Læsetid: 6 min.

Uligheden underminerer USA indefra

De 400 rigeste amerikanere ejer lige så meget som de 150 millioner fattigste. Og de betaler det halve i skat af, hvad de gjorde for 50 år siden. Samtidig vokser deres indflydelse på det politiske system. Den sociale mobilitet er over de seneste årtier faldet markant, men det problem er ikke på den politiske dagsorden
En gruppe amerikanere venter i 10 graders frost i Kentuckys bjerge for at få gratis læge- og tandlægetjek af en privat ngo. De er blandt de 47 mio. amerikanere, som ingen sygesikring har.

En gruppe amerikanere venter i 10 graders frost i Kentuckys bjerge for at få gratis læge- og tandlægetjek af en privat ngo. De er blandt de 47 mio. amerikanere, som ingen sygesikring har.

Dermot Tatlow

2. november 2012

Uligheden i USA er ikke uskyldig. Den kan underminere det politiske system og ødelægge det amerikanske samfund. Det forklarer den amerikanske professor James Galbraith på en café i Austin, Texas:

»Det, der driver uligheden i USA, er, at en meget lille del af befolkningen får ekstraordinært høje lønninger,« siger Galbraith, der netop har udgivet en omfattende studie af ulighed i USA og resten af verden med titlen Inequality and Instability.

Selv om uligheden skabes af meget få mennesker, rammer den hele det amerikanske samfund:

»Økonomisk ulighed bliver til politisk ulighed,« siger Galbraith.

»De rigeste lever lidt i deres egen verden, men det påvirker hele befolkningen. Du kan se, hvordan politikken i dag bliver rettet mod de ekstremt velhavende.«

Han nævner skatten som eksempel: »Selv i de mest progressive forslag til reform af skattesystemet, er beskatningen af de højeste indtægter meget lavere, end den var for 30 år siden.«

Det er for Galbraith ikke overraskende, at ingen af de to præsidentkandidater taler om uligheden som et problem, de vil løse. Obama annoncerer en kamp for middelklassen, mens Romney lover, at han vil skabe job ved at sænke skatterne endnu mere:

»Både Obama og Romney er afhængige af finansiering fra den mest velstående ene procent af befolkningen for at blive valgt.«

Marilyn Louk, der arbejder på en Shell-station i La Grange i Texas, regner ikke med, at valget forbedrer hendes liv. Hun har fulgt debatterne på tv, men hun er overbevist om, at politikerne med deres priviligerede liv overhovedet ikke kan forestille sig, hvad hun slås med:

Minimumløn

»De tjener flere 100.000 dollar (580.000 kr.) om året. De er i deres virkelighed, og de kender ikke noget til det, vi andre slås med«.

Det siger hun fra det bord bag i butikken, hvor hun hviler sig. Hendes løn er minimumlønnen på små otte dollar (47 kr.) i timen, men på grund af sygdom i det ene ben kan hun ikke arbejde ret meget:

»Lægen siger, jeg kun må arbejde to timer om dagen. Ellers bliver mit ben aldrig rask. Jeg har haft sundhedsudgifter på over 100.000 dollar for at blive opereret. Det er der ingen, der betaler for mig.«

Hendes ben er stadig hævet, hun går med krykker, og hendes arbejdsevne er nedsat. Louk stemmer på Mitt Romney, men hun vil rose Obama for én ting:

»Han fik vores drenge hjem fra Irak. Det skal man lige huske, også når man ikke kan lide hans politik«

Men heller ikke Romney kan ifølge Louk løfte tilværelsen i La Grange.

»Der er ikke penge mellem folk i byen«, siger Louk. Folk sidder på værtshusene og venter på job, der ikke findes, og de venter så længe, at de glemmer, hvad de kom der for.

Inden Louk blev syg, var hun fuldtidsansat bestyrer for Shell-tanken, men nu er hun timelønnet. Hun er gledet fra middelklassen ned i den udsatte underklasse. Den bevægelse er ifølge James Galbraith ødelæggende for den sociale kontrakt i USA:

»Det amerikanske samfund har historisk bygget på middelklassen, men den konstruktion bliver udfordret, når en lille klasse bliver meget rigere end resten. Den klasse løfter ikke middelklassen, men truer middelklasseamerikas institutioner.«

Historien er også beskrevet i den amerikanske nobelprismodtager Joseph Stiglitz’ nye bog The Price of Inequality.

»De rigeste bliver rigere, og de allerrigeste bliver endnu rigere, mens de fattigste bliver fattigere, og middelklassen skrumper ind.«

Det er ifølge Galbraith et problem, at man ikke erfarer uligheden til daglig: Man ser, at de rige bliver rigere, og man oplever måske, at man selv har lidt mindre og er lidt mere udsat. Men man ser ikke forbindelsen mellem de andres privilegier og sin egen udsathed:

»Folk oplever, at myndighederne er pressede, og at den offentlige service bliver dårligere. De ser, at infrastrukturen bliver dårligere, men de oplever ikke den stigende ulighed på nogen direkte måde.« Undersøgelser af amerikanernes forestillinger om fordelingen af velstand viser, at de regner samfundet for mere lige, end det i virkeligheden er.

Kampen starter før skolen

I Texas begynder kampen for det gode liv for børnene, allerede inden de er født. Forældre ser på hus i de attraktive områder, mens de planlægger graviditeten:

»Mange forældre flytter til det her område for at få børnene i den her skole«, forklarer Beth Ellis, som er leder på Hill Elementary School i det velstående vestlige Austin:

»Vi er en lille lomme af velstand her i den vestlige del af byen, hvor forældrene er optimistiske i forhold til deres børns fremtid og landets situation.«

Man kan kun få sine børn ind på den offentlige skole Hill, hvis man bor i området. Hvis man bor i et mere socialt belastet område, må man gå i skole dér.

»De børn, der kommer her, har meget ofte gået i børnehave, hvor de har lært en masse, inden de kommer. De kan bogstaverne, og mange har lært at tælle ret langt, når de er fire år«, siger Ellis.

Deres forældre har betalt for at få dem ind på særligt gode børnehaver, så de er særligt forberedte, når de kommer i skole.

Ude på gangen er børnene denne dag stærkt optaget af skolens prøvevalg, hvor de alene foran en computer i et valglokale skal afgøre, om de vil stemme på Obama eller Romney.

Som lektie har de set to præsident-debatter på tv. Nogle af dem, der stemmer på Romney, har taget en rød trøje på i dag, fordi Romney under duellerne bærer rødt slips, mens andre efter farven på Obamas slips har blå trøje på. De lærer navnene på partierne og kandidaterne, og de kender navnene på forskellige styreformer: »Demokrati, monarki og diktatur,« siger en pige i en rød trøje.

»Vi lærer dem om deres demokratiske rettigheder«, siger Ellis.

Børnene skal vide, hvilke friheder der er grundlæggende og ikke kan krænkes.

Forældrene forventer, at børnene på Hill Elementary School bliver forberedt til det samfund, hvor de skal gøre sig gældende. Her er udskilningen allerede i gang, de bedste skal videre til de bedste high schools og bagefter til de bedste universiteter.

»Det forventer vi på skolen, og det forventer de af sig selv«, siger Ellis. For at børnene på skolen skal lære om andre sociale virkeligheder på andre skoler, har de en venskabsskole i en anden del af byen, hvor de bliver kørt over med busser og kommer med tøj og andre gaver.

Politisk fallit

Det er ifølge Galbraith klart, at muligheden for at komme frem i verden afhænger af det sociale udgangspunkt. Amerikanerne deler stadig en drøm om alles mulighed for at komme til tops, men den sociale mobilitet er over de seneste årtier blevet markant ringere.

»Men det er ikke på nogens dagsorden at nedbringe uligheden. Det politiske system har indtil nu vist sig fuldstændigt ude af stand til at forholde sig til den stigende ulighed.«

Den store rigdom hos ganske få mennesker og deres adgang til det politiske system er ifølge professor Fay Lomax Cook fra Northwestern University i Chicago »trusler mod selve det amerikanske demokrati«.

Efter en højesteretsdom i 2010 har de rige fået endnu større finansiel adgang til det politiske system i en periode, hvor overklassen er blevet mere isoleret i toppen af det amerikanske samfund. De får større mulighed for indflydelse, samtidig med at deres interesser adskiller sig stadig mere fra resten af befolkningens interesser.

»De to største trusler mod det amerikanske demokrati er pengenes magt og den stigende ulighed mellem de amerikanerne med høje og dem med lave indkomster«, forklarer Cook til Information.

»Vi bliver nødt til at få amerikanerne til at tale sammen om, hvad vi kan gøre for at løse de problemer, inden de yderligere eroderer vores demokrati.«

Men Galbraith minder om, at uligheden ikke bliver betragtet som et stort problem i den store amerikanske offentlighed:

»De fleste amerikanske kommentatorer er af den opfattelse, at lavere skatter vil føre til mere økonomisk vækst.«

Målet med den dominerende politik er ikke stigende ulighed, men det bliver naturligvis konsekvensen:

»Romney er på den måde et symbol på, hvor langt ud vi er kommet. Han er den rene finanskapitalist.«

USA har længe haft familiedynastier som Kennedy-klanen og Bush-familien med stor rigdom og stor politisk magt på samme tid, men med Romney får amerikanerne den rene vare, siger Galbraith med et resignerende grin: »Vi har aldrig før, tror jeg, haft en republikansk præsidentkandidat, der hverken kom fra et særligt fag eller har nogen politisk erfaring. Han har været guvernør i fire år ... det er alt. Romney repræsenterer oligarkernes helt utilslørede magtovertagelse i amerikansk politik.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Nielsen,
på middelbejen mellem det amerikanske og det danske system har vi længe været. Om det er en gylden vej, kommer vel an på hvem man spørger.

For dem med topskat og sommerhus har den været en hel del mere gylden end for resten af samfundet, selv om de stadig er utilfredse.

Om den vej er holdbar vil tiden vise. Der er p.t. dog ikke meget der tyder på dette.

Hendes ben er stadig hævet, hun går med krykker, og hendes arbejdsevne er nedsat. Louk stemmer på Mitt Romney

Jamen, hvad skal man sige?
Hun er for syg til at kunne arbejde, har sundhedsudgifter på over en halv million kroner og det med en timeløn på 47 kroner -

og så vil hun ikke stemme på den første og eneste politiker der nogensinde har prøvet at indføre en offentlig sygesikring mens den hun stemmer på allerede har tilkendegivet at han vil sænke skatten for de rigeste, og derved yderligere vil satte fut i uligheden og udhulningen af statens ressourcer.

Måske skulle vi ofre et par geder til guden Volcanos og bede ham om at blæse toppen af Yellowstone super vulkanen allerede nu, og ikke først om et par tusinde år.

Det ville jf. eksperterne gøre det af med stort set hele USA og den største del af civilisationen, nedkøle kloden med et par grader i flere hundrede år og derved aflyse både klimakatastrofen OG det finanskapitalistiske verdensherredømme.

Vupti, de fleste problemer løst med et brag.

Den liberale model og deres bagmænd

Den 26. november 2012 viste DR/TV filmen: ”Penge, magt og den amerikanske drøm”

Filmen gav os et indblik i, hvorfor det er gået så grueligt galt i den globale verden. Her blev man oplyst om, hvad og hvem der forårsager fattigdom og finanskriser verden over. Filmen giver os også viden om, at det er republikanernes økonomiske støttegruppe, der står bag den liberale politik i USA. Det er republikanerne der siden 1950 har medvirket til, at selskabsskatterne er faldet fra 55 % til kun 12.5 % i 2011. Det var Bush der fra 1994 til 2008 gav skattelettelser til de mest velhavende på 50 %.

Uden skat har vi ingen civilisation, fortælles det i filmen. Den økonomiske politik førte til overbelåning, boligboble og bankkrak. Tusinde måtte lukke butikken og gå fra hus og hjem. Over 8 % amerikanere står uden arbejde.

Vi besøgte et kæmpe hus på 740 Park Avenue i New York med kun 31 lejligheder. Fældes for beboerne i huset er, at de alle er megamultimilliardærer, børsspekulanter og ledere af nogle af verdens største igangværende og konkursramte virksomheder. En tidligere portner fortæller: ”De her mennesker styrer simpelthen verden. De er ikke så mange, men de er temperamentsfulde, så man skal være tykhudet for at arbejde for dem. Man kommer til at arbejde med afskyelige mennesker”.

Uligheden er blevet større i USA.

”Der har altid været en kløft mellem de mest velhavende og alle andre i vores samfund, men i løbet af de seneste 30 år er der noget, der har forandret sig. Kløften er blevet til en afgrund”, siger filmens instruktør Alex Gibney. ”I 2010 sad de 400 rigeste amerikanere på en større formue end hele den fattigste halvdel af befolkningen, der udgør ca. 150 millioner mennesker”. Spørgsmålet er så, hvad multimilliardærerne bruger alle deres penge til?

De rige bliver rigere de fattige fattigere

”Efterhånden som en større og større del af velstanden havner hos de allerrigeste, forandres amerikansk politik”, fortæller Jacob Hacker, som er politolog på Yale Universitet. ”Vi har set en selvforstærkende cyklus. Dem i toppen har klaret sig godt. De har investeret i en politik, som har været gunstig for dem selv, og dermed har de klaret sig endnu bedre, og så har de kanaliseret en masse af deres penge tilbage i politik”, siger han.

De amerikanske bagmænd

På 740 Park Avenue bor børsspekulanten Steve Swarzman, der tidligere var direktør for det krakkede Lehman Brothers og Blackstone Group, og hans mangeårige samarbejdspartner Merrild Lynch, der ejer investeringsbanken af samme navn. Her bor de ultra-højreorienterede oliemagnater brødrene Charles og David Kock som har doneret over halvdelen af medlemmerne i Repræsentanternes Hus og i Senatet. Tilsammen udgør brødrenes formue i 2012 over 50 billioner dollars.

Det er her beboerne køber sig til fordele. Det er her børsspekulanten Steve Swarzman samler det rigeste jetset til en årlig fest, og underholder gæsterne med kendte kunstnere. Det er her man modtager de republikanske præsidenter, guvernører og senatorer. Tea Party- ledere og kandidater, medie og pressefolk og lobbylister, som begaves med millioner af dollars for til gengæld, at modarbejde demokraterne og Barack Obama, at sprede republikanernes politisk og rygter om de politiske modstandere i de medier, hvori de er ansat.

Kort fortalt skal de arbejde for en lovgivning der sikre de rige amerikanere større rigdom og deres virksomheder får lavere skatter, både nationalt og internationalt. De skal arbejde for aftaler, regler og lovgivning der kan svække fagforeningerne, gennemtvinge lavere lønninger til arbejderne og nedskæringer i de i forvejen sparsomme sociale bidrag til de mange millioner fattige amerikanere.

Et sponsorat fra David Kock gjorde det i januar 2011 muligt, at indsætte den konservative Scott Walker som guvernør i staten Wisconsin. Hans politiske opgave var bl.a., at sænke lønnen med 8 % for de ansatte i den offentlige sektor. Han fratog arbejderne to vigtige punkter i deres kollektive forhandlingsret med arbejdsgiverne, hvad der trods massive protester fra fagforeningerne desværre lykkedes for ham i nogen grad. Hans politiske rolle i Wisconsin accosierer i uhyggelig grad til Enoch ”Nucky” Johnsons der i 1900 tallet var økonomichef i Atlantic City og opbyggede et gensidigt afhængighedsforhold mellem gangsterne, politikerne og republikanerne der holdt i mere end 30 år, uden en demokratisk opposition.

Venstre og Løkkes danske model

I Danmark foregår det lidt anderledes, men strategien ligner den samme som i USA. Fremgangsmåden i Venstre og formålet med partiets politik her i Danmark er helt på linje med republikanernes og deres velyndere i USA. Ventres økonomiske politik førte som i USA til overbelåning, boligboble og bankkrak. Virksomheder er gået konkurs og over 6 % står uden arbejde.

Noget for noget

I 1998 stiftede Venstre og Fogh Rasmussen ”Den Liberale Erhvervsklub”. Formålet var at oprette en støttegruppe af topledere der kunne sikre partiet økonomisk. Klubben har i dag omkring 100 indflydelsesrige medlemmer, der hver betaler 20.000 kr. om året for et medlemskab. Kontingentet på 20.000 kr. kan betales uden at giverens navn skal fremgå af partiregnskabet. Spørgsmålet er så, hvad medlemmerne bruger deres kontingentpenge til? Men ikke mindst, hvad dette ”Jetset” som støttegruppe forventer af fordele ved medlemskabet.

Klubben og dens støtter afholder flere gange om året møder om aktuelle politiske emner, og overskuddet fra møderne og kontingent går til partiet Venstre. Formand for klubben indtil Venstres årsmøde i 2012 var Fritz Schur. Ifølge BT i 2004 modtog nuværende Nato sekretær Fogh Rasmussen alene omkring 300.000 kr. af ”Den Liberale Erhvervsklub”. Og BT kaldte det noget for noget.

De danske bagmænd

Efter Fogh blev statsminister udpegede han milliardæren Fritz Schur til formandsposten for Post Danmarks bestyrelse. Senere udpegede Helge Sander ham som formand for Rådet for Teknologi og Innovation. Fritz Schur har senere beklædt formandsposter i bl.a. Dong Energy fra 2005 og fra 2008 i SAS, hvor han i 2012 under trusler om konkurs dikterede lavere lønninger til de ansatte.

Den 1. december 2012 kunne man læse i Ekstrabladet, at Michael Kristiansen kommentator på TV 2 og tidligere spindoktor for statsminister Anders Fogh Rasmussen var hyret og betalt af SAS til at være spindoktor for den kommunikationsplan, som skulle navigere SAS gennem ledelsens højt eksponerede spareplan, hvilket giver en velbegrundet mistanke om, at det hele var en stor omgang planlagt bluf.

Fritz Schur bortviste Dong direktør Anders Eldrup i marts 2012 officielt på grund af frås med virksomhedens midler. Anders Eldrup er også kendt som en stor fortaler for vedvarende energi, og gift med TV direktør Merete Eldrup.

I 2009 blev Jetsettet inviteret til fest hos milliardæren Fritz Schur. Øverst på gæstelisten var tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen og prins Henrik. Dronning Margrethe meldte fornuftigt nok afbud! For aftenens underholdning stod den nyopståede sanggruppe Four Jacks, hvori Jesper Asholt i øvrigt spillede en flot rolle som min bror Bent. ”Det havde de rigtige Four Jacks aldrig medvirket til”!

Ligheden er synlig med Venstres mærkesager

Om ulighed: ”Det gør ikke noget, at den økonomiske forskel på bankdirektøren og bistandsmodtageren vokser og vokser. Det er faktisk kun "dejligt", hvis bare de fattigste ikke bliver fattigere”. Det sagde Venstres finansordfører Peter Christensen forud for debatten om VK- regeringens finanslovsforslag i 2005.

Om løn: Danskernes lønkrav er for høje, og det er et problem for Danmarks konkurrenceevne. Det mener tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V), der foreslår at sænke mindstelønnen og det generelle lønniveau efter tysk forbillede. ”Det vil betyde en omvæltning af det danske arbejdsmarked med vidtrækkende sociale og økonomiske konsekvenser for den enkelte lønmodtager”, sagde Hjort Frederiksen i november 2012.

Om skatter og afgifter: ”Jeg blev statsminister midt under krisen (2009). Og det stod klart for mig, at vi ikke kan fortsætte, som vi plejer. Reformarbejdet gik i gang. Og hverken dagpenge, børnecheck, kommunerne eller efterlønnen gik fri. Nu er det nødvendigt at tage næste skridt: skatten skal ned”, sagde Lars Løkke Rasmussen på Venstres årsmøde i 2012.

Om arbejdsmarkedet: Venstre foreslog at gøre det ulovligt at iværksætte blokader og sympatikonflikter, når der i forvejen er indgået en overenskomst med en lønmodtagerorganisation. Det mente Ellen Trane Nørby i august 2012.

Den 30. november 2012: Venstre og Dansk Folkeparti sparker nu deres forslag om at indskrænke fagbevægelsens ret til at blokere virksomheder til hjørne. Det understreger arbejdsmarkedsordfører, Bent Bøgsted DF efter Arbejdsrettens dom i den såkaldte Vejlegård-sag blev erklæret lovlig.

Om den offentlige sektor: Lars Løkke Rasmussen vil have udgiftsstop og nulvækst i den offentlige sektor. Det var hovedpunktet i Lars Løkke Rasmussens store tale på Venstres landsmøde i Herning Kongres Center. ”Vi skal turde og vove noget. Derfor flytter jeg nu Venstre. For det vigtigste er, at sikre danske arbejdspladser. Udgangspunktet for Venstre i regering er et offentligt udgiftsstop, som sikrer danske arbejdspladser”, sagde Venstre-formanden i 2012.

Om Venstre og medierne:

nyhedsoplæser i DR Uffe Ellemann Jensen blev medlem af Folketinget i 1977 for Venstre og udenrigsminister fire gange i Schlüters regeringer i årene 1982-93. Nyhedsoplæser Morten Lykkegaard DR blev medlem af Venstre i 2008. I 2009 blev han valgt ind i Europaparlamentet for Venstre. Ulla Østergård den tidligere spindoktor for Lars Løkke Rasmussen er nu Redaktør på TV2 og gift med Peter Arnfeldt, der var tidligere spindoktor for Troels Lund Poulsen (V). Begge er involveret med en mistanke om ulovlig lækage af Helle Thorning-Schmidts skattesag. Ulla Østergaard var ansvarlig for TV2 News valgkampdækning i 2011.

Man gør sig sine spin

Selvfølgelig er der ikke nogen politikere, erhvervsfolk eller mediefolk her i Danmark der er sponseret af beboerne på 740 Park Avenue i New York, men måske er de gode venner.

Tanken ligger nær, når man tænker på den overdrevne rapportering i danske medier i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg, hvor de danske TV værter og kommentatorer lige til det sidste mente, at Mitt Romney ville vinde valget. Venstres politik og filmen ”Penge, magt og den amerikanske drøm” er tankevækkende.

Hvem er købt og hvem er solgt?

Den mest konserverende og konservative tanke idag - som jævnligt spredes af feel-good journalister og akademikere er, at 'konspirationsteorier' per se er for udannede og 'konspiratiorisk' tænkende...

Intet kunne være mere forkert... Hvis man vil forstå, hvad der sker i verdens politik idag - især i USA og de sidste par årtier nu også i DK.

Tidligere var der en klar og åbenlys forbindelse mellem fagbevægelsen og socialdemokratiet og andre venstrefløjspartier fx Kommunistpartiet kombineret med medier og oplysning ud fra arbejderinteresser. Det er altsammen blevet stadig svagere om ikke direkte dødt.

Imens erhvervslivet og politikerne på højrefløjen både har styrket deres forbindelse og har styrket den altid stærke borgerlige/erhvervslivsstærke medieverden med en decideret propagandamaskine Cepos. Og så er der alligevel folk, der undrer sig over, at sympatien, forståelsen og det politiske system i den grad bliver mere og mere højredrejet...

Ja forstå det, hvem der kan...

Politiske budskaber og barske sandheder om verdens tilstand er nødvendige og må evigt prædikes, hvis man skal blive ved at kunne føre en nogenlunde fornuftig social og demokratisk politik...

Fagbevægelsen og socialdemokratiet skal genopfinde kerneværdier og oplysning, hvis ikke tingene skal gå endnu mere galt...

Thorbjørn Thiesen

Til Niels Jespersen: Du siger Galbraith har skrevet bogen The horse and the sparrow. Det er forkert. Jeg har lige googlet titlen og det er mere en teori end en bog. På wikipedia kan du læse at John K. Galbraith ikke mente at teorien holdt. Den er et typisk eksempel på at de riges tåbeligheder hurtigt bliver til visdom for nogle sleske enderdanige slaver.

Det sjove er, at mennesker tilsyneladende forestiller sig, at disse rige mennesker sidder på bjerge af penge. Det er formodentlig en forestilling de har, efter at have læst for mange Anders And blade.

Faktum er jo, at disse menneskers rigdomme i langt overvejende grad er investeret enten direkte i arbejdspladser, eller indirekte i obligationer, som jo i virkeligheden er statslige arbejdspladser. Selv disse rige menneskers "conspicuous consumption" er jo produkter som er skabt af nogen, og som altså skaber arbejdspladser.

Så længe man lever med disse mærkværdige forestillinger, kan man aldrig blive en relevant samtalepartner, når det drejer sig om at reformere vores økonomiske systemer.

randi christiansen

Mogens Weile - Tak for dit indlæg, og man kan tilføje mht forbindelseren imellem amerikansk og dansk politik og pengeinteresser, at Fogh og Bush eksponerede deres relation som yderst venskabelig og nært forbundet.

Det er igennem de seneste år gang på gang blevet dokumenteret at en ganske lille elite, 0,001% kontrollerer størstedelen af klodens økonomi. Udfordringen er at finde ud af, hvorledes Planeten bliver udfriet af dette reptilhjernernes jerngreb. Vi kæmper for vores liv - dette er udrensning af en kaliber i forhold til hvilken, Holocaust er en mindre operation. Vi taler om langsom udsultning og eliminering. Så enkelt, og dog så svært at forsvare sig imod. Menneskerettighederne er tilsyneladende hul camouflage for disse mennesker.

Peter Jensen:

"Faktum er jo, at disse menneskers rigdomme i langt overvejende grad er investeret enten direkte i arbejdspladser, eller indirekte i obligationer, som jo i virkeligheden er statslige arbejdspladser. Selv disse rige menneskers “conspicuous consumption” er jo produkter som er skabt af nogen, og som altså skaber arbejdspladser."

det forklarer de 210 trilliarder dollars i skattely rundt omkring ....

Men hvor er det dog en god ide at koncentrere rigdomme hos enkeltindivider. Gerne i en størrelsesorden der gør det ganske udelukket at disse individer har en chance for at nyde godt af dem alle sammen, og derfor må veksle dem til magt og indflydelse.

Folks slavementalitet overfor banker og rigmænd er sgu' underlig.

Sider