Læsetid: 4 min.

Egypten: Fordommenes folkeafstemning

Ingen ved med sikkerhed, hvad udfaldet af den første og næsten fredelige runde om en ny egyptisk forfatning blev – de stridende parter har vidt forskellige tal, og ingen stoler på, at medierne er neutrale
Det var ikke alle egyptere, der i weekenden kunne stemme for eller imod forfatningen. Der blev stemt i ti provinser – resten må vente til lørdag. Billedet her er fra Kairo, hvor mange har tørret deres blækplettede fingre af på en væg i nærheden af et afstemningssted.

Det var ikke alle egyptere, der i weekenden kunne stemme for eller imod forfatningen. Der blev stemt i ti provinser – resten må vente til lørdag. Billedet her er fra Kairo, hvor mange har tørret deres blækplettede fingre af på en væg i nærheden af et afstemningssted.

Marco Longari

17. december 2012

Lørdag aften omringede tilhængere af svovl-prædikanten Hazem Abu Ismail Wafd-partiets hovedkvarter i Kairos Dokki-bydel og bombarderede bygningen med brandbomber og sten. Meldinger om, at skrækslagne parti- og mediefunktionærer var spærret inde i bygningen, viste sig dog at være overdrevet, da jeg nåede frem sammen med et par kolleger. En styrke fra Den Centrale Sikkerhedstjeneste havde jaget salafisterne væk og etableret bræmmer af hjelmklædte betjente i gaderne omkring hovedkvarteret, hvor nysgerrige i fredelige klynger diskuterede bataljens forløb.

Som ikke kun var et udtryk for salafisternes had til det liberale parti, Egyptens ældste og medlem af oppositions-paraplyen ’Fronten til Nationens Frelse’, men illustrerede en generel tendens i landets betændte politiske situation.

Abu Ismails stormtropper havde i dagene forinden belejret mediebyen ’Production City’, hvor en række private tv-stationer har til huse, og hvor mediefolkene havde grund til bekymring for liv og lemmer. Salafisterne protesterede mod mediernes kampagner mod Guds politiske tjenere, og altså Gud og hans Profet. Som en fastboende Kairo-korrespondent mente, da vi fulgtes ad tilbage fra Wafd-hovedkvarteret, er der noget om snakken.

De egyptiske medier er, som befolkningen, delt i to lejre, der hver især agiterer hensynsløst løgnagtigt for deres politiske synspunkter. Selv ansete medier har ikke kunnet nære sig for at manipulere informationer, så de tilpasses den politiske krambod. Ahmed Seddik, en rimeligt kynisk politilog og min samarbejdspartner i Kairo, kunne historien om al-Jazeeras arabiske kanals ’portræt’ af den islamiske præsident, Mohamed Morsi.

»De indledte med spørgsmålet: Er Mohamed Morsi Egyptens Lincoln? Hvorefter du fik en halv time med Abraham Lincolns indsats for amerikansk demokrati. Det er ikke underligt, at folk har fordomme.«

Atmosfære af våbenhvile

Og ja, man bliver hurtigt sine fordommes offer i Kairo. For eksempel var mændene på El Mahrousa Café, der hyggede sig omkring et fortovsbord med salater, humus og kylling-kebab, ikke, som jeg umiddelbart antog, vrantne sofavælgere, der vendte ryggen til dagens afstemning lige over for caféen.

»Vi venter bare, til køen er tyndet ud,« sagde en mand med fuldskæg og inviterede mig til at spise med, »der er masser af tid til at stemme«.

Det var der – det militære gymnasium for drenge på den anden side af den CO2-osende motorgade i Sayyeda Zeinab-kvarteret var åbent til 21, men allerede her ved 11-tiden ventede mænd i en mere end lang kø på at stemme om forfatningen, der er udarbejdet i en kommission med islamistisk flertal, og som ifølge liberale egyptere krænker adskillelsen mellem stat og religion ved at åbne op for fortolkning efter sharia, religiøs islamisk lov.

Men atmosfæren var – i kontrast til de foregående ugers uroligheder med 10 dræbte på begge sider – som om en våbenhvile mellem libeale og islamister var aftalt, og som de, der nu diskuterede, respekterede. I denne kø syntes nej-siden at være i overtal at dømme efter de svar, jeg fik – og som i går formiddag fremgik af ahramonline, der meddelte, at 56,9 procent af de, der stemte i Kairo, afviste forfatningen.

En 54-årig bagermester, Alaa El-din Meselhy, sagde: »Jeg stemmer nej af hensyn til mine børn, for denne forfatning er kun skræddersyet til Ikhwan (Det Muslimske Broderskab, red.), der vil bruge den til at beholde magten. Der er to lag honning, men resten er ren gift. Mit nej skal være et slag i ansigtet på Ikhwan og salafisterne, og derfor står jeg her.« Hans sidemand i køen, Muhammed Tamer, 36 og ’privat ansat’, stemte ja:

»Vi skal have stabilitet, så priserne kan komme ned,« sagde han og fortsatte: »Det er nødvendigt med et ja.«

Måske får han ret – resultatet i alle 10 provinser, der stemte i lørdags, var ifølge FJP, broderskabets politiske parti, stort set det modsatte af Kairo-resultatet: 56,1 procent stemte ja, 43,9 procent stemte nej – og muligvis en afspejling af landdistrikternes støtte til Ikhwans præsident, Mohamed Morsi, der har opfordret egypterne til at ’omfavne hinanden’.

Modstridende tal

Disse foreløbige tal blev offentliggjort på broderskabets hjemmeside i klar omgåelse af en officiel afgørelse om, at resultatet af første afstemning ikke blev offentliggjort, før anden runde er afviklet på lørdag (22. december).

Modreaktionen kom da også omgående, da det liberale Hamdeen Sabahis ‘Folkelig Strømning’-parti udsendte helt andre tal: Nejprocenten i Kairo var ifølge oppositionen 68, og der var optalt et nejflertal i fire af de 10 provinser, hvor brødrenes hjemmeside angav et nejflertal i to provinser. I Alexandria angav oppositionen nejprocenten til 72, hvor broderskabets angav japrocenten til 55.

»Der er ingen tvivl om, at der svindles lokalt her og der, men der er ikke tale om organiseret manipulation som i Mubaraks tid,« sagde en egyptisk journalist, der arbejder for Reuters, »dertil er valghandlingen for åben med en opposition, der er oppe på tæerne.« Hvilket blev bekræftet af en kvindelig vælger, der ventede i køen ved valgstedet foran Sankt Marcus-katedralen, kopter-nes hovedkirke i Kairos Abassiya-kvarter.

»Jeg er her for at stemme nej. Ikke fordi jeg tror, det ændrer på et ja til forfatningen, men for at sikre, at der ikke laves numre,« sagde hun.

– Hvorfor tror du, det alligevel bliver et ja?

»Fordi folkeafstemninger altid ender med et ja.«

‘Fronten til nationens Frelse’, oppositionsparaplyen bestående af en række liberale partier, meddelte, at den havde konstateret »hidtil uset manipulation«, og at »krænkelser« havde fundet sted ved 750 valgsteder.

Ifølge ahramonline sagde oppositionen, at godt 66 procent i de 10 provinser samlet havde stemt nej til forfatningen.

Den kommende tid vil efter alt at dømme blive martret af modstridende påstande, uanset det officielle resultat efter næste lørdag, hvis troværdighed yderligere svækkes ved, at kun 7.000 dommere indvilgede i at overvåge valghandlingerne (mange dommere strejkede i protest mod forfatningshastværket), hvorfor Morsi indkaldte anklagemyndigheden til at fylde »dommerhullerne« ud.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bemærk at begrebet 'arabisk forår' helt er udeladt af artiklen.

At bruge det nu, ville selvsagt kræve en umulig bortforklaring når valgets resultat foreligger, der viser et resultat med et flertal der stadfæster det egyptiske folks stigende islamisering.

Det er godt nok et højt træ journalisterne og medierne skal kravle ned af, men bare det sker langsomt og etapevis, skal det nok gå.