Læsetid: 6 min.

Chevrons parallelle virkelighed

Mens New York rydder op efter orkanen Sandy, og politikerne overvejer konkret handling mod klimaforandring, forkynder olieselskabet Chevrons koncernchef, at det virkelige valg står mellem fossile brændsler og en ny stenalder. ’Vi slukker ikke lyset,’ siger han
John Watson begyndte at arbejde for Chevron i 1980. I dag er han koncernchef og har en årsløn på over 16 millioner dollar.

John Watson begyndte at arbejde for Chevron i 1980. I dag er han koncernchef og har en årsløn på over 16 millioner dollar.

Carlo Allegri/Ritzau Scanpix

7. december 2012

I sidste uge var det en måned siden, at superstormen Sandy forøvede skader til en værdi af 50 mia. dollar i New York og for 30 mia. dollar i New Jersey. Det var to uger siden, præsident Barack Obama på sit første møde med pressen efter valget lovede at tage klimaudfordringen alvorligere i sin anden embedsperiode. Og det var den uge, FN’s 17. klimakonference begyndte i Doha.

Men for olieselskabet Chevrons koncernchef, John Watson, var der intet nyt under solen, da han mødte op til samtale med medlemmerne af USA’s prestigefyldte Council of Foreign Relations en tidlig morgen på den fornemme Park Avenue i Manhattan: »Det er ikke min opgave at beskæftige mig med ting, som ikke har udgangspunkt i de frie markedskræfter,« lød Watsons omkvæd. Forretning er med andre ord forretning. Hvad det frie marked dikterer, må den private industri og samfundet bare efterleve – også selv om omkostningerne for vores civilisation måske bliver smerteligt høje og skal betales af almindelige mennesker. Det var i bund og grund koncernchefens budskab.

Medietrænet

Mere præcist pointerede han, at Chevron ikke anser alternativ energi for at være rentabel, hvorfor selskabet kun sætter én til to pct. af sit årlige overskud på 25-30 mia. dollar til side til forskning og udvikling på det område. Resten går til selskabets aktionærer, især de største poster, samt til ledelsen. Watsons årsløn ligger på 16 mio. dollar.

Morgenmødet fandt sted i Council of Foreign Relations’ prægtige sal, hvor folk fra New Yorks investeringsbanker, kommunikationsbranchen, energisektoren og flere udenrigspolitiske eksperter sad bænket.

Ikke alle tilhørerne stillede sig tilfredse med Chevron-chefens filosofi. Ordfører og interviewer Alan Murray, chefredaktør for Wall Street Journal Online, var en enkelt gang tæt på at miste tålmodigheden med Watson og dennes blaserte arrogance:

»Det virker godt nok, som om De er blevet medietrænet,« bemærkede redaktøren sarkastisk. Den umiddelbare anledning var Watsons svar på et kildent spørgsmål. Stoler han på den videnskabelige konsensus om klimaforandring?

»Jeg er ikke videnskabsmand. Jeg accepterer deres konklusioner. Det afgørende spørgsmål er, hvad vi skal gøre ved det,« svarede han.

Chevrons forslag går på at vente, indtil USA’s økonomi har det bedre, forklarede koncernchefen, der siden 1980 har arbejdet sig op gennem selskabets hierarki.

»Hvorfor skulle USA opgive sin høje levestandard, når vi kan se, hvad Kina gør lige nu? Der er seks mia. mennesker i verden, som ønsker at få elektricitet, rindende vand, varme, klima-anlæg og alle de andre goder, vi har i Vesten. Ligesom USA vil de også vente med at gøre noget ved klimaet, indtil de har råd til det,« sagde Watson.

USA, sagde han, har p.t. ikke råd til at iværksætte en effektiv bekæmpelse af drivhusgasser. Det bør først ske, når amerikansk økonomi er kommet sig engang i fremtiden.

Én af tilhørererne i salen kunne ikke holde sin forargelse tilbage. David Fenton driver et public relations-firma i New York, som specialiserer sig i at rådgive om miljøspørgsmål:

»De er åbenlyst et intelligent menneske, så hvordan kan De benægte, at vi står over for en kolossal udfordring,« spurgte Fenton og fortsatte:

»Det er jo løgn, at alternativet til at gøre noget konkret ved klimaforandringerne er at slukke lyset og vende tilbage til stenalderen. Hvad vil De have, jeg skal sige til mine børn?«

Lyseslukker

Men Watson er ikke til rokke. En pressekollega, der har fulgt hans karriere, fortæller, at Chevron-chefen efter overtagelsen af chefposten i 2010 begik flere brølere under pressemøder og derfor blev sendt til intensiv medietræning.

»Forskellen har været bemærkelsesværdig,« siger Conway Irwin, USA-medarbejder for det russiske nyhedssite Interfax Energy.

Og her er så Chevron-chefens svar: »Det Internationale Energiagentur siger, vi er inde i et langt forløb, og jeg gør opmærksom på, at USA er den største producent af alternative energikilder. Men i takt med fremkomsten af de nye markedsøkonomier vil verdens energibehov om 20-30 år for 80 procents vedkommende stadig være afhængig taf fossile brændsler. Alternativet er at slukke lyset. Men vi kan gøre noget – f.eks. gennemføre flere energibesparelser, satse mere på forskning og overgå fra olie til naturgas, i den udstrækning markedet tillader det.«

Afgift på CO2

På vej ud af Park Avenue-palæet giver Fenton udtryk for sin dybe frustration.

»Watson fornægter virkeligheden og fører offentligheden bag lyset. Hvordan kan han sige, at vi ikke har teknologi til at starte overgangen til en grøn økonomi. Han må vide, at han taler usandt,« siger han og fortsætter: »Chevron frasiger sig lederskab. At Kina ikke vil gøre nok for at nedbringe sit CO2-udslip, betyder ikke, at USA bare kan aflive vores civilisation. Det er vanvid. Jeg tror, de meget snart vil finde ud af, hvordan man kan tjene penge på at redde verden fra en klimakatastrofe. Watson er mørket før lyset.«

Ikke alle olieselskaber er så aggressive forsvarere af deres passive holdning til menneskeskabte klimaforandringer som Chevron. Både Exxon-Mobil og Royal Dutch Shell støtter et forslag om at lægge en afgift på udslip af kuldioxid, hvilket ville gøre vind, sol og biobrændsel mere attraktive prismæssigt.

Både konservative og progressive amerikanske økonomer støtter ideen. For nylig afholdt den konservative tænketank American Enterprise Institute et seminar om en CO2-afgift i Washington.

Obama siger …

Et interessant aspekt ved en sådan afgift er udsigten til at indkassere overordentligt store beløb til forbundsstaten i en situation, hvor budgetunderskud og gæld står højest på den politiske dagsorden. Det vigtigste problem, der skal tackles, er at finde en nåde, hvorpå man kan overføre en del af de ekstra statslige indtægter til de dårligst stillede sociale lag, som taber mest på nye energiafgifter, der vil vende den tunge ende nedad.

Chevrons koncernchef lød imidlertid aldeles uinteresseret, da Information spurgte til ideen ved en briefing for et halvt dusin journalister, der fulgte efter mødet i den store sal hos Council of Foreign Relations.

I sit svar valgte John Watson tydeligt at skjule sig bag præsident Barack Obamas nylige udtalelse om hans regerings klimapolitik i den anden embedsperiode.

»Præsidenten og Kongressen vil utvivlsomt kigge på alle mulige nye indtægtskilder, men Obama sagde på sin pressekonference forleden, at tiden ikke er inde til at vedtage en CO2-afgift. Den holdning deler jeg,« sagde Chevron-chefen.

Olie- og gasbranchen brugte 150 mio. dollar på lobbyvirksomhed sidste år. Heraf stod Chevron for ni mio. dollar.

– Vil Chevrons lobbyister aktivt modarbejde en CO2-afgift i Kongressen?

»Jeg reagerer ikke på lovforslag, før jeg ser dem. Præsidenten har allerede sagt, at tiden ikke er inde.«

En gennemgang af Obamas udtalelser afkræfter Watsons udlægning. Præsidenten nævner aldrig en CO2-afgift, han taler i generelle vendinger om at undgå at lægge unødvendige økonomiske byrder på den amerikanske industri lige nu.

Ond cirkel

Fire timer senere samme dag dukker Fatih Birol, den tyrkiske cheføkonom for det Internationale Energiagentur, op i Council of Foreign Relations’ hovedsæde i New York med et alarmerende budskab.

»Vi bevæger os med syvmileskridt mod en planet, der vil være 3,6 grader varmere i 2036,« siger Birol.

»Hør engang,« bedyrer han med myndig stemme: »Hvis al økonomisk aktivitet blev indstillet i USA, Europa og Japan i dag, og økonomierne i Kina, Indien og Mellemøsten fortsatte med at vokse i samme tempo, ville temperaturen stadig stige med 3,6 grader.«

»I amerikanere kan mene, at Kina er problemet. Det er ikke korrekt. Kina og USA er problemet, og Kina rykker kun på klimafronten, hvis USA gør det.«

»Jeg er ved at miste håbet,« siger Birol og beskriver en ond cirkel:

»Jo længere vi venter, desto dyrere bliver det at gøre noget. Jo højere prisen bliver, desto sværere er det at nå til enighed. Manglende enighed betyder flere udsættelser, hvilket gør det dyrere osv. Vi skal handle nu. Ellers er det for sent!«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Her en et af de 'noble jakkesæt' og politiske forbrydere jeg henviser til med kommentaren til gårsdagens http://www.information.dk/319112#comment-709499

Udover at den liberalistiske ideolog og politik een gang har medført en verdensomspændende katastrofe i form af Nazismen og Facismens forbrydelser i 30-40'erne, som ville have været utænkelige uden den liberalistiske idiotis herredømme i forbindelse med 30'ernes kapitalistiske krise, som kun USA og dele af Europa blev reddet fra grundet det keynesianistiske opgør med markeds fundamentalismens liberalistiske forbrydelser, så kan denne neoliberalistiske økonomiske klassepolitik let vise sig være en større forbrydelse mod menneskeheden end Nazisme, Stalinisme, Facisme, Maoisme samt Pol Pot, Rwanda og de serbiske krigsforbrydelse TILSAMMMEN, men nu fremført med slips og jakkesæt og nobel optræden af hele det internationale slæng af politiske forbrydere med Republikanerne i USA samt vores hjemlige CEPOS, LA, Venstre og R i spidsen bakket op af den 'koncernkapitalistiske' overklasse samt den højere middelklasses egocentriske selvoptagethed og umådeholdne nærmest narkoagtige forbrugeristiske grådighed!
http://www.garps-verden.com/2011/10/advarsel-den-liberalistiske-ideologi...
http://www.garps-verden.com/2012/07/den-nye-herskende-klasse.html