Nyhed
Læsetid: 4 min.

Storbritannien skærper kursen over for Syrien

Premierminister David Cameron siges at have fået nok af den internationale passivitet over for den syriske borgerkrigs fortsatte blodbad og har taget en række nye initiativer for at gennemtvinge et regimeskift
Den britiske premierminister, David Cameron, har tilsyneladende fået nok af de endeløse nedslagtninger og af parternes uforsonlighed i Syrien, og han er nu villig til at gøre noget ved det – bl.a. ved at genfremsætte et tilbud om eksil til præsident Bashar al-Assad og indkalde til en donorkonference, der skal samle flere midler til at vælte regimet i Damaskus.

Den britiske premierminister, David Cameron, har tilsyneladende fået nok af de endeløse nedslagtninger og af parternes uforsonlighed i Syrien, og han er nu villig til at gøre noget ved det – bl.a. ved at genfremsætte et tilbud om eksil til præsident Bashar al-Assad og indkalde til en donorkonference, der skal samle flere midler til at vælte regimet i Damaskus.

Philippe Desmazes

Udland
14. november 2012

På blot en uge har den britiske regering indledt samtaler med Syriens væbnede oprørere, genfremsat sit tilbud om eksil til præsident Bashar al-Assad, taget positivt imod et nyt oppositionelt samlingsorgan og indkaldt til en donorkonference, der skal samle flere midler til at vælte regimet i Damaskus. Det hastige tempo i disse skridt og den nye kurs, som de potentielt repræsenterer, har vakt international opsigt. For første gang i næsten 20 måneder tales der nu om en potentiel intervention i en konflikt, der hidtil har været anset for alt for problematisk og farlig at blande sig i.

Premierminister David Cameron bekendtgjorde Storbritanniens nye og hårdere kurs, blot en time efter at præsident Barack Obama havde proklameret sin sejr i den amerikanske valgkamp. Kursen er siden blevet endnu skarpere markeret, og ethvert nyt tiltag mod Assad-styret har angiveligt fået den britiske premierministers personlige opbakning. Kilder i Downing Street siger, at Cameron har fået nok af de endeløse nedslagtninger og af parternes uforsonlighed i Syrien, og at han nu er villig til at gøre noget ved det.

Med sin nye holdning til Syrien er Storbritannien rykket foran sine allierede i Europa og Nordamerika med Frankrig som eneste undtagelse. Dermed har London også bragt sig på konfrontationskurs med Damaskus’ vigtigste internationale støtte, nemlig Rusland, som ikke viser tegn på at ville nedtone sin støtte til sin gamle allierede fra sovjettiden.

Både Downing Street og det britiske udenrigsministerium er udmærket bekendt med, hvor store risici et eventuelt indgreb mod Syrien indebærer. Men forsøgene på at opbygge meningsfulde diplomatiske alliancer har hidtil ikke resulteret i andet end sig end fordømmelser og sanktioner mod det syriske regime.

Mens dødstallet i Syriens sunni-ledede oprør har passeret de 35.000, har de sunni-ledede Golfstater hidtil blot nøjedes med at sende penge og insisteret på, at USA – eller en anden vestlig stormagt – måtte på-tage sig det officielle ansvar for at gøre op med Assad. Men endnu har ingen været villig til det, især ikke uden opbakning fra FN’s Sikkerhedsråd.

Ikke holdbart i længden

I sidste uge udtalte USA’s tidligere ambassadør i Damaskus Robert Ford, der nu er et toneangivende medlem af Det Hvide Hus’ nationale sikkerhedsråd, at Obamas genvalg næppe vil få ham til at opgive sin modstand mod et amerikansk ledet indgreb. Ford lod således forstå, at en flyveforbudszone, et stærkt ønske hos de syriske oprørsgrupper, fortsat ikke vil være blandt de kort, der ligger på bordet.

Hvis Assads venner og fjender er enige om én ting, er det de potentielt fatale konsekvenser af en fejlkalkuleret indsats i Syrien – en stat, der ligger ved flere af regionens største geopolitiske brudlinjer. Men noget i Camerons risikobedømmelse ser ud til at have ændret sig.

Hans rådgivere antyder, at de daglige rapporter om dødsfald og brutalitet – og en international reaktion, der hidtil ikke har budt på effektive modtræk – har fået ham til at tabe tålmodigheden.

EU’s øvrige regeringschefer ser ud til at være i vildrede med, hvad de skal stille op med Storbritanniens nye skærpede holdning. Selv om alle i princippet støtter den syriske opposition, føler de centrale europæiske magter sig stadig blokeret af Rusland og Kina, ligesom de frygter, at den mellemøstlige krudttønde skal eksplodere, hvis eller når Assad falder.

Når så meget står på spil, og når fjendskabet mellem de to sider er så rodfæstet, synes et gradvist magtskifte på forhånd at være en umulighed. Samtidig kan en fejlbedømmelse kaste hele Levanten ud i en balkanisering langs etnisk-sekteriske linjer – et mareridtsscenario, der kan sende chokbølger gennem hele regionen.

Ikke desto mindre har den syriske oppositions nye fremdrift, som har været savnet siden oppositionsstyrkernes væbnede fremstød mod Aleppo og Damaskus gik i stå i juli, tydeligvis givet Vesten fornyet handlekraft. Blækket på den hårdt tilkæmpede aftale om at danne, hvad der i realiteten er en alternativ syrisk eksilregering, var knap nok tørt, før Storbritannien, Tyrkiet og Qatar skyndsomst skred til at godkende den.

Sunni-arabiske donorers ankomst til London senere i denne uge vil potentielt markere den mest afgørende fase hidtil i kampagnen mod Assad. Med et nyt og mere repræsentativt organ på plads lægger Storbritannien ikke længere skjul på, hvad de midler, som konferencen givetvis vil generere, i sidste ende skal bruges til. Våbenleverancer er ikke længere tabu i regeringskredse.

Øjensynligt fornemmer de oprørere, der i sommer klagede over, at de kikkerter og satellittelefoner, som Storbritannien havde givet tilsagn om, ikke ville hjælpe dem til at vinde, at deres tid kan være inde.

Præcis hvilken form den britiske støtte vil tage, er stadig til diskussion i Downing Street og Whitehall. Om Cameron har viljen til direkte at involvere Storbritannien i konflikten, har han næppe taget stilling til endnu. Mens han overvejer, har Damaskus for første gang i mange måneder fået anledning til at vurdere sin linje.

»Det er tydeligt, at Assad i de seneste måneder har handlet uden at føle sig hæmmet af frygt eller hensyntagen,« sagde en ledende vestlig regeringsembedsmand i Beirut i sidste uge. »Den position vil ikke være holdbar i længden.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Man ved næsten ikke, hvor man skal begynde, når man hører den slags forudsigelige gylp fra Eaton-drengen flasket op i den engelske elite. Hykleri-de-luxe!

Hvis man vil vide, hvorfor han siger den slags, så må man studere Imperiets historie:
http://paradigmet.blogspot.dk/2012/11/vesten-versus-kina-del-1.html
http://paradigmet.blogspot.dk/2012/11/vesten-versus-kina-del-2.html

Og - glemte jeg at sige - Imperiets 50 år gamle plan:
http://paradigmet.blogspot.dk/2012/08/syrien-en-50-ar-gammel-plan.html