Læsetid: 5 min.

Håb og optimisme i Tunesien trods massive udfordringer

Politiske spændinger, ekstremistisk vold, enorm arbejdsløshed, elendig økonomi. Det unge tunesiske demokrati kæmper mod hårde odds. Men trods en mat og bitter stemning ved revolutionens toårsdag er der stadig en stærk vitalitet i civilsamfundet, som giver håb om en bedre fremtid
Demonstration foran Tunesiens største fagforbund General Union of Tunisian Workers (UGTT) i hovedstaden Tunis efter en række ekstremistiske islamisters angreb på foreningens medlemmer.

Demonstration foran Tunesiens største fagforbund General Union of Tunisian Workers (UGTT) i hovedstaden Tunis efter en række ekstremistiske islamisters angreb på foreningens medlemmer.

Fethi Belaid

18. december 2012

Hvilken revolution taler I om?« spørger Ezzedine Nasri, der sælger frugt og grønt fra sin mobile bod i den forarmede provinsby Sidi Bouzid.

»Intet har forandret sig her,« fortsætter han til journalister fra den franske tv-station TF1.

Nasri er vred. Det er i dag lige så svært at skaffe til dagen og vejen, som da hans kollega satte ild til sig selv. Hans kone, der har en akademisk uddannelse, har været arbejdsløs i årevis.

Historien er legendarisk: For to år siden fik Mohamed Bouazizi nok af det hele. Den 26-årige gadesælger fra Sidi Bouzid overhældte sig selv med benzin og strøg en tændstik. Hans desperate handling var en protest mod lokale politifolks konfiskation af den kærre, han brugte til at sælge frugt og grønt for at forsørge sig selv, sin mor, seks søskende og en svagelig stedfar.

Tunesien, det arabiske forårs arnested, tegner måske nok som det mest lovende eksempel på en arabisk stat og samfund i transition mod en demokratisk fremtid – sådan vurderes det i al fald af analytikere udefra som Ellen Laipson, direktør for fredsforskningsinstituttet Stimson i Washington.

»Hvis det arabiske forårs store løfter skal blive til noget, er det her, vi først vil se dem materialisere sig,« forudser hun.

Men set fra Tunesien er der nok af dystre tendenser og ilde varsler om en fortsat vanskelig, konfliktfyldt overgang. I Sidi Bouzid er desillusionen nærmest total. Symptomatisk for dette var festlighederne, der blev afholdt til Momahed Bouazizis minde, matte og nedtonede i Sidi Bouzid, fortæller TF1’s journalist. Forinden var adskillige medlemmer trådt ud af festkomiteen i protest mod, hvad de så som islamistpartiet Ennahdas forsøg på at sætte sig på arrangementet.

Frygten for islamisering

Sidi Bouzids indbyggere er ifølge TF1 stort set enige om, at deres hverdag er lige så håbløs som i 2010. Især arbejdsløsheden hærger fortsat. Billedet er ikke meget anderledes i det øvrige Tunesien, hvor transitionen skæmmes af politisk splittelse og spændinger, politisk vold og ekstremistiske trusler – det hele rammet ind af en vedvarende underdrejet økonomi.

I sidste uge var Tunesien tæt på en generalstrejke efter tilskyndelse fra landets største fagforbund, L’Union Général Tunisienne du Travail (UGTT), der ønskede at markere sin vrede over, at dets aktivister var blevet angrebet af en milits, der står Ennahda nær. Frygten i Tunesiens sekulære lejr for Ennahdas mulige intentioner om at islamisere landet, om nødvendigt med magt, er fortsat stærk.

Regeringen, der består af et koalitionssamarbejde mellem det moderate islamistiske Ennahda og to små sekulære centrumvenstre-partier, har siden tiltrædelsen i oktober 2011 ikke evnet at bringe den stærkt turismeafhængige økonomi på fode. Tværtimod er den blevet forværret: Landets internationale kreditværdighed er således faldet fra BBB- til BB+ hos kreditagenturet Fitch – lidet appellerende for de udenlandske investorer, landet har så hårdt brug for.

Ennahda beskyldes også for at tillade salafisterne, de ekstremistiske islamistister, at chikanere og terrorisere. Den 14. september angreb salafistiske militsfolk den amerikanske ambassade, og der meldes jævnligt om salafistiske ’dydspatruljer’, der overfuser kvinder, som ikke tilslører sig.

Udsigterne for den nye forfatning, som skulle have været udarbejdet inden udgangen af 2012, er også dystre. Processen er sandet til i en endeløs polemik mellem islamister og sekulære. Parlamentsvalget, der skulle afholdes til næste år, risikerer derfor at blive udskudt, hvilket bidrager til at kaste yderligere usikkerhed over den umiddelbare fremtid.

Korruption og tortur

I den tidligere politistat er politiet måske nok holdt op med at udspionere folk. Til gengæld er de fraværende fra gadebilledet, hvor usikkerhed og lovløshed har afløst overvågning.

»Gaderne er blevet beskidte, folk respekterer ikke længere noget og tror, de kan slippe af sted med alt. Korruptionen er blevet endnu værre end under Ben Ali,« siger Sirin, en ung tunesisk kvinde, til tv-stationen Europe 1.

De mange årtier med politistatsmetoder, systematiseret stikkervirksomhed og politstatsmentalitet kaster fremdeles skygger over det frie Tunesien. Det kan Fethi Touzri, psykiater, menneskerettighedsforkæmper og stifter af det socialliberale Parti pour le Progrès, tale med om. Sammen med psykologen Hayet Quertani fra den tunesiske kvindesagsbevægelse Association Tunisienne des Femmes Démocrates leder han bestræbelserne på at rehabilitere Tunesiens talrige torturofre. For nylig gæstede begge Dignity Institute i København (tidligere kendt som Rehabilitationscentret for Torturofre), der yder ekspertbistand til en bedre koordinering af Tunesiens indsats på området. Tunesien døjer stadig med den tortur, som Ben Alis regime gjorde så udstrakt brug af, at regimets bødler blev anset som verdens mest kompetente.

»Selv efter revolutionen fortsætter torturen. Men ikke med samme intensitet som før, for den er ikke længere statslig politik. Men den hænger ved i systemet, som en arv der er vanskelig at bryde med. Det er mentaliteten hos ordensmagten, der skal ændres,« siger Quertani.

»Det vil tage tid at reformere sikkerhedstjenesterne, og det vil kræve, at Tunesiens medier i højere grad vil påtale politiovergreb,« siger Touzri.

»I dag har vi måske nok frie medier forstået på den måde, at alle kan ytre sig frit, men de er stadig domineret af bestemte interessegrupper. Tunesiens medier har en del at lære, før de kan udfylde deres funktion som demokratisk kontrolinstans, også i forhold til retssikkerhedsspørgsmål.«

Opgør med torturen

Touzri og Quertani bistår også ofre for politiovergreb med retshjælp, så de kan lægge sag an mod voldsmændene, en proces, der allerede har gjort store fremskridt. Flere torturbødler er arresteret, og en del politichefer fyret. Som forebyggelse arbejder de på at skabe en task force, som skal aflægge uanmeldte besøg i tunesiske arresthuse, hvor seksuel ydmygelse, elektrisk tortur, vandtortur, isolering, tvungne ubekvemme stillinger stadig forekommer over for tilbageholdte. Konfrontationer imellem bødler og ofre, hvor torturbødlen skal undskylde, er også blandt de teknikker, som er på vej med støtte fra den tunesiske regering, fortæller Touzri.

Han er glad for denne opbakning, som har en ret elementær forklaring, siger han.

»Mange ministre er tidligere torturofre. Dette er også baggrunden for, at regeringen har taget skridt til nedsættelse af en sandhedskommission i stil med den, Sydafrika oprettede efter apartheids fald.«

Når talen falder på Tunesiens fremtid, er Touzri og Quertani mere fortrøstningsfulde end mange af deres landsmænd.

»Det håb om demokrati og den aspiration efter demokrati, som Jasmin-revolutionen vakte til live, kan ikke slukkes, selv om hverdagen er hård. Tunesien er som en stor demokratisk byggeplads. Mange reformer er sat i gang, flere er på vej. Men det, som især giver grundlag for håb, er det tunesiske civilsamfunds store opblomstring,« siger Touzri.

»Hundredvis af organisationer har set dagens lys, partier, tænketanke, borgerinitiativer. Selvfølgelig vidner dette engagement også om folkelig frustration over regeringens resultater. Men hele denne aktivisme, vitalitet og dette engagement er samtidig et stort sundhedstegn, som viser, at noget har forandret sig definitivt i Tunesien. Ingen vil længere passivt vente på, at forandringerne skal komme ovenfra, fra staten. Folk vil selv være med på alle niveauer. Demokrati er en læreproces, som tuneserne gerne vil deltage i.«

Et sundhedstegn er det muligvis også, at tuneserne er holdt op med at sætte ild til sig selv. Bouzazis selvmord ved selvantændelse blev efterfulgt af ikke færre end 107 lignende selvmord. Men siden marts i år har der ikke været flere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu