Nyhed
Læsetid: 3 min.

’At være neutral, er det samme som at være fjende’

Syv frivillige fra Syrisk Røde Halvmåne er dræbt, otte ambulancer kapret og et uvist antal mennesker fængslet. Information har mødt generalsekretær i Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl, til en snak om at hjælpe på begge sider af frontlinjen
’Jeg er nok blevet lidt mere personligt engageret, end man normalt ville blive – det er ikke særlig professionelt, men jeg kan simpelthen ikke lade være, for de frivillige gør virkelig et heltearbejde,’ siger Anders Ladekarl.

’Jeg er nok blevet lidt mere personligt engageret, end man normalt ville blive – det er ikke særlig professionelt, men jeg kan simpelthen ikke lade være, for de frivillige gør virkelig et heltearbejde,’ siger Anders Ladekarl.

Udland
8. december 2012

Fra vinduet ud mod Fælledparken er der hvidt, så langt øjet rækker. På det lune kontor hænger lyskæder og et glimtende juletræ. Julefreden har tilsyneladende indfundet sig på Røde Kors’ hovedkontor i København – men det er ikke den kommende højtid, generalsekretær Anders Ladekarl har i tankerne.

Den humanitære situation i Syrien spidser til, og det gør nødhjælp ekstra nødvendig. Det har dog store økonomiske og menneskelige omkostninger at få den delt ud. I september måned var Anders Ladekarl i Syrien på besøg hos den muslimske del af Røde Kors, Røde Halvmåne.

»Konflikten er sådan, at hvis du hjælper på den ene side, så har du fjender på den anden side. Der er ingen respekt for noget som helst,« siger Anders Ladekarl om konflikten i Syrien, som han beskriver »så afstumpet og brutal, at det går ud over de flestes fatteevne.«

Svære arbejdsforhold

Forholdene for hjælpeorganisationerne i Syrien er svære. Så svære at FN og EU i sidste uge valgte at trække sig ud. De vurderer, at det er for farligt at opholde sig i landet. Røde Halvmåne opererer stadig i Syrien og sørgede i november måned for, at 340.000 mennesker fik hjælp. Information har tidligere beskrevet, at en skæv fordeling af nødhjælpen finder sted, da en stor del af hjælpen bliver givet gennem den nuværende regering, styret af Bashar al-Assad.

Anders Ladekarl anerkender udfordringerne ved at få hjælpen ud til alle parter i konflikten, men forklarer, at dilemmaet langtfra er, om man skal forholde sig neutralt – for det er altid Røde Kors’ og samarbejdsorganisationernes prioritet.

»Vi laver en masse hjælpearbejde på Assad-siden, fordi det er der, de fleste er flygtet hen. Der jo ingen, som bliver inde i det belejrede Homs af deres egen fri vilje. De mindst 1,2 millioner internt fordrevne er taget hen, hvor der er nogenlunde sikkert. Det betyder jo ikke, at de er Assad tilhængere. De vil bare væk fra krigszonerne. Men vores klinikker og konvojer er også i oprørszonerne,« siger Anders Ladekarl og forklarer, at dilemmaet om at brede nødhjælpen ud til begge parter især afhænger af, hvordan man rent praktisk får nødhjælpen ud til utilgængelige steder, hvor sikkerheden er lav. Konsekvenserne af at operere på begge sider af konflikten har mange af de frivillige fra Syrisk Røde Halvmåne erfaret. Indtil videre er syv frivillige blevet dræbt og utallige fængslet.

De, der ofrer sig

På sin computerskærm på kontoret viser Anders Ladekarl billeder fra sit besøg på en af Syrisk Røde Halvmånes undergrundsklinikker i en forstad til Damaskus. Klinikken er flyttet ned i kælderen, efter at der er blevet skudt på bygningen.

»Der ligger en søn og en far – deres hus var blevet ramt en dag i forvejen, så de var fyldt med splinter og to af deres familiemedlemmer var døde,« siger Ladekarl mens han klikker videre og viser billeder af lederen af den frivillige ambulancetjeneste, som netop er blevet fængslet for at arbejde på begge sider af konflikten.

»Vi kan ikke få kontakt til ham på telefonen, han bliver sikkert torteret i fængslet.«

På trods af risikoen for at komme rigtig slemt til skade, eller det der er værre, er der en fast strøm af nye frivillige. Sidste måned kom der over 300. Anders Ladekarl mener, at grunden er simpel:

»Når de frivillige trodser risikoen for at blive skudt, er det fordi, de mener, at det er det eneste rigtige at gøre.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian Lund Jensen

Nu er det jo bare det, at Syriske Røde Halvmåne (SARC) havde ganske nære forbindelser til regimet inden konflikten begyndte. Så vidt jeg husker med eget ministerium, obligatorisk medlemskab for alle skolebørn og under præsidentfruens protektorat.

Det er derfor ikke så underligt hvis det er svært for parterne i borgerkrigen at anse SARC for at være neutral.