Læsetid: 5 min.

Stat og mafia – Italiens svære selvopgør, del 2

Både politikere og mafiamedlemmer sad på anklagebænken, da der i sidste uge var indledende høring i en historisk sag ved retten i Palermo. Kan den italienske stat føre sag mod sig selv midt i overgangsfase, eller har den råd til at lade være?
Anklagerens kronvidne hedder Massimo Ciancimino. Han er søn af Palermos tidligere borgmester, Vita Ciancimino, der i 1984 som den første italienske politiker blev dømt for at stå i ledtog med mafiaen.

Anklagerens kronvidne hedder Massimo Ciancimino. Han er søn af Palermos tidligere borgmester, Vita Ciancimino, der i 1984 som den første italienske politiker blev dømt for at stå i ledtog med mafiaen.

Marcello Paternostro

9. november 2012

Hvis jeg finder den, der har lavet tv-serien Blæksprutten og skriver bøger om mafiaen, som giver os et dårligt ry i udlandet, så kvæler jeg ham,« udbrød Silvio Berlusconi, da der i 2010 gik rygter om, at anklagemyndigheden i Firenze ville sigte den daværende ministerpræsident for medvirken til mafiaens attentater på det italienske fastland tilbage i 1993.

Foran Pagliarelli-fængslet står den mand, Berlusconi søger. Attilio Bolzoni er en lille mand med tætklippet, gråt hår og triste, men smilende øjne. Som ung havde han en kæreste fra Brøndby og var opvasker på Ristorante Vesuvio på Rådhuspladsen, men er siden blevet en prisbelønnet journalist og var medforfatter til tv-serien Blæksprutten om mafiaens magt i det italienske samfund, som er blevet vist i det meste af verden, også på dansk tv. Bolzoni har overværet utallige retssager, men denne sag er noget særligt, mener han: »I dag lægger staten sag an mod sig selv og forsøger at vove sig ud i sine mørkeste kroge. Det er første gang, at repræsentanter for mafiaen og institutionerne sidder på anklagebænken sammen,« siger Bolzoni og fortsætter: »Retssagen er endnu ikke begyndt, men man kan allerede fornemme, at der mangler noget. Der mangler et vidne, som kan fortælle, hvad der skete mellem attentaterne i 1992. Det er dog ikke en angrende mafioso, men en angrende statsmand.«

Mafiaens krav

Anklagernes kronvidne hedder Massimo Ciancimino. Han er søn af Palermos tidligere borgmester, Vito Ciancimino, der i 1984 som den første italienske politiker blev dømt for at stå i ledtog med mafiaen. Ciancimino siger, at hans far kort efter bombeattentatet mod Falcone i maj 1992 på vegne af to højtstående politifolk blev bedt om at overbringe beskeder til mafiaens ledelse. Ciancimino fortæller også, at mafiabossen Bernardo Provenzano, der efter anholdelsen af Totò Riina i januar 1993 blev Cosa Nostras øverste leder, flere gange dukkede op i familiens lejlighed nær Den Spanske Trappe i Rom, hvor den tidligere borgmester sad i husarrest.

Efter disse møder med Provenzano, der blev præsenteret som »ingeniør Lo Verde«, agerede den unge Ciancimino postbud i en korrespondance mellem sin far og en mand, der blev omtalt som »signor Franco«. Det er angiveligt en uidentificeret agent, der ifølge angrende mafioso også var til stede i den garage, hvor bilbomben, som dræbte Borsellino og fem medlemmer af hans eskorte, blev forberedt. Ciancimino har forsynet anklagerne med beviser fra sin afdøde fars arkiv, som dokumenterer mafiaens krav: Afskaffelse af isolationsfængsling, af livstidsstraffe, af loven om konfiskation af mafiabesiddelser og af ordningen for angrende medlemmer og revision af maxiprocessen m.m.

Han hævder også, at »signor Franco« fik overrakt et kort over Palermo, hvor Riinas skjulested var angivet: »På trods af alle de trusler, jeg har været modtaget, har jeg ro i sindet,« siger den 49-årige Ciancimino, da han forlader Pangiarelli: »Jeg håber, at retten vil høre min forklaring, ikke bare som borger og anklaget, men også som vidne.«

Tredje chance

Retssagen i Palermo er den tredje chance, som den italienske stat i løbet af 30 år har fået for at knække den sicilianske mafia. Den folkelige vrede over drabet på Dalla Chiesa i 1982 tvang politikerne til skrive medlemskab af mafiaen ind i straffeloven. Ved maxiprocessen fik Falcone og Borsellino kortlagt Cosa Nostra, da angrende medlemmer brød organisationens tavshedslov.

Efter attentaterne havde de dræbte dommeres efterfølgere opbakning til at gå skridtet videre og stille mafiaens institutionelle forbindelser for retten. Giulio Andreotti, Italiens ministerpræsident syv gange i perioden 1972-92, blev af højesteret kendt skyldig i at have plejet forbindelser til mafiaen indtil 1980, men på grund af forældelsesfristen ikke idømt straf. Bruno Contrada, der i 1992 var næstkommanderende i militærets efterretningstjeneste, er derimod havnet i fængsel for at stå i ledtog mafiaen. Indsatsen blev dog systematisk undergravet, da Berlusconi i 2001 kom til magten for anden gang, efter at hans koalition havde vundet samtlige 61 sicilianske mandater i parlamentet. Mafiaen har altid eksisteret og vil blive ved med at gøre det, sagde den daværende transportminister og tilføjede, at »det må man desværre lære at leve med«.

Marcello Dell’Utri, Berlusconis mangeårige medarbejder og ven, er anklaget for at have deltaget i afpresning af statens institutioner i forbindelse med attentaterne i 1992-93. Dell’Utri, som nu sidder i senatet, overtog rollen som mellemmand i forhandlingerne mellem stat og mafia fra Vito Ciancimino, siger Ciancimino jr. og fortæller, at senatoren ifølge hans far »har fat om nosserne på Berlusconi«.

Ny overgangsfase

Republikkens præsident, Giorgio Napolitano, er også blevet inddraget i sagen, da en af de anklagede, den tidligere indenrigsminister og senatsformand, Nicola Mancino, angiveligt har forsøgt at få præsidenten til at obstruere anklagemyndigheden i Palermo. Da Mancino efter den indledende høring af sagens parter skynder sig hen mod en af statens limousiner, forsøger en reporter forgæves at afkræve ham en forklaring »foran hele Italien«.

Aflytninger af fire præsidentielle telefonsamtaler er blevet genstand for en strid mellem anklagerne og præsidenten. Napolitano hævder, at hans suverænitet og dermed statens sikkerhed er blevet krænket (selv om den aflyttede telefonforbindelse var Mancinos), og præsidenten har derfor indbragt sagen for forfatningsdomstolen.

»Han må være hunderæd og har tabt følingen med konsekvenserne af sine handlinger,« mener forfatteren Andrea Camilleri.

Vidste Borsellino, at staten efter drabene på Lima og Falcone forhandlede med mafiaen? Det benægter Mancino, som er sigtet for falsk vidnesbyrd, da en anden daværende minister hævder det modsatte. Hvorfor valgte regeringen i 1993, efter at mafiaen havde dræbt uskyldige med bomber i Firenze, Milano og Rom, pludselig at ophæve den skærpede isolationsfængsling af 334 mafiosi? Mere generelt handler sagen om mafiaens rolle i de seneste 20 år af Italiens historie:

»De berørte temaer er blandt de alvorligste overhovedet, fordi de vedrører overgangen mellem to faser i landets historie,« siger politologen Giorgio Galli, som frygter, at retssagen midt i en økonomisk og politisk krise kan gøre den italienske virkelighed »uudholdelig«.

Filosoffen Paolo Flores d’Arcais betegner derimod sagen som »en åbning mod håbet«. Om cirka en måned afgør retten, om Falcone og Borsellinos arvtagere har beviser til at føre sag mod staten.

Første del af artiklen om retssagen i Palermo kan læses her

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den italienske mafia er en kræftsvulst , som desværre ogå har fangarme ude i andre lande og i tilsyneladende "pæne" virksomheder

Hvis man på eksportmarkederne ude i verden møder konkurrence fra virksomheder med mafia-forbindelser, så er det bare om at "bakke baglæns" i en fart.

Det ville være rart, hvis EU kunne smide både Grækenland og Italien ud indtil de får ryddet op i korruption, vennetjemester, skattesnyderi o s v

Hvor slemme nord-europœiske politikere end må vœre, så er det en direkte skœndsel at de gennem EU bliver tvunget til at tolerere en delt bordplads med folk som de i artiklen-nœvnte slyngler.