Nyhed
Læsetid: 4 min.

Fred i Afghanistan koster dyrt

Med en ny køreplan for fredsforhandlinger ligner en politisk aftale mellem Taleban og den afghanske regering for første gang en reel mulighed. Men den politiske aftale kan have en høj pris: Eksperter frygter, at en aftale med Taleban vil betyde tilbageskridt for kvinders rettigheder og demokrati
En afghansk dreng slæber glad nødhjælpspakker fra EU og UNHCR, der skal forsøde livet i den kolde afghanske vinter for ham og hans familie, der bor i en flygtningelejr i Kabul.

En afghansk dreng slæber glad nødhjælpspakker fra EU og UNHCR, der skal forsøde livet i den kolde afghanske vinter for ham og hans familie, der bor i en flygtningelejr i Kabul.

Ahmed Massoud

Udland
29. december 2012

Den har længe lignet et luftkastel, den fredsaftale med Taleban, alle eksperter har sagt er forudsætning for en langsigtet fred i Afghanistan. Og den er stadig langt væk og hypotetisk, nu hvor kalenderen nærmer sig begyndelsen på 2013, hvor de vestlige styrker efter planen skal nedtrappe deres engagement frem mod NATO-missionens afslutning ved udgangen af året.

Men for første gang i lang tid har der i de seneste uger tegnet sig en mulighed for en langsigtet fredsløsning mellem den afghanske regering og Taleban i form af en fempunktsplan for fred i det urolige land. En plan flere medier er kommet i besiddelse af.

Aftalen er officielt konstrueret af Afghanistans High Peace Council, men reelt skulle den være forfattet af præsident Hamid Karzai og hans stab. Den indeholder en køreplan for et forløb frem mod egentlige forhandlinger mellem den afghanske regering og Taleban-ledere i løbet af 2013, en plan for Talebans deltagelse i det vigtige valg i 2014 og en decideret fredsaftale i 2015. Foranstaltet af den pakistanske regering, som ifølge planen vil få en langt større rolle i Afghanistan i takt med USA og NATO’s militære neddrosling, er ideen, at Taleban i højere grad skal overgå til at være en politisk bevægelse mod til gengæld at få en række politiske poster.

Et slags forstadium til planen blev iværksat tidligere på vinteren, da Pakistan løslod en række Taleban-ledere. Ifølge planen skal en række af bevægelsens ledere fjernes fra FN’s terrorliste for at kunne rejse ud af landet og deltage i forhandlinger i løbet af 2013. Medlemmer af Taleban og Hezb-e-Islami mødtes allerede uformelt med regeringsrepræsentanter og medlemmer af den tidligere Nordalliance i Paris kort før jul.

»Der er mange forskellige forhold, der skal passe sammen, men der er ingen tvivl om, at der er større politisk bevægelse lige nu, end der har været på noget som helst tidspunkt før,« siger Afghanistan-analytikeren Gareth Price fra den britiske tænketank Chatham House.

»Der har været mange planer før, og det er stadig et åbent spørgsmål, hvor samlet Taleban står, og om man kan samle bevægelsen bag en fredsplan. Men det er den mest udbyggede plan, vi har set indtil nu, og det, at Pakistan er en af drivkræfterne, lover godt,« siger analytikeren.

Der er imidlertid også bekymrede stemmer. I de lækkede dokumenter er overholdelse af menneskerettigheder og tilslutning til demokrati nedtonet, kun få ufravigelige principper er slået fast, mens en formulering om, at oprørere skal »acceptere« den afghanske forfatning er ændret til, at de skal »respektere« den. Samtidig lægger planen også op til, at Talebans ’skyggeregeringer’ i nogle provinser får overgivet magten – det kunne f.eks. være Helmand-provinsen – mens de civilsamfundsorganisationer, der har været en væsentlig komponent i Vestens argumentation for Afghanistan-indsatsen først inkluderes i processen i dens sidste fase og på en uklar måde.

Retfærdighed og Talebanopgør

»Fredsrådets Køreplan mod fred i 2015 udstikker, selv om den endnu ikke er offentliggjort, en kurs, som ikke gør meget for at fjerne folks frygt for, at en aftale med Taleban vil rulle kvinders rettigheder og menneskerettigheder tilbage generelt,« skrev politologen Rachel Reid for nylig i en kritik af forslaget i magasinet Foreign Policy.

»Det internationale samfund bør også sikre, at køreplanen ikke lader hånt om retsprincipper. Hvis en fred belønner alle Taleban-ledere, uanset hvor forfærdelige deres forbrydelser har været, og ikke levner plads til kvinder i processen, kan denne fredsplan blive en endestation for menneskerettigheder,« skriver hun.

Og der er grund til bekymring, mener Afghanistan-analytikeren Thoms Ruttig fra forskningsinstitution Afghanistan Analyst Network med base i Kabul:

»Der en stor risiko for, at menneskerettighederne falder ned i afgrunden mellem det, man siger man vil, og det, den politiske pragmatisme fordrer, at man gør. USA vil ud af Afghanistan, Pakistan vil have indflydelse, og Taleban vil have en stat, der er så islamisk, at man kan stå inde for det. I den forbindelse har rettigheder og civilsamfund laveste prioritet, og jeg har indtryk af, at der ikke er nogen nedre grænse i Vesten eller andre aktørers øjne,« siger Thomas Ruttig.

»Men der er mange gamle problemer i Afghanistan, og hvis man ikke adresserer dem, men blot deler magten imellem sig, vil de problemer blive ved med at hjemsøge Afghanistan. I den forbindelse er man nødt til at give civilsamfundsorganisationerne en større rolle og ikke kun forhandle en aftale på plads mellem de stridende parter.«

Noget flytter sig

Samtidig opfordrer Thomas Ruttig dog til at slå koldt vand i blodet. Det er endnu uvist, i hvor høj grad Pakistan kan påvirke Taleban, der endnu ikke har forpligtet sig til planen, og som officielt nægter at forhandle med Karzais regering.

Det vigtige og stærke Haqqani-netværk, der for nylig blev anbragt på USA’s terrorliste, er slet ikke nævnt i køreplanen, og ifølge Thomas Ruttig er der også stadig andre mulige spor, der kan føre hen imod en slags aftale med Taleban.

Hos kilder hos NATO, som Information har talt med, er der dog stor entusiasme omkring planen og det pakistanske engagement og støtte til ideen om at lave en »fredsaftale på afghanske vilkår«, selv om det indebærer kompromisser, der måske ikke er så nemme at sælge i offentligheden.

Men før man når dertil, er der imidlertid et stykke.

»Det er meget svært at sige, hvad Taleban vil gå med til, og det er svært at sige, hvor længe amerikanerne vil blive. Det eneste, der er helt sikkert, er, at det er en lang proces. Og det er for tidligt at vurdere, hvor en sådan løsning vil efterlade menneskerettighederne. Indtil nu har de været fremført af fremmede soldater, og tiden vil vise, hvad afghanerne selv tænker om disse ideer, når det ikke længere folk i fremmede uniformer, der skal sælge ideerne til dem,« siger Gareth Price, der bakkes op af Thomas Ruttig.

»Noget flytter sig, men det er stadig usikkert, hvad det ender med. Men det er bedre at tale sammen end ikke at gøre det.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Ole Kvint

Demokrati i Afghanistan?
Det styre som vi har lavet er totalt korrupt. Alle er tilsalg.

Flemming Chr. Nielsen

Skal en kommende dansk statsminister så til at guide en kulturminister Mullah Omar rundt i Folketinget og rose ham for hans store humanitære indsats, inden de går til frokost med dronningen og Folketingets formand, der til den tid måske hedder Søren Pind?

Det var nogenlunde sådan, det gik for sig, da Nelson Mandela blev æret og prist under sit besøg for et par år siden. Engang blev også han opfattet som en terrorist, ingen anstændig borgerlig kunne være i stue med.

Selv Sheriffen i Næstved (Helge Adam Møller) må da efterhånden begribe, at vi er til grin. Olien er sikret forlængst, og ævlet om kvinder var af hensyn til TV 2's morgenflade.

Jeg tror helt klart det er den rigtige vej at trække Taleban med ind i fredsprocessen og give dem ansvar. Det er den eneste måde at underminere dem på. Så må man bare satse, at de enten viser sig ikke at være så populære, når der er valg, eller at de ændrer sig, når de får ansvar og anerkendelse

Der bliver ved med at opstå nye problemer i Afghanistan, som til tider kan være vanskelig at løse. Det Internationale Samfund har været i Afghanistan, i over et årti, uden at der er sket store fremskridt i landet. Taleban har fået mere magt end hvad de hidtil har haft og det er trist når tanken falder på, hvor meget Det Internationale Samfund, har investeret (økonomisk og militært) og nu vil forhandle med Taleban som man i starten forsøgte at bekæmpe. Det afgørende er ikke at forhandle sig til fred, men få befolkningens tillid og opbakning, til den siddende ¨korrupte¨ regering og resten vil med tiden, vokse sig frem til fred og stabilitet. Dette kræver trods alt en ny regering, hvor politikerne er ærlige og kyndige på det område, som de er sat til at varetage i regering.

"Men den politiske aftale kan have en høj pris: Eksperter frygter, at en aftale med Taleban vil betyde tilbageskridt for kvinders rettigheder og demokrati"

Gider eksperterne godt ti stille med det her? Voldtægts procenten har aldrig nogensinde været så højt i det Afghanske historie som nu? Snakker eksperterne om de her rettigheder? Dræbe kvinder procenten har aldrig været så højt i det Afghanske Historie som det er nu. Voldtægt og drab af kvinder havde en af de laveste procent under talebans regime. Selv soldaterne voldtager kvinderne gider i godt går ud? I kan alligevel ikke løse problemet. I har prøvet i 11 år nu. Hele verden skal vide det. Demokrati og Afghanistan hænger ikke sammen. Folk gider ikke have Demokrati. Det er iøverigt den svageste form for Demokrati der ligenu. USA vælger præsidenten og lovgivningen for det Afghanske befolkning. Tror i selv de vil være glade for det?.
EN ting til. Lavere med at tro på de her medier. De fremstiller situationen som om det har lavet fremskridt og som om folk har tillid til den nuværende regering og vesten men virkeligheden fortæller noget andet.
LAd Afghanerne løse deres problem. Det kan de godt finde ud af. Grunden til at der har været krig i Afghanistan er udelandske blanding. Der kommer og gruppere befolkningen, altså briterne, Soviet og nu vesten. Giv Afghanerne en Chance. I ved udemærket godt at i ikke kan løse problemet.

Jens Overgaard Bjerre

Krig har altid været vanvittig og vil altid være det. Men den afghanske krig er komplet skør. Vi skal nu som demokrater holde med krigherrer, som har masser af voldtægter, mord og alle former for tortur på samvittigheden. Narkoproduktionen har aldrig været større, nu hvor de gamle klanledere sidder og hygger sig sammen med de nye ledere. Og et klansystem, som vi ikke forstår, skal vi også sidde og nikke forstående til. Der er ingen, som alvorligt tror på, at man kan indføre et vestligt demokrati med vestlige værdier i et land, hvor hovedparten af indbyggerne ikke tror på det alligevel.

Jeg kan forstå på kommentarerne at alt var bedre i gamle dage da taleban var ved magten.

Eller er det mon hukommelsen der spiller os et pus ?

Peter Ole Kvint

Anders Jensen siger: Jeg kan forstå på kommentarerne at alt var bedre i gamle dage da Taliban var ved magten. Eller er det mon hukommelsen der spiller os et pus ?

Ja/Nej, problemet var at Taliban kom til magten fordi de skabte en form for lov og orden. Vi kan grine af deres frygt for tv og andre moderne ting. Men de byggede på en tradition, som gav mening for Afghanerne.

Kvint

Måske gav Tailbans regime mening for nogle afghanere i en meget kort periode, at der blev skabt en vis form for justits i det vacuum som Sovjets tilbagetrækning havde skabt, men de mange direkte sindssyge forbud, blev meget hurtigt i høj grad for meget for den almindelige afghaner.

Der er ingen tvivl om, at den almindelige afghaner ikke godvilligt ønsker talibans rædselsregime tilbage under nogen omstændigheder.

RAWA- den afghanske revolutionære kvinderets-gruppe oplister nogle af de Taliban-reglerne, der i ordets bogstaveligste forstand var direkte overgreb :

"Taliban restrictions and mistreatment of women include the:

1- Complete ban on women's work outside the home, which also applies to female teachers, engineers and most professionals. Only a few female doctors and nurses are allowed to work in some hospitals in Kabul.

2- Complete ban on women's activity outside the home unless accompanied by a mahram (close male relative such as a father, brother or husband).

3- Ban on women dealing with male shopkeepers.

4- Ban on women being treated by male doctors.

5- Ban on women studying at schools, universities or any other educational institution. (Taliban have converted girls' schools into religious seminaries.)

6- Requirement that women wear a long veil (Burqa), which covers them from head to toe.

7- Whipping, beating and verbal abuse of women not clothed in accordance with Taliban rules, or of women unaccompanied by a mahram.

8- Whipping of women in public for having non-covered ankles.

9- Public stoning of women accused of having sex outside marriage. (A number of lovers are stoned to death under this rule).

10- Ban on the use of cosmetics. (Many women with painted nails have had fingers cut off).

11- Ban on women talking or shaking hands with non-mahram males.

12- Ban on women laughing loudly. (No stranger should hear a woman's voice).

13- Ban on women wearing high heel shoes, which would produce sound while walking. (A man must not hear a woman's footsteps.)

14- Ban on women riding in a taxi without a mahram.

15- Ban on women's presence in radio, television or public gatherings of any kind.

16- Ban on women playing sports or entering a sport center or club.

17- Ban on women riding bicycles or motorcycles, even with their mahrams.

18- Ban on women's wearing brightly colored clothes. In Taliban terms, these are "sexually attracting colors."

19- Ban on women gathering for festive occasions such as the Eids, or for any recreational purpose.

20- Ban on women washing clothes next to rivers or in a public place.

21- Modification of all place names including the word "women." For example, "women's garden" has been renamed "spring garden".

22- Ban on women appearing on the balconies of their apartments or houses.

23- Compulsory painting of all windows, so women can not be seen from outside their homes.

24- Ban on male tailors taking women's measurements or sewing women's clothes.

25- Ban on female public baths.

26- Ban on males and females traveling on the same bus. Public buses have now been designated "males only" (or "females only").

27- Ban on flared (wide) pant-legs, even under a burqa.

28- Ban on the photographing or filming of women.

29- Ban on women's pictures printed in newspapers and books, or hung on the walls of houses and shops.

Apart from the above restrictions on women, the Taliban has:

- Banned listening to music, not only for women but men as well.

- Banned the watching of movies, television and videos, for everyone.

- Banned celebrating the traditional new year (Nowroz) on March 21. The Taliban has proclaimed the holiday un-Islamic.

- Disavowed Labor Day (May 1st), because it is deemed a "communist" holiday.

- Ordered that all people with non-Islamic names change them to Islamic ones.

- Forced haircuts upon Afghan youth.

- Ordered that men wear Islamic clothes and a cap.

- Ordered that men not shave or trim their beards, which should grow long enough to protrude from a fist clasped at the point of the chin.

- Ordered that all people attend prayers in mosques five times daily.

- Banned the keeping of pigeons and playing with the birds, describing it as un-Islamic. The violators will be imprisoned and the birds shall be killed. The kite flying has also been stopped.

- Ordered all onlookers, while encouraging the sportsmen, to chant Allah-o-Akbar (God is great) and refrain from clapping.

- Ban on certain games including kite flying which is "un-Islamic" according to Taliban.

- Anyone who carries objectionable literature will be executed.

- Anyone who converts from Islam to any other religion will be executed.

- All boy students must wear turbans. They say "No turban, no education".

- Non-Muslim minorities must distinct badge or stitch a yellow cloth onto their dress to be differentiated from the majority Muslim population. Just like what did Nazis with Jews.

- Banned the use of the internet by both ordinary Afghans and foreigners.

And so on... "

http://www.rawa.org/rules.htm

Den 7. oktober 2001 gik USA og Det Internationale Samfund (definitionen er som bekendt flydende) løs på Afghanistan som hævn for 11-9 formodet orkestreret af saudi-araberen bin Laden. Dengang så jeg et program på RTL ell. lign., hvori en kristen hjælpeorganisation beklagede, at de efter invasionen havde måttet flygte ud af landet, "hvor de ellers havde et udmærket samarbejde med Taleban". Studieværten troede ikke sine egne ører, da de mediemæssigt og politisk naive kristne fortalte om tingene, som de så dem.

Til Anders Jensen : Grunden til at snakken falder tilbage til Taleban osv. er netop fordi afghanerne i et stykke tid, efter at de brutale krigsherre blev sat af magten, fik en form for midlertidigt fred i landet. Taleban gav dem et håb om stabilitet og ro, som afghanerne ligesiden Sovjetunionens tilbagetrækning ikke kendte noget til. Afghanerne så hvordan den daværende afghansk/kommunistiske regering i 70'erne myrdede og gav dem forhåbningerne om et samfundssystem som var i modstrid med afghansk kultur og tankegang. De kæmpede imod fordi de ikke ønskede et kommunistisk samfundssystem, men minoritetsbefolkningen af afghanerne som ønskede det, forsøgte med tvang og hjælp af sovjetterne at indføre kommunisme. Det ihukommes stadigvæk hos de nulevende afghaner, som ikke har glemt fortidens dystre minder. Mange afghaner aner ikke hvad demokrati og føler på samme måde som man forsøgte med kommunismen, at de tvinges til at få demokrati - den nuværende korrupte regering med de selvsamme krigsherre som myrdede og voldtog hjælpeløse kvinder, sidder i regering og prøver at ¨være¨ demokratiske. Dette er endnu et minus for de afghanske borge. Majoritets-befolkningen bor i landsbyer med en form for selvstyre - hvor kultur og religion har afgørende rolle. Det var det som Taleban tog brug af, og lovede dem at skabe et samfund efter afghansk kultur og værdier. Dette gav Afghanistan fred på sådan en måde, at det stadigvæk huskes som en god tid. Det varede dog ikke længe, førend de fraveg og skabte uro. Dette midlertidige ro, hvor afghanske stemmer blev hørt er vigtig at tage i betragtning, når man forsøger at skabe demokrati og velfærd, i det afghanske samfund. Jeg kan dog anbefale alle herinde om at læse, Nagieb Khaja's bog : Historien der ikke bliver fortalt - om krigen i Afghanistan. Den er blevet anmeldt af Politiken (seks hjerter) og opridser de problematikker som afghaner lider af efter at Det Internationale Samfund har forsøgt at skabe fred og ro.