Dagbog fra Doha
Fra Dohas ørkensand ser verden pludselig meget mere utryg ud.
Det er umuligt at se nogen steder hen, uden at blikket falder på et par kraner, der er i gang med endnu et megabyggeri. Fodboldbaner skyder op alle steder, da Qatar som bekendt er vært ved VM i fodbold i 2022, hvilket umiddelbart virker som et af de mere absurde påfund.
Alt – minus brændstof naturligvis – er importeret: vand, byggematerialer, fødevarer, biler, forbrugsvarer, industriprodukter – og ja, selv arbejdskraften i Qatar er importeret. Sidstnævnte kommer fra lande som Indien, Philippinerne, Nepal og andre fattigere lande.
Og selvom værtslandet Qatar i går meldte ud, at de nu også har et klimamål: Nemlig at 15 pct. af deres elektricitet skal komme fra solenergi, så er Qatar på mange måde en realiseret utopi. Et ørkensamfund af ustyrlig rigdom, der er 100 pct. ikke-bæredygtigt, og som næsten ligeså godt kunne have ligget på månen. I klimasammenhæng ikke bare opfører Qatar sig som et udviklingsland, de regnes også helt officielt som tilhørende gruppen af ulande, G77. Der er noget helt galt i Doha.
Doha: En mellemrunde
Igen og igen lyder det i korridorerne i Dohas messecenter, at årets klimatopmøde blot er en mellemrunde på vej mod de store slagsmål.
At det først bliver rigtigt intenst, når vi nærmer os deadline, hvilket vil sige et sted mellem 2015 og 2020, hvor samtlige verdens lande skal have forpligtiget sig til en global klimaaftale, hvor alle – rig som fattig – bærer et ansvar.
Men Doha 2012 er ikke nogen mellemrunde.
Ikke bare fordi tiden går, og for hvert nyt år er menneskeheden tættere på det endelige klimakollaps.
Men også fordi der skal vedtages beslutninger i år, der enten kan få klimaforhandlingerne til at gå endeligt i hårdknude – eller være den olie, der skal til for, at maskinen fortsat tøffer derudaf.
Vigtigst og måske mest presserende er klimafinansiering. Fra 2010-2012 ydede de rige lande klimabistand for 10. mia. dollar om året til verdens fattige lande. Fra 2020 er der igen lovet penge – nu af en helt anden størrelse, nemlig 100 mia. dollar om året. De penge spejder de fattigste lande naturligvis langt efter.
For lige nu er kassen foreløbigt tom fra 2013 og frem til 2020. Der vil givetvis blive lovet et par peanuts her og der – eksempelvis fra Danmark – men der er ingen tegn på, at verdens rigeste lande samlet set vil garantere et minimumsbeløb til klimatilpasning og -omstilling i de fattige lande. Og det er vel det værst tænkelige udgangspunkt for at skulle fremad sammen. Pengene fra de rige er blevet selve symbolet på villighed. Et våben, som de fattigste lande kan bruge til at true med: Hvis ikke I betaler, kan I intet kræve.
De andre 85 procent
Derudover er det meningen, at der skal defineres en ny periode for Kyoto-protokollen, der ligeledes udløber til januar 2013.
Igen er spørgsmålet ladet med symbolværdi. Kyoto-protokollen dækker fortrinsvis EU-landene, og samlet set står Kyoto-landene kun for 15 pct. af verdens CO2-udledning. Men hvis ikke den kommer i hus, vil en lang række udviklingslande igen kunne holde det op som et argument om ikke at indgå en aftale på sigt – som det ofte lyder i klimasammenhæng;
»Når ikke engang de rige lande vil yde.«
På en eller anden måde er meget af presset her lagt på EU. Ngo’er, de fattige lande, de store udviklingslande – alle peger på, at EU bør gøre noget. Som Connie Hedegaard svarede på dagens EU-pressemøde:
»Men glem nu ikke de 85 pct. af verdens udslip, der ikke er underlagt Kyoto-protokollen. Uden dem nytter det ikke.«
