, er, at de ikke blokerer processen,« siger Mattias Söderberg.

Øst-vest delingen

Problemet er, at EU-landene internt er dybt splittet på spørgsmålet om unionens klimaambitioner.

På den ene side står en række af ’de gamle’ EU-lande som Danmark, Holland og Tyskland, der alle er i fuld gang med at indrette deres industrier, energiforsyning og klimapolitik efter en mere ambitiøs klimadagsorden. På den anden side er de nye østeuropæiske EU-lande, der med Polen i spidsen ønsker at dæmpe EU’s klimaprofil.

Særligt spørgsmålet om kvoter for udledning af CO2 deler vandene. Det skyldes, at en række østlande ved indtræden i EU fik tildelt meget store kvoter for CO2-udledning, som nu hober sig op og i praksis har lagt kvotesystemet ned. Derfor kan det i dag bedre betale sig at fyre med kulkraft end med gas eller satse på vedvarende energi – stik imod intentionen med et kvotesystem.

»Forhandlingerne om kvotemarkedet er fuldstændig fastfrosset internt i EU, hvor man kan sige, at i den ene ende af spektret står Danmark og i den anden ende Polen. Men det er det samme problem, EU stod med under sidste års klimatopmøde, hvor man heller ikke kunne bevæge sig,« siger Troels Dam Christensen, der ikke tror, at det problem kan løses foreløbigt:

»Udsigten til, at Polen rykker sig, virker meget spinkel. I den polske befolkning er der en opposition imod at give sig på det område, så selv om politikerne ønskede at gøre det, så ville det være et politisk sprængfarligt emne på den hjemlige polske scene,« siger Troels Dam Christensen.

Klimapenge

Et andet problem, der kan vise sig at blive alvorligt for dette års klimaforhandlinger, er finansiering til verdens fattigste lande.

Under klimatopmødet i København i 2009 blev u-landene garanteret klimafinansiering for i alt 30 mia. dollar for perioden 2010-2012. Samtidig blev de lovet, at de rige lande fra 2020 ville yde klimabistand for samlet 100 mia. dollar om året. Derimod blev det aldrig konkret, hvad der skal ydes i klimabistand i den mellemliggende periode – fra 2013 og frem til 2020. Derfor er der et kæmpehul i regnskabet, som senest skal lukkes under det kommende klimatopmøde.

Men efter at EU’s finansministre i går mødtes i Bruxelles, står det klart, at EU-landene heller ikke på det område kunne blive enige om et klart mandat. I slutteksten fra mødet roser EU sig selv for at have levet op til løftene frem mod 2012, hvor EU-landene samlet lovede at give 7,2 mia. af de 30 mia. dollar i perioden 2010-2012. Men EU’s finansministre skriver intet om, hvor meget EU-landene agter at yde i klimabistand i perioden 2013-2019. Og det vil skuffe de fattigste lande, siger Mattias Söderberg:

»EU har tidligere garanteret, at der ikke bliver noget hul i finansieringen. Og selv om man måske kan forstå, at der er krise i Europa, så er det utrolig vigtigt at EU-landene ikke løber fra deres løfter på det område. Gør de det, så mister EU-landene den alliance, de har opbygget med de fattigste lande. Det kan betyde, at EU kommer til at stå helt alene i Doha.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu