Læsetid: 3 min.

Egyptens dybe splittelse

Gensidig mistro mellem Egyptens liberale og islamister vækker bekymring i Vesten, der frygter, at en islamisk sejr ved folkeafstemningen om forfatningen vil udelukke de liberale fra enhver indflydelse og lamme landet med fortsat ustabil økonomi og kaos
22. december 2012

Hvorfor bruge spalteplads på at udrede den politiske situation i Egypten? Umiddelbart er egypternes slagsmål et internt anliggende mellem stridende fraktioner, men efterskælvet vil påvirke hele regionen.

Egypten er efter årtiers marginalisering som brik i Israels og USA’s mellemøstpolitik tilbage som politisk faktor i den arabiske verden, uanset hvilken fløj der ender som vinder.

Indtil da vil gode råd og lavmælte trusler fra vestlige medier og magthavere ikke have nogen klangbund i et politisk teater, hvor islamister og liberale oplever et nu eller aldrig-momentum, som de ikke kan enes om at dele, og hvor vinderen taget det hele.

Først når der er fundet en vinder og en taber (hvis ikke to tabere), vil de egyptiske ledere muligvis lytte til den EU-diplomat, der med opgivende mine konstaterede, at ’dette land går i opløsning, hvis der ikke skabes konsensus hen over midten’. Diplomatens skepsis afspejles i rapporter om ’intense’ kontakter mellem Washington og en ’EU-hovedstad’ (man kan gætte på London) om, hvordan Mohamed Mursi, Det Muslimske Broderskabs præsident, kan bankes på plads.

Der gås forsigtigt til værks, for Mursi kan ende med at vinde det hele, og så er det ham, der skal ’laves handler’ med. Men bestræbelsen er at overbevise islamister og liberale om at nå et kompromis, der stabiliserer den skrantende økonomi og stopper den stigende polarisering. Og metoden er, med diplomatens vending ’underhåndsdiplomati’ og tøven med at udløse et lån på 4,8 mia. dollar (knap 29 mia. kr.) fra IMF, den internationale valutafond.

Ingen midte, kun fløje

Som det ser ud lige nu bliver der ikke lyttet, og en årsag er, at der ikke eksisterer nogen midte i egyptisk politik, men udelukkende fløje. Og et problem er, at befolkningen synes at vende ryggen til fløjene efter revolutionseuforiens flamme er døet hen. Den velkendte fatalisme fra Hosni Mubaraks 30 års regimente sporedes hos en barber på 26. Juli-gaden, hvis eneste kommentar til den igangværende forfatningskamp var: »Dumheder«.

Ved første runde af folkeafstemningen om en ny forfatning, udarbejdet af en kommission med absolut islamisk flertal, var stemmeprocenten ifølge egyptiske medier 31 procent – altså under halvdelen af deltagelsen på 65 pct. ved parlamentsvalget i november 2011 og kun lige over halvdelen af procenten på 51 ved præsidentvalget i maj-juni.

Politikerleden er lige stor, hvad enten den rettes mod islamister eller liberale, men alt tyder på, at islamisterne har mest styr på tropperne. Efter første runde i lørdags svirrede det med rygter om valgsvindel, støttet af den kendsgerning, at mange dommere boykotter pligten til at overvåge afstemningen.

Pivåben for fortolkning

Efter egypternes anden afstemningsrunde i morgen i de resterende 17 provinser er det sandsynlige udfald en vedtagelse af en forfatning, der er pivåben for islamistisk fortolkning, uanset at den rummer individuelle frihedsrettigheder såvel som ytrings- og religionsfrihed – men vel at mærke inden for de principper, der er stipuleret af ’skaberen af universets bevægelse og den menneskelige natur’.

Ganske vist har de salafistiske medlemmer af forfatningskommissionen ikke fået deres krav om ’Gud som øverste suveræne myndighed’ ind i forfatningsteksten, men af paragraf 219 fremgår det, at sharia, islamisk lov, har forrang, og militærets ret til at anholde og dømme civile afskaffes, men det forbliver en selvstændig instans, immun over for parlamentarisk kontrol. Retsprincipper ved anholdelser og regler for længden af varetægtsfængsling etc. sikres, men det afgørende punkt i forfatningsstriden om retsvæsenets uafhængighed er ikke løst. Det vil stadig være præsidenten, der udpeger dommerpanelet til Den Øverste Forfatningsdomstol (paragraf 176), ligesom Al Azhar Universitetet, sunni-islams for tiden største teologiske autoritet, politiseres med en rolle som ’rådgivende’ instans i lovgivning, der kan tænkes at kollidere med islamisk lov.

Det har især vakt voldsom modstand blandt liberale og menneskeretsorganisationer – og indtil videre lavmælt bekymring i Washington og i flere ’EU-hovedstæder’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det kører perfekt efter det muslimske broderskabs plan.
Hvornår indrømmer div kommentatorer og eksperter deres grænseløse naivitet overfor broderskabet?

religion og forfatning er en dårlig sammenblanding. I det hele taget synes religion at være en dårlig sammenblanding med snart sagt ligegyldigt hvad det er.