Læsetid: 4 min.

Den arabiske fremtid er islamisk

Det komfortable flertal på næsten to tredjedele for Det Muslimske Broderskabs version af en ny egyptisk forfatning peger frem mod en islamisk dagsorden for hele den arabiske verden
52 mio. egyptere ud af 83 mio. kunne stemme, men kun 17 mio. (32,9 procent) gjorde det. 10,7 mio. (63,8 pct.) stemte ja, mens 6,3 mio. (36,2 pct.) stemte nej til forfatningen. Her i Giza ved Kairo.

52 mio. egyptere ud af 83 mio. kunne stemme, men kun 17 mio. (32,9 procent) gjorde det. 10,7 mio. (63,8 pct.) stemte ja, mens 6,3 mio. (36,2 pct.) stemte nej til forfatningen. Her i Giza ved Kairo.

Wissam Nasser

27. december 2012

Efter to års arabiske revolter har under hver 5. vælger i Egypten sat en islamisk dagsorden, ikke kun for Nil-landet, men for hele den arabiske verden.

Det er udgangen på den forfatningskamp, der den 22. december blev afgjort, da 63,8 pct. endte med at stemme ja til Det Muslimske Broderskabs forfatning. Med en stemmeprocent på omkring 32 står kun 10 millioner af Egyptens 51 millioner vælgere, svarende til 18 pct., bag forfatningen. Men den er vedtaget, og det forhold, at den liberale opposition har anlagt et halvt hundrede sager for valgsvindel, vil ikke ændre kendsgerningerne. De er, at Egyptens præsident, Mohamed Mursi, har flertal for en islamisk orienteret dagsorden, der får vidtrækkende konsekvenser for hele regionen.

»Egypten er med 83 millioner det store arabiske land med en historisk position som politisk og kulturel trendsætter,« sagde Imad Salahmey allerede inden afstemningens anden runde. Han er politolog og leder af en tænketank i Beirut med arabisk demokratiforskning som speciale.

»Folkeafstemningens udfald vil brede sig som ringe i vandet i det hele Mellemøsten. Vi vil se islamisterne vinde frem overalt, men vi vil også se de liberale kræfter samle sig for at give dem kamp til stregen.«

Det vil vise sig. Meget tyder nemlig på, at egypterne ikke stemte for en islamisk forfatning, men for ’ro i lejren’. De fleste vælgere, også de liberale, som Information talte med i Kairo forud for afstemningen, troede ikke på, at den liberale oppositions opfordring til at stemme nej, kunne opnå flertal.

»Oppositionen er jo kun enig om at sige nej, men ikke om hvad der så skal ske,« som én sagde.

»Hvis det bliver et nej, vil du se oppositionen splitte sig op igen i interne stridigheder, og det har folk fået nok af.«

Vælgerne stemte med andre ord for samfundsmæssig stabilitet mere end for sharia; islamisk lov, som den ny forfatning åbner for på områder som ytringsfrihed, individuelle rettigheder og religionsfrihed.

Egypterne er ikke islamister

At det forholder sig sådan understøttes af flere vælgerundersøgelser foretaget af den egyptiske tænketank, Al Ahram Center for Political and Strategic Studies i samarbejde med Dansk Egyptisk Dialog Institut i Kairo efter parlamentsvalgene i 2011-12, hvor de islamistiske partiet samlet fik knap 70 pct. af vælgerne bag sig.

Her viste svarene, at andelen af ’dybfølt troende’ tilhængere af Egypten som islamisk stat, var 25 pct. altså langt mindre end den vælgerandel på 68-69 pct., der sammenlagt stemte på de islamistiske partier, og altså de samme partier, der anbefalede et ja til forfatningen. Mønstret fra parlamentsvalgene synes at gå igen ved forfatningsafstemningen – et nej ville medføre yderligere politisk og økonomisk kaos, og vælgernes tillid til, at islamisterne kan garantere den hedt ønskede stabilitet, overtrumfede deres skepsis ved en forfatning, der kan begrænse deres frihed.

De liberales nederlag kan dog vise sig at blive deres fordel. Næste runde i konfrontationen bliver det valg til parlamentet, der ifølge forfatningen skal afholdes om to måneder. Kan den liberale Fronten til National Frelse, bestående af de toneangivende liberale partier, holde sammen, er chancen for at bryde islamisternes politiske monopol til stede.

Tallene fortæller en historie om islamistisk tilbagegang fra parlamentsvalgene i november-januar 2011-12 til præsidentvalget i maj-juni og nu folkeafstemningen. Ved parlamentsvalgene fik islamisterne 17 millioner stemmer, ved præsidentvalget fik Mohamed Mursi i første valgrunde under seks millioner stemmer og slog med 13 millioner kun knebent Mubarak-levningen Ahmed Shafiq i sidste runde. Vælgernes entusiasme viser ligeledes vigende tendens: parlamentsvalget 62 pct., præsidentvalget 51 pct. og forfatnings-folkeafstemningen 32 pct.

Tilslutningen til islamisterne synes således vigende, og ovenpå folkeafstemningen har Mursi søgt at konsolidere deres politiske kontrol ved at tildele det egyptiske overhus, Shura-rådet, lovgivende magt til et nyt underhus, Folkeforsamlingen, som er valgt om senest to måneder. Onsdag træder Shura-rådet sammen med overvældende islamisk flertal – præsident Mursi har med den nye forfatning i hånden udpeget 90 af de 270 medlemmer, heraf 61 fra egne rækker, og islamisterne sidder nu på 220 pladser svarende til 75 procent. Allerede før folkeafstemningen ’rensede’ han den egyptiske fagbevægelse ved pr. dekret at skaffe sig af med alle faglige ledere over 60 år, der blev erstattet med islamister. Også de statsejede medier er ’renset’ for sekulære-liberale (og Mubarak-udpegede) chefer. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvordan magtbrynden vil påvirke forholdet mellem Broderskabet og Egyptens venner i Vesten.

Borgfred, men hvor længe?

Lige nu er der borgfred, dikteret af gensidig interesse: Vesten har indset, at politisk islam, der også i denne sunniudgave i princippet er antivestlig, vil dominere de såkaldt ’moderate’ arabiske stater i de kommende år: Egypten, Tunesien, Jordan, Libyen, Marokko, Algeriet, Yemen, Bahrain, Qatar, Saudi-Arabien, Kuwait og lige om lidt Syrien. Yderligere er de sunni- regimer nødvendige forbundsfæller i den amerikansk-israelske inddæmning af Iran, den dominerende shia-magt i regionen med alliancer i Irak, Libanon og Syrien – så længe, det varer.

De muslimske brødre i Egypten har brug for vestlig økonomisk bistand for at indfri befolkningens desperate krav om økonomisk genopretning efter to års politisk kaos, der har halveret valutareserverne fra ca. 35 mia. til 15 mia. dollar.

Et lån på 4,8 mia. dollar, der kan beskytte det egyptiske pund mod truende kollaps, er forhandlet på plads med IMF, men blev forhalet umiddelbart før folkeafstemningen med en måned, da Mursi i panik tilbagekaldte en af lånets forudsætninger, nemlig skatte- og afgiftforhøjelser på dagligvarer og brændstof. Andre betingelser for IMF’s og Verdensbankens fortsatte velvilje er yderligere privatiseringer og afvikling af statslige subsidier – altså næsten på komma samme økonomiske politik, som fældede Mubaraks regime, da egyptiske arbejdere sluttede sig til protesterne i januar-februar 2011. Det tegner til et muntert 2013.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det må gå, som det går

Det var en uhellig alliance, der bestod mellem Mellemøstens diktatorer og Vesten. I længden gik den ikke at understøtte regimer, som vi i vores egen del af verden har gjort op med. (Det gælder, på et eller andet tidspunkt, også Israel.)

Nu har vi i Tunesien, Libyen og Ægypten fået nogle borgerlige demokratier. De lever ikke op til vores idealforestillinger – men det gjorde vores egne borgerlige demokratier heller ikke, set med nutidens briller.

Hvor beklageligt det end er, at islamisterne flere steder sætter sig på magten, så hviler denne magt i det mindste på et folkeligt mandat. Det må vi respektere. Og glæde os over, at der nu er installeret en anden 'logik' i forholdet mellem dem og os.

Vi behøver ikke længere at støtte dem, hvis vi er uenige i den førte politik. Så må de føle konsekvenserne af deres egne beslutninger. Indfører de et teokratisk styre, udebliver turisterne. Begynder de at føre religiøs krig mod Vesten, svinder de økonomiske subsidier ind.

Ved at acceptere deres ansvar for den førte politik, har vi også ret til at forholde os til den. Vil de spille en rolle på den internationale scene, må de spille på scenens præmisser. De kan ikke på én og samme tid kræve ændringer i vores lovgivning på religionsfølsomme områder (bl.a. gennem FN) og bede os om at redde dem fra økonomisk kollaps.

Selv om man ikke bryder sig om det, bygger UN faktisk på nogle fælles spilleregler i en verden, der har vidt forskellige normer. Og når UN ikke fungerer, skyldes det bl.a. også, at nogle lande forsøger at presse deres normer ned over alle andre.

Måske burde vi snart accepterer, at der findes andre normer end vores egne vestilge. Og ud fra dette opbygge nogle hensigtsmæssige handlingsparametre, der respekterer andre holdninger..

Nej

Gert Romme, virkeligheden er, at FN blev dannet og fik sin menneskerettighedserklæring for at fastslå nogle universelle principper, der kunne afløse fortidens brogede retstilstand. Det har stået alle nationer (stater) frit for, om de ville søge optagelse i FN på disse vilkår.

Når "UN ikke fungerer, skyldes det" skyldes det ikke så meget, at nogle lande forsøger at presse deres normer ned over alle andre, men at nogle af UN's nytilkomne medlemmer har indmeldt sig på falske præmisser. Stort set alle mellemøstlige lande har meldt sig ind uden reelt at ville efterleve UNs charter.

Efter en tid i 'rugekassen', er de nu blevet så selvbevidste, at de vil ændre hele UNs værdigrundlag og kræve respekt for lokale traditioner, der afgørende bryder med UNs menneskerettighedserklæring.

DERFOR er der problemer.

Du vender sagen på hovedet. Alle er blevet inviteret med til et selskab på nogle klare præmisser, hvorefter en del af gæsterne himler op om, at de bliver 'undertrykt' - og i øvrigt gerne vil ændre reglerne for selskabet, så de oprindelige initiativtagere skal klappe i.

Det er – i en eller anden forstand – rimeligt, at vi skal respektere normer, der er forskellige fra vores egne, vestlige. Fint nok, men kun med gyldighed for de områder, der ønsker disse forskellige normer. Lad dem om det, er jeg desværre nødt til at sige.

Men de skal altså ikke komme og tribalisere den internationale retsorden. Hvad den muslimske del af dem angår, så har de pludselig set, at UN kan være et medium for en islamisk verdensorden, hvor det er forbudt at kritisere islamiske traditioner og profeter.

Det er bundnaivt at hoppe med på den.

Mihail Larsen

Det er spørgsmålet hvor meget folket er bag dernede, da Egypten for det meste altid har været styret militært, hvor de så bakker en "præsident" op og i det tilfælde her, Morsi.

Modstandere har jo netop opfordret til boykot af det valg der, så det reelle billede vi ser er nok ikke det rigtige og hvis man ser bagved, som igen er vigtigt, så er det netop en Provestlig ledet regering igen, hvor de ender på vestens hænder og ikke folkets hænder.....bare det de skal ud og låne af IMF, ved vi jo hvad betyder....de ender med at få et system som vores, hvor de rige kan få ros, for at flå de fattige..

Ser vi lidt tilbage med de oprør der, så se på Tunesien.

G8-gruppen yder lån til Egypten og Tunesien
G8-landene vil med lån til Tunesien og Egypten forsøge at komme social uro i forkøbet i overgangsfasen til demokrati. Begge lande lider under dalende indtægter og store udgifter til social bistand og løn i den offentlige sektor
http://www.information.dk/269253

Demokrati?? Mens de kæmper for demokrati derude, altså deres demokrati, hvor de bestemmer med penge og kan styre og vælte lande med papir, så er vi ved at miste vores ret til at sige og have medbestemmels og alt stiger, husk på, alt dette "arabiske forår" startede netop med ulighed og fattigdom i Tunesien og hvem har det hjulpet at være gælds slave og bare låne og låne?? se på vores egen situation i hele Europa?? deres demokrati, er ikke demokrati, men, total underlæggelse for deres magt og papir og hvor vi selv mister alt og netop burde være dem der stod på gaderne og fik væltet de banditter i habitter af pinden, så værdigheden kunne komme igen og hjerte mennesket, end blot de maskine mennesker vi ser nu.....

Men videre, næste land, Libyen:

http://www.imf.org/external/country/lby/index.htm

Og set ud igen fra vores vestlige ledere og deres fusk, så se den her med Tony Blair. som også omhandler Bank og netop Libyen, tager lige et link fra selve beskrivelse fra video..

Tony Blair used visits to Libya after he left office to lobby for business for the American investment bank JP Morgan, The Daily Telegraph has been told.
Link: http://www.telegraph.co.uk/news/politics/tony-blair/8772418/Tony-Blair-v...

Tony Blair Kunne have forhindret Irak Krigen, Krigsforbryder??
http://www.oplysning.org/3/post/2012/11/tony-blair-kunne-have-forhindret...

Så man kan spørge sig selv, hvor meget er det her for folket i længden?? og hvor meget har folket enligt haft at sige i alt det her?? læser man igennem og undersøger, viser det sig, de har intet haft at skulle sige......desværre...

Problem, reaktion, løsning......er den der sidder på kr og øres motto.....de vinder på det hele og støtter begge sider og det har de altid gjort.

NO MORE....

Demokrati fra bunden

Enhver kan se, at der er fejl og mangler ved indførelsen af folkestyre i de arabiske lande. Det er der mange grunde til – historiske, religiøse, politiske, økonomiske, sociale etc. etc.. Men ingen andre end de selv kan løse problemerne. Vi kan – og skal, efter min mening – støtte udviklingen frem mod et reelt demokrati (der overholder FNs menneskerettigheder). Men vil de af en eller anden grund ikke efterleve disse menneskerettigheder (religionsfrihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed etc.) for ALLE deres borgere (også kvinderne), så kan jeg ikke se nogen grund til at holde deres politikere ved magten ved at fodre dem med økonomisk støtte, der blot camouflerer, at disse politikere er uduelige.

Og ganske utåleligt er det naturligvis, at nogle af disse lande, der ikke selv efterlever de mest elementære menneskerettigheder i forhold til deres borgere gennem FN kan påtvinge os normer og værdier, som vi selv har taget afsked med – ikke mindst fra og med Oplysningstiden.

Nej. Vi skal ikke igen tage særlige hensyn til bagstræberiske, umyndiggørende normer og værdier. Vi tog vores eget opgør med Kirken som overdommer i moralske spørgsmål. Vi skal ikke tvinges til at begynde forfra igen. Og da specielt ikke selv betale for det.

De arabiske lande har brug for en gang protestantisk arbejdsetik. Ikke som mål, men som en historisk nødvendig omstilling, der erstatter religiøs underdanighed med borgersind.

Det er skarpt formuleret. Selvfølgelig er der en masse nuancer, som her overses. Men en gang i mellem er vi nødt til at sætte problemerne på højkant og focusere på det principielle.

Til det principielle hører også, at vi skal holde skarpt øje med de marodører, der trives i det problematiske kølvand på det arabiske forår. Ikke mindst de skrupelløse kapitalinteresser, der er ligeglade med styreformen bare den giver profit. Det undrer mig ikke, at den til katolicismen konverterede Blair, der ikke gjorde nogen nytte som EUs særlige udsending til Israel/Palæstina-konflikten, nu allerede er i gang med at fylde sine lommer med business-money.

Menneskerettighederne bør betragtes som universale.

Derfor er jeg enig i at de nye ledere i den arabiske verden ikke skal støttes i det de er; Men skal støttes til at udvikle deres lande yderligere i retning af demokrati og anerkendelse af menneskerettighederne.

Målet er langt fra opnået endnu.

Med hensyn til FN, så er det vigtigt at stå imod, som f.eks. ved Durban 2 konferencen, hvor forslag om forbud mod religionskritik og religions-hån, blev taget af bordet efter pres fra demokratiske lande.

.

Et voldsomt dilemma moralsk set,hvem skal vi støtte og hvordan og hvorfor.
Vi kan vel alle være enige om at menneskerettigheder som sådan skal forsøges hævdet,og selvfølgelig skal Islamiske kræfter ikke diktere vores syn,hvilket nok heller aldrig bliver aktuelt.
Men som jeg ser det dummer oppositionen i Ægypten sig ved ikke at forblive i dialogen uanset de føler sig bortdømt. Mennesker er mennesker og kun ved tålmodigt at argumentere for forandring og mindretallets ret har de en chance på sigt. Tålmodighed er en dyd uanset hvor svært det er.

Daniel Mikkelsen

stakkels alle de unge mennesker der ikke bor på landet i et muslimsk land og som ønsker sig en fremtid der ikke byder på streng sunni muslimsk islamisme. Jeg håber selvfølgelig på at de sekulære til sidst vil vinde men i den del af verden ser det desværre helt sort ud

På sigt falder alle dikturer; Også de teokratiske af slagsen.

Godt nok er demokrati et tusinder af år gammelt begreb, men det moderne demokrati på statsniveau er forholdsvis ungt.

Befolkninger vil ikke til evig tid blive undertrykt af despoter; Det er verden blevet for lille til.