Lidegaard: Klimaet skal reddes inden år 2020

Sikke en gang floskler. Tilsyneladende skabt i fællig mellem journalist og minister/kommissær. Det er som at høre på en narkoman, som altid har tænkt sig at stoppe i morgen.

Kernen af problemet er, at et samfund (verdensøkonomi i bred forstand) af vores type ikke kan drives ved hjælp af vedvarende energi i nogen overskuelig fremtid, om overhovedet. Hvis vi desuagtet forsøger på det, vil CO2-udledningerne gå lodret igennem taget, idet etableringsomkostningerne skal erlægges her og nu, mens gevinsterne først materialiserer sig over en periode på 20-60 år eller på endnu længere sigt. Så kan man jo med matematikken på sin side hævde, at det går lige op i det lange løb, men hvordan får man tandpastaen tilbage i tuben - især når man er gledet i den og har brækket et ben? Sådan ser det ud rent energimæssigt, noget andet er så, at hvis vi faktisk var i stand til at løse denne cirklens kvadratur, ville det stadig være mere end tvivlsomt om naturen kunne holde til behandlingen og om vi med den forhåndenværende teknologi og vilje til recirkulation og genindvinding ville kunne strække ressourcerne/råstofferne til den forventede evige vækst, som alle de toneangivende fortsat ævler ansvarsløst om. Det er sagen i en nøddeskal. Jeg mindes aldrig at have set en kalkule, som skulle sandsynliggøre det modsatte, altså at et samfund af vores type skulle kunne køre på vedvarende energi. Hvad vi derimod ofte har set er beregninger af to slags. 1. Hvor meget den forhåndenværende økonomi kan tåle at afse p.a. til forebyggelse af klimakatastrofens totale amokløb hvis den ikke skal lide ubodelig skade eller gå i skudder-mudder og i stå. 2. Usammenhængende additioner hen over årene af så og så mange vindmøller og så og så mange solpaneler (dæmninger, tidevandsanlæg etc. etc.) med indbygget forventet billiggørelse ved en voldsom skalering. Den sidste af de to slags beregninger ville måske have haft noget for sig, hvis vi var startet for tredve år siden, mens vi endnu ikke havde fyldt atmosfæren med CO2, og den fossile energi tillige var forholdsvis rigelig og tilsvarende billig. Det tog er kørt. Eller måske snarere, det skib er sejlet ud over horisonten for aldrig at vende tilbage igen. Nu er ballasten blevet for tung, og hvis vi ikke reber sejl og losser overflødigt gods over bord så hurtigt som muligt, går skibet ned i mødet med den næste stribe af frådende tværsøer.

For at være mere konkret:

'Og der kan sagtens gøres meget mere for klimaet her og nu, mener klimaministeren. I dag er det allerede teknologisk muligt at nedbringe CO2 -udslippet ved simpel energieffektivisering, og så vil en omlægning af støtten til kul, olie og gas kunne bidrage væsentligt, forklarer Martin Lidegaard:'

Om igen hr. Lidegaard. I en økonomi, som mistrives uden vækst, fordi dens indre konstitution kræver denne, vil enhver besparelse blive til brænde på vækstens uomgængelige bål (når den blive billigere/mindre ressourceforbrugende, kan, nej faktisk må, vi buge mere af den), på samme måde som al hidtidig vedvarende energiudbygning ikke har sænket forbruget af fossile brændsler, men kun det tempo hvormed dette vokser (accelerationen). Her taler vi om kendsgerninger, som enhver klima- og energiminister burde være fuldstændig klar over. Hr. Lidegaard fortsætter efter kolon med denne svada:

»Det giver slet ikke mening, at der er ulande, der bruger op mod 25 procent af deres BNP på at subsidiere fossile brændsler.

Det Internationale Energiagentur har regnet på, at hvis vi bruger samme beløb på energieffektivisering, som vi anvender i subsier til olie og gas, så lukker vi hullet. Det er den vej, vi ønsker at gå.«

Den første del af dette dobbeltudsagn giver overfladisk set god mening, men ved nøje eftersyn er det regelret nonsens - et led i det almindelige blame-game. Det giver naturligvis al mulig god mening i en kapitalistisk økonomi som er efterbleven og derfor må hekse med lidt ikke så salonfähig planøkonomi, for bare at hænge på i et ræs, hvor fanden tager de bageste. At subsidiere fossil energi er en nem og ubureaukratisk måde hjælpe en kapitalistisk økonomi op i gear på, hvis det i øvrigt kan gøres uden at sønderskyde valuta- og handelsbalancen. Det er fakta, endnu en gang. Bare se på Doha, Riad, Dubai, Brunei og massere af andre steder. Uden energipriser langt under verdensmarkedets ville det aldrig have kunnet lade sig gøre. Men nu er det næsten forbudt stater som bla. Nigeria, Angola, Venezuela og Ecuador at forsøge på at gøre kunststykket efter. DEN OLIE SOM RETTELIGEN BURDE TILFLYDE DEN, SOM KAN BETALE VERDENSMARKEDSPRISEN, OS. Selvfølgelig kan de bare sælge skidtet til verdensmarkedsprisen, og derefter fordele provenuet på diverse vækstsektorer, men det ville indebære en grad af planøkonomi/bureaukrati, som måske ville holde den ude af WTO eller udsætte dem for blokader og/elle sanktioner som fx. Cuba. Hvis vi tænker nærmere efter hvordan det var, at vi selv blev rige, så er vi nødt til at se i øjnene, at det for en stor dels vedkommende skyldtes, at vi netop pøsede billige fossile brændstoffe ad libitum ud over vores økonomier, hvilket man for øvrigt stadig gør til overmål i verdens førende kapitalistiske stat, USA. Det gør man i øvrigt også i resterne af dennes slagne rival, Rusland. Man forstår, at det var langt finere på den måde som vi andre gjorde det på, nemlig ved at stjæle det, hvor vi kunne få fat i det.

Så megen fortielse kan der rummes i en tilsyneladende uskyldig sætning, når det handler om blame-game. Op til og under COP15 var der i øvrigt bred ymer på, at det var de rige lande, som skulle skære hårdt ned på deres forbrug af fossile brændsler, mens de fattige udviklingslande en tid endnu kunne tillade sig at have et voksende forbrug. Det hører vi ikke meget til mere.

For at lette læsningen af denne indædt lange post, må jeg vist fortsætte med at repetere ovenstående citats andet led:

'Det Internationale Energiagentur har regnet på, at hvis vi bruger samme beløb på energieffektivisering, som vi anvender i subsier til olie og gas, så lukker vi hullet. Det er den vej, vi ønsker at gå.'

Jvf. min ovenstående hentydning til Jevons paradoks må dette udsagn uden videre karakteriseres som avanceret nonsens, hvis man lader to og fem være lige og ikke parrer denne rent kvantitative foranstaltning, med kvalitative tiltag, som sikrer, at besparelsen vitterlig bliver en besparelse, og ikke 'bare' mere brænde på bålet.

Man kunne indvende meget mere mod denne artikel, og det kan jeg ikke dy mig for, så her kommer det.

'Lidegaard: Klimaet skal reddes inden år 2020', siger overskriften og altså angiveligt også hr. Lidegaard. Jeg vil ikke nærmere kommentere på overskrifters ofte primitive forfatning, men nøjes med at konstatere, at der tilsyneladende er tale om det nok som berømte vindue for klimahandling, som har det med at rykke frem i tiden i takt med beslutningstagenes voksende uformåen. For et par år siden var det 2015, så 2017 og nu 2020. Vupti, lige som regeringens ansvarsforflygtigelse, i daglig tale kaldet 2020-målene. Det lyder hele artiklen igennem, som noget hr. Lidegaard siger, måske ligefrem har fundet på, hvilket han nok også har, men et par steder bliver det alligevel tydeligt, at det mest er hr. Lidegaard, som udlægger EUs 'strategi' på COP18. Den glider åbenbart bedst ned med en rask og massiv manipulation:

»Al fokus er på EU’s udslip, men det giver slet ikke mening.

I 2020 vil det udgøre blot otte procent af det samle udslip. Derfor vil vi lave en ny alliance af lande, der er villige til handling,«

Endnu er vi ikke nået til 2020, så klima- og energiministeren taler altså om fugle på taget, som kan blive svære at få et solidt greb om, så længe man ikke virkelig har fået indført bindende mål og påfølgende sanktioner, hvis rammen skrider i mørket. Hvad den jo plejer at gøre, når man ikke ønsker at gå 'enegang'. Nu er det 2012, hvordan går det med opfyldelsen af de latterligt små kyotoforpligtelser? Nej vel, det går slet ikke så godt, især ikke når man tænker på, hvor meget energitung produktion EU i mellemtiden har udflaget til lande, som subsidierer fossile bændsler;-) når man ikke tæller EUs samlede tonnage på verdenshavene med i regnskabet, når udledningerne fra flytrafik ikke indegnes i nogen eksisterende nation, når en af verdens største bestande af atomreaktorer ikke tælles med fra vugge til grav, når der fuskes med CDM til den store guldmedalje og når det tages i betragtning, at vi har råd til at bruge stedse støre mængder af naturgas, mens andre fattigere lande må tage til takke med det billigere og mere forurenende kul. Og ydeligere oceaner af ting, som et sminket tal ikke tage i betragtning. Helt ærligt, en rask gang hovedregning siger mig, at EUs befolkning nogenlunde udgør otte procent af verdens befolkning, som altså allerede i 2020 angiveligt kun skulle udlede tilsvarende otte procent af verdens CO2 - altså fair deal. Det tror jeg ikke på, det vil jeg gerne se noget vandtæt dokumentation for. Med andre ord klima- og energiministeren er fyldt med løgn og plat. Det må han godt slæbe mig i retten for at have skrevet. Eller det var måske noget for Detektor at tage fat på, nåh nej, det er for indviklet og for politisk ømt.

Og så hele den parade med at dele tilløbet til 2020 op i forskellige faser til den endelige holmgang. Den minder mest af alt om en der ikke kan få orgasme, men som taler så meget desto mere om den. Atmosfærens indhold af CO2 måles ved hjælp af videnskabelige metoder, og hvis det er højere end de enkelte landes samlede selvangivelser lader ane, så er der nogen, som snyder på vægten, som antydet ovenfor, eller også er der mere gang i optøningen af verdens tundraer, end man vil være ved, eller er klar over.

Hvis IPCCs AR5 i 2014 er hvad vi venter på for hen ad vejen at blive i stand til at tage os sammen til det store spring fremad, så er der tale om en dårlig undskyldning. Hvis rapporten skal følge mønstret fra sine forgængere, og hvorfor skulle den ikke det, så tager det to år at sammenfatte (politisk redigere???) den indsamlede viden, så den vil altså kun kunne fastslå, at hvad de vågne og informerede vidste allerede sidste år, er vitterligt og politisk sanktioneret (og som vanligt en undervurdering af den faktiske katastrofe. Så er der muligvis ikke så meget at diskutere til den tid, men heller ikke ligefrem mere tid til at handle. Vi ved alle sammen hvorfor fanden slog sin oldemor ihjel.

'Initiativet, der er udviklet sammen med EU-Kommissionen, blev også nævnt på dagens EU-pressemøde, hvor EU´s klimakommissær, Connie Hedegaard, ligeledes pegede på, at det er eneste vej frem mod 2020.'

Jeg mindes ikke at have hørt lignende vrøvl siden Mao slog fast at der var en (og kun en) korrekt linje. Det burde man ikke kunne slippe af sted med over for en informeret befolkning. Men altså: Når de andre ikke vil eller kan tage sig sammen, så vil vi heller ikke, da det ville koste os vores privilegerede placering i den internationale hakkeorden. Der er altså ting der er vigtigere end at redde vor jord.

'Og der kan sagtens gøres meget mere for klimaet her og nu, mener klimaministeren. I dag er det allerede teknologisk muligt at nedbringe CO2-udslippet ved simpel energieffektivisering, og så vil en omlægning af støtten til kul, olie og gas (?) kunne bidrage væsentligt, forklarer Martin Lidegaard:'

Så er det vist heller ikke mere simpelt. Og i øvrigt er det en engangsforeteelse - jo flere besparelser man har gennemført, jo sværere bliver det at gennemføre flere - som det økonomiske system, som ovenfor påpeget, oven i købet hverken kan tåle eller vil tillade. I bedste fald har vi ikke løst noget problem og i værste fald, har vi gjort problemet større. Som de siger nede på stamværtshuset: Nu må du fandeme se at komme til lommerne!

»Det, vi tilbyder, er, at landene [en lang række mindre og mellemstore ulande] selv driver deres processer, altså uden at de binder sig til bestemte mål, men at deres indsats bliver noteret og tæller med i det store regnskab,« siger Martin Lidegaard

An offer you can't refuse??!! Mundsvejr.

»Jeg mener blot, at der er mange helt åbenlyse muligheder lige nu. Så jeg synes ikke, at vi skal gøre det mere kompliceret end det behøver at være.«

Det lyde forjættende, men skal det være hemmeligheder for læserne?

'Men om det overhovedet er realistisk at skabe en alliance, det ved Martin Lidegaard ikke. Lige nu forhandler han og EU-Kommissionen med en lang række udviklingslande for at søge opbakning.'

En alliance om hvad? Om at få lov til at komme med på hr. Lidegaards regneark?

»Jeg ville ønske, at der var en global klimaaftale allerede i dag, men når der ikke er det, så er det her det næstbedste, vi kan gøre« siger Martin Lidegaard, der trods stor optimisme er klar over, at der er langt igen, før hans plan lykkes.

Har ministeren evt. overvejet, om det næstbedste kunne være det nødvendiges værste fjende?

»Man skal altid passe på, og man kan hurtigt blive for begejstret. Der er ingen garantier for at det her redder klimaet, men det er et forsøg. Og fredag ved vi, om det lykkedes at skabe opbakning til forsøget.«

Det lyder lidt som en ludoman på casino. Er der i øvrigt ikke tale om endnu en gentagelse af mantraet fra COP15?

Så kan enhver jo overveje med og for sig selv, om journalisterne eller politikerne er det største problem, når det gælder om at skabe klimamæssig handling.

Mens græsset gror
dør horsemor