At troen og entusiasmen er dalende i forhold til FN´s klimatopmøder ses. Der er langt mindre græsrodsaktivitet, længere mellem demonstrationerne og langt færre deltagere end normalt ved dette års klimatopmøde. Således var et af dagens få morsomme indslag et arrangeret – kan man vel sige – ægteskab mellem videnskaben og COP18.
Der var bryllup med slør, præst og taler. Gommen hed COP18. Bruden var den kloge, videnskaben.
Arrangørerne bag var det globale ngo-netværk, ACT, der tilsyneladende mente, at det var på tide, at vi ikke bare fik lidt kærlighed at se, men at der også er alt for lidt sammenhæng mellem det, som videnskaben i et utal af rapporter nu har dokumenteret, og så det der rent faktisk foregår på klimatopmødet. For det er netop som om, at den rationelle tænkning, den saglige dokumentation og fagkundskaben ikke hører hjemme i de politiske kalkuler, der beregnes efter, når det gælder den globale klimapolitik.
Markedet følger med
Helt anderledes oppe i gear er markederne. Her reageres prompte på det, der sker – eller ikke sker – netop nu i Doha.
Og eftersom det ikke ser ud til, at EU hæver sit ambitionsniveau for reduktion af CO2 i en kommende Kyoto-protokol, er prisen på CO2-kvoter i Europa faldet til det laveste niveau nogensinde.
Det betyder, at det CO2-marked, der skulle udgøre rygraden i den grønne omstilling i Europa, er stendødt. Det kan ikke betale sig at omlægge fra brunkul til vind i Polen, fordi det er fuldstændig gratis at svine. Det er præcis polakkerne glade for – og det er også dem, der sørger for, at EU ikke hæver ambitionerne i den kommende Kyoto-protokol.
»Tingene her i Qatar går meget langsomt. Her tales mest om proces og meget lidt om indhold. Det kan ses på CO2-kvotemarkedernes reaktioner,« kommenterede afdelingschef Charlotte Søndergren fra Dansk Energi.
Pengene på bordet
Og så igen – pengene. Hvor bliver de af, bliver der spurgt. Det optager sindene her, og det hænger sammen med, at man under COP15 i København i 2009 lovede 100 mia. dollar om året fra de rige til de fattige med start fra 2020. Indtil da blev udbetalt 10. mia. dollar fra 2010 og frem til 2012 – og nu er det store spørgsmål, hvad der så sker fra den 1. Januar 2013. Svaret skal findes inden fredag, ellers bliver det meget svært at få udviklingslandene med på noget som helst.
I dag begyndte der så at blive åbnet en smule for godteposen. Storbritannien lovede penge, Tyskland lovede ligeledes en god portion og Danmark fulgte trop: 500 mio. kroner fra Danmark.
Som formanden for Europaparlamentets miljøkomité, Matthias Groote, sagde i dag:
»Finansiering er nøglen, hvis vi skal bevæge os fra en Kyoto-aftale til en global klimaaftale.«
Skal alle med, skal der penge på bordet.
