Nyhed
Læsetid: 4 min.

Tiden er løbet fra gruppen af ikke-eurolande

De har fælles mål og fælles interesser i forhandlingerne om et europæisk banktilsyn. Men man kan ikke længere tale om én samlet udegruppe, siger eksperter forud for et EU-topmøde, der kan ændre forholdet mellem eurozonelande og udelandene dramatisk
Storbritannien har tidligere diskuteret muligheden for at etablere en formel udegruppe blandt EU-lande, som ikke er medlemmer af euroen. Men både Polen, Danmark og Sverige har afvist at være med. På billedet ses Den britiske premierminister David Cameron (venstre) og den polske premierminister Donald Tusk under et fælles pressemøde i 10 Downing Street 10 i London 18. april 2011.

Storbritannien har tidligere diskuteret muligheden for at etablere en formel udegruppe blandt EU-lande, som ikke er medlemmer af euroen. Men både Polen, Danmark og Sverige har afvist at være med. På billedet ses Den britiske premierminister David Cameron (venstre) og den polske premierminister Donald Tusk under et fælles pressemøde i 10 Downing Street 10 i London 18. april 2011.

Adrian Dennis.

Udland
11. december 2012

Ude og inde. Eurozone og ikke-eurozone. EU-topmødet, der starter i Bruxelles på torsdag, er blevet fremstillet som et møde mellem to grupper, der skal forsøge at finde frem til et kompromis, når de sammen forhandler om oprettelsen af et fælleseuropæisk banktilsyn og yderligere integration af eurozonen.

Men trods enkelte sammenfaldende interesser er gruppen af ikke-euro-lande – som Danmark er del af – langt fra en homogen gruppe med en fælles dagsorden og fælles mål, påpeger eksperter.

»Jeg ville ikke rigtig kalde dem en gruppe. Der er en eurozonegruppe, og så er der de lande, der lige nu ikke er medlem af euroen,« siger Thomas Klau, leder af tænketanken European Council on Foreign Relations’ Paris-kontor til Information.

Han peger på, at der har været en diskussion, som startede i Storbritannien, om at danne en formel udegruppe.

»Der var en mulighed for, at de kunne være blevet en gruppe. Den idé var oppe at vende: ’Er vi en specifik gruppe, bør vi kollektivt modsætte os visse ting, som eurozonen vil foretage sig’. Det var et reelt valg, som krævede en politisk beslutning, og det har vist sig, at Polen og Danmark og selv Sverige har afvist, at være del af sådan en gruppe,” tilføjer Klau.

Philip Whyte, senioranalytiker i tænketanken Centre for European Reform i London, er enig.

»Den idé viste sig at være komplet fantasi,« siger han til Information. I stedet består udegruppen nu af tre grupperinger.

Der er de såkaldte ‘pre-ins’ – lande, der har til hensigt at slutte sig til eurozonen på et tidspunkt. Derudover er der en midtergruppe af lande, der står udenfor, men måske vil tilslutte sig senere. Endelig er der en reel udegruppe (se boks).

Med så forskellige planer for fremtiden er der kun få ting, der forener gruppen, påpeger begge iagttagere.

Fælles interesse

»Udegruppen har en fælles interesse i at sikre, at eurozonen ikke skaber en kerne inde i EU, som ender med at beslutte reglerne for hele EU27,« siger Whyte og peger desuden på fælles-

interesser mellem dele af udegruppen i forhold til at sikre sig indflydelse i det nye banktilsyn og i at sikre, at eurozonegruppen ikke kommer til at dominere the European Banking Authority.

»Men gruppen af lande, der forventer at blive medlem af eurozonen, er mindre bekymrede. Den har nogle konkrete bekymringer, men de er af midlertidig karakter,« siger han.

Thomas Klau mener heller ikke, at der er »mange områder, hvor der er en fælles forhandlingsstrategi« blandt udelandene.

»Hvis du kigger på de to stærkeste og mest indflydelsesrige lande i gruppen – Storbritannien og Polen – så har den polske regering igen og igen gjort det klart, at den ikke ser sig selv som værende i en alliance med Storbritannien. Men selvfølgelig er der nogle fælles bekymringer. Begge lande ville finde det problematisk, hvis eurozonen konstruerede sit eget Europæiske Råd for deres stats- og regeringschefer, som ville blive det reelle centrum for beslutningstagning i EU,« siger han.

Trussel mod EU

En splittelse af EU som resultat af de skridt, EU vil forsøge at tage i denne uge – og som de fleste iagttagere vurderer er nødvendige for at sikre eurozonens overlevelse – er en reel risiko, mener mange.

Financial Times’ Wolfgang Munchau har sågar skrevet, at mens »eurozonen måske, måske ikke (vil) gå i opløsning,« så vil »EU næsten med sikkerhed«.

»På et tidspunkt vil eurozonens interesser ikke kun kollidere med dem fra ikke-eurozonen, men med EU selv,« forudså han for præcis et år siden.

Philip Whyte er enig i, at de nye institutionelle arrangementer, der bliver nødvendige i takt med øget eurozone-integration, »på kort sigt vil gøre livet meget svært for de EU-medlemsstater, der endnu ikke er medlem af den fælles valuta«.

»Der er en fare for, at de nye arrangementer forvandler dem til ’politik-aftagere’ snarere end ’beslutningstagere’,« skriver han i en frisk analyse af bankunionens betydning for Europa.

Over for Information uddyber han:

»Jo mere eurozonen udvikler sine egne institutioner med eget budget og måske egne skatter, jo mere begynder det at ligne starten på en stat. Og en stat er du enten med i, eller du er uden for,« siger han.

Flere hastigheder

At denne uges topmøde som et minimum vil blive starten på en formalisering af et Europa i flere hastigheder stod klart, da kommissionsformand José Manuel Barroso ved præsentationen af et såkaldt ‘blueprint’ for »en dyb og ægte økonomisk og monetær union« i forrige uge for første gang erkendte, at det vil blive nødvendigt.

»Euroområdet må være i stand til at integrere hurtigere og dybere end det samlede EU,« sagde han.

I et forsøg på at forhindre at en del af et todelt EU ender som iagttagere, såsom Wolfgang Munchau spår, f oreslog Kommissionen – til manges overraskelse – at de eksisterende EU-institutioner skal udvikle en kapacitet til at håndtere eurozone-relaterede emner, snarere end at oprette nye institutioner ved siden af de eksisterende. Og det er yderst vigtig for udelandene, påpeger Klau.

»Det var et strategisk valg,« siger han og påpeger, at det netop kan forsikre udelandene og rent praktisk gøre det lettere at varetage de eksisterende alliancer, der eksempelvis eksisterer mellem nordeuropæiske eurozonelande og udelande i forhold til den foretrukne økonomiske politik.Philip Whyte er imidlertid ikke sikker på, at situationen vil være holdbar på sigt.

»På kort og mellemlang sigt tror jeg, at EU vil kunne tage hensyn til alle, men på længere sigt vil det blive klart, at det ikke kan tage højde for alle positioner. Den britiske position er ikke holdbar, og briterne vil blive nødt til at træffe en beslutning om, hvad de vil,« siger han og erklærer sig »pessimistisk i forhold til, at Storbritannien er medlem af EU om fem år«.

»På længere sigt kan det være, at nogle af de andre udelande vil blive tvunget til at træffe et lignende valg,« tilføjer han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

EU bør vise sin gode vilje med hensyn til finanspagt, banktilsyn, og arbejdsmarked ved at vedtage en fælles dagpengeordning efter højeste fællesnævner - det ville uden tvivl styrke troværdighed og sammenhængskraft gevaldigt.

@Bill Atkins
Udemærket forslag, men prøv at foreslå det i parlmentet,og du vil finde en af kerneområdet omkring det umulige projekt.

For at EU, Eurozone og fælles fodslag kan gennemføre - skal ALLE ingridienser i folks hverdag omkring økonomi, forbrug, produktion, pension, skat og det du nævner fagforeningsforhold etc. harmoniseres 100% -
Desuden skal der indføres bloktilskud til svage områder, især randområderne - som feks Grækenland, Spanien, Portugal etc.

Det er der ingen reel vilje for - derfor er det et utopi projekt!!

Michael Kongstad Nielsen

Lad os starte med at splitte i to. Derefter går først
den ene, så den anden, i opløsning, og så er vi befriede, og livet kan begynde.

Mørkemændene bag finansmarkederne vil vel så gerne splitte EU for at forhindre at den imperative regulering af finanssektoren kan gennemføres.

At ikke være solidarisk overfor EUR samarbejdet svarer lidt til at ikke være solidarisk overfor den danske kommune udligning...

Philip B. Johnsen

@Filo Butcher

Kan EU etablere en regulerbar finanssekter, det er ikke et EU problem, det er et internationalt problem.

Det kunne tænkes, at banker der bliver underlagt tilsyn i EU, finder det langt mere fordelagtigt at flytte til city of London, der vil fortsætte business as usual.

Tiden er løbet fra EU.

Morten Rasmussen

Hvad er det som får nogen til at mene, at EU magter at styre bankerne?

Med udgangspunkt i hvilke fortilfælde?

Er der ikke bare tale om en ønskedrøm om hvor godt EU kunne blive, hvis det var konstrueret med folkets vilje i fokus?

Hvilken folkelig indflydelse har vi reelt, hvis det viser sig at bankernes lobbyister løber med nøglen EU-kassen?

Hvilke folkelige sanktionsmuligheder har vi?

Hvordan står det til med EU's forvaltning af de allerede betroede midler? - Kan du ændre på det?

steen ingvard nielsen

Havde vi tidligere, som enkeltstater, en mulighed for at vælge, så har vi det nok desværre med globaliseringen ikke længere, (globaliseringen har vi jo også selv et medansvar for), nu er vi afhængige af, at kunne arbejde sammen for, at imødegå de udfordringer der er kommet i kølvandet af globaliseringen, både når det handler om social sikring, retssikkerhed og muligheder for vækst, står Europa i dag både med de bedste kort på hånden og er samtidigt, ildevarslende, mest sårbart, overfor udefra kommende konkurrence.