Nyhed
Læsetid: 6 min.

Hvor bliver hjælpen af?

En humanitær katastrofe er under opsejling i Syrien, hvor en stor del af den internationale hjælp ikke når frem til de nødlidende, men ender hos præsident Assad. Information rapporterer fra Syrien, hvor flygtningene venter på hjælp
Syriske kvinder og børn på flugt fra angreb på en boligblok i Aleppo. FN vurderer, at der er cirka 1,2 mio. internt fordrevne flygtninge i Syrien i dag.

Syriske kvinder og børn på flugt fra angreb på en boligblok i Aleppo. FN vurderer, at der er cirka 1,2 mio. internt fordrevne flygtninge i Syrien i dag.

Javier Manzano

Udland
5. december 2012

Regnen siler ned over den improviserede hvide by og slår i løbet af natten over i hagl, der hamrer på de hvide teltduge. En håndfuld af lejrens godt 6.000 indbyggere har trodset uvejret for at få lidt mad fra en stor gryde med en ubestemmelig gul-brun masse. En af de ventende har svøbt sig i et slidt gardin. Det er ikke mere end et par dage siden, at fly smed bomber et par hundrede meter væk, selvom lejren ligesom mange andre ligger helt op til den tyrkiske grænse, og folk er bange.

»De, der organiserer lejren, gør, hvad de kan. Men der er aldrig tæpper eller madrasser nok og ingen varme i teltet. Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre, når vinteren kommer. Folk er allerede syge,« siger Abdullah Menaghi og skutter sig i suppekøen. Nogle venter forgæves på en chance til at vende hjem, mens de fleste er strandet på vej mod frelsen i Tyrkiet, fordi de ikke har et gyldigt pas eller penge nok til de menneskesmuglere, der opererer på begge sider af grænsen.

Som for mange andre er dette langt fra Menaghis første tilflugtssted. Hans landsby lå ved siden af en militærbase, som lod granater regne ned over de nærliggende landsbyer. Han forlod sit hjem for godt et år siden.

»Vi havde lidt penge, da vi forlod landsbyen, men de er for længst brugt,« siger han, mens han fremviser sit telt med en vandpyt midt på gulvet og en lille stak tæpper. De fire kvadratmeter huser ham selv, hans kone, fire børn og en lam bedstemor. Selv om kun halvdelen af de nødlidende i Syrien i dag får hjælp, annoncerede FN og EU i går, at de trækker en stor del af deres mandskab hjem på grund af det tiltagende kaos.

Flygtningetallet er eksploderet, så det i dag er langt højere, end FN havde forudset i sine mest pessimistiske beregninger. Alligevel har donorerne givet under halvdelen af det beløb, FN har sat som minimum for at undgå en katastrofe. Samtidig går næsten al hjælpen til Assad-styret, som kontrollerer et stadig mindre territorium, mens nødhjælpen i resten af landet hovedsageligt er overladt til behjertede amatører.

Ingen af de store organisationer eller FN tør engagere sig i flygtningene i denne del af landet. Det er for risikabelt,« siger Yakzan Shishakly, en eksilsyrer, der som mange andre eksilerede er vendt tilbage for at hjælpe ofrene for konflikten.

»FN og organisationerne giver os lidt under hånden, men ellers er vi hovedsageligt afhængige af private donationer. Vi håber på hjælp fra Vesten, men den når ikke frem til os. Det, der kommer til styret, giver de til egne støtter, som bor i områder, hvor der ikke er blevet bombet, mens de beholder en del af det selv. De siger, at de ikke må tage stilling ved at støtte uden om regeringen, men de støtter jo reelt regeringen ved deres passivitet, fordi det får alt uden for regeringens kontrol til at kollapse,« siger Yakzan Shishakly.

Han har det seneste halve år ledet en anden af grænseområdets lejre, ’Oliventræ-lejren’, der ligger på grænsen, klinet op af en tyrkisk militærbase, men på syrisk jord, hvilket er udtryk for en ambivalent tyrkisk holdning til flygtningene, hvor man på den ene side gerne vil hjælpe, men på den anden side ikke tør fjerne diget og lade havet af flygtninge strømme ind. I stedet improviserer man.

»Vi får ind i mellem forsyninger, f.eks. bleer til børnene og tæpper, men der er aldrig nok til alle. Jeg har f.eks. fundet nogle elradiatorer, der kan varme teltene op, og nu prøver jeg at finde nogen, der vil betale for dem. Men jeg frygter for vinteren.«

Det er en frygt, der går igen overalt i et land, som måske hovedsaligt er kendt for høje varmegrader, men som bliver uhyggelig koldt om vinteren.

En systematisk hær

På vej ned gennem et Nordsyrien opdelt af checkpoints bemandet af oprørere i improviserede uniformer med bål i olietønder at varme sig på, er ødelæggelsen svær at overse. De fleste steder er elektricitet en sjældenhed, mens alle former for brændstof er uhyggelig kostbart, og konstante flyangreb gør det svært at få friske forsyninger ind. I Aleppo-forstaden Hureitan viser Salahedin Hawa det eneste bageri i Aleppos nordlige del frem. Indenfor masseproduceres de fladbrød, der udgør den væsentligste bestanddel af de fleste syreres køkken, men modsat hvad der er normali, står der ingen mennesker udenfor og venter på brød.

»Normalt ville der være en hundrede meter lang kø, men for et par måneder siden valgte hæren målrettet at gå efter bagerierne og hospitalerne. De ramte ti bagerier på en uge, og mange blev dræbt, mens de stod i køer udenfor, så vi har valgt at omorganisere det, så biler i stedet kommer her og henter brød til de forskellige kvarterer, så vi undgår en massakre,« fortæller den 36-årige kurder, der er ansvarlig for at organisere nødhjælpen i den nordlige del af Aleppo, efter at regeringen og den syriske hær har mistet kontrollen med området. At skaffe nok til alle er en udfordring.

»Vi mangler først og fremmest diesel-olie og mel. Eller vi mangler alting, men det er det, der er mest brug for,« forklarer han. På turen rundt med nødhjælpsorganisatoren oplever man en kuriøs blanding af frustration og taknemmelighed med folk, der skælder ud over, at de ikke får det, de har brug for, og andre, der blot er taknemmelige for at få noget i det hele taget i en by, der på trods af et kontinuerligt bombardement fortsætter sit liv. Når de værste angreb er overstået, kommer folk ud på gaden, og butikker åbner med det, de nu har at sælge.

Alt bliver blokeret

Det er imidlertid et liv, der bliver mere og mere vanskeligt, efterhånden som de kanaler, der forsyner Syriens største by med det, der får en by til at leve: elektricitet, benzin, mad, vand, sanitet, medicin. Alt bliver blokeret.

»Jeg tror, alle frygter for fremtiden. I går var 80 procent af Aleppo uden elektricitet. Det er skræmmende at se, hvad det gør ved en by,« konstaterer Mohamed Yahia Nanaa, en lokal arkitekt og ingeniør, der i myndighedernes fravær har overtaget funktionen som en slags leder af et improviseret byråd:

»Det bliver meget, meget svært at komme igennem vinteren uden brød, men især uden diesel. I dag kan vi ikke bruge generatorer for at producere strøm, fordi vi ganske enkelt ikke har brændstof til dem. Det kan vi klare nu, men det kan vi ikke om et par måneder. Hvis det fortsætter på den måde, vil alle her bryde op og flygte,« siger han.

Private donorer

Det er en situation, der er endnu værre i de dele af byen, hvor kampene stadig raser frem og tilbage og har gjort det længe, men hvor der samtidig også er mange flygtninge, fortæller Salahedin Hawa, der også har ansvar for at organisere nødhjælp til den store frontlinje-bydel Ashrafieh, som har været hærget af kampe.

»Det er en meget slem situation. Der er over 150.000 mennesker, mange af dem er flygtninge fra andre områder, og de har ingenting, og samtidig er det utrolig vanskeligt logistisk at få nødhjælp derind,« forklarer han. Den hjælp, der kommer, stammer hovedsaligt fra private donorer; syrere bosat i udlandet. Fra Røde Halvmåne, der er Syriens officielle nødhjælpsorganisation, er der ikke kommet noget, men Salahedin Hawa fortæller, at han en enkelt gang har fået 17.000 dollar til nødhjælp fra den franske regering og 1.000 dollar fra en anglikansk nødhjælpsorganisation. Han beder om et lift mod grænsen, da han skal mødes med organisationen for at appellere mere hjælp – hvis det lykkes at krydse grænsen.

»Jeg forstår det ikke,« siger han.

»Da Libyen gjorde oprør, styrtede alle til for at hjælpe med våben, med hjælp, I tog imod ofrene. Og Libyen er et rigt land. Hvorfor er der ingen, der vil hjælpe her?«

toha@information.dk

Tobias Havmand, udsendt medarbejder, Azaz/Aleppo

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dette kort er fra 22.11 - med oprørernes områder røde:

http://twitter.com/ProSyriana/status/271750616953544704/photo/1

Den normale vareforsyning i Aleppo fungerer ikke, og de "revolutionære" har ødelagt bazaren og saboterer kornlagre og kraftledninger - derfor har folk oprettet gadebutikker:

http://www.syrianews.cc/syria-situation-in-aleppo/

Ødelæggelsen af det historiske Aleppo:

http://t.co/0U7Xl5fk

"Ny hjemmeside: "Here is Damascus from Denmark":

http://da-dk.facebook.com/HnaDimshqMnAlDenmark

Internationalt fredsinitiativ for Syrien:

http://www.peaceinsyria.org/mission.html

Tak for en virkelig fin beretning!

Sidder dog tilbage med en forfærdelig trist følelse, for det er jo ganske umuligt at forstå at så mange skal lide så grueligt meget uden "man" kan gøre noget, eller særligt meget.

Sidder også lige og tænker på at hvis man nu sendte penge til de kurdere der, så risikerer man pludseligt at sidde isolationsfængslet på ubestemt tid, sigtet for terror..

Jeg har i hvert tilfælde smidt penge i indsamlingsbøssen hos en utrolig venlig kurdisk "kaffemand", tidligere flygtning, der nu har siddet fængslet i ganske lang tid for at ville hjælpe kurdere...

FN mandatet er grunden, derfor, fik libyen hjælp. Nu agerer FN så nærmest stopklods, så frustrationen er forståelig. Selvom jeg ikke kunne finde på at give en religiøs våben, men maden kan de vel ikke bruge til at slå ihjel med...det jo ikke Gaza.

Skidt udvikling...

En note til radikaliserings håndbogen - Udenrigspolitik.

Ja, og hvem er så skyld i katastrofen i Syrien med alle de døde mænd, kvinder, børn, herunder traumatiserede børn og alle de flygtninge, (som de vestlige skatteydere iøvrigt igen kommer til at betale for?)
Selvom Nato og deres skrupelløse medier som sædvanlig påstår, og indtil for nylig har påstået, at "oprørerne" var fredelige demokrati-hungrende demonstranter (nu kan selv de mest ignorante og naive sjæle, der ellers tror på Natos propaganda-løgne jo se, at oprørerne ikke er fredelige) var "oprøret allerede fra starten voldeligt. Det ved enhver, der har nærstuderet "konflikten og er i besiddelse af moralsk integritet.
Ifølge FN`s konventioner har enhver regering ret til at bekæmpe væbnede oprørere. Det ved Nato-politikerne og deres medier naturligvis også godt.
Alle de naive og uinformerede mennesker, der stadig holder med Natos bombesprængende sunni-fundamentalistiske "oprørere"eller rettere terrorister, kan være forvisset om, at USA og de andre Nato-lande havde slået ethvert væbnet oprør ned resolut og nådesløst!
Ligesom i eks-Jugoslavien, Irak og Libyen, er det USA og EU-imperialismen, der er i offensiven i Syrien. Med de humanitære katastrofer, der nu hersker i disse lande, må folk med bevidsthed da snart erfaringsmæssigt kunne forstå, at USA`s og Natos humanitære begrundelser for at gribe ind direkte, eller indirekte som i Syrien, er helt igennem falske.påskud, som de kynisk bruger for at appellere til menneskers følelser.
som i eks-Jugoslavien, Irak og Libyen, er USA og Nato fuldstændig ligeglade med de hundredetusinder af døde og traumatiserede og humanitære katastrofer, de har efterladt. For dem drejer det sig alene om at få kontrol over regeringer og landenes ressourcer. Drag dog lære af de friske erfaringer fra Irak og Libyen!

Hvor bliver hjælpen af?

Rebellederen Hajji Maree fra Tawhid-brigaden, der beskyldes forat have stukket en million dollars til side til sig selv, meldes stukket af til Tyrkiet:

http://www.facebook.com/photo.php?fbid=313897442058956&set=a.11012749576...

"Når vi har gjort op med Assad, ordner vi USA":

http://www.prisonplanet.com/syrian-rebels-when-we-finish-with-assad-we-w...

"Vi er Osamas børnebørn, mod vantro erklærer vi terrorisme":

http://www.antinwoalliance.com/fsa-our-revolution-is-islamic-we-are-osam...

Opstilling af Patriot-missiler langs den tyrkisk-syriske grænse på "anmodning" af Tyrkiet og medie-cirkulerende, men totalt uverificerede påstande om, at Syrien intenderer at anvende kemiske våben, antyder seriøst at USA og Nato er ved at bygge op til den længe ventede invasion af Syrien.
21 måneder er der gået uden at Natos al -Queda terrorister har kunnet nedkæmpe Assad-styret og derpå installeret et styre, der er 100 pct. underdanigt over for USA, England og Frankrig. USA og EU-imperialismens tålmodighed er ved at rinde ud!
Så nu skal der skabes en situation, hvor Natos terrorister i Syrien sender missiler ind over den tyrkiske grænse. Derefter skal Assad som sædvanlig have skylden. Og Natos fly kan gå på vingerne under påskudet om at forsvare Tyrkiet

Niels Jespersen

Tobias Havemands artikel giver et billede af Aleppo, som fortjener at blive sammenholdt med en artikel om samme by fornylig - besøgt af en veteran i Mellemøsten - fhv. Chief corrrespondent for ABC News med base i Beirut.

Han giver en anden synsvinkel end Havemands propaganderende temaer.

http://www.charlesglass.net/archives/2012/11/aleppo_how_syri.html

f. eks.

Outside the city, the rebels launched an all-out assault on the industries that kept Aleppo alive, burning and looting pharmaceutical plants, textile mills, and other factories. This hurts the industrialists, many of whom are waiting out the war in Lebanon, but more so their employees. While the urban unemployed had good reason to support a revolution that might improve their chances in life, the thousands who had jobs at the beginning of the revolution and lost them when the Free Army burned their workplaces are understandably resentful. There are stories of workers taking up arms to protect their factories and risking their lives to save their employers from kidnappers.

Emigration, a remote option last April, has become common among those with the money, languages, and education to make livings outside. A civil engineer who has served years in prison for criticizing the regime said, "Syrians are destroying each other. Education, how to live together, it's all being destroyed. You can see it in the official workplaces. The attitudes are different. People who were not religious, even Communists, are becoming more religious." An uprising that began in March 2011 with the modest hope of reforming the country has degenerated into a Hobbesian bellum omnium contra omnes.

One's choice of armies depends on experience. Those who have been tortured by government security forces look to the Free Army for deliverance, while anyone whose son or father has been kidnapped by the Free Army demands government protection. During the six months since my last visit to Aleppo, opinions shifted in unexpected ways. The Christians were for the most part in favor of the regime or neutral, hoping to avoid the attentions of either side. When I met the Syrian Orthodox metropolitan of Aleppo, Mar Gregorios Yohanna Ibrahim, at Easter, he said with an encouraging laugh, "Am I worried? Yes. Am I afraid? No." Aleppo was quiet, though conflicts in the rest of Syria were clear harbingers of the earthquake about to hit. At the time, Mar Gregorios was convinced that the regime and the opposition could resolve their differences: "If we solve our internal problem and sit down and talk, we can have a constructive dialogue. We can gradually rebuild our society." As bishop of a small community of about 200,000 in Syria, he accepted that the regime had protected Christians while avoiding a commitment to either side.

Now, however, his worry has turned to fear. On the night I saw him in the sheltered confines of his rectory in the middle of Aleppo, he had just received a shock. "I was optimistic for the last weeks, but I visited my school today. Out of 550 students, only fifty are left." Along with his discovery that every day about twenty of his local congregation were receiving visas for foreign countries, the collapse of the school had changed him from the jocular, relaxed prelate I met in October to a profoundly shaken man with little hope for his country's future. "The issue now," he said, "is how to convince the president to step down." This was the first time I had heard a Christian bishop call for Bashar al-Assad to end the war by leaving office.

Didn't Mar Gregorios fear the Muslim Brotherhood? "If there is democracy, there will be rights for all the minorities," he said. "I don't think fanatics and the Muslim Brotherhood are planning to control this country. They plan to be a part." Walking back to the Park Hotel at the edge of the public gardens that evening, I heard in the distance the steady beat of artillery and machine-gun fire that no one in Aleppo can ignore any longer. It comes closer at times, then seems to recede to the outskirts, but it is always there, day and night.

Hvorfor er det lige at de vantro skal komme og redde folk i de arabiske lande hver gang der er en konflikt. De arabiske folkeslag har intet tilovers for de vantro fra vesten. Før vi blander os ,ville det være på sin plads at nogle af alle de rige oliestater i regionen fik pungen op af lommen og hjalp lidt til