Nyhed
Læsetid: 5 min.

Orkan gav Occupy en saltvandsindsprøjtning

I forbindelse med hjælpearbejdet efter superstormen Sandy er en del af bevægelsen blevet forvandlet til en nødhjælpsgruppe og endda begyndt at samarbejde med selvejende institutioner og myndighederne, herunder tidligere ’fjender’ som New Yorks borgmester Michael Bloomberg og byens politistyrke
Som garvede Occupy-aktivister faldt det veninderne Becky Wartell og Rose Regina Lawrence let at indgå i Occupy Sandy. De tilbragte flere uger på 1. sal i en kirke i Brooklyn, hvor de koordinerede nødhjælpsarbejdet sammen med gamle kammerater fra Zuccotti Park i Wall Street.

Som garvede Occupy-aktivister faldt det veninderne Becky Wartell og Rose Regina Lawrence let at indgå i Occupy Sandy. De tilbragte flere uger på 1. sal i en kirke i Brooklyn, hvor de koordinerede nødhjælpsarbejdet sammen med gamle kammerater fra Zuccotti Park i Wall Street.

Benjamin Kürstein

Udland
13. december 2012

I dagene efter århundredets storm og flodbølge slog ned i New York og New Jersey ledte Robin Menikoff, en freelanceskribent og redaktør i Brooklyn, desperat efter at gøre noget nyttigt for at hjælpe de nødstedte i katastrofeområderne.

»Jeg henvendte mig til Røde Kors og tilbød at være frivillig. Jeg har før været involveret i valgkampagner, kvindearbejde og med at hjælpe husvilde, men Røde Kors svarede ikke,« fortæller Menikoff.

Så en dag hørte hun, at Occupy-bevægelsen havde startet en hjælpeoperation fra to kirker i Brooklyn. En uge efter superstormen Sandy mødte Menikoff en morgen op ved St. Jacobi Lutheran Church i Brooklyn-kvarteret Sunset Park.

»Jeg gik ind ad døren og spurgte en ung kvinde, hvad jeg kunne gøre. Hun sagde: Du kan tage min plads. Jeg er tilbage om et par timer,« husker den frivillige.

To timer senere var hun pludselig ansvarlig for sortering af alle de forsyninger, der løbende blev bragt ind ad døren, stablet og pakket i kasser i en stor sal.

»Det var en bevidstgørende og meningsfuld oplevelse. Ugen efter fik jeg svar fra Røde Kors. De havde ikke brug for min hjælp. Det havde Occupy Sandy derimod,« fortæller Menikoff.

Voluntører strømmer til

Tusinder af newyorkere havde samme oplevelse som denne i øvrigt beskedne amerikanske kvinde, der aldrig før havde været i forbindelse med Occupy Wall Street. Nok var de sympatisører, men de holdt sig på behørig afstand og var noget skeptiske overfor besættelsen af Zuccotti Park i Wall Street i efteråret 2011 og de mange gadedemonstrationer og direkte aktioner.

»Jeg kunne ikke rigtig se meningen med den slags. Jeg er mere gearet mod at gøre noget produktivt for de udsatte i samfundet,« forklarer Robin Menikoff.Occupy Wall Streets beslutning om at starte nødhjælpsgruppen Occupy Sandy kort efter stormen, har utvivlsomt givet bevægelsen en saltvandsindsprøjtning. Ligesom Menikoff planlægger mange af de nytilkomne frivillige nødhjælpsarbejdere at holde kontakten med Occupy ved lige og måske engagere sig i det mere politiskorienterede virke.

»Mange af de frivillige har fået syn for sagn og oplevet på nær hold, hvordan Occupy opererer. Det er folk, som ikke var i forbindelse med os før og som nu har fået et enstående indblik i, hvad vi egentlig står for,« siger Brett Goldberg til New York Daily News. Goldberg var en ledende kraft i Occupys indsamling og distribution af varer til ofre for stormen, der fandt sted fra St. Jacobi-kirken.

Ude i katastrofeområderne bed lokale velgørende organisationer mærke i de mange Occupy Sandy-aktivister, der myldrede rundt.

»Førhen vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg skulle mene om Occupys ativiteter, men de begyndte at strømme ind på et tidsligt tidspunkt og var her før Røde Kors og FEMA,« siger Aria Doe.Doe leder ngo-gruppen Action Center, der til dagligt driver fritidsaktiviteter og tilbyder sygehjælp til børn og unge i det sociale boligbyggeri, Ocean Bay Public Housing, på den oversvømmede halvø Far Rockaways.

Koordinering med myndigheder

For de amerikanske medier var Occupy Sandys imponerende nødindsats en kæmpe overraskelse; i de garvede Occupy-aktivisters øjne blot en naturlig følge af det tunge arbejde udenfor kameraerne søgelys, som de havde lagt for dagen, siden borgmester Michael Bloomberg beordrede rømningen af Zuccotti Park i december 2011.

Den interimistiske nødhjælpsgruppe Occupy Sandy er et godt eksempel på, hvor langt aktivisterne er rede til at gå i samarbejdet med institutioner, som de ellers ynder at kalde ’stivnede bureaukratier’.

Under hjælpearbejdet i ugerne efter superstormen dukkede repræsentanter for borgmester Bloomberg op til et møde i en anden kirke, der husede Occupy Sandy, ’Church of St. Luke and St. Matthew’ på Clinton Street i Brooklyn. Embedsfolkene blev senere rost af aktivister for deres konstruktive bidrag.

I det alvorligt ramte bykvarter Red Hook i Brooklyn drev borgmesterens folk og Occupy et nødhjælpscenter sammen. Beslutningen om at starte centret blev taget af repræsentanter for forbundsstatens beredskabsstyrelse, FEMA, for politiet og New Yorks bystyre samt civilforsvaret på et møde i en lejlighed tilhørende den 26-årige Occupy-aktivist Kirby Desmarais, skrev Time Magazine for nylig.

Der fandt endvidere koordinering sted mellem Occupy Sandy og religiøse hjælpeorganisationer som Lutheran Social Services og Catholic Charities, fortæller Gary Wills, en svenskfødt præst i St. Jacobi Lutheran Evangelical Church.

Lederskræk

Occupy Sandy har god grund til at bryste sig af sin indsats. Gruppen var ofte først på pletten med nødhjælp i de værst ramte katastrofeområder, hvorimod det tog tid for de store organisationer at komme i sving.

På den anden side måtte Occupy give køb på nogle af sine principper, herunder en vægring mod at etablere en ledelsesstruktur.

»I den anden og tredje uge efter stormen havde vi hver dag i vores kirke 300-400 frivillige, som sendte 15.000 kasser forsyninger om dagen ud til de nødstedte.

Uden organisation og ledelse ville det have været umuligt, men mærkeligt nok afviser Occupy vedholdende, at de har ledere,« påpeger Gary Wills en eftermiddag i sit lille, kolde kontor i kirkebygningen.

Præsten ved, hvad han snakker om. Han fulgte operationen på nær hold.

»Jeg afviste fra starten at samarbejde med Occupy, med mindre de nedsatte en ledergruppe, som jeg kunne koordinere med. De var jo gæster i vores kirke,« siger han.

I den store sal i stueetagen arbejdede de mange frivillige, og i et værelse oppe på 1. etage sad et dusin koordinatorer og en ledergruppe på to mænd og to kvinder, som efter præstens opfattelse var de egentlige ledere. »De hed Brett, Luke, Daisy og Danielle,« beretter Wills.

Intet hierarki

Rose Regina Lawrence er én af de Occupy-aktivister, der arbejdede på 1. sal.

»Udefra kan det se ud, som om vi bygger et hierarki, men vi skelner mellem at have ansvar og magt. Brett Goldenberg fik ansvar, fordi han havde så meget erfaring fra sit tidligere arbejde i Occupy,« forklarer hun.Samme indtryk fik den frivillige Robin Menikoff.

»Hvis man stilede efter at få ansvar, gjaldt det om at være i kirken hele tiden. Så snart man var væk i bare en dag, overtog en anden ens hverv.«

Denne indbyggede fleksibilitet i Occupy Sandys organisation viste sig at være et effektivt redskab til at indsamle og uddele forsyninger til ofrene for stormen. Men som det gælder for alle revolutionære grupper, var det dem, der viede sagen mest tid og talte bedst for sig, som blev ledere i St. Jacobi-kirken.

»Occupy Wall Streets største svaghed er, at de ikke vil anerkende behovet for at have ledere, selv om de faktisk har dem. De er blot anonyme. Deres virkelig styrke er det store engagemenet og dynamikken. Det kunne andre organisationer lære noget af,« mener Gary Wills.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Sådan.!
Man tager ansvar og ikke magt, til at lede og fordele arbejdet.