Læsetid: 8 min.

EU-skeptikeren, der blev mainstream

Siden slutfirserne har den konservative Bill Cash været bannerfører for den britiske EU-modstand. Og han var tæt på at vælte partifællen John Majors regering tre gange
’Min far blev dræbt i krigen i 1944 i kamp mod en Waffen SS-panserdivision. Og jeg må ofte have spurgt mig selv: ’Hvilket formål tjente det?’ siger Bill Cash om baggrunden for sin modstand mod EU-samarbejdet.

’Min far blev dræbt i krigen i 1944 i kamp mod en Waffen SS-panserdivision. Og jeg må ofte have spurgt mig selv: ’Hvilket formål tjente det?’ siger Bill Cash om baggrunden for sin modstand mod EU-samarbejdet.

Anders Birger

27. december 2012

Det er næppe en overdrivelse at påstå, at EU-skepsissen i Storbritannien ikke ville være den samme uden denne høje, 72-årige mand, der skrider stedkendt frem ad Westministers gange. Bill Cash er navnet – berygtet og frygtet, især af sine egne. Siden slutningen af 1980’erne har han haft én mission: At forhindre Storbritannien i at ende som ’en provins i Stortyskland’, som han siger i en pause mellem et møde med tre forfatningsjurister og en afstemning i parlamentet, da Information møder ham i det såkaldte familierum tæt på Underhuset.

»Det kan faktisk ske. Jeg er sikker på, at det ikke er det, Tyskland ønsker, skal ske, men det er ikke spørgsmålet. Spørgsmålet er: Bliver byggeklodserne støbt? Er det muligt – som jeg sagde til David Cameron i dag – at have et europæisk parlament, som beskytter det britiske demokrati? Svaret er: nej, det er det ikke. Og det må han se i øjnene,« erklærer den konservative Cash, der har siddet i parlamentet siden 1984.

Tilbage i 1960’erne var Bill Cash imidlertid tilhænger af premierminister Edward Heaths indmeldelse af landet i det, der dengang hed det European Economic Community (EEC), der på dansk i folkemunde blev til det Europæiske Fællesmarked (EF). Og han stemte »ja« ved den senere folkeafstemning om medlemskabet i 1975 – ligesom 67 procent af briterne. Men i 1988 og 1989 fik to møder om det europæiske samarbejde ham til at ændre holdning.

»I 1988, da Muren stadig stod, tog jeg til et møde i den tyske rigsdag, og jeg hørte denne tyske politiker sige: ’Mit hjerte og min sjæl raser med feberagtig passion ved tanken om én regering og ét parlament’. Jeg gik op til ham bagefter og sagde, at det ikke var det sprog, jeg troede på i forhold til det Europæiske Fællesskab. Jeg sagde: »Det vil være tilbagevenden til det sprog, vi mindst af alt ønsker at høre, for det er ikke det, Europa handler om«. Det ville være at gå tilbage til den mørke fortid,« fortæller Cash om mødet, der dog ikke med det samme fik ham til at ændre holdning.

Det skete, da han året efter besøgte EU-Kommissionens juridiske rådgiver under en studietur med det britiske parlaments Europa-udvalg.

»Resten af delegationen tog til et møde om landbruget, men husk på, at jeg selv er forfatningsjurist, og en forfatningsjurist stiller ét spørgsmål: Hvor ligger magten? Jeg talte med ham uden at afsløre ret meget, for jeg ville se, hvor meget han var villig til at fortælle mig om fremskridtene og byggeklodserne, og jeg kom ud af det møde fuldstændig overbevist om, at de havde til hensigt at skabe et føderalt Europa. Det var det, der virkelig var vendepunktet for mig,« fortæller han og tilføjer, at han derefter tog hjem og skrev sin første pamflet imod samarbejdet kaldet: En demokratisk vej til europæisk enhed – argumenter imod føderalisme.

»Jeg kiggede i den forleden, og der er stort set ikke ét ord, jeg ville ændre nu. Det er ret interessant – næppe ét ord,« funderer han.

Maastricht-anfører

Pamfletten, der blev uddelt til samtlige parlamentarikere, blev startskuddet på Bill Cashs EU-modstand. Kulminationen og det, der skulle indprente Cashs navn på nationens nethinde, kom godt to år senere, da den konservative premierminister John Major kom hjem fra Bruxelles med Maastricht-traktaten under armen.

Dette var tidspunktet – fortæller Bill Cash – hvor han erkendte, at Storbritannien »havde udsigt til en europæisk regering«. Resultatet blev, at han organiserede et oprør indefra i regeringspartiet, der kun havde et flertal i parlamentet på 18 på det tidspunkt. Cash fik 22 ligesindede med i det såkaldte Maastricht-oprør og gennemtvang med omkring 150 ændringsforslag debatter og afstemninger imod sin egen regeringens og partiets linje. Og alle tricks blev brugt – inklusive de beskidte. Cash og hans ligesindede brød endda uskrevne regler såsom clearingsaftaler, hvor uarbejdsdygtige parlamentarikere, som ikke har mulighed for at møde op og stemme, bliver udlignet – paired – ved at et medlem af oppositionen også undlader at stemme. Især én episode er endt i historiebøgerne.

»Bill Walker lå på hospitalet oppe i Skotland, men vi vidste, at vi havde behov for at få folk ind og stemme. Jeg tror, han var blevet ’paired’ med en anden, men vi var meget mere interesseret i at vinde afstemninger end i, hvad end der nu var af arrangementer. Sagens kerne var, at han blev bragt ned fra Skotland og gemt i det hus i Great College Street, der var oprørets hovedkvarter, og som ligger rundt om hjørnet fra Underhuset. Min kone hjalp ham i hemmelighed over til Underhuset, hvor han gik ind og stemte, og det skabte en masse vrede,« klukker Cash ved tanken om, at Walker gemte sig for partiets indpisker i netop dette familierum.

Major-regeringen tabte afstemningen, og det berømte Maastricht-oprør skulle hele tre gange komme tæt på at vælte hans regering. Men Cash fortryder intet.

»Jeg ville gøre det igen. For faktisk er jeg ikke her for at repræsentere regeringen. Som Churchill sagde: »Prioriteringen for et medlem af parlamentet er landet først, så vælgerne og derefter partiet. Jeg føler mig forpligtiget til at kæmpe for vores demokratiske selvstyre, og at være vidne til den fortsatte nedbrydning af dette – at se mit eget parti samtykke til den nedbrydning – rejser nogle meget, meget alvorlige spørgsmål, der kun giver mig én mulighed, som er at sige: »Du kan måske stemme for, men jeg kan ikke«. Og der er selvfølgelig mange kolleger, der har det på samme måde,« siger Cash.

Ikke overraskende var han også blandt initiativtagerne til det seneste oprør imod premierminister David Cameron, hvis foreslåede fastfrysning af EU’s næste syvårsbudget blev nedstemt i en vejledende afstemning af en kombination af konservative rebeller og Labour.

»Nogle gange er jeg en af ophavsmændene, andre gange er jeg ophavsmanden. Jeg fremsatte 120 ændringsforslag til Lisabon-traktaten, og Margaret Thatcher skrev engang til mig og sagde: »Det er din vedholdenhed, der vil vinde slaget«,« fortæller han og bliver afbrudt af en øredøvende høj klokke, der varsler afstemning i salen og dermed afslutningen på interviewet.

Men Bill Cash har talt sig varm nu.

»Jeg kan komme tilbage,« siger han, inden han stormer ud af døren.

Oprøret ændrede alt

Bill Cashs slægt har været repræsenteret i dette ’hus’ i mange af de seneste 150 år, og blandt hans slægtninge var den liberale parlamentariker John Bright, som kæmpede for en parlamentsreform op til reformloven af 1867, som udvidede stemmeretten til alle mænd, der ejede en husstand til en værdi på 10 pund, hvilket udvidede antallet af stemmeberettigede med omkring 50 procent. Det er denne baggrund – koblet med faderens død i kamp mod nazismen i 1944 og tillagt en uddannelse først i historie fra Oxford University og siden som forfatningsjurist – han selv tilskriver interessen for »spørgsmålet om demokrati og beskyttelsen af vores vælgere og vores borgere«.

Da han kommer tilbage fra salen, undskylder han på britisk maner ventetiden.

»Tre medlemmer kom lige op til mig og sagde, hvor vigtigt det var, at jeg bragte spørgsmålet (om EU, red.) på banen i dag over for premierministeren, og alle – inklusive en minister i regeringen – var enige i, at det nu handler om det fundamentale spørgsmål: Hvem regerer Storbritannien? Og Maastricht var begyndelsen på den proces. Men nu er vi der, hvor der ikke er nogen vej tilbage,« siger Cash og sætter sig igen i lænestolen i lokalets hjørne med udsigt til BBC Parliament, så han kan have et øje på debatten.

Cash mener selv, at EU-skepsissen i landet startede med netop Maastricht-oprøret.

»Hvor stor indflydelse havde den? Massiv. Vi ændrede debattens karakter. Før handlede det altid kun om skinketærter eller (formen på, red.) agurker. Det var et meget anderledes niveau. Ved at analysere traktaten og gennem de briefingpapirer, vi forfattede i oprøret, lykkes det os faktisk at udfordre regeringen. Vi forberedte ændringsforslag og udfordrede hvert eneste aspekt af Maastricht-traktaten, og det ændrede hele tonen. Jeg mener ikke, at det var Gordon Brown, der stoppede os fra at gå med i møntfællesskabet – det var Maastricht-oprøret, som ændrede debattens karakter, og det er fortsat lige siden. Euroskepsissen er vokset og vokset siden dengang, og nu – som premierministeren sagde til mig forleden: »Tro det eller lad være Bill, men jeg må erkende, at du nu er mainstream«,« fortæller Cash med tydelig tilfredshed i stemmen.

Han mener dog, at det er på tide, at David Cameron kommer i gang med at forhandle med de øvrige EU-lande om »at forlade de eksisterende europæiske traktater«.

»Jeg sagde til ham i sidste uge, at vi nu er ved den skillevej. Vi ved, at der ikke er noget, vi kan forhandle os til, som vil ændre den fundamentale retning (af EU-samarbejdet, red.). Mens det britiske folk har krydset skillevejen, så står han der og overvejer, hvad han skal gøre,« siger den garvede parlamentariker, der kun en kort overgang – under den tidligere Maastricht-rebel Ian Duncan Smiths formandskab af partiet i 2001 til 2003 – har siddet ved partiets højbord i skyggekabinettet.

Det passer ham bedst at være menigt medlem, siger han, da det giver ham den ønskede frihed til at følge sin egen overbevisning på især EU-området. Hans råd til David Cameron er: Stop med snakken om at hive beføjelser hjem fra Bruxelles igen. Det er ikke nok.

»Vi er kommet til det punkt, jeg i 1989 advarede imod,« siger han og erklærer, at han ofte bliver overrasket over de forudsigelser, han selv kom med i sine bøger dengang.

»Merkel sagde forleden, at hun mente, at Europa-Kommissionen bør udvikle sig til en Europa-regering. Det var det, jeg blev bekymret for dengang. Så jeg tænker tilbage på det møde i Rigsdagen, hvor jeg først hørte det – og nu ser jeg det ske,« siger han og nævner desuden EU-Kommissionsformand José Manuel Barrosos nyligt udgivne ’Blueprint’, hvor han taler for, at samarbejdet bør udvikle sig til en »føderation af nationalstater«.

»De tror på et føderalt Europa. Paragraf fire i resumeet side 35; det står alt sammen der,« siger han og forklarer roligt, at det er årsagen til, at landet nu – forud for forhandlinger med EU – må tage en folkeafstemning, der efterfølgende skal danne grundlag for politikernes krav til EU.

»Det handler ikke om en liste af funktioner, det handler ikke blot om det ene eller det andet direktiv. Det handler om ét centralt spørgsmål, som er at søge det britiske folks samtykke: Vil de regeres og være del af et føderalt Europa eller ej?«

Serie

Seneste artikler

  • Clegg: Storbritannien skal blive i EU

    31. december 2012
    Den britiske vicepremierminister advarer imod selvdestruktiv britisk enegang i EU. Advarslen falder på 40-årsdagen for Storbritanniens optagelse i EF og forud for premierminister David Camerons tale om en ny britisk Europa-politik
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bill, enig
Højrefløjens argumenter imod EU, tenderer umoderne nationalisme, og er ikke vejen frem for en udmeldelse og nedlukning af EU, eller modernisering og fornyelse af samme.

Storbrittanien nærmer sig en udmeldelse af EU.
- Danmark bør følge med ud, hvis ikke vi ønsker vores selvbestemmelse og suverænitet overtaget af en flok slyngler i EU!
Det kan blive dyrt ikke at have rettidig omhu.

Michael Kongstad Nielsen

Overskriften er meget misvisende. Den giver indtryk
af en EU-skeptikers vandring fra modstand hen imod tilhængersiden, men det er lige den modsatte vej, manden er gået. Han gik fra et være tilhænger (stemte ja i 1975) til at være modstander i 1989. Og derefter har han ikke bevæget sig, men det er hans omgivelser, der har bevæget sig. Det er "hovedstrømmen", der har flyttet sig hen imod ham, så mere misvisende kan en overskrift næsten ikke være.

Briterne har altid været skeptiske og bevidste om, at de var noget andet end fastlandseuropæerne. De kom med i EF på grund af det fælles marked, og intet andet. Det var der flertal for i befolkningen i 1975, et par år efter tiltrædelsen i 1972-73. Og i en del år så det jo ud til, at der ikke skulle være andet end marked. Selvom der stod noget i teksterne om stadig tættere samarbejde og en fremtidig union, så blev det gemt af vejen eller ikke læst.

Først da Delor fik bakset sin Maastricht-traktattekst på plads blev det klart for alle, at det var alvor. Og på det tidtspunkt vendte vor ven her, Bill Cash, sig om og blev modstander af EU´s udvikling mod stadig mere union - på vej mod Europas Forenede Stat.

Nu skal Storbritannien snart have en ny folkeafstemning om medlemskabet af EU, og flere og flere er fulgt med over i modstandernes rækker. Blå såvel som røde, liberalister som socialister. De vil ikke være med til denne ødelæggende udvikling for Europa, og det kan jeg godt forstå.

Morten Kjeldgaard

Tror efterhånden det ville være en fordel for EU hvis de fodslæbende briter meldte sig ud. Så kan de forsøge at få en associeringsaftale i stil med Norges, som må tage til takke med hvad medlemslandene bestemmer. Hvorfor være medlem af en fodboldklub, hvis man ikke gider være med til at spille fodbold, og heller ikke vil have at de andre gør det?