Læsetid: 6 min.

Uligheden underminerer USA indefra

De 400 rigeste amerikanere ejer lige så meget som de 150 millioner fattigste. Og de betaler det halve i skat af, hvad de gjorde for 50 år siden. Samtidig vokser deres indflydelse på det politiske system. Den sociale mobilitet er over de seneste årtier faldet markant, men det problem er ikke på den politiske dagsorden
En gruppe amerikanere venter i 10 graders frost i Kentuckys bjerge for at få gratis læge- og tandlægetjek af en privat ngo. De er blandt de 47 mio. amerikanere, som ingen sygesikring har.

En gruppe amerikanere venter i 10 graders frost i Kentuckys bjerge for at få gratis læge- og tandlægetjek af en privat ngo. De er blandt de 47 mio. amerikanere, som ingen sygesikring har.

Dermot Tatlow

2. november 2012

Uligheden i USA er ikke uskyldig. Den kan underminere det politiske system og ødelægge det amerikanske samfund. Det forklarer den amerikanske professor James Galbraith på en café i Austin, Texas:

»Det, der driver uligheden i USA, er, at en meget lille del af befolkningen får ekstraordinært høje lønninger,« siger Galbraith, der netop har udgivet en omfattende studie af ulighed i USA og resten af verden med titlen Inequality and Instability.

Selv om uligheden skabes af meget få mennesker, rammer den hele det amerikanske samfund:

»Økonomisk ulighed bliver til politisk ulighed,« siger Galbraith.

»De rigeste lever lidt i deres egen verden, men det påvirker hele befolkningen. Du kan se, hvordan politikken i dag bliver rettet mod de ekstremt velhavende.«

Han nævner skatten som eksempel: »Selv i de mest progressive forslag til reform af skattesystemet, er beskatningen af de højeste indtægter meget lavere, end den var for 30 år siden.«

Det er for Galbraith ikke overraskende, at ingen af de to præsidentkandidater taler om uligheden som et problem, de vil løse. Obama annoncerer en kamp for middelklassen, mens Romney lover, at han vil skabe job ved at sænke skatterne endnu mere:

»Både Obama og Romney er afhængige af finansiering fra den mest velstående ene procent af befolkningen for at blive valgt.«

Marilyn Louk, der arbejder på en Shell-station i La Grange i Texas, regner ikke med, at valget forbedrer hendes liv. Hun har fulgt debatterne på tv, men hun er overbevist om, at politikerne med deres priviligerede liv overhovedet ikke kan forestille sig, hvad hun slås med:

Minimumløn

»De tjener flere 100.000 dollar (580.000 kr.) om året. De er i deres virkelighed, og de kender ikke noget til det, vi andre slås med«.

Det siger hun fra det bord bag i butikken, hvor hun hviler sig. Hendes løn er minimumlønnen på små otte dollar (47 kr.) i timen, men på grund af sygdom i det ene ben kan hun ikke arbejde ret meget:

»Lægen siger, jeg kun må arbejde to timer om dagen. Ellers bliver mit ben aldrig rask. Jeg har haft sundhedsudgifter på over 100.000 dollar for at blive opereret. Det er der ingen, der betaler for mig.«

Hendes ben er stadig hævet, hun går med krykker, og hendes arbejdsevne er nedsat. Louk stemmer på Mitt Romney, men hun vil rose Obama for én ting:

»Han fik vores drenge hjem fra Irak. Det skal man lige huske, også når man ikke kan lide hans politik«

Men heller ikke Romney kan ifølge Louk løfte tilværelsen i La Grange.

»Der er ikke penge mellem folk i byen«, siger Louk. Folk sidder på værtshusene og venter på job, der ikke findes, og de venter så længe, at de glemmer, hvad de kom der for.

Inden Louk blev syg, var hun fuldtidsansat bestyrer for Shell-tanken, men nu er hun timelønnet. Hun er gledet fra middelklassen ned i den udsatte underklasse. Den bevægelse er ifølge James Galbraith ødelæggende for den sociale kontrakt i USA:

»Det amerikanske samfund har historisk bygget på middelklassen, men den konstruktion bliver udfordret, når en lille klasse bliver meget rigere end resten. Den klasse løfter ikke middelklassen, men truer middelklasseamerikas institutioner.«

Historien er også beskrevet i den amerikanske nobelprismodtager Joseph Stiglitz’ nye bog The Price of Inequality.

»De rigeste bliver rigere, og de allerrigeste bliver endnu rigere, mens de fattigste bliver fattigere, og middelklassen skrumper ind.«

Det er ifølge Galbraith et problem, at man ikke erfarer uligheden til daglig: Man ser, at de rige bliver rigere, og man oplever måske, at man selv har lidt mindre og er lidt mere udsat. Men man ser ikke forbindelsen mellem de andres privilegier og sin egen udsathed:

»Folk oplever, at myndighederne er pressede, og at den offentlige service bliver dårligere. De ser, at infrastrukturen bliver dårligere, men de oplever ikke den stigende ulighed på nogen direkte måde.« Undersøgelser af amerikanernes forestillinger om fordelingen af velstand viser, at de regner samfundet for mere lige, end det i virkeligheden er.

Kampen starter før skolen

I Texas begynder kampen for det gode liv for børnene, allerede inden de er født. Forældre ser på hus i de attraktive områder, mens de planlægger graviditeten:

»Mange forældre flytter til det her område for at få børnene i den her skole«, forklarer Beth Ellis, som er leder på Hill Elementary School i det velstående vestlige Austin:

»Vi er en lille lomme af velstand her i den vestlige del af byen, hvor forældrene er optimistiske i forhold til deres børns fremtid og landets situation.«

Man kan kun få sine børn ind på den offentlige skole Hill, hvis man bor i området. Hvis man bor i et mere socialt belastet område, må man gå i skole dér.

»De børn, der kommer her, har meget ofte gået i børnehave, hvor de har lært en masse, inden de kommer. De kan bogstaverne, og mange har lært at tælle ret langt, når de er fire år«, siger Ellis.

Deres forældre har betalt for at få dem ind på særligt gode børnehaver, så de er særligt forberedte, når de kommer i skole.

Ude på gangen er børnene denne dag stærkt optaget af skolens prøvevalg, hvor de alene foran en computer i et valglokale skal afgøre, om de vil stemme på Obama eller Romney.

Som lektie har de set to præsident-debatter på tv. Nogle af dem, der stemmer på Romney, har taget en rød trøje på i dag, fordi Romney under duellerne bærer rødt slips, mens andre efter farven på Obamas slips har blå trøje på. De lærer navnene på partierne og kandidaterne, og de kender navnene på forskellige styreformer: »Demokrati, monarki og diktatur,« siger en pige i en rød trøje.

»Vi lærer dem om deres demokratiske rettigheder«, siger Ellis.

Børnene skal vide, hvilke friheder der er grundlæggende og ikke kan krænkes.

Forældrene forventer, at børnene på Hill Elementary School bliver forberedt til det samfund, hvor de skal gøre sig gældende. Her er udskilningen allerede i gang, de bedste skal videre til de bedste high schools og bagefter til de bedste universiteter.

»Det forventer vi på skolen, og det forventer de af sig selv«, siger Ellis. For at børnene på skolen skal lære om andre sociale virkeligheder på andre skoler, har de en venskabsskole i en anden del af byen, hvor de bliver kørt over med busser og kommer med tøj og andre gaver.

Politisk fallit

Det er ifølge Galbraith klart, at muligheden for at komme frem i verden afhænger af det sociale udgangspunkt. Amerikanerne deler stadig en drøm om alles mulighed for at komme til tops, men den sociale mobilitet er over de seneste årtier blevet markant ringere.

»Men det er ikke på nogens dagsorden at nedbringe uligheden. Det politiske system har indtil nu vist sig fuldstændigt ude af stand til at forholde sig til den stigende ulighed.«

Den store rigdom hos ganske få mennesker og deres adgang til det politiske system er ifølge professor Fay Lomax Cook fra Northwestern University i Chicago »trusler mod selve det amerikanske demokrati«.

Efter en højesteretsdom i 2010 har de rige fået endnu større finansiel adgang til det politiske system i en periode, hvor overklassen er blevet mere isoleret i toppen af det amerikanske samfund. De får større mulighed for indflydelse, samtidig med at deres interesser adskiller sig stadig mere fra resten af befolkningens interesser.

»De to største trusler mod det amerikanske demokrati er pengenes magt og den stigende ulighed mellem de amerikanerne med høje og dem med lave indkomster«, forklarer Cook til Information.

»Vi bliver nødt til at få amerikanerne til at tale sammen om, hvad vi kan gøre for at løse de problemer, inden de yderligere eroderer vores demokrati.«

Men Galbraith minder om, at uligheden ikke bliver betragtet som et stort problem i den store amerikanske offentlighed:

»De fleste amerikanske kommentatorer er af den opfattelse, at lavere skatter vil føre til mere økonomisk vækst.«

Målet med den dominerende politik er ikke stigende ulighed, men det bliver naturligvis konsekvensen:

»Romney er på den måde et symbol på, hvor langt ud vi er kommet. Han er den rene finanskapitalist.«

USA har længe haft familiedynastier som Kennedy-klanen og Bush-familien med stor rigdom og stor politisk magt på samme tid, men med Romney får amerikanerne den rene vare, siger Galbraith med et resignerende grin: »Vi har aldrig før, tror jeg, haft en republikansk præsidentkandidat, der hverken kom fra et særligt fag eller har nogen politisk erfaring. Han har været guvernør i fire år ... det er alt. Romney repræsenterer oligarkernes helt utilslørede magtovertagelse i amerikansk politik.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

I går kunne man læse at Republikanerne havde gennemtrumfet tilbagetrækningen af en rapport som havde undersøgt virkningen af lavere topskatter. Rapporten konkluderer at en sænkning af topskatten ikke har betydning for vækst, opsparing, og investering, men kunne have betydning for omfanget af ulighed.

The Congressional Research Service has withdrawn an economic report that found no correlation between top tax rates and economic growth, a central tenet of conservative economic theory, after Senate Republicans raised concerns about the paper’s findings and wording.
https://www.nytimes.com/2012/11/02/business/questions-raised-on-withdraw...

Artiklen har en link til rapporten, hvorfra følgende stammer:

This report attempts to clarify whether or not there is an association between the tax rates of the highest income taxpayers and economic growth. Data is analyzed to illustrate the association between the tax rates of the highest income taxpayers and measures of economic growth.

Konklusionen, som også er bragt i The Huffington Post artikel linket til forneden, lyder:

The results of the analysis suggest that changes over the past 65 years in the top marginal tax rate and the top capital gains tax rate do not appear correlated with economic growth. The reduction in the top tax rates appears to be uncorrelated with saving, investment, and productivity growth. The top tax rates appear to have little or no relation to the size of the economic pie.

However, the top tax rate reductions appear to be associated with the increasing concentration of income at the top of the income distribution. As measured by IRS data, the share of income accruing to the top 0.1% of U.S. families increased from 4.2% in 1945 to 12.3% by 2007 before falling to 9.2% due to the 2007-2009 recession. At the same time, the average tax rate paid by the top 0.1% fell from over 50% in 1945 to about 25% in 2009. Tax policy could have a relation to how the economic pie is sliced—lower top tax rates may be associated with greater income disparities.
http://www.huffingtonpost.com/2012/11/01/congressional-research-service_...

Rapporten er også relevant i dansk sammenhæng fordi den gør op med den Cepos inspirerede tænkning som har præget så meget af den borgerlige politik og den økonomiske diskussion herhjemme.

For en videre forståelse af ulighed og fattigdom i USA vil jeg anbefale at man læser Barbara Ehrenreichs Preying on Poverty: How Government and Corporations Use the Poor as Piggy Banks. Ud over at blive udbyttet, i kraft af deres forsvarsløse stilling, bliver de fattige også systematisk bestjålet.
https://www.commondreams.org/view/2012/05/17-4

Nogle uddrag:

Individually the poor are not too tempting to thieves, for obvious reasons. Mug a banker and you might score a wallet containing a month’s rent. Mug a janitor and you will be lucky to get away with bus fare to flee the crime scene. But as Business Week helpfully pointed out in 2007, the poor in aggregate provide a juicy target for anyone depraved enough to make a business of stealing from them.

The trick is to rob them in ways that are systematic, impersonal, and almost impossible to trace to individual perpetrators. Employers, for example, can simply program their computers to shave a few dollars off each paycheck, or they can require workers to show up 30 minutes or more before the time clock starts ticking.
Lenders, including major credit companies as well as payday lenders, have taken over the traditional role of the street-corner loan shark, charging the poor insanely high rates of interest. When supplemented with late fees (themselves subject to interest), the resulting effective interest rate can be as high as 600% a year, which is perfectly legal in many states.
It’s not just the private sector that’s preying on the poor. Local governments are discovering that they can partially make up for declining tax revenues through fines, fees, and other costs imposed on indigent defendants, often for crimes no more dastardly than driving with a suspended license. And if that seems like an inefficient way to make money, given the high cost of locking people up, a growing number of jurisdictions have taken to charging defendants for their court costs and even the price of occupying a jail cell...

You might think that policymakers would take a keen interest in the amounts that are stolen, coerced, or extorted from the poor, but there are no official efforts to track such figures. Instead, we have to turn to independent investigators, like Kim Bobo, author of Wage Theft in America, who estimates that wage theft nets employers at least $100 billion a year and possibly twice that. As for the profits extracted by the lending industry, Gary Rivlin, who wrote Broke USA: From Pawnshops to Poverty, Inc. -- How the Working Poor Became Big Business, says the poor pay an effective surcharge of about $30 billion a year for the financial products they consume and more than twice that if you include subprime credit cards, subprime auto loans, and subprime mortgages.
These are not, of course, trivial amounts. They are on the same order of magnitude as major public programs for the poor.

Greg Kaufmann har en serie om fattigdom i The Nation, This Week in Poverty. Et af de mange indslag omhandler løntyveri i Houston, Wage Theft in the City of Millionaires.

For two years running Houston has added more millionaires to its population than any other city in the United States. Near-millionaires are enjoying some nice upward mobility, especially those involved in the oil and gas industry.

Low-wage workers, on the other hand, aren’t faring too well in the city. In fact, a recent report from Houston Interfaith Worker Justice (HIWJ) estimates that low-wage workers lose $753.2 million annually due to wage theft. Wage theft can occur in many ways, including: workers being denied the minimum wage or overtime pay; stolen tips; illegal deductions from paychecks; people being forced to work off the clock; or workers getting misclassified as independent contractors so they aren’t entitled to overtime or benefits.
http://www.thenation.com/blog/168066/week-poverty-wage-theft-city-millio...

Artiklen beskriver også bestræbelser på at gøre op med fænomenet.

Tak for links Philip.

De økonomiske antagelser bygger på det princip at de 0.1% er de mest produktive, og at det at beskatte dem gør at de flygter. Heri ligger det princip at de folk har gjort sig "fortjent" til det. Dvs. at deres løn er proportional med deres kompetencer.

Jeg ved ikke hvordan man kan få folk til at hoppe på sådan noget latterligt bavl. Det er jo helt ude af proportioner når man ser på indkomstforskellene og værdierne. Beskat de folk som man gjorde i halvfjerserne. Skrider de, gør det ikke en døjt, da der altid vil være nogen til at udfylde deres plads som er præcist lige så kompetent. Og hvis erstatningen skulle være lidt mindre kompetent gør det ikke noget. Hvis 0,1% af værdierne svarende til 150M, er alt fornuft skubbet til side. Det er jo værre end i enevældens tid.

Man overser det faktum at godt nok kan de rige smutte afsted til andre steder, men de fattige kan ikke flytte sig, dvs. at der altid vil være andre der kan og vil være motiveret for, at udnytte deres arbejdskraft.

Flemming Andersen

Ja fy for den lede.

Lad os skynde os at efterligne, både de forenede stater og uligheden i samfunde
.Ligesom vi har efterlignet og leflet for alt andet, der har givet os samfundsproblemer, fra den anden sida e af Atlanten

Ja, alle politiske partier herhjemme, bortset fra Enhedslisten, falder i øjeblikket på røven i benovelse over dette fantastiske samfund og dets prægtige præsidentvalg.

Så længe man ikke må tale om, at uligheden er det største problem af alle, er lovgivning som at slukke lokale ildebrande på et benzindepot.

Organhandel - Kvindehandel (organer som samlet pakke) - at vi ikke må producere bæredygtig brændsel hvis afgrøderne kunne have været brugt som menneskeføde - og som en af de nyeste sager.

En svensk mand der via sit credit-card betalte fillipinske kvinder for at sex-misbruge børn hjemme i fillipinerne, mens han kiggede på via web-cam.

Så længe man ikke må tale om, at det er et problem at 0.1% despoter forvandler 99.9% til totalt magtesløse slaver, kommer der dumme særlove.

At fattige mennesker SKAL dø af sult - de må ikke sælge et enkelt organ for at redde resten af organerne.

At en afrikansk kvinde ikke må redde en hel landsby økonomisk ved at trække på halmtorvet.

Fortsæt selv....

Ændringen kan kun komme indefra, eller ved et oprør. Humlen ligger netop i den politiske magt, og på det område, adskiller Danmark sig ikke markant. At koncerner er mindre nationale, og sværere at kontrollere, synes ikke at være et tema. Det kapitale 'dyr' har snoet sig til magten. De er allesammen økonomiske slaver.

- det er frihedsbegrebet, der er blevet forulempet.

Ingen mennesker er frie, vi er alle bundet af præmisserne.

Det starter i skolesystemet - og til de nyreligiøse, i pre-school. Det er en anti demokratisk mono kultur.

Det fratager en evnen til at reflektere.

Det er bekymrende man ser udskillelsen, men ikke konsekvenserne. Uddannelse kan ikke skabe et menneske, det kan skabe referenceviden, døden, liv og andet- er overladt til kvaksalvere. Igen, psykiske sygdomme eksploderer, men ingen association.

Det må bekræfte tesen.

Mere forskning der understøtter påstanden om at økonomisk lighed er fordelagtig på alle relevante målbare punkter.

http://www.equalitytrust.org.uk/why/evidence

___________________

»Både Obama og Romney er afhængige af finansiering fra den mest velstående ene procent af befolkningen for at blive valgt.«

Hvis Obama vinder, så bliver det hans sidste periode. Han kunne tage ved lære af S + SF og simpelthen skide udvalgte valgløfter en lang march?

Nahhh - who am I kidding?

"Hendes ben er stadig hævet, hun går med krykker, og hendes arbejdsevne er nedsat. Louk stemmer på Mitt Romney..."

Idiot.
Så er du sgu da selv ude om det.

Om ikke lang tid vil vi mærke nødvendigheden i Danmark.

Det er en stor fordel at det kommer til at ske så relativt hurtigt, for så vil chok-effekten gøre sit til at nødvendigheden står lysende klar.

Der er pt. tre væsentlige hovedstrømninger i politik, tre strømninger der er de relevante, ikke nødvendigvis de rigtige.

Den ene er den nuherskende ... den liberale fortælling, fascisme uden fobier.

En anden er den socialistiske

En tredje er den åbenlyst fascistiske, komplet med fobier og nationalkonservatisme.

Hvis det lyder forsimplet, tillader jeg mig at henvise til Grækenland hvor lige præcis disse tre strømninger kæmper om folkets opmærksomhed. Liberalismen dernede har ikke tag i folks hjerter, men den har magt over deres liv, godt hjulpet af EU. Ligeledes vil den her mærke tilbagegang i folkets hjerter, men den vil sidde solidt på magtapparatet.

Når chokket kommer bliver det en kamp om fortælling. Hvem kan give folket den bedste grund til at det hele er noget lort, og dermed vinde positionen som dem der skal vaske den væk?

Venstrefløjen har allerede demonstreret at den ikke forstod værdikampens vigtighed, og den demonstrerer fortsat at den ikke fatter det. Der er alt mulig grund til at den overhovedet ikke vil være klar til at gribe kampen om fortællingen og fører den til sejr.

I mellemtiden forsøger Konservativ Ungdom i alvor at afholde jævnbyrdigt debatmøde med Nazisterne. Det blev forhindret af venstrefløjens mest radikale elementer der med simpel vold som trussel skræmte KU så meget at de aflyste.

For mange danskere er der formentlig ikke tvivl om hvem skurkene er i den historie. Det er ikke hverken KU eller nazisterne.

Jeg maler en dystopi op, og det kan være at den er strammet lidt rigeligt, jeg er ikke sikker selv.

Hele apparatet er allerede i stand til, har potens til, at udøve en frygtelig kontrol der ikke før er set i historien. Det skal bare falde i de forkerte hænder. Stasi vidste INTET om østtyskerne i forhold til hvad Staten ved om danskerne. En frygtelig kniv der aldrig må falde i forkert hånd, og som allerede nu burde sløves afgørende af de siddende politikere.

De siddende politikere er næsten komplet døve overfor folkets røst, og ingen, eller meget få af dem, besidder intellektuel ballast til at sætte udviklingen i hverken historisk eller etisk perspektiv.

Det må være enhver retsindet danskers pligt at indse det her, og gøre modstanden mod den udvikling til en personlig sag, og dermed gøde jorden for at det kan blive en fælles sag.

Hvis ikke vi kan indse det nu, kan vi indse det om et år. Så hvorfor ikke nu?

og så lige en hilsen til 'kammeraterne' i PET: Nej, jeg har ingen vold i tankerne konkret, jeg abstraherer og fremskriver udviklingen ud fra uheldige mønstre som jeres chefer er for inkompetente til at indse.

Thorbjørn Thiesen

Som lægøkonom ville jeg læse Galbraith's bog Inequality & Instability; men jeg måtte opgive da den er på et meget højt plan, rent videnskabeligt, den er blevet rost verden over og James K. Galbraith har holdt en masse lektioner verden over. Hans bog the predator state er skrevet på et lettere tilgængelig måde. I den bog forklare han at de politikkere der der sværger til at der ikke må være underskud på statsbudgettet ødelægger mere end de gavner.
Der er ingen tvivl om at han har fat i et ømtåleligt emne for overklassen.
Det er bevist at reduktioner i topskatterne ikke giver nogen vækst.
De evige mantraer om at skatte reduktioner, for de rigeste, skaber vækst hviler på et fatamorgana altså en fantasi. '
Så nu må det stoppe.
Lars Barfoed og Anders Samuelsen er, med deres evindelige snak om skattelettelser, altså fuldstændig ude i hampen og de må ikke tages alvorligt.

Esben:
Jeg er bange for, at kniven ikke engang vil falde i nogens hånd, som en Hitler der tilfældigvis kommer forbi. Derimod tror jeg, at udviklingen langsomt glider kniven hen i hånden. I hånden på et system - ikke nødvendigvis enkeltpersoner - som bliver mere og mere uempatisk og skyr færre og færre midler.
Jeg synes man allerede ser tegnene, hvor en svag gruppe i mere end et årti er blevet forfulgt, og nu under den nye regering er blevet afløst af en anden. Henholdsvis indvandrerne og de arbejdsløse.

Det kan du have ret i, og derfor må man stik i mod egen intuition være taknemmelig for at vi ikke har en lang glidende udvikling som den i USA, men en relativ kort og brutal overgang.

Olav Bo Hessellund

Dennis Berg:
”Idiot.
Så er du sgu da selv ude om det.”

I så fald findes der rigtig mange idioter, sikkert flere end du regner med.

Til din orientering, så hedder det fremmedgørelse – faktisk et meget udbredt fænomen i denne verden.

Brian Pietersen

Danmark er gået op i limningen.... nogle er ik i tvivl, og resten lever som i 1800-tallet..prøver at undgå at se det, men vil alligvel lukrere på og af det.

Niels Jespersen

Til Thorbjørn.

Galbraith har en gang udlagt teorien om at skattelettelser til de rige skulle resultere i øget vækst og dermed være godt for de fattige sådan.

Han kaldte den:

The horse and the sparrow theory.
If a horse is fed, then, what has passsed through the horse,can be picked up on the ground by the sparrow.

Per Dørup Jensen

Ja, men hvad kan de 99 procent gøre, sålænge de bliver ved med at tro på den borgerlige ideologi som de rige oligarker i den grad har fået indprentet i dem.
Denne ene procent kan jo stort set bilde den amerikanske befolkning hvad som helst ind. Aktuelt synes de at have let ved at få dem til at tro på, at USA af al kraft bekæmper AL- Queda,, samtidig med at de gud hjælpe mig forsyner og bruger de selvsamme terrororister som brækjern mod Assad-styret!
Og iøvrigt synes de nemt at kunne bilde amerikanerne ind, at Obama og Clinton endda stræber efter fred i Syrien.

Det værste for os andre ikke-amerikanere er, at verdens - og klimaets skæbne for den sags skyld, i høj grad afhænger af hvordan en sådan hjernevasket befolkning stemmer.
Stemmer de fleste på Romney, stemmer de samtidig for at bringe verdensfreden og klimaet i yderligere fare.
Det gør de også ved at stemme på Obama, men Obama repræsenterer trods alt et illusorisk håb

Er der tvivl om Onama, som jo også finansieres af den ene procent, er det indlysende, at Romney ikke arbejder for freden
Romney repræsenterer åbent - ikke den uprofitable fred, men det profitable militærindustrielle og det ligeledes profitable CO2 udledende bil- og olie-industrielle kompleks.
Så krigsfaren, med hans kontante tilgang til Syrien og Rusland må logisk blive betydeligt forøget.
Romney arbejder altså ikke for freden. I så fald ville det jo true, ja i betydelig grad reducere .militærindustriens profitter, som er en af de søjler, USA`s, økonomi er bygger op på.
En anden søjle USA`s økonomi er centreret omkring, er det bil- og olieindustrielle kompleks.
Det siger sig selv, at transportindustriens` profitter ligeledes ville blive, ikke kun truet, men betydeligt reducerede, hvis USA`s økonomi og den dermed tilknyttede amerikanske (transport)-livsstil blev nedlagt, eller i hvert fald omlagt til fordel for klima, cyklisme og frisk luft til lungerne.

Men det er der jo ikke så mange penge i at føre en konstruktiv freds- og klimapolitik.
Hvis Romney og co gjorde alvor heraf, ville det jo true væksten, profitten og den forkvaklede beskæftigelse,, der er knyttet hertil..

@Esben Maaløe

Desværre ser det ud til, at vores politikker forsøger at overhale amerikanerne indenom uden at den danske befolkning når at reagere.

Olav Bo Hessellund

Per Dørup Jensen:

Hvis du antyder, at amerikanske vælgere skulle være mere hjernevaskede end andre befolkninger, fx den danske, tror jeg du tager fejl.

Selvom uligheden herhjemme endnu ikke har nået amerikanske højder, så kan man jo spørge sig selv, hvordan det kan være, at danskerne i den sidste halve snes år har stemt på partier, der har sørget for at øge uligheden, økonomisk og socialt.

Jeg tvivler på, at et flertal af danskere ville svare ja på et direkte spørgsmål, om de gik ind for øget ulighed.

Flemming Andersen

Det danske samfund er udsat for en bevist forøgelse af uligheden, til skade for den sammenhængskraft der er så vigtig i vort samfund eller måske skulle vi som svenskerne sige samhellet, sammenholdet for at forstå det bedre.
Denne forøgelse af uligheden muliggøres af en menneskelig egenskab, som vore politikkere skamrider på det groveste i øjeblikket.
Det samme grundlag har man brugt i alle de andre sociale nedskæringer, efterløn, sygedagpenge dagpenge ec.t ect.
Det er evnen til at tro på at ulykken ikke rammer en selv.
Denne evne tror jeg er en del af den menneskelige overlevelses mekanisme og kan dels opfattes positivt eller negativt.
Det posittive er en form for fatalisme, hvor man frastøder sig det katastrofale uden for ens handleområde. Man konsentrere sig om det man kan ændre og forholder sig ikke til det der ikke kan omgøres alligevel.
Det negative islet er når man tror på, at man kan holde sig selv fri af de kommende ulykker, ofte p.g.a. selvovervurdering af egne evners indvirkning på de tilfældigheder tilværelsen i virkeligheden er.
Begge dele er grundlaget for “del og hersk politikken”, som magthaverne benytter i rigt mål, til at udskille gruppe efter gruppe og forringe deres vilkår, som jo så flertallet ikke tror rammer dem selv.
Menneskets medfødte optimisme gør så , dels at de fleste mennesker ønsker at glemme ubehagelige hændelser hurtig for at komme videre i livet, dels at mange også er vant til at løse konflikter ved kompromier og glatter det skete ud.
Solidaritet tror jeg, kan defineres ved at man gerne selv vil gøre noget for de mennesker der har det som een selv, eller ringere. Til at forbedre ens egen situation eller de der har det dårligere.
Jeg ser ingen grund til at føle solidaritet med dem der har det bedre og mener der altid er grund til at føle skepsis, når magthaverne beder de dårligts stillede om bidrag til de bedrestillede.
De bedrestillede er jo netop bedrestillede fordi de allerede af en årsag har mindre grund til at søge hjælp i solidariteten og derfor burde de bedrestillede i stedet tilbyde deres hjælp.
Når den omvendte solidaritet ønskes, udmønter det sig naturligt nok i større ulighed til skade, for dem vi burde have solidaritet med.
Derfor er opgaven som jeg ser det at undgå, at enkeltgrupper kan udskilles og udstilles og dermed kan få deres vilkår forringes.
Altså en fornyelse at solidaritet, hvor vi ikke selv hjælper med til at ekskludere, men fortæller vore politikere at vi ønsker alle bliver udsat for de samme forringelser.
At vi får forklaret andre, at de roligt kan stole på deres fantasi, når den siger “Hvad, hvis det var mig det ramte??” og turde se deres egen og andres virkelighed i øjnene.

randi christiansen

Vær mod andre, som du ønsker de skal være mod dig.

Hvorfor ? Fordi man er tossegod ? Nej, fordi det er det mest hensigtsmæssige for alle i et lidt længere perspektiv. Tilbyder det bedste overlevelsespotentiale for den fælles habitat og dennes indbyggere.

Hvorfor i himlens navn kan den 1% ikke fatte det ? Er det resterne af krybdyrhjernen, som stadig har så uhyggelig meget magt?

Kvantefysikken har lært os, at materien først beslutter sig, når den udsættes for opmærksomhed. Lad derfor alle os, der vil og har forstået, fokusere på det gode.

"Desværre ser det ud til, at vores politikker forsøger at overhale amerikanerne indenom uden at den danske befolkning når at reagere."

Hvis det ikke kan stoppes, og det ser det ikke ud til at det kan, så skal vi prise os lykkelige for at det sker så hurtigt. Det giver en mobiliserende effekt i befolkningen som ikke må forpasses. Jeg taler her som borger, ikke som repræsentant for noget ... jeg er ikke medlem af noget.

"At vi får forklaret andre, at de roligt kan stole på deres fantasi, når den siger “Hvad, hvis det var mig det ramte??” og turde se deres egen og andres virkelighed i øjnene."

Nemlig. Værdikamp. Der er noget der hedder "civil ulydighed", hvis man ligeledes kan tale om "civil modstand", altså en uvoldelig, lovmæssig modstand, må den bestå i at vi nu taler meget om politik og at vi orienterer os så godt vi overhovedet kan. At vi sætter spørgsmålstegn ved udmeldinger fra parnasset, og at vi sætter os så godt ind i sagerne at vi kan formulere de spørgsmålstegn, over for os selv, over for os andre.

Venner vil synes vi er kedelige at høre på, venner vil synes at vi er blevet for "røde", venner vil i det hele taget yde den modstand der skal til for at få os til at blive "normale" igen, men ikke alle sammen, nogen vil forstå, nogen vil kende en som er blevet kørt rundt i arbejdsløshedssystemet og blevet helt urimeligt behandlet, kende en der pludselig helt dropper ud af kredsens social-klasse og lander 3 trin under, Nødvendigheden bliver tydeligere og tydeligere, og det bliver sværere at mene at man er "kedelig" når man insisterer på opmærksomhed omkring de her ting. Dem af os der har øjnene åbne nu, bør spørge os selv om hvorvidt denne indsigt forpligter. Mit personlige svar til mig selv er: JA

Lise Lotte Rahbek

Esben Maaløv

Jada. Det er sgu da ikke særlig sjov at snakke om ting, som der i den officielle verdensorden ikke opfattes som succes. Det er j ikke arbejdsløshed man corer point på i en 'blandet' middag.

Eller.. er det at tilpasse sig og holde humøret højt ikke netop det, menneskelig kvalitet handler om?
Enhver kan jo tilpasse sig at være rig og rask, Men at holde ryggen rank i de officielt definerede off-perioder? Det er da sejt. Og provokerende. :)

Flemming Andersen

Tidligere havde de rige en gruppe, som afveg fra de riges norm.
De var dem der havde en social indignation, de formåede faktisk at rette op på mange uretfærdigheder og satte flere bevægelser igang.

Disse de socialt indignerede mangler tilsyneladende totalt i dag, hvor de rige dækker sig ind under at det er staten , der har forsørgerpligten af de trængende ikke deres næste.

I næste åndedreag ønsker de så skattenedsættelse til denne stat, for den del de ikke allerede har snydt for eller lovligt afskrevet.

Lise Lotte Rahbek

Flemming Andersen

Vi står med en stor opgave i at lave en mod-definition af hvad der er succes - og hvad der ikke er. :-)
Eller - vi er sådan set allerede igang.

randi christiansen

Vi skal ikke have hverken rød eller blå politik men grøn.

Bæredygtig miljø-og socioøkonomi

Økologisk økonomi - et opgør med privatkapitalisering af og indbyrdes konkurrence om fællesskabets ressourcer

Hvis vi ikke formulerer, hvad der er galt, og hvad vi vil have i stedet, så bliver den 1% ved med at snyde os

Det tragikomiske er, at de også snyder sig selv

Lise Lotte Rahbek

Randi C.
Jamn selvfølgelig er der s mange andre faktorer i at have succes end at lave penge. :)
I dag har jeg fået mindst 2 personer til at smile (den ene grinede højt flere gange)
Jeg har sat min pc på slumre, når jeg ikke brugte den, Lavet mad på så rimelige temperaturer som muligt for både mig og gæst,
puttet kogt vand i termokande istedet for at smide det ud, stoppet wc'et da det løb,
og været ornlig i det meste.

Se.. det tror jeg da egentlig godt de fleste mennesker kan leve op til, og så kan vi jo kun blive lidt bedre. :)

Flemming Andersen

Ja, det bliver en lidt mere besværlig opgave at definere succes, men måske allerede opgaven gør os rigere.

Når man ikke længere kan nøjes med at opgøre et menneskers succes ved at chekke bankbogen eller gøre arven op ved dødsfald så bliver det rigtigt besværligt, men også mere indholdsrigt.

Da kroner og gods ikke længere er nyttigt bedømmelses grundlag, vil sociale grupperinger og klubber, foreninger hellr ikke have den samme opdelingsfunktion og man vil derfor være nødsadiget til at lære personen at kende før man kan bedømme dens succes, i stedet for at bare tælle mønter.

Det vil så kræve at man allerede inden har bestemt , hvilken rettelsesprotokol der kan være hensigtmæssig og hvilke egenskaber, der skal vægtes højt og lavt, men det vigtige vil være at bedømmelsen nødvendigtvis vil tage tid.
Ellers er det umuligt at finde ud af om personen er en gæd ven, far, mor, hjælpsom, tænker, arbejder, problemløser, komflikløser eller hvilke egenskaber man nu vægter som succes.

Men denne nødvendighed til at lære hinanden at kende før dommen om succes eller ej gives, var vel egentlig ønskelig og måske er det bare det uafvendelige krav om effektivitet der i dag gør at vi bruger økonomisk succes til kriteriet, i stedet for det lang mere nyttige at lære andre mennesker at kende.

Lise Lotte Rahbek

Flemming Andersen

Jeg tror ikke det bliver mere kompliceret.
Jeg tror, vi skal se i øjnene, at det at se hinanden i ansigterne og bedømme mennesker selv, er mere værd end et bank-kundeforhold eller et partimedlemskab.

Det er ikke alting et internet-abonnement kan bruges til.

H.C. (Hans Christian) Ebbe

Man tror naivt at tingenes tilstand bliver forbedret, men "Dybbøls mølle maler helt ad helvedes til" har aldrig været mere relevant...desværre er der ikke noget der tyder på at det skulle blive bedre

Steen Erik Blumensaat

copy-cat.
Vi hørte denne artikel første gang i 1870-1880,
så blev den genoptrykt i1880-90
efter en pause blev den igen skrevet Af Rune Lykkeland fra 1900 til 1910.
Genbrugt fra 1910 til 1920
hvorefter Rune Lykkelænder trykte den fra 1920 til 1930.
Historien blev så trykt af Gamle Informationer fra 1930 til år 2000,
hvor efter Meget Gamle Informationer trykte den fra år 2000 til idag.

Steen Erik Blumensaat

Til de der undres, så er Jeg ( Selvet) den fylo-ontogenetiske determination, genneløberen af artens, slægtens udvikling fra celle til voksen.Organismens udvikling fra æg til voksen stadium.
Udviklingen er gået hen over hovedet på Information.
Her er man gået den anden vej, ikke hjernevasket, men hjerneskrabet, helt ned til goblestadiet.

ja noget af det mest sigende her er at hun stemmer på romney - det ville nok være interessant at gå i detaljer med den hjernevask der ligger til grund for det

Jonas Flintegård

Den anden dag læste jeg en artikel fra Cepos (bragt i Politiken), hvor begrundelsen for at øge uligheden var at vi havde mindre af den end mange andre lande!

Jeg anbefaler også kraftigt bogen om ulighed skrevet af Stiglitz.

Hvis de rige var rige på grund af dygtighed, burde vi sænke deres løn for at motivere dem til at arbejde mere.

Når først sulten gnaver, kan det nok være man får lært at rubbe neglene.

Men det ved CEPOS & co godt, ikke er tilfældet.

De rige er ikke rige på grund af dygtighed, så samfundet får derfor ingen effekt ud af, at tvinge de rige til at arbejde mere.

Hvis Galbraith griner... så er det pga. den almindelige middelklasses opdragelse udi manglende social fantasi. For den rene økonomiske tænkning er den rene fascisme. Og med Romney ved roret går vi blot endnu et skridt i den fascistiske stats retning. Det kan man kun grine ad, hvis man er blind for de mulige konsekvenser...

det bør nok være muligt at finde en gylden middelbej mellem det amerikanske og det danske system.

Ingen af delene er holdbar på hverken kort eller lang sigt

randi christiansen

Hverken rød eller blå men grøn politik - Kan anbefale dagens P! ´Natursyn´med interwiev med arkitekt Niels Peter Flint, hvor han præsenterer sine tanker om mikrobyer og allround hensigtsmæssig forvaltning>bæredygtig miljø-og socioøkonomi. Der er ingen vej uden om - det skal og kan gøres - jo før jo bedre

Så længe de rige kan gemme sig bag pigtråd og vagtværn rager uligheden dem en død papand.

Og så længe de rige har mulighed for at blive endnu rigere vil de hellere købe mere pigtråd og vagtværn til at gemme sig bag end at ændre noget ved uligheden.

Så længe de rige ikke vil ændre noget ved uligheden vil uligheden kun blive ved med at stige.

Sider