Læsetid: 8 min.

Sindets lange tilløb til geværet

Efter tragedien i Newtown mindes forfatteren Christian Mørk sin gamle studiekammerat Evan i et essay om skydevåben og sindslidelse i USA
Efter tragedien i Newtown mindes forfatteren Christian Mørk sin gamle studiekammerat Evan i et essay om skydevåben og sindslidelse i USA
19. december 2012

Min medstuderende Evan var altså lidt mærkelig, sagde folk på et lille universitet i den amerikanske bjergstat Vermont, hvortil jeg netop var ankommet som ny elev. Hans familie var velhavende, det var der ingen tvivl om; han viste sig hvert efterår frem i en ny sportsvogn, hans tøj var netop så skødesløst lapset, som man kun fandt det i Manhattans dyreste butikker, og alle på skolen, hvor ingen havde penge, fandt hans prangende stil uspiselig. Han holdt sig meget for sig selv og nikkede tungt til alle dem, der kom forbi. Lidt for cool til os andre, virkede det som, men så heller ikke mere.

Men der var noget andet, noget uhåndgribeligt, man var utryg ved, viste det sig hurtigt, efter jeg begyndte at lære både Evan og de andre bedre at kende. I en skole højt oppe på et bjerg med kun 200 elever, hvor man var nødt til at omgås hinanden i fordragelighed, kunne Evan være mere end studs: Han stod ofte for sig selv og skar ansigter til vores fællesmøder, og han var kendt for at sidde alene på sit værelse i dagevis i mørke og skrive på sin computer, som han var den eneste af os, der havde i 1988. Han kunne finde på at le upassende, hvis andre talte stille sammen. Desuden var han så anorektisk tynd, at han næsten var skræmmende at se på i sin blå blazer og slidte Tretorn-gummisko. Man både misundte ham og frygtede hans excentricitet.

Evan passede ikke ind i vores kreds, der lige akkurat tolererede, men aldrig accepterede, ham. Jeg tog eksamen og forlod skolen, før han havde taget sig sammen til det. Sidst jeg så ham, nikkede han trist til mig under skyggen på sin kasket og roste mig som et benovet barn for min afhandling.

Det var først knap 15 år efter, da en medstuderende spurgte mig, om jeg havde hørt, hvordan Evan netop var blevet arresteret for at have planlagt et Mumbai-agtigt nedskydnings-terrorangreb, at jeg huskede på mange flere ujævne hændelser, jeg havde været igennem med Evan på skolen, og jeg fandt gennem pressen straks ud af, hvad der var sket:

Evans fraskilte mor, som jeg mødte i deres hjem som helt ung, havde i de indeværende år været nødt til at tage sig af ham, fordi han med sit ustabile sind ikke kunne finde et arbejde. (Ja, hun skrev sågar en jobansøgning til mig på hans vegne, da jeg senere blev filmproducent, og blev rasende, da jeg afslog, fordi Evan ingen erfaring havde.)

Nu, mange år senere, boede Evan i en alder af 43 år stadig hos hende efter at være blevet arresteret for gadeuorden et utal af gange, fordi han kunne finde på at råbe ad folk uden grund, og en dag i 2004 fandt moderen under hans seng en halvautomatisk riffel af typen Ruger Mini-14, som kan nedlægge både kronvildt og mennesker mange gange i minuttet. Hun gik til politiet og sagde:

»Jeg tror, min søn har planlagt at gøre noget frygteligt«.

Da Vermonts statslige politi samme dag indhentede ham bare fem kilometer fra vores gamle skole, fandt de på en hel A4-blok i bilen hans omhyggeligt nedfældede planer for en nedskydningsmassakre, hvori Evan med sin ubehjælpelige håndskrift beskrev, hvordan han ville »fange elever i krydsild«, måtte sørge for at »lave vejspærringer og fange dem i en fælde«, og »huske at skifte magasin på geværet ofte, og sigte ordentligt, før man trykker af«. Hans plan var at dræbe alle på vores gamle college, for derefter at køre over til sin high school og udføre samme gerning der, hvorefter kronen på værket skulle være drabet på hans mor, og givetvis i sidste ende på sig selv, hvilket er det manuskript, snart sagt enhver massedrabsmand følger ned i mindste detalje.

Evan fik en behandlingsdom, og forsvandt igen af syne fra mit liv (for nylig har jeg endnu ikke besvaret hans venneanmodning på Facebook). Havde han haft held til at gennemføre sin plan, ville han være blevet den hjemmedyrkede, men forsinkede, terrorist manqué, som hverken kom fra små kår, eller var politisk radikaliseret. Men Evan var bare en sindslidende ung mand, der nåede at blive midaldrende, før han for alvor reagerede på sin smerte.

At han var fem minutter fra at gøre det samme, som den 20-årige massemorder Adam Lanza gennemførte forleden på en grundskole i Connecticut, og som Seung Hui Cho, der også var sindslidende, nogle år forinden udførte på Virginia Tech, hvilket var dette lands til dato værste skolemassakre, fik mig i første omgang til at drage samme nemme og toldfrie konklusion som det amerikanske kommentariat: Det er for let at erhverve sig skydevåben, og vi må en gang for alle gøre op med den romantik, der hænger ved dem.

Ved – kort – eftertanke bliver det derimod åbenlyst, at USA’s sundhedspolitik hvad angår sindslidende gennem de seneste 30 år er en lige så stor del af samme misere, for systemet er så nedbrudt, at begge problemer møder hinanden på den værst tænkelige måde: Når den hjælp, åbenlyst trængende mennesker som både Adam og Evan trængte til, ikke er til at opdrive, selv ikke med Evans mors penge, er hævnen over deres egen ulykke desto meget lettere at finde, nemlig i form af det skydevåben, vores kultur har sat til salg.

Som nyudnævnt præsident gennemførte Ronald Reagan i 1981 en såkaldt »deregulering« – i klar tale privatisering – af flere tidligere centralstatslige samfundsområder. Det betød, at en stor del af de sindslidende patienter, som hidtil havde modtaget offentlig støtte, så de kunne blive plejet på landets hospitaler, blev sat på gaden med en plasticpose og fik besked på at klare sig selv. Vi så dem drive omkring i New York City som den første store bølge af hjemløse, da jeg kom herover at bo første gang som dreng. Man kan dertil lægge, at en stor del af landets hjemvendte krigsveteraner med PTSD eller andre sindslidelser stadig kun modtager forsvindende lidt hjælp og ofte griber til våben for at komme smerten til livs.

Hvor man som samfund burde kunne skue fremad og se, hvordan x-aksen med nemme våbenkøb og y-aksen med ubehandlede sindslidende ender med på midten at danne et ord som ’skolemassakre’ og overhovedet gøre det almindeligt at anvende, er man stadig på et ubehjælpsomt forsigtigper-stadie, hvorfor præsidentens talsmand forleden så forblommet – efter 20 småbørn var blevet mejet ned – udtalte, at »det er idag ikke tidspunktet at tale om egentlige tiltag endnu«.

Pressen taler nu om at mure skolerne endnu mere til bagved ståldøre og ansætte endnu flere bevæbnede vagter til at passe på ungerne i timerne.

I Amerika ynder vi at reagere, efter skaden er sket, hvilket både har sin årsag i forfatningens Voltaire- og Adam Smith-inspirerede hyldest til hver enkelt medborgers ukrænkelige lykke, isprængt en særlig form for berøringsangst omkring kollektiv opofrelse, der samtidig sentimentaliserer ofrene efterfølgende, fordi det er lettere. Præventive indgreb, såvel sundhedsmæssige som de våbenbegrænsende, bliver uvægerligt karakteriseret som et frontalt angreb på det enkelte menneskes frihed. Det er denne bevidste afbøjning, denne særlige egenart af ideologisering i hverdagsspørgsmål, som europæere har svært ved at forstå. Men det er bl.a. derfor, Obama stadig vil få svært ved at implementere sin sundhedsreform: for hvor vover han at foregribe begivenhedernes gang i vort frie land? Vi er vel frie til både at blive skudt og skyde igen? Hertillands lægger man stadig hellere bamser ved drabssteder og tænder lys, frem for at drage åbenlyse politiske konklusioner angående borgernes ve og vel, der kræver store omstillinger og indebærer politisk risiko.

Evan hadede sin mor, og han elskede hende samtidig symbiotisk, det var helt tydeligt. Da jeg var på besøg hjemme hos dem en gang på den fine Manhattan-adresse, hvor der ellers ikke kom mange venner, slog det mig, hvor stram i ansigtet han kunne blive, bare hun – ufikst – spurgte til hans dårlige karakterer i skolen, hvor vi jo gik sammen. Hans blik flakkede (igen som et barns), og han gik ind på sit værelse og lukkede døren. Han klemte sig også ind til hende som et uudviklet menneske, der stadig ikke kunne styre sin angst som voksen mand, hvorefter han vrængede ad hende, fordi afhængigheden gjorde ham flov.

»Jeg er kun glad, når jeg sidder bag rattet i min bil og bare kører,« sagde han på hjemturen.

Men de, der efter hans dom dæmoniserede ham, havde nok ikke set, hvad jeg havde, nemlig at han også kunne være empatisk netop som et barn: Han lyttede til skoleveninder, der var kede af det, hvilket gjorde dybt indtryk på dem og på ham. Hans ansigt lyste op, når nogen så, hvad han kunne, hvilket var alt for sjældent.

Så jeg nogen sinde i hans blik kimen til den massakre, han forestillede sig skulle blive enden på det hele? Nej. Men jeg bar over med åbenlyse tegn på sindslidelse og afskrev de deraf følgende strejf af kådhed – endda voldsomhed – som et anderledes udtryk for den samme ungdommelige uro, jeg selv havde en snert af i mig.

Behøver jeg at sige, jeg svigtede ham totalt? Nej, sikkert ikke. For da jeg havde gået på skolen i et år, lod jeg mig glide bort fra det lidt flakkende venskab, fordi hans adfærd efterhånden også gjorde mig urolig, på samme måde som det var tilfældet med de andre. Jeg lod ham en gang med vilje lede forgæves efter mig en vinteraften, hvor vi skulle være kørt sammen ned til New York i hans sportsvogn. Ud af mit biblioteksvindue så jeg ham traske omkring med sine lange ben i sneen og give op. Motoren brummede, og han var væk. Det var ondt og illoyalt gjort, selv om jeg var blevet bange for ham og burde have talt med skolesygeplejersken. Jeg følte mig lige dele lettet og skyldig bagefter, da jeg gik i seng.

25 år senere sidder splinter af skylden stadig i mig. For ingen hjalp, hverken dengang eller i opløbet til hans plan mange år senere. Kun hans mor sørgede for, at skylden ikke blev større end som så.

Og man kan stadig i dette land købe en Ruger Mini-14 og dertilhørende ammunition i supermarkedet med større lethed, end man kan få rettidig behandling for et sind, der drømmer om at udslette mere end sig selv.

Evan er et pseudonym, hans rigtige navn er redaktionen bekendt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det handler måske lidt om de kasser man ynder at presse folk ned i, og har man ikke ambitioner, så kan man glemme alt om gensidig respekt.

Fejlen er at spejle sig i andre.

Massehysteri og massiv mobning kan sikkert presse mange. Hvis der så samtidig er kroniske lidelser - så synes sammenbruddet uundgåeligt.

Hvorfor han ville spilde tiden, på åbenbare ligegyldige bekendskaber, senere, er så det store x. Men hvis han har travet rundt i sneen det meste af sin ungdom - så ligger svaret måske i spørgsmålet.

Only about 4 percent of violence in the United States can be attributed to people with mental illness...

It’s possible that preventing people with schizophrenia, bipolar disorder and other serious mental illnesses from getting guns might decrease the risk of mass killings...

But mass killings are very rare events, and because people with mental illness contribute so little to overall violence, these measures would have little impact on everyday firearm-related killings. Consider that between 2001 and 2010, there were nearly 120,000 gun-related homicides, according to the National Center for Health Statistics. Few were perpetrated by people with mental illness.

Perhaps more significant, we are not very good at predicting who is likely to be dangerous in the future. According to Dr. Michael Stone, professor of clinical psychiatry at Columbia and an expert on mass murderers, “Most of these killers are young men who are not floridly psychotic. They tend to be paranoid loners who hold a grudge and are full of rage.”

All the focus on the small number of people with mental illness who are violent serves to make us feel safer by displacing and limiting the threat of violence to a small, well-defined group. But the sad and frightening truth is that the vast majority of homicides are carried out by outwardly normal people in the grip of all too ordinary human aggression to whom we provide nearly unfettered access to deadly force.
https://www.nytimes.com/2012/12/18/health/a-misguided-focus-on-mental-il...

Jeg er enig med Christian Mørk i at USAs psykiatriske behandlingssystem er underfinansieret og underudbygget og at mange der har brug for behandling ikke får den. Men, med baggrund i de amerikanske massedrab og de mange daglige drab som ikke får samme opmærksomhed, men som bliver til mange flere dræbte, vil jeg hævde at det fundamentale er at reducere antallet af og adgangen til skydevåben. Det er det der gør at volden i USA får en helt anden karakter end den får i andre lande.