Baggrund
Læsetid: 3 min.

Ud og køre med Nicolai Wammen

Hvordan ser den danske europaminister på EU’s aktuelle problemer og fremtid? Det forsøgte Information at få svar på, da ministeren i denne uge aflagde besøg hos sine sydeuropæiske kolleger
Udland
8. december 2012

Efter folketingsvalget i 2011 fik Danmark sin første europaminister. ’Nede i Europa’ har man længe haft sådanne ministre. I denne uge var den danske europaminister, Nicolai Wammen (S), på besøg hos sine kolleger i Italien og Spanien.

Information sad med på bagsædet, da Wammen efter sit møde med den italienske europaminister, Enzo Moavero, blev fragtet til Roms lufthavn for at flyve videre til et møde i Madrid. Aarhus’ tidligere borgmester er iført mørkeblåt jakkesæt, og på bilens bagsæde ligger et ulæst eksemplar af Financial Times. En politibil med blå blink og sirene baner vejen for den grå Audi, som skærer sig gennem myldretidstrafikken. Wammens miniturné indgår i forhandlingerne om et europæisk banktilsyn: »Vi har fra dansk side ikke taget stilling til, om vi skal være med i banktilsynet. Det gør vi først, når vi kender den endelige aftale,« siger ministeren.

Intet i skuffen

Nedskæringerne i de sydeuropæiske lande har ikke løst krisen, men tværtimod forårsaget massearbejdsløshed.

– Krisen i EU bliver fremstillet som en konflikt mellem regelrette nordeuropæere og utilregnelige sydeuropæere. Er det rimeligt?

»Der er lande i EU, som har ført en uansvarlig økonomisk politik. De øvrige 26 medlemslande har rakt en hånd ud for at hjælpe Grækenland. Men når man skal have hjælp fra andre, må man også udvise vilje til at hjælpe sig selv. Det er uden tvivl en meget svær opgave, men det er også nødvendigt, at man fra græsk side overholder sin del af aftalen, så vi undgår, at fortidens problemer gentager sig.« Eurokrisen har blotlagt behovet for en styrkelse af EU’s institutioner. For at kunne tackle finanskrise og klimaforandringer er EU nødt til at udvikle sig fra et mellemstatsligt samarbejde til en egentlig politisk union, hævder eksperter.

– Hvordan kan man sikre, at udviklingen af EU’s institutioner ikke skaber et demokratisk underskud, der ender med at undergrave projektet?

»Samarbejdet kan godt fortsætte inden for de eksisterende rammer. Vi har ingen planer for store institutionelle reformer gemt i skuffen,« siger Wammen og præciserer, at Europaparlamentet ikke bør have beføjelser til at tage lovgivningsmæssige initiativer, hvilket tilkommer kommissionen: »Den danske regering har ingen planer om at foreslå traktatændringer, som skal give parlamentet mere indflydelse.«

Under sit besøg i Rom nåede Wammen ikke at tage bestik af konsekvenserne af de offentlige besparelser, som Mario Montis regering har gennemført i løbet af det seneste år. Få skridt fra statsministeriet, hvor Wammen mødtes med sin italienske kollega, demonstrerer sklerosepatienter foran parlamentet mod afskaffelsen af tilskud til medicin og pleje, hvilket for de dårligst stillede kan få fatale følger: »Jeg kender ikke den konkrete sag,« indrømmer Wammen og tilføjer: »Italien har skullet træffe nogle svære valg, men der er generelt en anerkendelse af, at Monti-regeringen har leveret resultater.«Europaparlamentarikeren Jens Rohde (V) og Europabevægelsens landsformand, Erik Boel brugte for nylige sklerose som metafor for EU.

– Er der brug for en opgradering af samarbejdet og flere penge i EU’s kasse til at løse fælles problemer?

»Hvis den politiske vilje er til stede, kan man godt opnå resultater med det nuværende system. Under det danske formandskab skete det med finanspagten, vækstpagten og energieffektiviseringsdirektivet. Man bør modernisere EU’s budget og bruge færre penge på landbrugsstøtte, strukturfonde og administration. Vi ønsker at bruge flere penge på uddannelse, forskning og grønne tiltag. I en tid, hvor medlemslandene skal spare, må det samme gøre sig gældende for EU. Derfor mener vi, at det er fornuftigt med et mindre budget, og at Danmark skal have rabat.«

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her