Læsetid: 3 min.

Monti har ikke skabt mirakler

Mario Monti har ikke løst Italiens problemer, for overgangsregeringen var hæmmet af afpresning fra Berlusconi. Men alligevel har landets genvundet en god del troværdighed
Mario Monti blev betragtet som euroens frelser, da han i november 2011 blev Italiens ministerpræsident.

Mario Monti blev betragtet som euroens frelser, da han i november 2011 blev Italiens ministerpræsident.

Stefano Rellandini

12. december 2012

Italiens problemer er ikke blevet løst, men blot fejet ind under gulvtæppet. Mario Monti blev betragtet som euroens frelser, da han i november 2011 afløste Silvio Berlusconi som landets ministerpræsident. Med bl.a. arbejdsmarkeds- og pensionsreformer er det lykkedes at genoprette tilliden til den italienske økonomi og dermed nedbringe renten på landets statsobligationer. Men chokket over, at Berlusconi nu har bragt teknokratregeringen til fald, har brudt illusionen om Monti som mirakelmager: »Den til tider ukritiske beundring, som han var genstand for, var baseret på forestillingen om, at man kunne løse Italiens problemer ved at lægge det politiske til side og gennemtvinge et par reformer og en masse besparelser,« skriver Wolfgang Münchau i Financial Times.

Valget bliver først udskrevet, når næste års statsbudget er vedtaget. Berlusconi har dog allerede indledt valgkampen med kritik af Monti:

»Under denne regering er bruttonationalproduktet blevet reduceret med to pct.. Alting er blevet værre,« udtaler han. Indskrænkningen i den italienske økonomi er en naturlig følge af reduktionen af de offentlige udgifter, replicerer Monti.

Mens Berlusconi beskylder sin efterfølger for at lade sin politik diktere af den tyske regering, roser EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, Monti-regeringens indsats:

»Monti har ydet et exceptionelt bidrag til den europæiske dialog. Vi har brug for et stabilt Italien,« siger Barroso.

Naivitet

Den politiske uro har fået rentespændet mellem tyske og italienske statsobligationer til at øges. Den europapolitiske tænketank Cer vurderer, at den turbulente afslutning på valgperioden vil koste den italienske stat i omegnen af 300 mio. euro i øgede renteudgifter.

Ifølge Marco Travaglio, lederskribent ved avisen Il Fatto Quotidiano, blev Monti-regeringen født med et alvorligt handicap. Den skulle ikke blot genoprette tilliden til den italienske økonomi for dermed at bringe omkostningerne til refinansiering af landets enorme statsgæld under kontrol, men var samtidig afhængig af stemmer fra Berlusconis parti for at kunne gennemføre reformer. Berlusconi har således hele tiden haft snor i Montis regering:

»På afgørende områder som rets- og mediepolitik har Monti været tvunget til at tage hensyn til Berlusconis ønsker,« siger Travaglio til Information.

I stedet for at udpege en overgangsregering burde republikkens præsident, Giorgio Napolitano, derfor allerede have udskrevet valg for et år siden, da den forrige regering mistede sit flertal i parlamentet som følge af intern splittelse i Berlusconis parti. Så ville Berlusconi være blevet sat definitivt uden for indflydelse, mener Travaglio:

»Nu vågner Napolitano og de øvrige parter, som har støttet Monti, pludselig op fra deres søvn og opdager, at Berlusconi prioriterer sine personlige interesser højere end landets. Hvem troede de, at de havde med at gøre? En statsmand?« siger Travaglio og tilføjer: »Det, der sker nu, er den naturlige konsekvens af beslutningen om ikke straks at udskrive valg, men i stedet at udpege en teknokratregering, som konstant kunne afpresses af den person, der har bragt landet på afgrundens rand.«

Anerkendelse

Omkring 70 pct. af den italienske befolkning ejer deres bolig. Derfor har Berlusconi tidligere med stort held ført valgkamp på løfter om at sænke ejendomsskatterne. Det er således næppe tilfældigt, at han indleder valgkampen, samtidig med at italienerne nu skal betale de forhøjede ejendomsskatter, som Monti har indført for at lukke hullerne i budgettet:

»For mange er det en meget stor udgift,« siger Giuseppe De Rita, leder af socialforskningsinstituttet Censis. I sidste uge udgav instituttet en rapport over udviklingen i det italienske samfund, som viser, at uligheden er vokset støt i løbet af de seneste ti år. Gennemsnitligt er italienernes formuer blevet reduceret med 40,5 pct., men samtidig er den rigeste andel af befolkningen med formuer og ejendomme for over en halv million euro steget fra seks til 12,5 pct.

Censis registrerer endvidere en forskydning i rigdommen fra den yngre mod den ældre del af befolkningen. Som følge af Monti-regeringens besparelser på pensionsydelser og offentlige tilskud risikerer knap en tredjedel af befolkningen, 28,5 pct., at ryge ned under fattigdomsgrænsen. I 2012 har 2,5 mio. italienere været nødt til at sælge guld eller andre værdigenstande. Trods forringelsen af italienernes vilkår må man ifølge Giuseppe De Rita anerkende Montis indsats for at »genoprette landets troværdighed i udlandet«. Det mener knap halvdelen af befolkningen. 47 pct. af befolkningen er ifølge opinionsinstituttet Demos tilfreds med regeringens indsats:

»Det forstærker indtrykket af, at det kommende valg vil blive et vendepunkt,« skriver Demos’ direktør, valgsociologen Ilvo Diamanti, som vurderer, at italienerne er på vej til at »lægge berlusconismen og Berlusconi definitivt bag sig«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu