Analyse
Læsetid: 2 min.

Syrisk opposition søger international anerkendelse

Det islamiske præg på den syriske opposition er reduceret og modelleres nu efter libysk model i den hensigt at begrænse de radikale islamisters indflydelse
Den syriske opposition er nu angiveligt forenet i en ny paraplyorganisation, Syriens Nationale Koalition for Opposition og Revolutionære Styrker.

Den syriske opposition er nu angiveligt forenet i en ny paraplyorganisation, Syriens Nationale Koalition for Opposition og Revolutionære Styrker.

Philippe Desmazes

Udland
13. november 2012

Øvelsen ser vellykket ud på papir, men om den holder ud over de udsendte erklæringer, er tvivlsomt: den splittede syriske opposition er nu angiveligt forenet i en ny paraplyorganisation, Syriens Nationale Koalition for Opposition og Revolutionære Styrker, der omfatter 90 pct. af de eksisterende modstandsgrupperinger. Næste skridt er international anerkendelse og dannelse af en egentlig eksil-regering efter samme model som i Libyen.

Det holdt hårdt. SNC, Syriens Nationale Råd, der hidtil har hævdet at repræsentere den syriske opposition med 70 pct. af modstandsgrupperne, strittede imod den nye organisation til det sidste. Men USA, Frankrig og Storbritannien, der i stigende grad er blevet utrygge ved SNC’s islamiske dominans, har nu overtalt Tyrkiet og de to Golf-stater, Saudi-Arabien og Qatar, til at acceptere den nye koalition, der har fået et bevidst sekulært udseende. Således har Det Muslimske Broderskab kun et medlem af det 60 medlemmer store repræsentantskab.

Et andet formål med etableringen af den nye oppositionsparaply er at få styr på den militære kamp mod regimet, hvor fundamentalistiske jihadmilitser, finansieret af rigmænd i Golf-staterne, har spillet en stedse stigende rolle. Disse jihadister, der er bedre soldater og i vidt omfang består af udlændinge med kamperfaring fra Libyen, Yemen, Irak og Tjetjenien, har fremmedgjort Syriens civilbefolkning med ‘arrogant magtudøvelse’, plyndringer og rå massakrer på regimets værnepligtige.

Ingen våben til oppositionen

Den officielle begrundelse for ikke at bevæbne oppositionen effektivt har været den permanente uenighed i FN’s Sikkerhedsråd, men den reelle årsag er, at USA og dets NATO-partnere ikke har villet levere våben til en styrke, de ikke stoler på – belært af erfaringerne fra Irak og Afghanistan, men også Libyen. Det var USA-bevæbnede jihadister, der dræbte fire amerikanske diplomater i Benghazi 11. september i år.

Hensigten med dannelsen af den bredere koalition er altså at få styr på den militære aktivitet og gøre det muligt for Vesten at udvide støtten til oppositionen til tungere våben i erkendelsen af, at sker det ikke, vil det syriske regime fortsat være militært overlegen.

Tyrkiet har allerede forberedt den nye politiske situation, der ventes at komme efter koalitionens dannelse, med stationering af Patriotmissiler nær den syriske grænse. Patriotmissiler er de mest velegnede til at håndhæve et flyforbud, hvis man ikke vil sætte kampfly ind.

Derfor er det vigtigt, at den nye oppositionskoalition får et i vestlige øjne sekulært præg. Den nye oppositionsleder, Moaz al-Khatib, er ganske vist islamisk prædikant, men kendt som meget moderat reformist og i øvrigt med en civil uddannelse som ingeniør. Den hidtidige oppositionsparaply, SNC, er nu en del af koalitionen med 22 af de 60 pladser i repræsentantskabet og ledes af den kristne aktivist Georges Sabra.

Først røg Sabra ud af SNC’s eksekutivkomité, i øvrigt i lighed med Riad Seif, der i samråd med amerikanerne havde tilrettelagt ’kuppet’ mod SNC, som etableringen af den nye koalition reelt er. Men da det stod klart for SNC-ledelsen, at den stod over for total marginalisering i den nye konstruktion med mindre den samarbejdede, kom Sabra tilbage – nu som afløser for SNC’s hidtidige leder, kurderen Abdel Basset Sayda.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det undre mig at danske medier ikke levere bedre analyser af hvilken rolle USAs regering, samt deres allierede, spiller i Syrien. Det fremgår jo ganske tydeligt at krigen i Syrien hovedsagelig er en amerikansk krig som udkæmpes med ”proxy forces”. Strategien er gammel og oven i købet beskrevet i en række militære manualer som er tilgængelig på Internettet, under navnet ”unconventional warfare”.

Er det en form for selvcensur?

Dr Niels Hahn
SOAS, University of London

Niels Hahn: "Interessant" udlægning i betragtning af at oprøret i Syrien er en forlængelse af et tidligere oprør i 1982, det var måske også amerikanerne dengang og syriske islamister og kurdere er bare opfindelser?

Kære Stig,

Det er ikke helt så simpelt, men det er et sted hvorfra analysen bør starte.
Søg efter:
special forces unconventional warfare 2010
og læs.
Du vil blive nok overrasket over hvor sofistikeret nutidig krig er.
Pentagon er meget åben omkring deres militære strategier og manualerne ligger på nettet.

Niels Hahn:

Din påstand om at oprøret i Syrien er en amerikansk krig er en påstand taget ud af ingenting, mener du i ramme alvor at Syrien er et harmonisk samfund? - hvad var det så der skete i 1982?

Niels Engelsted

Stig, det er jo fuldt muligt, at begge dele kan være rigtigt samtidigt.

Stig,

Som de fleste andre samfund er Syrien splittet og komplekst.
Hvis du læser militærmanualerne vil du få indblik i hvordan interne split og national disharmoni kan bruges til at facilitere regeringsskifte.
Danske medier bør være mere kritiske i deres analyser af hvad der sker i Syrien.

Niels Hahn:
Enig, så hvorfor påstår du at det er en amerikansk krig og at oprørerne bare er proxy amerikanske styrker?

At USA uden tvivl indirekte støtter oprørerne, som Rusland støtter Assad, ændrer ikke på at oprørerne har en legitim grund til dette

Kære Stig,

Jeg tror vi taler forbi hinanden.
Hvis du læser nogle af de militærmanualer først, så kan vi diskutere bagefter hvem der styrer hvem, og med hvilke hensigter.

Mvh
Niels

"Oprørere" som ham den bevæbnede på billedet øverst - som bruger metoder som bilbomber, selvmordsbomber og andre djævelske bombesprængninger. Hvordan kan de vestlige medier, og noget sundt reflekterende menneske i det hele taget,, kalde sådanne elementer for oprørere?
. De vestlige politikere og presse plejer at fordømme sådanne terrorhandlingere på det skarpeste (men altså undtagen i Libyen sidste år og Syrien nu, hvor terrorhandlinger åbenbart er legitime!), og ville iøvrigt selv - som FN-protokollen også foreskriver - slå væbnede oprør ned omgående og nådeløst