Baggrund
Læsetid: 7 min.

USA’s fattige får nødhjælp sidst

Det er de velstillede, hvide amerikanere, der først har fået hjælp efter stormen Sandys rasen for tre uger siden. Samme mønster gjorde sig gældende efter orkanen Katrina i 2005. Information har besøgt et af de hårdest ramte fattige kvarterer
Det er de velstillede, hvide amerikanere, der først har fået hjælp efter stormen Sandys rasen for tre uger siden. Samme mønster gjorde sig gældende efter orkanen Katrina i 2005. Information har besøgt et af de hårdest ramte fattige kvarterer
Udland
19. november 2012

Siden Atlanterhavet for tre uger siden rejste sig og skyllede ind over den 25 km lange halvø Far Rockaway, har beboerne i et socialt boligbyggeri på Beach Channel Drive kunnet se lastvogne pakket med nødhjælpsforsyninger køre forbi dag ud og dag ind.

Men den lange nødhjælpskortege stoppede aldrig ved Ocean Bay Public Housing.

»De blev bare ved med at suse forbi, mens vi var overladt til os selv,« fortæller Desmond Vaughan, en ung sort fyr, der står ved en Røde Kors-vogn for at få en pose madvarer.

Det er kun nogle få dage siden, Røde Kors begyndte at dele gratis fødevarer ud til de tusinder af fattige beboere i det sociale boligbyggeri. Men bortset fra det er det svært at spore myndighedernes tilstedeværelse. Også i aften brøler lastbilerne fra elforsyningsselskabet Long Island Power Authority bare forbi de anonyme, hverdagsgrå højhuse midt på Far Rockaway-halvøen.

Lastbilernes destination er Breezy Point – en ferieby yderst på odden, som blev hårdt ramt, da den tropiske superstorm Sandy rasede på USA’s østkyst 29. oktober.

Først i rækken

I Breeze Point blev de huse, der ligger ud til havet, slået til pindebrænde af flodbølgen. 80 bungalower, der lå tæt op og ned ad hinanden, brændte ned i løbet af nul-komma-fem og brandmændene måtte se magtesløst til, fordi højtstående tidevand hindrede dem i at gribe ind.

Men i modsætning til det sociale boligbyggeri modtog Breezy Point hurtig hjælp. En dag i sidste uge myldrede det med lastbiler fra den føderale beredskabsstyrelse, FEMA, og med humvees fra National Guard, en pendant til Civilforsvaret. Arbejdersjak fra både det lokale elselskab og langvejsfra var i fuldt sving med at reparere elmaster og indendørs installationer. Frivillige krigsveteraner gik fra hus til hus. Politiet holdt opsyn. På hver eneste vej var der aktivitet.

»Der er et tæt sammenhold i dette lokalsamfund af irsk-amerikanere. Vi kender alle hinanden og hjælper hinanden. Mange af dem, der bor her fast, er brandmænd og politifolk eller ansat i New Yorks bydadministration. De ved, hvordan man skaffer hjælp,« fortæller Tom Gallaghan.

Breeze Points faste beboere er flyttet på hotel eller ind hos slægtninge. Gallaghan og hans hustru bor kun i Breezy Point i sommersæsonen. De har et helårshus i Brooklyn.

Kummerlige forhold

Situationen er helt anderledes i Ocean Bay Public Housing, hvor 45.000 sorte amerikanere har levet uden el og varme i tre uger. I sidste weekend gav elselskabet efter for pres og opstillede store benzindrevne generatorer uden for hver boligblok. Torsdag kunne nogle af beboerne få det første varme bad i to en halv uger, men der er fortsat ikke varme i radiatorerne.

De offentlige el- og vandforsyningsselskaber er endnu ikke begyndt at reparere de vandskadede fyr, varmtvandsbeholdere og elektriske installationer i de oversvømmede kældre. Og foreløbig er det småt med repræsentanter fra bymyndighederne og delstaten New York.

»Tænk engang, selv Røde Kors ankom først to uger efter,« siger Aria Doe, en midaldrende, veluddannet og berejst sort kvinde, der virker ulideligt træt efter at have tilbragt en lang dag med at organisere privat nødhjælp til beboerne.

Aria Doe er leder af en sammenslutningen af ngo’er The Action Center, der gennem de sidste 12 år har organiseret fritidsaktiviteter for børn og unge i kvarteret samt sygehjælp. Hun og en stab af medarbejdere påtog sig egenhændigt at skaffe hjælp til kvarteret efter Sandy.

»Beboerne i disse ejendomme lever i forvejen langt under fattigdomsgrænsen. Børnedødeligheden er så lige så høj som i flere afrikanske lande, jeg har arbejdet i. Vi har underernærede børn her. Voldtægtsraten er ekstremt høj. Der er ingen ende på den dårlige statistik,« fortæller Aria Doe.

Indespærret i 3 dage

Denne dag er 6-700 mennesker kommet til Ocean Bay Community Center, hvor Doe og hendes hjælpere uddeler varmt tøj, toiletartikler, bleer, mad- og drikkevarer – alt sammen fra private donorer.

Desmond Vaughan bor med sin familie i stueetagen af ejendommen Lechmere.

»Vi anede ikke, hvad der skulle ske, den aften stormen hærgede. Pludselig begyndte vandet at sive ind gennem væggene, og det steg hurtigt. Vi måtte søge tilflugt hos en familie højere oppe i bygningen,« fortæller den unge mand.

Før stormen arbejdede han til minimumlønnen hos McDonald’s – et attraktivt job i dette kvarter. Men siden Sandy har han ikke hørt fra fastfood-kæden.

»Ligesom mange andre har jeg mistet mit job,« siger Desmond.

I tre dage kunne ingen beboere bevæge sig udenfor, fordi vandet stadig stod højt. »Al den mad, vi havde købt, blev dårlig, fordi der ikke var strøm til køleskabet,« fortæller Desmonds mor, Anita Young.

Familiens 14 medlemmer er stuvet sammen i tre værelser under forhold, som minder om Charles Dickens’ beskrivelse af Londons fattige kvarterer i Oliver Twist.

Anitas tre sønner, en datter og svigerdatter brugte tre dage på at få alt vandet ud af lejligheden med koste. Det våde tøj er blevet lagt i sorte plastikposer; næsten alle møbler er smidt ud, og de har måttet sove på våde madrasser. Kakerlakker løber op og ned ad væggene.

»Jeg bliver nødt til at smide tøjet ud,« siger Anita Young. »Det lugter af kloak«.

Anita Youngs mand, Donald Vaughan, sidder tavs i køkkenet. Han har for kort tid siden gennemgået en nyretransplantation, blev for nylig ramt af to slagtilfælde og lider af sukkersyge.

»Jeg ved ikke, hvad der skal blive af ham,« siger konen i et desperat toneanfald.

De fire børnebørn løber rundt mellem benene på de voksne. En lille pige skriger i fryd over at se gæster: »Jeg holder med Obama. Obama! Obama!«

Det er fugtigkoldt og lugter af skimmel i lejligheden.

»Vi bliver nødt til at flytte et andet sted, men hvorhen? Der er ingen, der hjælper os,« næsten råber Anita.

Tidligere på dagen bankede det på døren. En kvinde fra beredskabsstyrelsen ville tjekke, hvad der var sket, fortæller Anita.

»Men hun troede os ikke, da vi viste hende, hvor højt vandet stod under stormen. Vi havde optaget video på mobiltelefon. Den ville hun ikke se. Hun gik bare.«

Morens stemme bliver nu skinger. Hun bliver ved med at gentage: »Hvorfor tror de, vi lyver. Hvorfor? Hvorfor …«

Hendes svigerdatter, Cynthia Torres, går på college og konstaterer tørt:

»Folk har ingen respekt for os, fordi vi tilhører underklassen. Den dame fra beredskabsstyrelsen sagde, vi bare skulle tørre tøjet. For hende er vi som dyr. Det er svært at acceptere.«

Obama flyver over

Tidligt samme morgen er præsident Barack Obama landet i den nærliggende John F. Kennedy-lufthavn og er fløjet over Far Rockaway-halvøen i sin marinehelikopter på vej til øen Staten Island syd for Manhattan, der blev særlig hårdt ramt af stormen.

Det tog en uge, før situationens alvor i det lille hvide middelklassesamfund på øen gik op for myndighederne. Nu har præsidenten taget sig tid til et besøg.

»Der bliver nok lyttet mere til Staten Island end til os. Obama flyver bare over Far Rockaway,« siger Matthew Woodard, 86 og pensioneret fra Trans World Airways.

Den ældre mand, der lige er blevet opereret for lungekræft, sidder med sin datter i et nyligt oprettet informationscenter i byen Rockaways og venter på assistance. Familiens hus blev oversvømmet. De har ikke haft el og varme i to en halv uge.

»Det er lidt som med Katrina-orkanen i New Orleans. Vores stemme bliver ikke hørt,« sukker Woodard.

Generelt er de sorte indbyggere på Far Rockaway-halvøen rede til at tilgive Obama. Det er ngo-leder Aria Doe dog ikke helt i samme grad.

»Om jeg er vred på Obama? Det er ikke ordet,« fnyser hun.

Katrina om igen

Harmen får imidlertid frit løb, når talen falder på New Yorks borgmester Michael Bloomberg.

»Jeg er på hans lønningsliste, så det kan vi diskutere senere,« siger Aria.

Mediemagnaten og multimilliardæren har i dag været på Far Rockaway for første gang siden Sandy. Han ankom til en pressekonference i en sort SUV-bil med tonede ruder og smuttede ind og ud af bygningen. Derefter var Bloomberg væk. Han tog sig ikke tid til at møde ofrene.

Hvordan forklare den ulige behandling?

Lektor Charlton McIlwan på New York University har en teori.

»Politikere reagerer på pres udefra. Det betyder, at de, der råber højest og længst, bliver hørt og prioriteret på bekostning af de andre. Medierne – især tv-kameraer – forstærker deres røst,« siger han.

Det er præcis den erfaring, man gjorde i Ocean Bay Public Housing. En gruppe af frivillige hvide mødre fra et velstående kvarter i Brooklyn ankom sidste weekend med hjælpepakker til det sociale boligbyggeri. De var chokerede over tilstandene.

En af dem var sangeren Bethany Yarrow, datter af Peter Yarrow fra bandet Peter, Paul and Mary. Hun fik sin far, der opholdt sig i Kathmandu, Nepal, til at ringe sine pressekontakter i New York op. Dagen efter var journalisterne på pletten.

»To dage senere havde vi strøm fra generatorer,« fortæller Aria Doe.

Men Doe stoler ikke på borgmesteren. Gennem Yarrow-familien fik hun arrangeret, at miljøaktivisten Bobby Kennedy, Jr. – søn af den myrdede præsidentkandidat – lørdag besøgte det sociale boligbyggeri. Meningen er, at Kennedy skal tage kontakt til Obama.

Hudfarve spiller efter lektor McIlwans mening også en rolle i prioriteringen af hjælpen.

»Øverst på listen står altid hvide; de får først hjælp, fordi de har økonomisk og politisk indflydelse. Lastbilerne kommer først til deres kvarterer. Herefter kører de til farvedes bydele. Mønstret var det samme med Katrina i New Orleans i 2005,« forklarer han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Og de kalder det et vidensamfund ?

- »Beboerne i disse ejendomme lever i forvejen langt under fattigdomsgrænsen.Børnedødeligheden er så lige så høj som i flere afrikanske lande, jeg har arbejdet i. Vi har underernærede børn her ..."

Ja, de bliver så også behandlet, som om de boede i den tredje verden.

Ja, det har været interessant at følge med i, hvor hurtigt diktaturlandet Cuba, fik hjulpen deres befolkning, i forhold til det lysende eksempel, - USA.!

Et post-industrialiseret U-land, klart til afvikling.

Man kan undre sig over at nogen ønsker amerikanske tilstande i Danmark !.

Og modsat findes der folk i Danmark der mener at vi allerede har det !

Læger uden grænser har også nogle hold derovre.
En USAnsk læge vil jo ikke løfte en finger uden at få penge for det.

“There are two means of refuge from the misery of life - music and cats.” - Albert Schweitzer

Freddy Andersen

Ja i (GUDs eget Land) er der vist ikke megen hjælp at hente, hvis der ikke er lagt penge i kirkebøssen først, gud ved hvad han bruger pengene til ham Gud.

Nikolaj Petersen

I lyder så hyklerisk frelste med jeres offentlige akademikerlønninger, det er jo ikke kun usa det foregår, har der for øvrigt nogensinde været noget nyt i det der står i artiklen??

Kan I huske stormen, orkanen, den 3. december 1999. Det kan jeg. Og jeg kan også at den 5. ellere 6. december var der stort set ryddet op. Stort set alle havde fået hjælp, også folk i udkantsdanmark og i Brøndby og i ghetto-områderne. Og hvorfor?

Fordi i Danmark har vi offentlige myndigheder som behandler alle mennesker ens og lige. Og som tager sig af de hårdest ramte først. Her handler det ikke som det gør i USA. i England, til dels Tyskland og i Sydeuropa om at kende nogen, som kender nogen.

USA er et byrokratisk samfund, hvor man stadig! betaler sine regninger med checks! Og hvor det mere handler om hvem man kender - og hvad denne eller disse personere kan gøre for en og man for dem - end hvem der har størst behov for hjælp.

Vi kæmpede en krig mod fattigdommen - og fattigdommen vandt.
Ronald Reagan.

Antallet af mennesker, der i øjeblikket får madkuponer, er 47,1 mio.. 6 mio. har ingen anden indkomst end madkuponer. De giver en indkomst på en tredjedel af fattigdomsgrænsen, omkring 6.300$ for en familie på tre.
Antallet af mennesker, der modtager madkuponer er steget siden 2007 fra 26,3 mio. til ovennævnte antal.

Race og køn spiller en enorm rolle mht, at bestemme fattigdomsudviklingen i USA. Minoriteter e uforholdsmæssigt fattige: ca. 27% af sorte, latinoer og den oprindelige befolkning, indianere, er fattige, mod 10% af hvide. Velstandsforskelle er endnu større.

If. Census Bureau lever 50 mio. mennesker USA under fattigdomsgrænsen. If. Feds Survey of Consumer Finances har middelindkomstfamilier set næsten 40% af deres indkomst forsvinde siden 2007.
Det meste af den indkomst, som mennesker, der lever i fattigdom lever af, kommer fra arbejde. If. de seneste data fra Census Bureau har 104 mio. mennesker, en tredjedel af befolkningen, årlige indkomster under to gange fattigdomsgrænsen, mindre end 38.000$ for en familie på tre. USA drukner i en overflod af dårligt betalte jobs.

Et andet forhold, der siger en masse om det amerikanske samfund, er antallet af mennesker i fængsel: 2,3 mio. mod 1.6mio, i KIna, med en tre gange så stor befolkning. Ingen anden nation kommer i nærheden af USA mht. at smide folk i fængsel i forhold til befolkningstallet.

Erling Jensen, cand.jur.

Jens Overgaard Bjerre

Det, som undrer mig er, at det statsbetalte DR og for den sags skyld også det af statslige midler oprettede og til dels finansierede TV2, aldrig viser noget om de fattige i USA. I stedet for bliver Danmark bombarderet af amerikansk lorteserier og genbrug af koncepter fra samme sted. Kan jeg ikke få en forklaring. Det er jo ikke os alle som er så vanvittig vilde med alt fra USA.

@ Jens Overgaard Bjerre

En forklaring kunne være, at hvis de begyndte på det, så kunne der være fare for, at hele lortet væltede, - den usanske drøm.!

Rige mennesker har da også større behov end fattige! Det er kun naturligt at de kommer først i køen.

Fattigrøvene er også bedre rustet til at klare kriser og modgang, det er jo trods alt deres hverdag!

Så det er vel naturligt at man hjælper de stakkels feriegæster først, det er jo også dem der betaler mest i skat.

Eller ikke?

Tak for anbefalingerne til min kynisk mente, men ellers ellers absolut asociale kommentar.

Jeg fatter ikke hvorfor der stadig findes mennesker der kalder USA for et demokratisk og moderne samfund.

For mig set er det et skræk-eksempel på hvad utøjlet kapitalisme fører til:

et samfund polariseret i rig og fattig, med en middelklasse under hurtig afvikling. En militaristisk kultur styret af paranoia og frygt, parret med religiøs fanatisme og overtro.

Hvad der har med demokrati at gøre er permanent til salg for højeste bud.

Freddy Andersen

Jammen Filo nu ikke så negativ, tænk nu på det er Guds eget land, han har måske bare haft en off dag da han skulle skabe det.

NRK 2 viste i forbindelse med valget i USA en række fremragende dokumentar-udsendelser: om livet på Long Island i forbindelse med krisen, hvem der stjal den amerikanske drøm sammen med Michael Moore's dokumentarfilm 'Capitalism - a love story.' Og en del andre udmærkede oplysende samt kritiske udsendelser om USA.

Læg også mærke til at Why Poverty? filmene bliver omtalt mere på SVT1 end på DR1.

Men ret skal nu være ret:

DR1 viste i forbindelse med valget i USA ½ times udsendelse (eller var det en time?) om livet som fattig i USA - efter krisen.

Rasmus Kongshøj

USA er et fejlslagent samfund, et dysfunktionelt u-land.

I USA ser man hvad der sker med rigtige levende mennesker, når det kapitalistiske systems klasseskel trækkes skarpere op end vi er vant til i socialdemokratiske Danmark. Det er mig en gåde at så mange vælgere kan sympatisere med partier, der vil gøre os mere som USA.

Tror folk på at overbefolkningen af unge, smukke og rige mennesker i Hollywood og strømmen af kedsommelige TV-serier giver et retvisende billede af det US-amerikanske samfund?

kedsommeli kedsommelige TV-serier

Apropos hvad Erling Jensen nävner m.h.t. antal fängslede i henholdsvis USA og Kina: Jeg läste for den del år siden, en 12 måske, i det nu hedengangne, navnkundige ”Far Eastern Economic Review”, en lang artikel inkluderende et interview med en amerikansk sherif, der have väret på besög hos sine kinesiske kollegaer og arbejdet sammen med dem over en längere periode.

Ifölge artiklen sad der på det tidspunkt 10 gange flere i fängsel i USA – målt på indbyggertallet – end i Kina.

Som så meget andet vedr. USA skar Harold Pinter dette forhold, altså antallet af fängslede i USA, ud i pap i hans nobelpristakketale: ”... the 2 million men and women imprisoned in the vast gulag of prisons, which extends across the US”.

Det er også vigtigt at påpege, at ”Sandy” af storm at väre ikke var unik kraftig i forhold til dem, der hjemsöger sydligere himmelströg regelmässigt, kloden rundt. Hvad ”Sandy”, dagen derpå, også illustrerede er den uhyggeligt lave kvalitet af det boligbyggeri, som ringere bemidlede familier i USA er henvist til.