Læsetid: 6 min.

Tidsboblen på den svenske venstrefløj

Sverigedemokraterna stormer frem, og svenske politikere føler sig hensat til Danmark i halvfemserne og nullerne. Men kan den svenske venstrefløj lære af den danske udvikling?
Det udløste massive protester i bl.a. Stockholm, da Sverigedemokraterna i 2010 fik plads i Riksdagen.

Det udløste massive protester i bl.a. Stockholm, da Sverigedemokraterna i 2010 fik plads i Riksdagen.

Fredrik Persson

27. november 2012

På aftenen for Sverigedemokraternas (SD) indtog i Rigsdagen i 2010, nægtede den daværende formand for Vänsterpartiet, Lars Ohly, at opholde sig i samme tv-sminkerum som valgets egentlige triumfator Jimmie Åkesson, formand for Sverigedemokraterna. »Jeg repræsenterer alle dem, som Sverigedemokraterna er imod, og jeg vil aldrig befatte mig med racister,« udtalte Ohly i den forbindelse om de ikkestuerene Sverigedemokraterna.

11 år tidligere, i 1999, havde Danmarks daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen fra folketingets talerstol på tilsvarende vis forsøgt endegyldigt at udelukke Dansk Folkeparti fra det gode politiske selskab med bemærkningen: »Stuerene, det bliver I aldrig.«

Siden fulgte et årti med massiv indflydelse til Dansk Folkeparti, der som parlamentarisk støtte for VKO-regeringen gennemgik en forvandling fra outsider til Danmarks tredjestørste parti. Udviklingen efterlod den danske venstrefløj på bar bund i jagten på en holdbar position i kulturkampen. I dag er der bred dansk konsensus om en stram udlændingepolitik. I Sverige er Sverigedemokraterna i dag stadig langt fra at få politisk indflydelse på den svenske udlændingepolitik, men de seneste meningsmålinger, der vidner om stigende opbakning til Sverigedemokraterna, giver den svenske venstrefløj en følelse af, at noget er gået helt galt.

»Det seneste år har jeg ret ofte haft fornemmelsen af, at jeg er havnet i en tidsboble og pludselig befinder mig i Danmark i halvfemserne igen,« siger det danskfødte rigsdagsmedlem Christina Höj Larsen, der er migrations- og integrationspolitisk ordfører og medlem af den svenske rigsdag for Vänsterpartiet.

Politisk deja-vu

Kendere af svensk politik nikker genkendende til Christina Höj Larsens fornemmelse af politisk deja-vu. På trods af den svenske venstrefløjs insisterende strategi om at marginalisere Sverigedemokraterna er det indvandringskritiske og nationalistiske parti på fremmarch i meningsmålingerne.

Siden Sverigedemokraternas chokerede det anstændige Sverige med indtoget i Rigsdagen i 2010, har partiet fordoblet sin vælgeropbakning til 11,2 procent. Flere kendere af svensk politik mener, at den svenske venstrefløj er i færd med at gennem-leve det forløb, der i en årrække lammede den danske venstrefløj og skaffede Dansk Folkeparti en mærkbar indflydelse på dansk udlændingepolitik. »Det er meget nærliggende at se Sverigedemokraternas fremgang som en parallel udvikling til forløbet med Dansk Folkeparti i Danmark. En forsinket, men parallel udvikling,« siger Erik Meier Carlsen, forfatter til bogen Folkhemspopulismen om Sverigedemokraterna.

»De seneste meningsmålinger understreger, at Sverige ikke, som det tidligere er blevet påstået, i modsætning til Danmark har en politisk kultur, der forhindrer Sverigedemokraterna i opnå en tilslutning, der svarer til Dansk Folkeparti. Om de får en tilsvarende politisk nøglerolle, er imidlertid svært at sige,« siger han.

»I Sverige stiller man stadig spørgsmålet om, hvordan man skal forholde sig til Sverigedemokraterna,« siger Göran Adamson, lektor i statskundskab ved Malmö Högskola. »Man ser det som et helt andet politisk dyr end de andre partier. Af en eller anden grund ligger Sverige 30 år efter Frankrig, 20 år efter Østrig og 10 år efter Danmark, når det gælder den her type partier.«

At Sverigedemokraterna i 2010 blev valgt ind i den svenske rigsdag med 5,7 procent af stemmerne, har ikke fået de øvrige partier til at betragte dem som en del af den politiske hverdagsgesjæft.

»Forskellen på Sverigedemokraterna og Dansk Folkeparti er, at Sverigedemokraterna har en nær fortid som nazister,« siger Christina Höj Larsen, der er født i Danmark.

»Vold, kvindehad og foragt og den slags ting ligger lige under overfladen. Der er ikke tale om bløde populister. Derfor er der gode grunde til, at vi mener, at man ikke kan lade som om, at der er tale om et parti som alle andre.«

Samme vurdering lyder fra Ylva Johannson, der er integrationspolitisk ordfører for de svenske socialdemokrater: »SD er ikke et parti som alle andre. Det er et parti med nazistiske rødder. Det må man aldrig glemme. Det er ikke et protestparti eller et populistisk parti. Derfor skal de mødes som sådan i debatten.« Sverigedemokraternas særlige pariastatus i svensk politik forklarer Göran Adamson med henvisning til »en slags svensk kulturelt hegemoni, hvor debatten er helt anderledes end i Danmark«.

»Danmark er måske hårdhændet i diskussionen, men problemet i Sverige er, at der slet ikke er nogen debat. Hvis man ser på den aktuelle svenske debat, ser man samme type af retorik og argumentation. Den multikulturelle venstrefløj i Sverige betegner alle, der stemmer på Sverigedemokraterna som radikale eller ekstremister. Men det er en analyse uden grundlag. Det er det samme som at sige, at alle socialdemokrater er marxistiske.« Adamsons vurdering af den svenske venstrefløjs kulturelt indgroede modvilje mod at anerkende SD som politisk ligeværdige diskussionspartnere vækker ikke genklang hos Vänsterpartiets integrationsordfører.

»Selvfølgelig er det sådan, at man ikke bare kan lade være med at debattere med Sverigedemokraterna. Det er Vänsterpartiets strategi, at det bør og skal man gøre. Vi siger ikke nej til en debat. Spørgsmålet er, hvilken problemformulering man diskuterer,« siger Christina Höj Larsen.

Hun er opmærksom på, at den svenske venstrefløj bør undgå de fejltagelser, der lammede den danske centrum-venstre-fløj: »I Danmark diskuterede man efter min mening ikke med Dansk folkeparti. I stedet købte de etablerede partier DF’s problemformulering. Der var ikke stor nok forskel mellem højre og venstre i beskrivelsen af samfundsproblemerne.«At opposition og regeringsmagt i Sverige opleves som for ensartede, kan måske skyldes den brede tværpolitiske konsensus om en generøs udlændingepolitik. Siden 2004 er den svenske befolkning blevet ca. 500.000 mennesker rigere.

Ifølge Statistiska Centralbyrån ligger fødsels-overskuddet i perioden 2004-2011 på omtrent 137.000. Heraf udgør ca. 22.000 nyfødte af mødre, der selv er født i såkaldt ikkevestlige lande.Sverige har senest givet midlertidig opholdstilladelse til alle flygtninge fra den syriske borgerkrig. I Danmark behandles sagerne individuelt. I de første ni måneder af 2012 har 29.713 personer ifølge Berlingske søgt asyl i Sverige, hvilket svarer til en stigning på 48 procent i forhold til sidste år. Set over hele perioden 2012-13 regner det svenske Migrationsverket med et tal på omkring 175.000 nye asylsøgere og familiesammenførte. Det er blandt andet tal som disse, som Sverigedemokraterna ønsker at regulere.

Før sin deroute i partiet lancerede Sverigedemokraternas skandaleramte eksfinansordfører Erik Almqvist, der forrige uge blev afsløret på video i at udslynge racistiske udtryk mod en mand med indvandrerbaggrund på gaden i Stockholm, planer om at reducere tilstrømningen af asylsøgere med 90 procent på fire år. Ved at stramme asylkriterierne ønsker Sverigedemokraterne at spare 11,7 miliarder kroner allerede på finansloven for 2013. Samtidig beskylder de Rigsdagens øvrige partier for manglende mod til at diskutere regulering af indvandring.

Den udlægning afviser Christina Höj Larsen: »Vi undlader ikke at forholde os til spørgsmålet om reguleret indvandring. Sverige har historisk set været et land, der har taget imod mange asylsøgere, og det er vi utrolig stolte af. Vi har gjort en stor forskel. Hvis man siger, at man er for asylret, og man vil forsvare menneskerettigheder, så får det også nogle konsekvenser. Årsagen til de høje tal, vi ser i år og næste år, er situationen i Syrien.«

Ylva Johansson mener heller ikke, at den voksende opbakning til Sverigedemokraterna giver anledning til at justere på den socialdemokratiske udlændingepolitik.

»Sverigedemokraterna ønsker at tale om integrations- og indvandringspolitik, som om det er et isoleret område. Grundspørgsmålet handler om arbejde, uddannelse og bolig. Det er dér, man bliver en del om samfundet. Det er en fælde at diskutere disse områder, som om de er adskilt fra de øvrige områder. Man kan ikke have succesrig integrationspolitik uden en succesrig arbejdsmarkeds-politik.«

’Man skal aldrig sige aldrig’

Om udviklingen vil fortsætte sit parallelforløb med Danmark og med tiden bringe Sverigedemokraterna i retning af reel indflydelse på svensk udlændingelovgivning, forbliver et åbent spørgsmål. »I øjeblikket fører den svenske opposition i meningsmålingerne. Sverigedemokraterna er ikke medregnet i den borgerlige blok. Deres deltagelse kan blive den pris, som den borgerlige statsminister, Fredrik Reinfeldt, må betale for at holde fast i magten. Spørgsmålet er, hvorvidt de er villige til det,« siger Göran Adamsson. »Reinfeldt har tidligere udtalt sig meget aggressivt i forhold til Sverigedemokraterna, men det kan ændre sig, hvis det bliver nødvendigt. Det er meget muligt, at vi vil se de borgerlige nærme sig Sverigedemokraterna i den kommende tid.« Heller ikke Ylva Johannson vil garantere, at de borgerlige vil afvise Sverigedemokraterna til tid og evighed: »Man skal aldrig sige aldrig.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Christensen

Når Höj siger : "I Danmark diskuterede man efter min mening ikke med Dansk folkeparti. I stedet købte de etablerede partier DF’s problemformulering. Der var ikke stor nok forskel mellem højre og venstre i beskrivelsen af samfundsproblemerne" , så viser det kun at hun ikke har fattet noget af den politiske diskussion fra start 90'erne i Danmark. ( Har hun aldrig hørt om Nyrup's : stuerene).
Et indlysende svar på SD mindre fremgang de sidste måneder er simpelthen at nogle af integrationsproblemerne er ved at vokse Sverige overhovedet. Man skal huske at Sverige de sidste 10 år ar været igennem en omlægning af socialpolitikken, der har ramt meget bredt ( de danske reformer indtil nu er peanuts i sammenligning). Samtidig kan mange svenskere se, hvor meget indvandringen rent faktisk koster. Indvandringen er jo spredt hårdt ud over hele landet, på en måde der liger den gamle danske 3 års regel.

Sverige har en skyhøj ungdomsarbejdsløshed, samtidig med at 50.000+ unge arbejder i Norge, derfor kan det være svært at se hvordan de mange nye svenskere skal kunne finde arbejde.
De svenske politikere vil slet ikke adressere dette paradoks, fordi der er indgået en uhellig alliance mellem venstrefløjens 'humanisme' og moderaternes ultra liberalisme hvad angår immigration.
Der er ingen svenske medier, bortset fra net medier, der tager dette paradoks op. Om det betyder at SD får eks. 12% ved næste valg ved ingen, men det er vigtigt at fastholde at Sverige på alle praktiske punkter ikke klarer indvandring en pind bedre en andre eupæiske lande.

Morten Pedersen

Mest rammende er henvisningen til at man ikke kan tage debatten om de reelle udfordringer, da en kritiker ender med stemplet racist/islamofob/nazist.
Ønsker det bedste for Sverige, men kan også blive en kende bekymret over udsigten til et Malmø med muslimsk flertal om en generations tid.
Gid min bekymring gøres til skamme og jøder og homoseksuelle også har muligheder for en fremtid i Malmø.

Indvandringens problem er jo, at den er kommet af andre årsager end dem, man kan anerkende i samfundet som nødvendige.
Afkoblingen af arbejdsstyrken fra arbejdsmarkedet, i kraft af teknologisk udvikling og spredning af indsatsen over større dele af verden, burde være en fordel for alle og få folk til i langt højere grad at kunne vælge deres livsform og bosted; men pga. industrialiseringens indgroede forestillinger er folk slet ikke i stand til at nyde den tilstand, menneskeheden ellers har stræbt efter i hele sin bevidste tid: friheden til ikke at skulle bruge hele sin vågne tid på at skaffe sig de basale eksistensmidler.

Stephan Paul Schneeberger

Hvad er et integrations problem? Det betyder at skaber ydre og indre fjener i patriotisk navn saa at man kan stramme op paa udbyttingen af lönmodtagerne ved at sige at de har fällesskab med eliten end med fattige og margnaliserede gruppe i samfundet.

Der er patriotisme problem!

Stephan Paul Schneeberger

jeg vil sige at marginaliserede gruppe bliver netop marginaliseet fordi disse mistänkeligjores og man paastaar at disse ikke er en del landetskultur.

Morten Pedersen

@ Ja hvis man insisterer på kun at være et offer for kapi-skurkene.
Der er dog en verden udenfor denne forestilling og dér har mange mennesker udfordringer ift integration, udfordringer som de prøver at løse på bedste beskub.
Hvad skal vi bruge fornægtelse til??

Morten

Det er ikke et problem at der er et flertal af muslimer i sig selv. Det bliver et problem hvis disse er arbejdsløse og ikke vil være en del af fællesskabet og samfundet.

Der kan godt lade sig gøre at have forskellige etniciteter i et område. Problemerne disse imellem brød først for alvor ud med dannelserne af national staterne, som ofte resulterede i at majoriteten forkælede deres egne og forfulgte og mistænkeligjorde minoriteterne. Det skabte selvf. Problemer og konflikter, noget vi stadig ser effekterne af i dag.

Den eneste løsning er respekt og at man sætter sig ind i hinandens kulture og lære hinandens sprog! Og acceptere og værdsætter forskelligheder og hvad disse kan bidrage med i et samfund.

Men igen hvem har lyst til at være et del af et samfund der ikke har lige rettigheder, muligheder og som Ikke respektere minoriteterne på lige vilkår med majoriteten.

Det går selvf. Begge veje. Men danskerne har simpelthen ikke gjort nok for at få det til at fungere, været for passive og ført en politik (bl.a boligpolitik) som ikke i høj nok grad fik minoriteterne spredt ud over hele landet. Det er på tide vi lære af os fejl og ikke hetzer og skaber splid de forskellige etniciteter imellem.

At svenskerne så laver en del af de samme fejl og at de har negligeret de problemer der kan opstå ved ikke at forholde sig til det er bare skidt.

Troels Heeger benytter her Poul Nyrups herostratiske udsagn til DF: "Stuerene bliver I aldrig", der også her er løsrevet fra sin sammenhæng. Citatet er fra oktober 1999, og Dansk Folkeparti var ganske rigtigt heller ikke stuerene den gang. Partiet havde holdt årsmøde et par dage inden, og Pia Kjærsgaards årsmødetale indeholdt blandt andet uhyrligheden, at "Dansk Folkeparti foreslår, at i tilfælde af, at en ung anden- eller måske tredjegenerationsindvandrer gentagne gange begår kriminalitet og ingen opdragelse er mulig, ja, så hjemsendes og repatrieres ikke alene den pågældende, men hele hans familie."

Dette prægede naturligvis debatten i Folketingssalen, hvor Poul Nyrup beklagede at "Dansk Folkepartis politiske tilgang til det her et forsøg på at bygge frygt og had op i den danske befolkning, hvilket er udansk, uacceptabelt og fremmedfjendsk. Sådan er udlændinge i Danmark ikke, og sådan er danskerne heller ikke. ... Når man diskuterer så principielle spørgsmål, som vi har diskuteret i dag: om menneskesynet, om, hvorvidt der skulle være forskel på, om man nu har aner fra et fremmed land eller man ikke har, selv om man er dansk statsborger, så kan jeg godt forstå, at der bliver sagt meget barske ting heroppefra. Og jeg synes, at de alle sammen var velbegrundede, og derfor siger jeg til Dansk Folkeparti: Uanset hvor mange anstrengelser I gør jer, stuerene bliver I aldrig, set med mine øjne!"

Godt brølt Nyrup, men hvad "kan den svenske venstrefløj så lære af den danske udvikling". At Poul Nyrup for det meste af den uvidende eftertid fremstår som en brøleabe, der overdrev DFs grimhed - uanset hvor berettiget og korrekt hans angreb på partiet var. Det er svært at kommunikere den slags ud i det danske konfliktsky samfund, hvor vi alle har lov til at sige uhyrligheder, men fortsat forventer at blive snakket høfligt til bagefter. Der er ikke tradition for sætte den slags markante streger i sandet.

Jeg har selv pænt givet hånd til både Pia Kjærsgaard og Morten Messerschmidt i situationer, hvor det føltes passende - og drikker hellere kaffe med dem, end kaster maling på dem. Men fortæller dem så også direkte, at deres holdninger er "uacceptable og fremmedfjendske". Ordet "udansk" vil jeg ikke bruge - for de har jo desværre fortsat en beskeden opbakning blandt danskere. Men hva faen gør man, andet end at tage diskussionen åbent hver eneste gang???

At man ikke kan holde diskussionerne om integrationspolitik og indvandringskvoter fri af racismen skyldes ikke de højreradikale grupper, men derimod de etablerede partiers uvilje mod at tage fat i problemerne og drøfte spørgsmålene - Så reagere demokratiet...sådan er dét. Til alles store overraskelse.

Morten P

Danmark var ikke en national stat i år 1000. Dette blev den først for alvor i det -19 århundrede. I det hele taget snakke om national stater før 18 århundrede, skal man være yderst påpasselig med.

Om man kan snakke om dk som være en nationalister i dag må være op til diskussion.

Det er interessant at svenskerne er så berøringsangste over for nazister.

Det var ikke lige den holdning der prægere den under krigen, hvor de eksporterede råstoffer i lange baner til nazityskland.

Yderligere tillod svenskerne transport gennem Sverige af tungt vand fra Norge til brug for nazisternes forsøg på at fremstille en atombombe.

Moral er godt - dobbeltmoral er dobbelt så godt

Morten

Indvandring eller reelt folkevandring/normade adfærd er en naturlig del af det at være menneske. Det er fuldstændig unaturligt at vi blokere for en sådan adfærd.

Som sagt blev denne adfærd først for alvor set som et problem med national staternes og deres etnisk rene tanke gang et problem. Før den tid boede der mange forskellige etniciteter rund omkring f.eks. Boede der over en million grækere i Tyrkiet hvioraf nogle byer havde græsk flertal og over 5-600000 Tyrkere i Grækenland. Jøder og Muslimske palæstinensere boede i forholdsvis fredelig sameksisten og kunne tiæ hvid grad tale hinandens sprog. Sådan kunne man blive ved i en uendelighed. Men med dannelse af nationaliteter og deres et folk tanke brød helvede løs.

Steen Erik Blumensaat

Pantsætningen af Jylland og øerne, i 1300 årene var Fyn regeret af Holstenerne, det samme var Jylland.
Kristian d4 Og Frederik d3 lånte penge af Marsellis, da F d 3 ikke kunne betale fik Marsellis Århus.
I nutiden er vi pantsat til de multinationale selskaber.
Med 40% af indvesteringerne fra usa, er det ikke nogen overraskelse at vi er deres logrende hale.
Og at landet er et skattely for deres multinationale selskaber.
Hør bare på dansk folkepartis begejstring for usa.
Hvem husker ikke Søren Karups udtale på trappen i usa.

"Som sagt blev denne adfærd først for alvor set som et problem med national staternes og deres etnisk rene tanke gang et problem."

... jeg mener at det var i og efter 1. verdenskrig at de forskellige nationer begyndte at kontrollere folks papirer, hvad deres ærinde var osv., og at disse foranstaltninger med tiden blev skrappere til det vi har i dag. Det er så muligt at mange af nationalstaterne allerede var grundlagt før den tid men at grænser og kontrollen af mennesker og varer som passerer først kom til omkring 1. verdenskrig.

Niels Christensen

@Blumensaat
Der er vist en hel del du ikke har forstået vedrørende historie. Det er da rigtig, at rammerne for den klassiske borgerlige nationalstat først etableres i løbet af det 19. århundrede, men det betyder da ikke at Danmark ikke har eksisteret som en stat meget længere tilbage.
Og med hensyn til de udenlandske investeringer, så sagde man da altid da jeg var yngre, at kapitalen ikke har noget fædreland.
Du begår den helt klassiske og hjælpeløse venstrefløjsfejl, at identificere USA som stat og aktør i det internationale samfund, men en række multinationale selskaber.
Pointen i mit første indlæg og delvist i Heegers artikel er netop, at store dele af de svenske politiiske - og medie klasser indenrigspolitisk ikke står ret stærk på Sverige som nation med en række dyder; iøvrigt stik modsat når de optræder udenlands så fremhæver de jo Sverige som et eksemplarisk samfund med en lang kultur.

Sveriges politiske partier skulle indgå i en dialog med sin egen befolkning på demokratiets præmisser via medierne-det vil de ikke-det samme her hos os .

Sverige har modtaget igennem de sidste 7 år ca 500.000. fremmede uden at spørge deres befolkning og det går selvfølgelig galt på et tidspunkt.

Svenskerne er udadtil et tolerant folk,men hjemme sparker de til stolene i frustration over deres politikere og deres beslutninger.

Vi står i det generelle dilemma i vesten enten tager vi diskussionerne i et offentlig forum eller også bryder de mørke kræfter frem-helst før det er for sent.

Selv akademiske grupper er frustreret over vores elendige tilgang til demokrati og debat-hvordan føles det så ikke i nedre lag.

Claus E. Petersen

Først og fremmest bør man læse denne bog (her som webside):

http://exitsverige.blogspot.dk/

---

Venstrefløjen i Sverige er, som jeg ser det, nærmest smeltet sammen med det etablerede system, og ophørt med at tale mindretallets sag.
En proces der vist begyndte da den Svenske regering kaprede ungdomsoprøret og gjorde oprørenes sag til regeringens/systemets sag.
Den svenske venstrefløj taler ikke længere for mindretallet, men for den etablerede magt.
For at bibeholde et skær af legitimitet har man naturligvis anholdt visse fjendebilleder der siges at true sagen.
F.eks. de berygtede nazister som, i det etablerede Sveriges opfattelse, står bag størstedelen af politisk vold, helt i modsætning til en ekstremt voldelig bevægelse som AFA (Anti-Fascistisk Aktion) hvis voldsforbrydelser ganske vist anses som at "gå over stregen", men dog ikke opfattes som værre end at man fra højeste niveau fordømmer ofrene der med såkaldt ekstrem og fremmedfjendsk retorik må "forvente en reaktion".
Et parti som SD (SverigesDemokraterne) der taler en venstreorienteret mærkesag som fri indvandring imod bliver derfor altid sammenkædet med nazister, hvilket naturligvis er absurd, i og med at SD fra dag eet har kørt samme hårde linje overfor yderliggående racister som Dansk Folkeparti herhjemme (og nej, DF er ikke racistiske, læs partiprogrammet).
At den tidligere progressive venstrefløj selv er blevet en del af et politisk undertrykkende system kan illustreret ved at fagforeninger rask væk eksluderer medlemmer med "forkert" politisk tilhørsforhold hvis det skønnes at være imod fagforeningens værdier, ligesom et medlem af SD kan glemme alt om at arbejde som eks. skolelærer.
Så ganske kort er der ikke en moderat "venstrefløj" i Sverige, kun det etablerede system, der nidkært vogter over freden ved proaktivt at fordømme alle strømninger der kan skubbe til den eksisterende konsensus.

Niels

Ja "Danmark" eksisterede før, men ikke som Nationalstat, Det udviklede Danmark sig først til efter vi mistede landområder i Slesvig samt Skåne, Halland, Blekinge og Norge.

Før den tid giver det ingenlunde nogen mening at definere Danmark som Nationalstat jfr. definitionen på en Nationalstat.

Tyrkiet blev jo også først en Nationalstat under Atatürk, omend de to eksempler ikke lige er sammenlignelige.

Men der er rigtigt at de fleste national stater føest så dagens lys i mellemkrigs perioden.

Christian Svenstrup Harder

@Mikkel Serup

Først og fremmest kan man ikke sammenligne nomader med vandring, udover at begge begreber i yderste konsekvens omhandler overlevelse.

Nomadetilværelsen er en cyklus hvor primært generationers erfaring tilrettelægger hvordan overlevelsen bedst sikres. Vandringen er mere spontant anlagt og bygger på oplevelser, myter og overleveringer der bliver aktuelle fordi overlevelsen trues her og nu. Lidt mere malende kan man sige, at nomaden ved at der ligger et vandhul på den anden side af sanddynen, vandreren kan kun tillade sig at håbe på dette.

Men dette var et (relevant) sidespring og ikke min egentlige anke imod hvad du skriver:

Du vælger at 'naturliggøre' vandringen og samtidig gøre modreaktionerne til noget 'unaturligt'. Dermed antyder du at vandringen skulle være et naturvidenskabeligt fænomen. Jeg formoder du har formuleret dig forkert? Jeg spørger fordi du let og elegant springer over den argumentation der nødvendigvis skulle underbygge påstanden.
Lidt polemisk kunne jeg spørge dig, om du vitterligt mener at 200.000 kimbrere en dag vågnede op med en naturgiven kollektiv trang til at pakke deres habengut og vandre sydpå? Eller for at udpensle det lidt mere grelt; Fuck de amerikanske Indianerne og Palæstina, de europæiske immigranter og Israel havde og har en naturgiven ret til deres anneksioner.

Når det kommer til tidspunktet for nationers oprindelse, så er det min opfattelse at 1800-tallets nationalliberale tilskrives en al for stor del af æren for denne filosofis opståen, de genopdagede nok nærmere selvsamme. Ordet 'nationen' er trods alt af latinsk oprindelse og ikke megen tankevirksomhed er nødvendig for at drage paralleller mellem Antikkens græske bystater og nationalismen (Eks. Græker eller barbar - os og dem, Makedoniens afslag på optagelse i den hellenske civilisation...)

Niels Christensen

@Serup
Denne her diskussion er vist lidt af et vildskud i forhold til Heegers artikel.
Før vi mistede de pågældende områder var vi blot en anden slags national stat; Det kan vel være, at vi var en territorial stat ( sammen med andre europæiske stater som Frankrig, England, Sverige osv..) , men der var også en slags nationalstat. Mange elementer i den nuværende nationalstat trækker jo lang tilbage og til beslutninger fra før DK i din opfattelse er en national stat.
Der er i alle tilfælde en række kendetegn ved den danske dominerende kultur, der adskiller Danmark fra en række af de omgivende lande på nogle centrale punkter.
Også af den grund er den diskussion vedr. Blågård skole andet steds på siden helt langt ude. Selvfølgelig skal de mennesker der er kommet hertil introduceres til denne kultur og lære den at kende.

"eksfinansordfører Erik Almqvist, der forrige uge blev afsløret på video i at udslynge racistiske udtryk mod en mand med indvandrerbaggrund"

Og det er jo grundsubstansen i partier af den slags - også DF, men danskerne vil ikke se det - næ, nej her i landet er vi ikke racister.
Men det er præcis det den danske - Europas strammeste - udlændingepolitik er udtryk for.

Steen Erik Blumensaat

Til Niels Christensen.
Jeg kan oplyse dig om at jeg er imod politikere, religiøse, filosofer.
Jeg er fri og uafhængig, jeg er selvrealiseret, selv isenesættende, og selvtænkende.
Så den der med højre og venstre ,rød og blå, den journalistiske begrænsede hjernes verden, er jeg ikke en del af.
Tilbage står at dansk folkeparti har underskrevet aftalen med usa om retten til Danmark, ligesom under Irak krigen dansk militær blev underlagt Engelsk overherredømme.

Det jeg mener er blot at set i et historisk perspektiv er nomade og folkevandring (ikke det samme) en ganske normal ting og som man derfor ikke bør anskue som negativt. De fleste samfund er jo netop opstået pga. "folkevandringer" der så slog sig ned. Så folkevandringer er en helt normal adfærd historisk set, og jeg ser det derfor ikke nødvendigvis som værende positivt når vi forhindre en adfærd der er ganske forståeligt og som kunne føre til andet end negativ udvikling.

Der er forskel på vandringer. de nævnte området blev "erobret" og nogle fra Europa så så muligheder i de erobrede områder. Dette kan ikke helt sammenlignes med den anden form for vandring.

Vandringen kan ske af mange grunde, enten ændringer i levevilkår, men også nye muligheder andre steder kan forsage vandringer etc. der er mange grunde hvilket historien også har bevist. Så Der er altså ikke tale om biologiske forsaget vandringer.

Nu vil jeg nok mene der er forskel på det 19 århundrede nationalisme og nationalstater og de græske bystater og deres os og dem filosofi.

De græske bystater var ikke en homogen str. De var vidt forskellige med forskellige syn på tingene. Tag Sparta og Athen som dimentralt modsætninger. Sparta var f.eks. Ikke blege for at få økonomisk støtte fra Grækernes fjende nr. 1

Må jeg ikke igen igen erindre om at der er forskel på en indvandrerpolitik og en flygtningepolitik. Ellers forstår man nemlig intet af det hele. Sverige har en lang tradition for at åbne sine døre for undertrykte folk fra hele verden, bl.a. bosniere, og nu også syrere. Begge folkeslag er --- wait foir it - flygtninge.

En indvandrer er en dansker eller tysker eller polak som bevidst flytter til Sverige for at studere eller arbejde. Og på den baggrund er der faktisk langt flere nordmænd og svenskere i København end man lige skulle tro. Mange danskere bor jo i Sverige og arbejder i København, de er således indvandret til Sverige.

Bosnierne og syrerne er i mange tilfælde udvalgt af FN, eller andre organisationer, og sendt til Sverige eller Danmark.

Fri indvandring - en venstreorienteret mærkesag? Øh nej. At hjælpe undertrykte folk fra brutale, undertrykkende regimer som f.eks. det syriske, det kinesiske eller det chilenske, ganske afgjort ja.

I 1960erne var det faktisk de borgerlige, og Dansk Arbejdsgiverforening som gik ind den frie indvandring. Socialdemokratiet ligeså. Ishøjs borgmester, Per Madsen, annoncerede i tyrkiske aviser og blade. Han nedsætte huslejen i boligblokkene i Ishøj betydeligt mv. Omkring 1990-1995 fik piben en anden lyd hos Per Madsen.

Venstrefløjen, især danmarks kommunistiske parti (DKP) var imod. Man frygtede, og med god grund, skulle det vise sig, at især de tyrkiske indvandrere blev brugt som løntrykkere i industrien. Præcist som polske indvandrere nu bliver brugt som løntrykkere i bygge-industrien visse steder.

Intet har dette at gøre med at venstrefløjen går ind for fri indvandring, alt har det at gøre med at hjælpe mennesker til ro, fred og stabilitet, mennesker som er flygtninge fra urolige, udstabelige og lande som styres af diktatorer som f.eks. Syrien, Irak eller Iran.

Ift. optagelserne er det jo yderst interessant at disse optagelser med denne Erik Almqvist faktisk lå der 2-3 måneder før valget i 2010.til Sveriges Riksdag. Hvorfor det ikke måtte komme frem dengang kan man jo kun gisne/gætte om? Var det mon fordi nogen havde en interesse i at Sverige-demokraterne kom ind i det svenske parlament, Riksdagen?

Mht. Frankrig: Har Front National nogen som helst indflydelse der? Nej, det har de ikke... Og hvordan gik det lige med Jörg Haiders Frihedsparti eller Gert Wilders hollandske parti?

Dansk Folkeparti fik i 1997 cirka 6 mandater. Så lavede Ekstra-Bladet (EB) da lige en kampagne med titlen 'de fremmede' og så skal I se, hvordan DF's procenter i de målinger der måler meninger mv. begyndte at stige og stige og stige. Uden EB's kampagne i 1997-1998 var DF aldrig blevet så stort i Danmark som de er blevet nu.

Mon ikke det er samme tendens vi ser slå igennem i Sverige nu? Al dårligdom mv. bliver sikkert udlagt som om det er de fremmede som ----- ja, fortsæt selv... (og da især muslimerne).

Hvorfor kan folk i Danmark lære at i Danmark i dag er 80% af de indvandrere der kommer fra Østeuropa. 20% af disse er katolikker fra Polen. Bare lige for at sætte det der med muslimer mv. i perspektiv. Det er helt utroligt at vi på 10. år i Danmark stadig diskuterer muslimer.....når langt de fleste indvandrere er katolske eller russisk-ortodokse kristne fra Østeuropa.

Niels

Nu ønskede jeg heller ikke at vi kom så langt væk som vi er endt, derfor jeg ikke skrev det særligt tydeligt.

Nej vi var ikke en Nationalstat, vi kan definere det som en anden form for Stat (med god vilje) men Nationalstat nej. Stater har ganske rigtigt røder længere tilbage (læs omk. middelalderen) men det var en længervarende udvikling, der kulminerede i nationalstaterne i det 18 århundrede og frem.

Riger, imperier, etc kan endvidere aldrig ses som værende Nationalstater.

Claus E. Petersen

Indvandringen til Sverige består kun minimalt af forfulgte.
Langt de fleste kommer ind via familiesammenføringer eller ved dispensation grundet "humane årsager".
Det svenske system mangler tilsyneladende venstrefløjspartier der kæmper for de fattige og marginaliserede, som er blevet endnu fattigere og endnu mere marginaliserede grundet den svenske regerings politik.
Og det skyldes i min optik netop at venstrefløjen er opslugt af magthaverne.
De eneste der kæmper for pensionister og imod suppekøkkener og fattigydelser er stort set såkaldt højreorienterede på diverse blogs, som repræsentanter for det etablerede system meget gerne så restriktioner på, udtrykt af bl.a. Mona Sahlin der har udtrykt et ønske om forbud mod anonyme indlæg på blogs.

Olaf Svenningsen

Jeg er født og vokset op i Sverige, har boet der største delen af mit liv og denne artikel vækker to reaktioner hos mig:

1. Den nævner ikke at Sverigedemokraterne er *anden* gang som et indvandringskritisk parti kommer ind i den svenske riksdag. Første gang var 1991-94, hvor Ny Demokrati fik stor opmærksomhed og nåede stort set det samme valgresultat som SD i 2011. De røg så ud igen efter tre år og det samme kan godt ske igen.

Dette faktum ødelægger dog en af artiklens hovedkonklusioner, den at Danmark er "foran" Sverige i dette henseende.

2. Den enormt trættende "sandhed" om at det svenske debatklima er dårligere og mere lukket end den gode, åbne tone i den danske debat.

Jeg har under mange år i Danmark endnu ikke mødt en eneste dansker der påstår dette og rent faktisk nogensinde har fulgt en svensk samfundsdebat; nej, man bare ved det, for sådan står det jo i de danske aviser... "goddag yxskaft".

Den dansker der kunne tænke sig at udfordre sine holdninger, kan gøre det nemme eksperiment at tage toget over til Malmö centralstation, gå ind på Pressbyrån og tælle hvor mange forskellige svenske politiske samfundsorienterede eller humanistiske debattidsskrifter og -magasin der findes i reolerne. Sidste gang jeg tjekkede var der ca. 30-35 (fx Axess, Filter, Expo, mv.).

Tag så tilbage til København H og tæl alle de danske tilsvarende magasiner og tidsskrifter. Det gjorde jeg for et par timer siden og fandt lige præcis nul, skriver 0.

Hvordan nu det? Alle *ved* jo at den svenske debat er lukket og at man ikke kan sige hvad som helst, og så findes der alligevel et helt forum for samfundsdebat der stort set mangler i Danmark? Kan det virkelig passe?

Ja, men lad bare være med at faktisk læse de svenske debatmagasiner og aviser, for så vil du måske opdage at den svenske samfundsdebat er farverig og at alle mulige holdninger, inklusiv indvandringskritik, faktisk diskuteres åbent, stik modsat det indtryk man får i danske medier.

Variationen og bredden i den svenske debat er, i følge min erfaring, væsentlig større – anderledes ja, men faktisk større – end i den danske, men det er bare min holdning...

Jep, Olaf. Selv den svenske tabloid-avis Expressen har et mere kvalificeret indhold, end de fleste danske aviser. Som svensk avislæser blir du dagligt udfordret, både på synspunkter og på viden, og der er sgutte stukket noget under stolen. Artiklerne er simpelthen skrevet som om læseren er god, så det det blir han - mens der i Danmark skrives til laveste fællesnævner, så læseren blir dum!

Til gengæld er det korrekt, at derovre foregår der en udvælgelse af læserbreve, der minder om den vi også havde i Danmark for 30 år siden. Grundløst vrøvl sorteres fra af en redaktør, ofte med forklaring. Hvornår har nogen i Danmark sidst mødt et opklarende spørgsmål fra redaktøren, før mailen røg ufortyndet i trykken? Jeg har tidligere abonneret på norsk og svensk, nu får jeg dem på nettet - og det er fortsat en generel nydelse.

Claus E. Petersen

@Olaf Svenningsen

"Variationen og bredden i den svenske debat er, i følge min erfaring, væsentlig større – anderledes ja, men faktisk større – end i den danske, men det er bare min holdning…"

Det er fair nok.
Når man som jeg baserer sine holdninger på hvad man får at vide fra diverse blogs er det ikke usandsynligt at man får et meget enøjet syn.
Men jeg vil da fremover bestræbe mig på at holde øje med om jeg tager et synspunkt til mig udelukkende fordi at det bekræfter mine fordomme og omvendt at jeg ikke afviser udsagn der går imod mine forudfattede meninger.

Jeg tror at forskellen på den svenske konsensus prægede kultur og den danske kultur kan være årsag til en del misforståelser.

Som jeg hørte en dansker sige.. I Sverige holder man eet langt møde, og tager nogle beslutninger der så står ved magt.
I Danmark holder man et møde, bliver enige, hvorefter man ude i krogene diskuterer om det var den rigtige beslutning, hvorefter man holder et nyt møde.

Christian Svenstrup Harder

@Mikkel Serup

I et historisk perspektiv slog vandrene og den lokale befolkning hinanden ihjel i kampen om territoriet, (prøv eventuelt selv at undersøge kimbrernes skæbne) Faktisk er det at 'slå ihjel', historisk set, langt mere udbredt end 'vandringen'. Det får dog hverken du eller jeg til at advokere for flere drab.
Jeg har derfor svært ved at forstå hvordan du entydigt kan betegne vandringen som noget positivt ud fra den argumentation du indtil nu har frembragt.

Det er et enormt problem for eliten i både Danmark og Sverige, og dens medløbere, at man har partier som DF og SD. Egentlig ville man helst helt forbyde dem, men den går ikke rigtigt. Endnu.

Man tyer så til det næstbedste, nemlig at bagtale, stigmatisere og hetze mod denne gruppe undermennesker, som man så det i Danmark for 15-10 år siden. Det er dog bemærkelsesværdigt, at mange af disse stigmatører er blevet tavse i offentligheden i de sidste 5-10 år. Hvorfor mon?

SD, som DF tidligere, betragtes ikke som en demokratisk politisk modstander, men som en abnormitet man kun kan møde ved isolation, i stedet for at diskutere politisk på et rationelt grundlag, og imødegå med fakta om den reelle nuværende, og fremtidige, indvandrersituation i Sverige.

Den svenske metode er en diktaturstat værdig, og ligger helt op ad en form for forsøg på sindelagskontrol fra elitens side, om end man (endnu) ikke vover at tage det endelige skridt.

Imedens stiger frustrationen hos en voksende andel i den svenske befolkning, i takt med tilgangen til SD. På trods af, at Sverige er bedre til at integrere indvandrere end Danmark.

Niels Christensen

@Oluf, Tom
Jeg er enig med at den svenske debat - uden for de store aviser - er meget levende og ofte på et teknisk niveau, der er langt højere end i DK; det samme gør sig iøvrigt gældende for Norge, hvor tonen i 'råhed' og direkte kommunikation let kan begå sig med den danske.
@Karsten, selvfølgelig kan det være forskel på indvandere og flygtninge. Det er bare ikke altid forskellen er lige indlysende. Som jeg skrev i mit første indlæg øverst oppe, så er den svenske situation ret speciel ved at venstrefløjen ( inklusive miljøpartiet) har indgået en aftale af en slags med Moderaterne, der i praksis betyder at flygtninge ikke screenes, fordi Moderaterne ønsker arbejdskraftindvandring, lige meget hvorfra.
Man skal være både blind og døv for ikke at se, at halvåbne grænser også skaber et behov og en mulighed som man ikke kan styre : se eks. tilstrømningen af serbere med måske/måske ikke roma baggrund til Sverige, Tyskland og delvis også Danmark det sidste halve år, der er tale om mennesker der aldrig vil kunne få asyl, men som udnytter muligheden opportunt; eller se på antallet af såkaldt enlige flygtninge under 18 ( eller en del over). Det er ikke tilfældigt at Sverige modtager 5-6 gange så mange som de fleste andre lande i Europa.
Man kan mene hvad man vil om flygtninge eller ej; men der sandsynligvis grænser for hvor mange et samfund kan modtage før det giver problemer.

Niels Christensen:

Vedrørende national-stater kan jeg anbefale Coercion, Capital and European States AD 990-1992 af Charles Tilly. Han skriver bl.a. s. 2-3:

"Through most of history, national states - states governing multiple contiguous regions and their cities by means of centralized, differentiated, and autonomous structures - have appeared only rarely. Most states have been non-national: empires, city-states, or something else. The term national state, regrettably, does not necessarily mean nation-state, a state whose people share a strong linguistic, religious, and symbolic identity. Although states such as Sweden and Ireland now approximate that ideal, very few European national states have ever qualified as nation-states ... Only during the last few centuries have national states mapped most of the world into their own mutually exclusive territories, including colonies.".

Selv om han bruger Sverige som eksempel kunne han lige så godt have sagt Danmark. Men han siger også at definitionen på både det ene og det andet, altså national state og nation state, ikke findes før ind i 1700-tallet, og for de fleste europæiske lande ikke før i 1800-tallet. Man kan ikke sige at Danmark passer på definitionen før efter 1864, hvor de tysktalende områder blev afstået, mens bevidstheden om en sådan nationalstat så småt begyndte at formes i slut 1700-tallet gennem tyskerhad og indfødsret, og fik politisk medvind efter 1814 med tabet af Norge og dermed "danskhed" som eneste tilbageværende fællesnævner man kunne anvende som samlingspunkt.

Før den tid var der monarkier. Monarkierne kunne slås indbyrdes, bytte lande som var det stykgods, slå sig sammen eller flytte til helt andre områder og herske der. Prøv f.eks. at læse om hertugdømmet Sachsen-Lauenburgs historie i 1800-tallet. Givet til det danske monarki som bytte for Svensk Forpommern, men nok mest som sølle erstatning for tabet af Norge. Og faktisk under den danske krones besiddelse helt til 1864. Et godt eksempel på hvordan monarkierne behandlede land, og selvfølgelig begivenhederne 1864 et godt eksempel på hvordan nationalstaterne behandler det.

Niels Christensen

@Sune
Ja, jeg kender Tilly.
Men med hensyn til sprog, så er det værd at bemærke
at det jo netop kendetegner de nationalstater, der satte sig igennem i 1800 tallet, er at de valgte et fælles sprog som alle skulle lære, qua folkeskolen, uagtet at det eksisterer forskellige sprog i nationen, ligesom idag : Catalonien, Flandern, som de mest kendte eksempler.

Klassisk venstrefløjs-dilemma: Problemerne opstår når man skal følge egne principper om åbenhed og demokrati.
Nyrups "Stueren"-tale var århundredets største politiske selvmål, som langt overgår Schlüters "gulvtæppe"-tale!

Lars Jørgensen

Nyrup havde ret.

Mange danskere synes at have den opfattelse, at 'ytringsfrihed' handler om, at Goebbels og Hitler skal have samme ret til at tale og blive hørt, som alle andre - uden at blive skarpt modsagt og censureret i forskellige offentlige medier.

En totalt ukvalificeret opfattelse af at 'ytringsfrihed' er det samme som, at alle - også de mest forfærdelige om ikke sindsyge - skal behandles med samme respekt som de mest fornuftige meninger.

Det kan ligne en sympatisk opfattelse, men den er afsindig farlig.

Det er klart, at min kritik af den nævnte opfattelse leder til konflikt. Men et fornuftigt samfund indebærer netop en konstant kamp for fornuft og imod ufornuft...

Som Pierre Bourdieu citerer kabylernes ordsprog: "Kun et æsel har ikke fjender."

På venstrefløjen går diskussionen omkring de fremstormende nye kræfter i Europa, som gør en masse venstrefløjsere nervøse, ofte omkring tredjepartsformidlere - venstrefløjsere som forsigtigt forsøger at fortælle at den herskende tendens til kritikløst omfavnelse af masseindvandring "multikultur" og islams indtog i Europa måske ikke er helt så gavnlig og selvfølgelig som det bliver fremstillet af toneangivende kræfter i kulturradikale miljøer.

Men hvorfor denne omvej. Hernede har jeg linket til to to videoer der indeholder en tale fra politologen og forfatteren Manfred Kleine-Hartlage, ved en begivenhed organiseret af det tyske parti "Die Freiheit" den 18 november 2012, hvor man, formentlig inspireret af Tysklands mange mindehøjtidligheder og appeller til tysk selvhad, som organiseres af den tyske stat, minder "de 7.500 Tyskere som er blevet offer for vold fra udlændinge fra 1990 til 2012".

“Et folk og en befolkning er ikke det samme,” sagde politologen Manfred Kleine-Hartlage foran Rigsdagen den 18. november i en flammende anklage mod politikerne derinde, Eurokraterne, de universitære eliter og eftersnakkere, kapitalens importører af billig arbejdskraft, der aldrig bliver (med) borgere. Han var selv millimeter fra at blive et af navnene på dødsofferlisten." (Citat fra Snaphanen.dk)

Jeg bilder mig ind at herværende bekymrede af mange grunde burde lytte godt efter hvad der bliver sagt i denne glimrende tale, som må kunne kaldes nogenlunde repræsentativ for hvad en stor del af indvandringsmodstanderne i Europa mener og føleler.

Måske er der nogle fordomme som vil blive ryddet af vejen, og måske vil enkelte endda kunne genkende sandheden i dele af budskabet. Og måske vil nogle finde ud af hvorfor deres frygt for at disse partiers holdninger vil brede sig som en steppebrand gennem Europa er yderst velbegrundet!

Klar tysk tale med engelske undertekster

Video 1 Hvis man ikke kan holde ud at høre på den tyske nationalsang kan man spole frem til 01:40 hvor talen begynder. Den fortsættes i del to.

Part 1: Manfred Kleine-Hartlage: Speech on German Day of Remembrance (Volkstrauertag) 2012

http://youtu.be/xaOMmLABb7U

Part 2: Manfred Kleine-Hartlage: Speech on German Day of Remembrance (Volkstrauertag) 2012

http://youtu.be/xaOMmLABb7U

lars jørgensen

"Mange danskere synes at have den opfattelse, at ‘ytringsfrihed’ handler om, at Goebbels og Hitler skal have samme ret til at tale og blive hørt, som alle andre - uden at blive skarpt modsagt og censureret i forskellige offentlige medier. "

Næppe. Hvem er imod at en bestemt holdning bliver modsagt?

--

"En totalt ukvalificeret opfattelse af at ‘ytringsfrihed’ er det samme som, at alle - også de mest forfærdelige om ikke sindsyge - skal behandles med samme respekt som de mest fornuftige meninger. "

Igen en stråmand. Problemet er her hvad der udgør en "fornuftig" mening. Jeg synes f.eks. at Enhedslisten - på linie med den ekstreme højrefløj - er hjemsted for nogle af de mest absurde og ækle totalitære idéer, men der er ingen tvivl om at dnre finder dem (hver især) "fornuftige". Så hvem skal afgøre om "man" skal behandle dem med respekt?

--

"Det kan ligne en sympatisk opfattelse, men den er afsindig farlig."

Måske, men ikke i nærheden af den fare censur udgør.

lars jørgensen

"stråmænd for dig - i høj grad realiteter for mig."

Ok, hvem har givet udtryk for at alle meninger skal behandles og respekteres fuldstændigt ens?

Der er ikke en fri debat i Sverige ,hvor utilfredse etniske svenskere kan give deres uforbeholdne mening tilkende-uden at blive stemplet som racister.

Venstrefløjen og det politiske establisment har svigtet totalt i egen selvfedhed.
Tilhører selv venstrefløjen og er dybt skuffet og har været det siden 90erne.

Kan udemærket forstå hvorfor sverige-demokraterne har vind i sejlene og dansk folkeparti i Danmark,når man ikke lytter til rødderne og ophavet vil det gå galt-trist,sørgeligt men sandt.

jasper bertrand

@Søren List
Svenskerne var værre end det under krigen; de tillod tyske transporter gennem Sverige under angrebet på Norge.
@Svenningsen
Svenskerne har i hvert fald været lukkede omkring indvandrer statistik. Det er først i de senere år man har kunnet få nogen ordentlige tal på Sveriges Statistik og Indvandrerverket, eller hvad de hedder.
Og Sverige er ligeså politisk korrekt som Politiken her at man ikke vil give signalementet af en efterlyst gerningsmand, selv for alvorlige forbrydelser, hvis han har træk der kan pege på at han ikke har gammelsvenske aner.
Og det er vel netop fordi Sverige har undertrykt debatten at de har haft alvorlige hændelser, drab og forjagelse af indvanderer m.v.

Lars Jørgensen

@T Krogh

Det er et faktum, at folk fra Venstre og LA med deres ofte totalt forskruede opfattelser af den sociale virkelighed behandles som fornuftige og ligeværdige meninger. Fx Joachim B. Olsen's ytringer er et godt eksempel på, at medierne ophøjer dem til normal fornuft, hvor de i virkeligheden er mere eller mindre idiotiske - og ført ud i konsekvent politik vil underminere det danske samfund.

Skal sådanne tankegange have samme respekt som vidende og fornuftige argumenter?

Hvis du mener ja, - ja så giver du mig ret i, at du (og reelt mange andre i DK i dag mener, at) alle argumenter er lige gode.

Og hvis du kommer efter mig for denne kommentar så viser du yderligere blot, at du ikke vidste, hvordan du selv tænkte/tænker...

lars jørgesen

"Skal sådanne tankegange have samme respekt som vidende og fornuftige argumenter? "

Så du siger at det reelt handler mere om hvorvidt du er politisk enig med en afsender eller ej?

Personligt synes jeg at f.eks. Enhedlslistens kvalmende frelste totalitære idiot er noget af det mest tåbelige man kan læse for tiden, men det skal jo ikke hindre at de har ret til at udtrykke det, og at det så er min - og andres- opgave at udfordre det, ligesom det helt analogt er din opgave at udfordre V og LA's meninger i stedet for at tude over at du synes medierne burde boycotte dem. Eller whatnot.

Sider