Læsetid: 4 min.

Hele nationen har grædt over Masho

Efter dokumentaren 'Adoptionens pris' har der rejst sig en følelsesstorm, som får diskussionen til at køre i ring, mener adoptionsforsker Lene Myong. Fra sit feltarbejde i Seoul analyserer hun den danske debat
18. december 2012

Alle vil føle og ingen vil forandre. Det er adoptionsforsker ved DPU/Aarhus Universitet Lene Myongs overordnede vurdering af den debat, der blev rejst med fornyet styrke efter visningen af dokumentarfilmen Adoptionens pris. I sommer var det Amy, denne gang Masho. Begge historier omhandler adopterede fra Etiopien, begge går tæt på både adopterede, adoptivforældre og biologiske forældre, og begge handler om processer, der er ”gået galt” med store omkostninger for ikke mindst de adopterede.

Lene Myong er lige nu på feltarbejde blandt adopterede, der er migreret tilbage til Sydkorea, og har fra Seoul fulgt den aktuelle danske debat. Hun kalder debatten en ”regulær følelsesstorm” fikseret på de følelser, som nogle adopterede ikke kan eller vil gengælde, og de følelser, som Mashos sag vækker hos adoptionsbureauer, ministre, borgere, bloggere, adopterede og adoptivforældre; ja, hos ”hele befolkningen”.

”Det er et kollektivt følelsesfix. Som en ven skrev til mig efter visningen af Adoptionens pris: íI aften har hele nationen grædtí. Og nu jagtes en hurtig løsning, som kan give nationen fred i sindet, uden at alt for meget skal forandres,” siger Lene Myong.

Marianne Wung-Sung fra DanAdopt var hurtigt ude med en undskyldning for det konkrete forløb, som dokumentaren viste. ”Det er en helt forfærdelig sag. Masho skulle aldrig have været bortadopteret.”

Hvad man end mener om transnational adoption, er det bemærkelsesværdigt, at der aldrig reelt bliver diskuteret alternativer, siger Lene Myong. ”Der er en utænkelighed forbundet med det. De følelsesmæssige og økonomiske investeringer i adoptionssystemet er så stærke, at alternativerne aldrig udforskes,” siger Lene Myong.

Her og nu og aldrig

I de konkrete argumentationer fra den aktuelle adoptionsdebat er der ifølge Lene Myong især to ting, som springer i øjnene: ”Den måde spørgsmålet om 'tid' og 'historie' bliver brugt på, og det heftige fokus på personer og enkeltsager.”

Adoptionsbureauerne henter f.eks. et tidsargument frem, når de skal forsvare sig mod anklager om íuetiskeí adoptionsprocedurer (sådan er det ikke længere), og det samme gør socialministeren, når hun skal vise overblik og handlekraft. »Vi har ændret reglerne generelt vedr. Etiopien, og bruger ikke længere det børnehjem, de kom fra«, bekendtgjorde Karen Hækkerup således om Masho-sagen.

”Den type tidsargumenter bliver brugt til at vise, at filmen Adoptionens pris allerede er forældet ñ måske var der problemer for fire år siden, men de er løst nu. Argumentet om, at tingene allerede har forandret sig fungerer på mange måder som en afvisning af, at mere grundlæggende forandring er nødvendig,” siger Lene Myong og fortsætter:

”'Tid' er ofte også centralt i begrundelser for, hvorfor man skal adopterede 'de fattiges børn' frem for at fokusere på global omfordeling: Fordi børnene lever her og nu, og de kan ikke sidde på et børnehjem og vente på, at sociale forandringer slår igennem om tredive år. I praksis bliver transnational adoption selve svaret på global social uretfærdighed; det bliver lig med det, vi kan gøre her og nu. Det perspektiv er en stærk faktor i at bevare status quo.”

Det var dengang

Inden for den logik kan et kritisk blik på adoptionshistorien heller ikke bidrage til nutidens forståelse af fænomenet.

”Mens íhistoriení i mange andre sammenhænge bliver tillagt central forklaringsværdi, og for eksempel kan blive brugt som basis for krav om kritisk revurdering af bestemte samfundsmæssige praksisser, fungerer det anderledes i tilfældet med adoption. Kravet om kritisk revurdering bliver tværtimod annulleret idet historien reduceres til: ídet var dengang, og nu er alt bedreí. Det paradoksale er, at den logik følges ad med historien om, at nogle ting aldrig forandrer sig: De fattige har stadig 'brug for' at Vesten tager deres børn. Manglen på historisk interesse, manglen på interesse for at undersøge, hvorfor et bestemt mønster bliver ved med at gentage sig, indebærer, at adoption får rekord i disciplinen íverdens længste række af enkeltstående sagerí. Det vanskeliggør selvfølgelig mere strukturelle kritikker.”

Gå mere grundigt til værks

Det afspejles også i, at der i de danske medier har været en massiv jagt på casehistorier om adopterede, siger Lene Myong: ”Er de lykkelige eller ulykkelige, kan vi finde nogen, der har det dårligt, og nogen, der har det godt? Som om vi gennem disse historier en gang for alle kan få sat en prop i diskussionen.”

Det er ikke uvæsentligt at få belyst forskellige erfaringer med adoption, understreger Lene Myong, men personfikseringen fungerer samtidig som en sikring mod et kritisk fokus på systemet som sådan:

”De gode historier bliver ofte brugt som et bevis for, at systemet fungerer godt, mens de dårlige historier bliver brugt som et bevis for, at der skal repareres lidt på systemet. Men at adoptionssystemet producerer gode erfaringer for nogle adopterede udligner ikke det faktum, at systemet er en konsekvens af global ulighed, og at det tilgodeser stærke interesser i aftagerlandene.”

Tilknytning og tilpasning

I stedet for at kaste et kritisk blik på adoption som system, bliver interessen rettet mod mulige psykiske problemer hos de enkelte involverede, mener Lene Myong. Der spekuleres f.eks. i Mashos adoptivmors mentale tilstand og i adopteredes påståede 'tilknytningsproblemer' og traumer. Men patologiseringen af hhv. adoptivforældre og adopterede har to helt forskellige effekter, mener Lene Myong:

”Med adoptivforældrene fungerer det som en inddæmning af problemet. Med adopterede har det den modsatte effekt: Patologiseringen af Masho bliver til en patologisering af ímangeí adopterede, og der rejses krav om flere midler til at tilpasse adoptivbørnene til deres nye familier og det danske samfund. De dårlige forældre kan altså identificeres og fjernes, og de patologiske adopterede kan hjælpes af netop adoptionssystemet,” siger Lene Myong.

Men det interessante er ikke hvor mange, der har været glade for, traumatiserede af eller kritiske overfor deres egen adoptionserfaring, mener Lene Myong.

”For mit eget vedkommende er min adoption ikke i sig selv det primære problem. Det er derimod at skulle leve med den eklatante mangel på politisk vilje til at opstille bæredygtige alternativer til adoption og afhjælpe den sociale uretfærdighed, som er en del af min og andre transnationalt adopteredes historie.”

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu