Nyhed
Læsetid: 6 min.

Usikkerhed om DR Congos fremtid efter Gomas fald

Oprørsgruppen M23’s triumf i byen Goma stiller Afrikas næststørste og mest mineralrige land over for udsigten til yderligere borgerkrig og mulig opløsning
Selv efter congolesiske normer har Goma måttet udholde meget i sin historie, fra hærens masseudplyndringer til ankomsten af en million rwandiske hutuflygtninge, flere år med grænsekrige og i 2002, et vulkanudbrud, der sendte en bølge af lava gennem byens hjerte.

Selv efter congolesiske normer har Goma måttet udholde meget i sin historie, fra hærens masseudplyndringer til ankomsten af en million rwandiske hutuflygtninge, flere år med grænsekrige og i 2002, et vulkanudbrud, der sendte en bølge af lava gennem byens hjerte.

Jehad Nga

Udland
29. november 2012

En menneskemængde stimler sammen omkring de fire lig, der ligger på hærdet vulkansk klippegrund. Børn trækker T-shirts op for næse og mund for at holde stanken væk, men kan ikke få blikkene væk fra de dræbte unge mænd. To er delvist pakket ind i grønne ligposer, men jobbet blev ikke gjort færdigt. Et ansigt og en arm med DR Congos nationalflag på uniformsærmet er stadig synligt.

Selv i døden lades disse soldater i stikken. To dage efter at de faldt under et forsøg på at forsvare frontlinjen, er deres lig stadig ikke blevet hentet, selv om der kun er en kort gåtur til FN’s fredsbevarende mission i Goma, den mest omkæmpede by i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo. De fleste af deres kammerater er flygtet op i de omkringliggende bakker eller hoppet af til den invaderende oprørsstyrke, kendt som M23, hvor de får højere løn, mere mad og flottere uniformer.

»Ingen af soldaterne fik støtte. De måtte alle kæmpe alene,« siger Sifa Mirindi, en arbejdsløs 20-årig congoleser, som også er søgt til den makabre attraktion ved Nyiragongo-vulkanen.

»Præsidenten hjalp dem ikke. Nu kan vi hjælpe M23 med at tage til Kinshasa og fjerne præsidenten, fordi han intet gør.«

Præsident Joseph Kabila får skylden for DR Congos skændsel: At have opgivet Goma stort set uden kamp til en militsgruppe, der i vidt omfang ses som en stedfortræder for nabolandet Rwanda, en torn i DR Congos østlige side igennem næsten to årtier. Herfra kan oprørerne true Bukavu i det sydlige Kivu og udvide deres kontrol over et stort stykke af dette frodige område, som er så rigt på coltan (der anvendes i mobiltelefoner), guld og diamanter. Oprørerne har endda svoret, at de vil marchere de over 1.500 kilometer vestpå mod hovedstaden, Kinshasa, og sende Kabila samme vej som Muammar Gaddafi.

Den folkelige vrede over regeringens svage militærindsats – og over FN’s afmagt – har udløst optøjer og afbrændinger af biler og bygninger i Kinshasa, Kisangani og andre byer. Tabet af Goma var et massivt chok og en symbolsk skillevej: Endnu en gang står det største land med den blodigste fortid i Afrika syd for Sahara i en eksistentiel krise, der kan få denne uregerlige, mislykkede stat til at gå i opløsning.

Barsk fortid

Mareridtet begyndte for over hundrede år siden, da belgiske kolonisatorer oprettede, hvad der reelt var en gigantisk slavearbejdslejr, udplyndrede landet for gummi og elfenben, dræbte millioner af mennesker og huggede hænderne af utallige voksne og børn. Kong Leopold betragtede DR Congo som sit personlige len, og siden da er landet ikke kommet på fode igen. Næppe var landet blevet uafhængigt i 1960, før det næsten faldt fra hinanden, da der udbrød slagsmål mellem flere af dets regioner.

Den stærke mand, der alligevel holdt sammen på DR Congo, blev Mobutu Sese Seko, der tog magten i 1965. Han brugte magten til at udplyndre Zaire, som han omdøbte landet til, for over 50 mia. kr., alt imens han lod det kollapse til en række isolerede bystater, mens jernbaner, veje og postvæsen gik i forfald.

Midt i et Goma, hvor asfalterede veje ikke fandtes, og som han sjældent besøgte, lod Mobutu opføre et palads, hvis garage rummede seks sorte Mercedes-limousiner og byens eneste ambulance.

Den ondartede kleptokrat blev til sidst væltet, da hans vestlige sponsorer trak støtten tilbage ved udgangen af Den Kolde Krig. Dengang som i dag kom truslen fra øst og Rwanda, hvor 800.000 mennesker var blevet nedslagtet af hutumilitser under folkedrabet i 1994. Da Mobutu tog hutuernes parti, kæmpede Rwandas nye regeringshær og dens tutsimilitser sig vej til Kinshasa, hvor de installerede Laurent Kabila som præsident i 1997.

Sponsorerede militser

Kabila, der gav landet dets gamle navn tilbage, ragede dog snart uklar med Rwanda, og så var det hans tur til at blive truet. Han bønfaldt nabolandene om hjælp, hvilket udløste den blodigste krig i afrikansk historie. Kabila blev myrdet i 2001 og erstattet af sin søn, Josef, som i stigende grad er blevet set som svag, ineffektiv og uden lederformat.

Hutu-ekstremister i det østlige DR Congo gik sammen i en væbnet gruppe, der svor at »befri« Rwanda. Regeringen i Kigali, Rwandas hovedstad, reagerede ved at sponsere en række militser, hvoraf M23 ses som den seneste.

Den congolesiske regering har udtalt: »Vi opfatter DR Congo som et land, der er under fremmed besættelse.«

Dette er ydmygende for mange congolesere, der bebor et mineralrigt land, som er hundrede gange større end Rwanda, men alligevel halter militært og økonomisk efter. »Vi skammer os,« siger dr. Simplice Vuhaka, en traumekirurg på Heal Africa-hospitalet i Goma, som modtager ofre for kampene.

»Alle ved, hvordan den nationale hær blev behandlet: ingen mad og ingen løn. Min bror er soldat. Jeg rådede ham til at desertere og slutte sig til M23, og det gjorde han. M23-folkene er stolte, og nu retter de blikket mod Kinshasa. De er meget dygtige ... og i stand til at indtage byen, for folk er trætte. Jeg aner ikke, hvilken fremtid der venter DR Congo.«

Regeringen, der er splittet af korruption og inkompetence, er dybt upopulær hos alle andre end den lille elite, der malker statskasserne. Mulige scenarier omfatter, at M23 vælter Kabila, eller at militæroffi-cerer i vrede over hans svaghed styrter ham ved et kup, som det der skete i Mali.

Der er også frygt for, at den voksende ustabilitet og vrede mod regeringen kan rive denne nation med ikke færre end 250 folkeslag fuldstændig fra hinanden.

For Vuhaka er en sådan balkanisering dog utænkelig: »Jeg ser tingene i et demografisk perspektiv. Et stort land kan bedre rumme alle folk. Forsøger man at opdele landet, vil der opstå mindretal overalt. Vi vil blive som Europa, der var i indbyrdes krig i tre århundreder. Med M23 i Kinshasa vil alt blive bedre.«

Trods lidelserne og den sårede stolthed væmmes mange congolesere ved udsigten til at måtte opgive den nuværende stat. Hospitalspræsten Bolingo Kambere, 35 år, siger: »Det afgørende er en regering, der forstår at prioritere. Der er kun ét hus, så alt afhænger af, hvordan det styres.«

Congolesisk svaghed

Kambere kastede sig til gulvet i sit hjem, da en M23-bombe ødelagde taget på et nærliggende hus, hvilket kostede en beboer det ene ben. Han har oplevet Goma blive udsat for lidelser af bibelske proportioner, som da titusinder af hutuflygtninge døde af kolera, samtidig med at en vulkansk askesky skyggede for solen.

»Som en af Guds tjenere mener jeg, at vi kan spørge hvorfor,« siger han.

»Svaret er, at folk forkaster Guds lov. Det er derfor, vi har enker, forældreløse og kvinder, der bliver voldtaget.«

Midt i kaosset er der endda røster, der udtrykker nostalgisk længsel efter Mobutu, som ligesom stærke mænd før og siden kunne præsidere over et land i relativ fred og enhed. Den nuværende regering har fastholdt magten ved et tilsyneladende demokratisk, men mangelfuldt valg, hvor dens tropper åbnede ild mod oppositionen.

En kilde i FN, der har boet i Goma i årevis, siger: »Landet er for stort til den aktuelle elite og til, hvad congoleserne har kapacitet til i dag. Det er råddent. Problemet i det østlige DR Congo er ikke rwandisk styrke, men congolesisk svaghed ... Folk er håbløse, håbløse.«

Kilden afviser forestillingen om, at Rwanda stadig blot søger at beskytte sin grænse imod hutuekstremister som »noget, kun mennesker i Storbritannien stadig tror på«.

Han tilføjer: »Det handler om magt og kontrol med alle former for ressourcer. Et tutsimindretal regerer Rwanda, og de ved, at det kommer de ikke til for evigt. De må kæmpe hver dag, det varer ...«

Selv efter congolesiske normer har Goma måttet udholde meget i sin historie – fra hærens masseudplyndringer til ankomsten af en million rwandiske hutuflygtninge, flere år med grænsekrige og i 2002 et vulkanudbrud, der sendte en bølge af lava gennem byens hjerte.

Ligene af de soldater, der døde ved frontlinjen i sidste uge, blev til sidst indsamlet af Røde Kors, hvis medarbejdere først måtte få styr på en strømafbrydelse.

»I Goma lever vi oven på en vulkan,« siger Joseph Matumaini, en Røde Kors-ansat.

»En dag kan der komme et helt andet udbrud.«

 

The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

DRC er nr. 2 på 'failed states' listen.
Landets befolkning er øget fra 15 mio. ved selvstændigheden til ca. 70 mio. i dag.
I 2050 forventes den at være ca. 149 mio. (Trods AIDS, malaria, borgerkrige).

Hvori består 'usikkerheden' om DR Congos fremtid?