Læsetid: 6 min.

Kampen om de grønne penge

Nogen ender med at tabe. Enten bliver det alle dem med investeringer i kul, olie og gas. Eller også taber klimaet, kloden og alle dem, der lever på den
Demonstranterne er allerede på plads i Doha. I denne uge kommer også politikerne, og så begynder forhandlingerne for alvor.

Demonstranterne er allerede på plads i Doha. I denne uge kommer også politikerne, og så begynder forhandlingerne for alvor.

Karim Jaafar

3. december 2012

Med bagagen fuld af dystre rapporter indtager klodens politikere fra i dag scenen ved dette års klimatopmøde, COP18, i Doha. Embedsmændene har gødet jorden, nu begynder de virkelige forhandlinger.

Verdensbanken, FN’s Miljøprogram (UNEP), FN’s Meteorologiske Organisation (WMO) og Det Internationale Energiagentur (IEA) har alle advaret om, at hvis vi fortsætter de aktuelle investeringsmønstre samt de beskedne politiske målsætninger for klimaet, styrer kloden mod en temperaturstigning på mindst fire grader inden udgangen af dette århundrede, og så vil klimaforandringerne ikke længere være noget, mennesket har mulighed for at kontrollere.

Det haster med at vende udviklingen. Derfor sendte en kreds af verdens største finansielle investorer umiddelbart inden klimatopmødets start en utvetydig opfordring til politikerne om, at de hurtigst muligt skal give finansmarkederne et signal om, hvilken retning udviklingen skal tage – især inden for energiproduktion.

»De alvorlige klimaforandringer kan kun bekæmpes, hvis regeringer og private investorer arbejder sammen,« lyder opfordringen for direktør Stephanie Pfeifer fra Institutional Investor Group on Climate Change, IIGCC, der er en sammenslutning af en række af verdens største finansieringsselskaber repræsenterende mere end 80.000 mia. dollar.

Hun frygter, at hvis ikke de mange fondsmidler investeres grønt, så ender alle med at tabe:

»Med de stadig hyppigere og mere alvorlige naturkatastrofer øges prisen hele tiden. De mange tab vil få alvorlig betydning for milliarder af menneskers opsparing og pensioner. Derfor er der behov for stabile politiske retningslinjer, der stimulerer grønne investeringer og bringer os på ret kurs i forhold til en økonomi baseret på et meget lavt CO2-udslip.«

Politiske garantier

Problemet med grøn energi er, at det fortsat er mere rentabelt at sætte pengene i kul, olie og gas. For selv om det er lykkedes at nedbringe både etablerings- og driftsomkostninger på sol- og vindenergi dramatisk over de seneste år, afhænger grønne investeringer fortsat af politiske prisgarantier.

Men så længe politikerne viser vejen og laver sikre aftaler med investorerne, er grøn energi derimod en god forretning, forklarer direktør i PensionDanmark Torben Möger Pedersen, der siden 2008 har investeret mere end fem mia. pensionskroner i grøn energi.

»Grunden til, at vi som investor godt kan lide grøn energi, er de politiske garantier, der gør det attraktivt og sikkert. Uden dem ville vi ikke være der,« siger Torben Möger Pedersen, der forklarer, hvorfor PensionDanmark derfor kun satser grønt i Nordvesteuropa og USA.

»Her er den politiske risiko er lav. Her stoler vi på, at politikerne ikke laver om på prisstøtteordninger med tilbagevirkende kraft,« siger Torben Möger Pedersen.

– Men hvordan er det en sikker investering?

»Investeringer i eksempelvis vindmøllestrøm er typisk underlagt en statsgaranti, der sikrer udbyttet – en prisgaranti på strøm, der strækker sig 10-15 år ud i fremtiden. Det samme gælder investeringer i kabler, hvor man samtidig laver en lang lejekontrakt med myndigheder og elselskaber,« siger Torben Möger Pedersen, der kalder det »et eksempel på et avanceret offentligt/privat partnerskab.«

Ambitioner og kapital

Torben Möger Pedersen mener ligefrem, at pensionskasser og grønne investeringer er »det perfekte match«.

»Man kan sige, at bæredygtig energiinfrastruktur og pensionskasser simpelthen passer godt sammen. Den lave rente på obligationslån betyder, at alle pensionskasserne er på jagt efter investeringer, der giver et højere udbytte end obligationer, hvor afkastet i øjeblikket næsten ædes op af inflationen,« siger Torben Möger Pedersen.

»Samtidig er politikernes ambitionsniveau på klimaområdet stødt imod et finansieringsloft, da de traditionelle kilder tørrer ud,« siger Torben Möger Pedersen.

»De offentlige kasser er mere eller mindre lukket på grund af af krisen. Bankerne har heller ikke længere samme muligheder for at bruge langsigtede investeringer. Og energisektoren selv – de store energiselskaber – er i gang med at sælge ud for at undgå at blive nedjusteret af kreditvurderingsinstitutterne. Så de har ikke selv den fornødne finansielle kapacitet. Derfor er der et behov for andre kapitalkilder. Og her kommer vi som pensionsselskab ind,« siger Torben Möger Pedersen, der fortæller, at PensionDanmark har en ambition om, at 10 procent af deres investeringer i fremtiden placeres i grøn energi, og pensionselskabet derfor skal placere 12 mia. kr. over de kommende 4-5 år i grøn energiproduktion.

Grøn eller sort?

Selv om PensionDanmark er et af de første selskaber, der sætter pensionskroner i grøn energi, er det langtfra eneste investor på det marked. Sidste år blev der samlet investeret 257 mia. dollar i grøn energi, og tendensen er, at markedet konstant vokser. I 2007 – året før den finansielle krise – blev der blot investeret det halve i grøn energi.

Men det er ikke kun de grønne investeringer, der øges. Det samme gør investeringer i fossile brændsler – kul, olie og gas – i hvilke der sidste år blev placeret 302 mia. dollar. Og i oliebranchen er der heller ikke hverken panik eller mangel på investeringer, lyder det fra senior vice president for strategi og udvikling i Maersk Oil Jon Ferrier:

»Vi er absolut opmærksomme på, at grøn energi er på vej frem og mener også, at der er en plads på markedet til det. Men jeg tror ikke, at den fossile tid er forbi. Tværtimod er vi på et marked, der hele tiden er i vækst,« siger Jon Ferrier, der peger på, at efterspørgslen på energi globalt vil øges med en tredjedel over de kommende blot 20 år.

– Og I frygter ikke, at politikerne i fremtiden vil begrænse anvendelsen af de fossile brændsler?

»Politiske beslutninger påvirker os, det er klart. Men vi er en del af en global industri, og selv om politiske beslutninger det ene sted kan få en effekt, tror jeg ikke, at vi på et globalt plan vil opleve store begrænsninger. Politik kommer, og politik ændres, og jeg ser ikke umiddelbart nogen risiko for, at vi af politiske årsager skulle blive hæmmet,« siger Jon Ferrier og fortsætter:

»Men det er jo 20-30 års investeringer, vi foretager, så selvfølgelig forsøger vi hele tiden at se ud i fremtiden og vurdere, hvilke trends vi står over for. Men vi ser ikke, at industrien er på vej ned, eller frygter en nedgang. Og det er heller ikke det signal, vi ser fra andre i branchen. Tværtimod. Vi bliver ved at finde nye forekomster og bliver konstant overrasket over, hvor meget olie og gas der er. Det synes næsten uden ende.«

Spildte penge

Set fra et klimaperspektiv er det netop problemet. Intet tyder på, at den fossile sektor er på vej ud eller på vej til at blive mindre. Samtidig fastslår videnskaben, at hvis det skal lykkes at holde kloden under en to graders stigning, skal 65-80 procent af alle kendte forekomster af olie, gas og kul forblive i jorden.

Rent logisk burde det betyde, at selskaber, der i dag investerer i fossile brændsler, kan risikere, at investeringerne ender som stranded assets – som penge ud af vinduet.

»Da der politisk og teknologisk arbejdes målrettet for at begrænse CO2-udledningen, mens der gøres stadig mere for at støtte grønnere initiativer, kan investeringer i CO2-tunge sektorer – set fra investorernes side, hvor man arbejder med 20 til 30 års perspektiv – vise sig at være tabte investeringer,« advarede en gruppe investorer og parlamentsmedlemmer for nylig i et brev til den britiske nationalbankdirektør, sir Mervyn King.

Investorerne og de britiske parlamentsmedlemmer frygter, at den britiske stat og de britiske finansielle institutioner har så mange penge i fossile brændsler, at det kan vælte hele økonomien, hvis der – som det loves år efter år på klimatopmøderne – skulle komme en egentlig global klimaaftale.

Der er tilsyneladende to verdener. En verden af fossile brændsler, hvor alt – klimakrise eller ej – er business as usual. Og så en verden, hvor alle lande senest i 2020 skal begynde at reducere udslippet af CO2 frem mod en fossilfri verden.

Det er to verdener på kollisionskurs, og det vil resten af klimatopmødet i Doha handle om.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja, der behøver jo så ikke være noget tab, tværtimod bør en omlægning igennem investering af overskud på kul, olie og gas i vedvarende energikilder kunne klare den almindelige tjene-ind-på-gyngerne--hvad-vi-har-mistet-på-karrusellen-mekanisme.

Steen Erik Blumensaat

Vinden er mægtigere og stærkere end menneskene. et usynligt væsen.
Om dagen ledte en virvelstøv, om natten en brændene vind.

Penge, penge giv mig penge, så skal jeg løse alle jeres problemer, send alle jeres penge til mig, og jeg skal fordele dem retfærdigt, efter jeg har taget mig godt betalt for min evne til at frelse jorden.

Frelse, fri hals, fri for jern,træ,sten, lænken, fri for at være slave.

Red, hvad redes kan,
køb en kam,
red barnet.

Penge giv mig penge, og jeg skal.........

"Grunden til, at vi som investor godt kan lide grøn energi, er de politiske garantier, der gør det attraktivt og sikkert"

Sikke noget pis at fyre af!

Som om politiske garantier var papiret værd de bliver skrevet på. Den eneste garanti man som investor kan få er den at være "too big too fail" som vi allesammen har lært.

Mon ikke klima- og ressourceproblemerne er "to big to let it happen"

Så kære investorforeninger, finansmoguler, børshajer og andre matadorspillere, I må satse, politiske garantier eller ej.

Lad nu være med at klokke i det, denne gang, ellers ender det med "rien ne va plus" for os allesammen.

Vi har kun 1 planet.

Steen Erik Blumensaat

Vi så ikke den komme: økonomen Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen og alle de andre økonomer i den vesterlanske verden.
Den kom fra vesterland. Peter Skårup, Den Danske Bank.
Disse blinde der udstillede deres uvidenhed, er nu blevet spåmænd ud i vejrlig, vejrliget vil brænde atmosfæren, atmosfæren vil solskolde jeg, så i ligner en gris fra grisefesten på Malorka, hør på os blinde og uvidende ellers straffes i med ild og vand.
Verdensbanken og dens røvslikkere.

De lande, der i dag tjener tykt på olie og gasproduktion , vil stort set blive ludfattige den dag vi gør os fri af disse energiformer.

Så mon ikke der bliver lobbyet stærkt for at undgå atomværker , biobrændsel og andet , der kan true indtjeningen i olielandene ?

Ud over klimahensynet, så vil det sikkerhedspolitisk være tip top at blive fri for afhængigheden af oliestaterne og deres stort set usympatiske og udemokratiske ledere.

Steen Erik Blumensaat

Husker du, Danmark, så klemmer jeg.
Husker du, danmark, da vi betaklte for at gå fra olie,
Husker du, det pulveriserete kul som blev pustet ind i ovnen fra B og W en nyhed i verden, en bedre udnyttelse af kul.
Husker du, Danmark da vi satte filtre på skorstene fra kraftværkene, og husker du hvor mange penge vi betalte.
Husker du, Danmark, da vi betalte overpris for at gå fra kulværkerne til gasfyrede-værker.
Og ved du nu; D.anmark at nu skal du igen betale overpris for at gå væk fra gasværkerne,
Milliarder i tilskudspenge har du givet.
Og millioner vil du tjene på den nye overgang.

Hoved og røvpine er værtens tak.

Og idioterne tror, at vi kan redde planeten ved at kræve, at grøn energi skal give gode afkast, så vi kan fortsætte med at have økonomisk vækst. It's a fucking no-go!

Hvis ikke investeringer giver afkast, så glem ALT om, at de sker.

At appelerer til gode vilje er nytteslyst.

Alene skifergassen vil gøre rentabiliten for VE mere end alm. vanskelig.

Hvis ikke VE inden for 5-10 år er nede på omk. for Gas, kul, så har VE ingen fremtid

randi christiansen

Per Nielsen : "Hvis ikke VE inden for 5-10 år er nede på omk. for Gas, kul, så har VE ingen fremtid"

Hvor er det dog tragisk at så mange tilsyneladende ikke fatter, at

... hvis ikke MH (menneskeheden) inden for 5-10 år kraftigt reducer sit økologiske aftryk, så har MH ingen fremtid at investere i - altså, hvad vil du med penge, når du ikke har noget at bruge dem til ?

VE behøver ikke komme ned i prisen.

Vi behøver bare lave om på prisberegningen for for Gas Kul og Olie og medtage CO2 aftrykket i disse beregninger, så bliver al vedvarende energi svimlende billig.

Til Filo

Det får du så lige BRIK, USA og de store olieproducerende lande med på.

Den dag det sker, så skriver du igen

Indtil da, så er det med klampen i bund mod en markant varmere verden

David Steinberg

Aritklen bevæger sig på kanten af, hvad der er rimeligt, når man skriver: "Nogen ender med at tabe. Enten bliver det alle dem med investeringer i kul, olie og gas. Eller også taber klimaet, kloden og alle dem, der lever på den."

Først og fremmest står valget ikke mellem "fossile" brændstoffer og CO2-reducerende, "grøn" teknologi, men man kan godt opfatte det sådan. Præmisset bag dette falske dilemma er, at CO2-reduktion er nødvendigt, for ellers "tablet klimaet, kloden, og alle dem, der lever på den", og at alternativiet kun er de i øvrigt ineffektive "grønne" teknologier. Disse præmisser bør man se efter i sømmene, i og med at klimavidenskaben ikke er entydig, der er masser af fornuftig dissens, klimavidenskaben er stærkt politiseret, man fusker med alt fra grafer til ishockeystave, dæmoniserer opponenter, har klimamodeller, der kan forudsige lige så lidt som vi kan forudsige udfaldet af kastet af en sekssidet terning, og at der findes - og kan udvikles - andre energiformer, hvis det endelig skulle være, end olie, kul og gas.

Når selv lederen af Greenpeace på engelsk fjernsyn hårdt presset må indrømme, at Greenpeace anvender skræmmetaktikker, at Grønlands is ikke vil være smeltet i år 2030, og - hvilket er endnu mere interessant - at han (lederen) ikke selv personligt tror på det, men dog alligevel argumenterer for, at alle midler skal tages i brug for at få folk til at gøre noget ved deres CO2-udledning, så burde det få eftertænksomme mennesker til at overveje, om vi egentlig bliver udsat for sund videnskab eller simple skræmmekampagner baseret på politiseret og fusket klimavidenskab. Når ikke engang Greenpeace's egen leder tror på deres egen propaganda, hvor er vi så i virkeligheden henne?

(Og sjovt nok har isen på Grønland overlevet langt varemere perioder, og af de seneste 10.000 år har de 9.000 år været varmere end det vi har oplevet de seneste år (til og med 2010).

Fossile brændstoffer er i øvrigt ikke fossile - noget af de såkaldt fossile brændstoffer befinder sig så dybt nede i jorden, at der ikke har været nogle fossiler, der med tiden har kunnet omdannes til råolie. Udtrykket "fossile brændstoffer" blev faktisk opfundet for at give indtryk af, at det var en mangelvare - professionelle inden for branchen ved sågu da godt, olie er abiotisk. "Fossile brændstoffer" signalerer, at der findes en begrænset mængde, så ud over at olieindustrien har kunnet tjene flere penge på at overbevise folket om, at olie er en begrænset ressource (verden svømmer stort set i olie - tænk blot på de seneste gigantiske oliefund, der er lavet), så kan "fossile brændstoffer" i øvrigt også bruges i et skræmme-scarcitets-scenarie som "peak oil", som også har været en del af promoveringen af teknokratiet, ligesom "grøn økonomi" til syvende og sidst også er det).

Når klimavidenskabsfolk skal fyre op under CO2-kedlerne, sker det bl.a. på baggrund af deres modeller. Klimavidenskaben er som bekendt entydig, man er - helt, helt, helt sikker på, at jorden er ved at blive kogt, isbjergene smelter, isbjørnene drukner, selv Sandy er handy, når det drejer sig om at kæde globalopvarmning, undskyld, klimaforandringer, sammen med menneskelig udledning af CO2. Deres modeller skulle således angiveligt kunne påvise, hvad der sker, hvis vi fortsætter med at udlede CO2 i de mængder, som vi gør. Problemet er bare, at modellerne åbenbart ikke holder. Nu har der som bekendt ikke været nogen opvarmning de seneste ca. 15 år, klodens temperatur er de seneste 100 år kun steget med en halv grad celcius, Moskva har lige oplevet de værste snestorme i 50 år, og i England, tror jeg det var, står man over for den koldeste vinter i intet mindre end 100 år, og alt dette har modellerne ikke forudset - man taler ikke så meget om det. Man kunne hertil indvende, at det ikke betyder noget, for klimavidenskaben er stadigvæk overbevist om, at opvarmningen er reel, og at vi styrer mod den totale katastrofe, isen på Grønland vil være smeltet inden 2030, Danmark drunker, så man ikke kan se juletræet på Rådhuspladsen i København osv.

Problemet er bare dette: Hvis man ikke kan forudsige, hvordan temperaturstigningerne vil udvikle sig, fordi ens modeller ikke er gode nok, hvilken baggrund udtaler man sig så på?

Man kunne indvende, at man på daværende tidspunkt ikke kunne bevise, at den globale opvarmning var reel, eller at man ikke kunne bevise, hvordan temperaturerne ville udvikle sig. Ud fra en overfladisk betragtning virker det som et fornuftigt argument, men det har også det problem, at klimavidenskabsfolkene så har udtalt sig om, at vi styrer mod en klimakatastrofe uden - at - kunne - bevise - det! Og hvis de ikke kunne bevise det, på hvilken baggrund udtalte de sig så på? Og kan vi i øvrigt være sikre på, at deres modeller holder stik i dag?

Hvis man udtaler sig til fordel for klima-alarmismen, inden modellerne er blevet gode nok, så er det enten pga. gætværk, eller fordi konklusionen er givet på forhånd. Ingen af delene er særligt betryggende. Ønsker Informations læsere virkelig at støtte en klimavidenskab og alle de drakoniske tiltag, der vil følge i kølvandet på omstillingen til "grøn økonomi", hvis den udtaler sig på baggrund af konklusioner, der er givet... på forhånd??? Eller ønsker Informations læsere virkelig at støtte klimavidenskaben og alle de drakoniske tiltag, der vil følge i kølvandet på omstillingen til "grøn økonomi", baseret på... gætværk???

Og så var der ham gutten, som Information skrev om i sommer - kan ikke huske, hvad han hed - som blev italesat som skeptiker, der nu var gået over til den anden side og nu støttede teorien om global opvarmning, og at AGW via CO2 var kulpritten. Problemet med ham var, at han har været aktiv i klimabevægelsen siden halvfemserne, er "on record" på nettet for at have talt om nødvendigheden af at reducere CO2 længe før han som "skeptiker" konverterede. Hvor er vi henne, når en "skeptiker" i virkeligheden ikke er konverteret men har været aktiv i klimabevægelsen i to årtier og alligevel omtales som én, der har gennemgået data og "nu" er blevet overbevist om, at "opvarmningen er reel", og at "det skyldes CO2"? Er vi så ikke et sted, hvor hans angivelige konvertering skal bruges til at give indtryk af, at skeptikernes antal er faldende, og at "flere og flere" går ad en CO2-fri Nørregade, og bliver den logiske konsekvens så ikke, at man som "skeptiker" står mere og mere alene, når nu de overbevistes antal stiger? Betyder det i virkeligheden ikke, at vi bliver forsøgt ført bag lyset?

Og man skal også huske på, at CO2 ikke er en giftgas men en del af jordens naturlige kredsløb, at alle kulbaserede organismer udleder CO2, at planterne tager den CO2 og mangfoldiggør sig selv (stigende CO2-udledninger skaber mere liv, ikke mindre!), og at når alt kommer til alt, så er det sådan, at menneskelige CO2-udledninger kun udgør en forsvindende lille del af jordens samlede CO2-indhold - vi er nede på ganske få procent. Den største drivhusgas - den der står for stort set al indfangning af varme - er i øvrigt... vanddamp!

Se dette korte videoklip for en saglig og kritisk gennemgang af klimavidenskaben:

http://www.discovery.org/v/30

randi christiansen

David Steinberg - du synes ikke, at det bør vække til eftertanke, at bilernes udledning er giftig for mennesker ? At store vigtige biotoper lægges øde ved udpining og misbrug ? At menneskets økologiske aftryk er uoverskueligt stort ? Og at det i lyset heraf derfor er fornuftigt at være meget påpasselig med fremfærden ?

David Steinberg

Jeg har været på besøg hos den lokale grønthandler i dag og købt et pund æbler og et pund pærer. Nu sidder jeg og kigger på dem og kan se, at der er forskel på disse to frugter. (Det er ikke for at gøre grin med nogen, at jeg siger dette, blot for at understrege, at der er to ting, der skal holdes adskilt).

Klima-æblerne og forurenings/ressource-pærerne er de to ting, der skal holdes adskilt, og i det følgende vil jeg begrunde hvorfor:

* Æblerne: Jeg har i nogle tråde efterhånden argumenteret for, at hele cirkusset omkring global opvarmning, undskyld, klimaforandringerne (som det meget bekvemt blev omdøbt til efter Climategate I) er ët stort svindelnummer. Ovenstående indlæg i denne tråd viser lidt af det, men der er nok at tage fat på. (Igen kan jeg kun anbefale ovennævnte videoklip).

* Pærerne: Brugen af ressourcer, rovdrift på naturen, forurening... er noget andet. Forskellen på dette (pærerne) og det første (æblerne) er, at CO2-udledning intet har med rovdrift af naturen at gøre eller forurening. Hver gang vi trækker vejret, udleder vi CO2. Jeg mener heller ikke, at menneskets CO2-udledning på anden vis er et problem. Så at kæde det sammen med rovdrift på naturen eller forurening vil i så fald være som at blande æbler og pærer, være at 100 % imod menneskelivet på jorden, ud over at det hele er et svindelnummer.

Men lad os gå lidt dybere ind i ressourceproblematikken, for den dukker ofte op, som en pære, der malplaceret som den er, garnerer en stor omgang æbleflæsk.

Først og fremmest ligger det i menneskets natur at bruge jordens ressourcer. Alt hvad vi laver - fra dyrkning af jorden, til bygning af infrastruktur, til gasflasker og glasflasker til de computere, vi lige nu sidder og bruger og alt muligt andet - kræver, at vi bruger af jordens ressourcer. Hvis vi ikke må bruge jordens ressourcer, er det ikke muligt at bevare vores nuværende levestandard. OK, vil nogen sige, der skal også være noget til vores efterkommere. Men disse efterkommere må jo heller ikke bruge dem, for der skal jo være noget til deres efterkommere og deres efterkommere og deres efterkommere og deres efterkommere og deres efterkommere og deres efterkommere... Selv hvis man sagde, at man skulle udstrække brugen af nogle ressourcer til et tusindårsrige, vil der jo komme et tidspunkt i fremtiden, hvor ressourcen er opbrugt... hvorfor man jo lige så godt kan forbyde all at bruge dem fra nu af og i al evighed. Men hvis ikke nu, hvornår så? Hvor mange år skal der være ressourcer til, synes I? Et hundrede år? Et tusinde år? Titusinde år? Hundredetusinde år? Det handler for mig at se ikke om at være egoistisk, eller at vi bare skal bruge løs "på bekostning af fremtidige generationer", selvom dette er et argument, man kan støde på. Det handler om, hvilke betingelser vi giver os selv for at være mennesker med en natur, der er ressourceforbrugende og ikke kan være andet, hvis vi altså skal have mulighed for at leve her på jorden.

Ser man filmen "The Hunger Games", kan man få et subtilt indblik i den verden, der venter os, hvis vi ikke må bruge verdens ressourcer. I filmen, hvis man ikke har set den, føres filmens heltinde og hendes bekendte fra hendes by (som er Distrikt 12) til hovedbyen, hvor eliten bor (Distrikt 1). På vejen kører de i tog gennem enorme grønne, uberørte og ubenyttede naturområder. Man tænker som biografgænger nok ikke videre over det, men det er altså sådan, at Distrikt 12, hvor heltinden kommer fra, er... hegnet ind. I Distrikt 12 lever de i kollossal armod - faktisk fastholdes de i armod, fordi de ressourcer, som de har til rådighed, er yderst begrænsede. Også selvom der lige uden for det elektriske(!) hegn er enorme naturrigdomme med et rigt dyreliv, masser af træ, ingen byer. Heltinden modsætter sig dette og går på krybskytterjagt med sin bue for at brødføde sin ellers sultende familie. Til at begynde med får man ikke noget indtryk af, hvor meget de stakkels mennesker fylder i det store landskab (det tidligere USA), men på vejen ind mod Distrikt 1 kan man se, at de kun fylder forsvindende lidt. Hvorfor det er sådan, får man i filmen ikke nogen forklaring på, men det svarer til gengæld godt til den logiske konsekvens, som hele environmentalismen og anti-ressourceretorikken har. Så derfor: Hvis først vi bevæger os ind på den vej, at vi fra mere eller mindre centralt hold, som nogen rent faktisk ønsker, sætter begrænsninger på, hvilke ressourcer, vi må bruge, og hvor meget vi må bruge af dem, så er det en Hunger Games-distriktsvindhegnet virkelighed, som vi bevæger os hen i mod. Det må man gøre sig et hundrede procent klart.

Og ligesom æbler og pærer kan blandes i en frugtsalat, kan klimapanikken og ressourceproblematikken blandes sammen. Til syvende og sidst er begge disse promoveringer yderst menneskefjendske. For de går begge i deres logiske konsekvens direkte imod vores natur og vores naturlige behov for at opretholde og udfolde os i livet.

(Jeg er selvfølgelig klar over, at ordene, der beskriver alternativet til klimapanikken er meget positivt ladede - "grøn økonomi", "bæredygtighed" osv. - så det jeg taler om er virkeligheden bag disse i virkeligheden ikke særligt positive begreber).

Dernæst må man se nærmere på, hvad det er for nogle promoveringer, som vi udsættes for dag ud og dag ind. De har det til fælles, at de lægger vægt på, at de basale fornødenheder er sjældne og kun findes i begrænsede mængder. Der er således fødemangel, så vi har brug for (centralt styret) fødevareforsyningssikkerhed, og der er energimangel (peak oil) eller forkert brug af energi, så vi har brug for (centralt styret) energiforsyningssikkerhed, og der er vandmangel - eller vil opstå mangel på rent drikkevand over hele verden(!) - således at vi har brug for (centralt styret) vandforsyningssikkerhed. Der ud over er mennesket en parastit i manges øjne - useless eaters, som Kissinger formulerede det - der er et voksende befolkningsproblem, selvom vi kan være i en af USAs mindste stater, alle 7 millarder af os, med plads nok til alle og mere til, og... Man kan blive ved.

Man skal være opmærksom på, at når man stiller følgende ligninger op, så er der især en faktor, der stikker i øjnene:

* Den nulevende menneskehed udleder for meget CO2. Derfor må vi begrænse CO2 på forskellige måder.
* Den nulevende menneskehed forurener. Derfor må vi begrænse forureningen.
* Den nulevende menneskehed bruger for mange ressourcer på bekostning af fremtidige generationer. Derfor må vi begrænse brugen af ressourcer.

Og så videre.

Hvad har alle disse ting til fælles? Hvad er problemet? Den nulevende menneskehed, naturligvis. Er det ikke nærliggende, at man føler fjendskab mod denne nulevende menneskehed, der er så grådig, selvisk, ødelæggende, at man uvægerligt må støtte de (centralt styrede) tiltag, som man ønsker at sætte i værks? Og er der ikke uhyggeligt nærliggende, at man må gøre noget ved selve menneskeheden...?

Det sidste har været brugt i direkte eugeniske og genodicale tiltag. Selv Bill Gates har sagt, at man skal bruge vacciner til at kontrollere befolkningstilvæksten (HPV-vaccine, anyone? (der i parentes bemærket sjovt nok ikke er testet for, om de påvirker kvinders fertilitet?)), og man kan blot gå på nettet og se Bill Gates i en TED-talk lettere fjoget stå og fortælle, at det er det, som vacciner skal bruges til, men hvad, vi har jo fået tudet ørerne fulde af, at mennesket er en parasit, som man skal finde den endelige løsning på, så det er vel OK?

Environmentalismen, miljøbevægelsen, er i de senere år blevet mere og mere voldsom. Tonen er blevet mere og mere militant og menneskefjendsk, og den logiske konsekvens af den militante og menneskefjendske retorik er naturligvis et globalt holocaust - alt sammen naturligvis for at "redde planeten", eller hvad man nu vil give som begrundelse.

Jeg har ikke nogen guldrandet løsning på miljøproblemerne men er selv i gang med at prøve at leve med erkendelsen af, at miljøproblematikken italesættes i en diskurs, der er parallel med diskursen omkring global opvarmning og derfor har samme mål - indførelsen af den totale, globale kontrolstat. Da jeg selv er i færd med at deprogrammere mig, hvad dette angår, er det lige nu vanskeligt for mig at tænke helt klart. Men mit værdisæt, der tager udgangspunkt i den personlige frihed og respekten for liv, herunder respekten for menneskers liv og det enkelte menneske, som abstraktionen menneskeheden består af, vil umiddelbart bringe mig i en retning, hvor jeg for alt i verden vil undgå det genocidale, og en retning hvor vi kan leve i harmoni med vores egen indre og ydre natur (vores individuelle menneskenatur og den naturens verden, vi lever i kraft af, lever i og lever med) og undgå det globale mareridtsscenarie, som den globale kontrolstat vil være i al sin Hunger Games-agtige menneskefjendskhed.

Husk desuden i den forbindelse, at vindmøller og solfangere slet ikke er de positive løsninger, som tilhængere gør dem til. Vindmøller er sundhedsskadelige grundet deres dybe vibrationer og skadeligt for fugle og derudover hamrende ineffektive i forhold til vores energibehov (nå nej, vi må jo bare lade være med at bruge så meget energi...), og solfangere indeholder skadelige drivhusgasser (der så vidt jeg kan se af den virkeligt skadelige art), og som er 60.000 gange stærkere i deres drivhuseffekt end CO2 er. Morsomt nok, at tilhængere af grøn teknologi ønsker ineffektive solfangere sat op for at reducere CO2 for at reducere drivhuseffekten, når de udsender gasser, der har en 60.000 gange kraftigere drivhuseffekt.

Ingen af delene giver dybest set mening, hvis man ønsker at understøtte menneskers liv på jorden, men det giver mening, hvis man - nogen - ønsker det modsatte.

randi christiansen

Steinberg : Det handler om at leve i overensstemmelse med livets lovmæssigheder i stedet for i et modsætningsforhold til disse

Og så længe der ikke er fuld erkendelse om lovmæssighederne, bør man være yderst varsom med sin fremfærd

Derfor må man respektere, at alt indgår i et indbyrdes forbundet kredsløb > hvad man putter ind, kommer ud igen - og det skal helst ikke ske i et destruktivt forløb. Hvilket heller ikke er nødvendigt, hvis man agerer med indsigt i og respekt for biotopens lovmæssigheder.

Det er i virkeligheden så enkelt - alt hvad der kræves er samarbejde blandt planetens indbyggere - En Plan for Planeten, således at æbler, pærer og alt andet kan finde sin rette plads.