Læsetid: 4 min.

Mysteriet om den forsvundne prisvinder

I næsten 14 dage har den laotiske ngo-direktør og prisvinder Sombath Somphone været forsvundet. Lokale organisationer, FN og hans familie frygter en kidnapning. Skulle det være tilfældet, kan det være starten på en international krise
31. december 2012

I slutningen af november underskrev de ti medlemmer af Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer (ASEAN) en fælles erklæring for menneskerettigheder i regionen.

Særligt et af medlemmerne – Laos – har gjort nylige fremskridt på det område. I oktober blev Laos medlem af verdenshandelsorganisationen WTO, og i november var landet vært for den største diplomatiske begivenhed i Laos nogensinde: Det årlige Asien-Europa-møde, hvor 48 repræsentanter fra lande på de to kontinenter mødes for at diskutere samarbejde – det såkaldte ASEM-møde.

Lørdag den 15. december i år skete der imidlertid noget, der kan vende fremskridt til krise. Den respekterede og internationalt anerkendte aktivist Sombath Somphone forsvandt, og ingen har set ham siden.

Somphone er direktør for organisationen PADETC, der arbejder med miljø og landbrugsoplysning. Han stiftede organisationen i 1980, og i 1995 modtog han den asiatiske pendant til Nobelprisen, The Magsaysay Award for Community Leadership. Somphone er et kendt ansigt, både i Laos og i regionen, og en flittigt benyttet taler.

Den 60-årige aktivist er for nylig gået på pension, men den lørdag var han alligevel på arbejde i organisationen i Laos’ hovedstad Vientiane.

»Jeg så min mand køre i sin jeep bagved min bil. Vi var på vej hjem for at spise aftensmad. Hans jeep var stadig bag min bil omkring kl. 18, da vi kørte forbi en politikontrol, men derefter så jeg ham ikke mere,« forklarer Ng Shui Meng, Sombath Somphones kone.

Rutinetjek eller kidnapning

Ng Shui Meng tilkalder hjælp, da hun kommer hjem. Hun tjekker hospitaler, de lokale myndigheder, politiet og hospitalerne igen. Men Sombath Somphone er forsvundet.

Kort efter Somphones mystiske forsvinden, dukker overvågningsbilleder op, som ifølge Sombath Somphones kolleger viser, at Somphones står ud af sin bil efter at være blevet stoppet af politiet.

Han bliver ført ind på politikontrolstationen, hvor Shui Meng sidst så ham, og derefter ses en motorcyklist parkere sin motorcykel og køre Sombath Somphones bil væk.

Senere kommer en hvid ladvogn, der stopper ud for politikontrolposten. Sombath Somphone bliver eskorteret ind i bilen af to mænd, og bilen kører væk.

Da den laotiske regering få dage senere kommer med en officiel udtalelse, er forløbet imidlertid ganske anderledes:

»Den 15. december lavede færdselspolitiet et rutinetjek ved en politikontrolpost. Ifølge overvågningen stopper politiet Hr. Sombath for at tjekke hans kørekort, hvilket er normal procedure. Hr. Sombath står ud af bilen for at vise sine dokumenter, og efter de er blevet tjekket, går politiet videre med deres rutinetjek af andre bilister,« lyder det ifølge det laotiske udenrigsministerium.

Herefter ankommer først en mand på motorcykel, der angiveligt stjæler Sombath Somphones bil. Derefter kommer endnu to personer i en hvid ladvogn, og de kører væk med direktøren.

»Det er muligt, at Hr. Sombath er blevet kidnappet på grund af en personlig konflikt eller af andre årsager,« lyder vurderingen yderligere.

Tillidsbrud

Den afvisende attitude skaber bekymring hos det internationale samfund. Flere lokale organisationer peger på huller i den officielle laotiske forklaring; blandt andet, hvordan en ukendt mand kunne lykkes med at stjæle en bil lige foran politiet ved kontrolposten. Viser det sig, at Sombath Somphone faktisk er blevet kidnappet, er det et tillidsbrud overfor Laos’ internationale samarbejdspartnere.

ASEAN meldte for nylig afbud til en paneldebat om erklæringen, og hvad der ser ud til at blive den første alvorlige test af den: Sombath Somphones mulige kidnapning.

ASEAN ønsker ikke at udtale sig om sagen.

Hvis Sombath Somphone er blevet bortført af myndighederne, er det et klokkeklart brud på de netop vedtagne regler, der blandt andet sikrer enhver »ret til personlig frihed og sikkerhed« og foreskriver, at ingen person må »udsættes for skønsmæssig eller vilkårlig arrest, kropsvisitering, tilbageholdelse, bortførelse eller nogen anden form for frihedsberøvelse«.

Kan medlemslandene ikke leve op til de fælles aftaler, er det en klar svækkelse af ASEAN’s mandat.

EU og FN er bekymrede

Også udenfor Asien er der fokus på Sombath Somphones forsvinden.

EU udstedte i sidste uge en officiel meddelelse, hvori EU’s repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik, Catherine Ashton, opfordrer den laotiske regering til at tage ansvar. Ashton sætter spørgsmålstegn ved Laos’ regerings oprigtighed i forhold til det billede, landet de seneste måneder har vist omverdenen.

»Vi er meget bekymrede over den seneste udvikling i Laos. Den stemmer ikke overens med det mere tolerante billede, landet har forsøgt at vise under ASEM-mødet. Vi har derfor rejst sagen offentligt, og vi vil igen give udtryk for vores bekymring næste gang, vi skal diskutere menneskerettigheder med Laos. I mellemtiden følger vi situationen tæt,« lyder det fra Catherine Ashtons talsperson, Maja Kocijancic.

Hos FN er man ikke bange for at bruge ordet »bortførelse« om hændelsen.

»Vi er meget bekymrede over det, der ligner Sombath Somphones tvungne forsvinden. Vi er meget bekymrede for hans sikkerhed, og vi tror, at hans bortførelse kan være relateret til hans menneskerettighedsarbejde,« siger Rupert Colville, talsperson for FN’s Menneskerettighedskommissær.

Den sidste bemærkning fra FN omkring emnet faldt fredag i sidste uge. Siden da er der ikke kommet noget nyt om den 60-årige nyslåede pensionist, der for to uger siden var på vej hjem til middag med sin kone.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu