Baggrund
Læsetid: 7 min.

’Vi er ved at miste vores menneskelighed’

Syriens oprørere er tæt på at erobre landets næstvigtigste by, Aleppo, og næste skridt er Damaskus. Men hvad er prisen for sejren, efterhånden som Syriens krig trækker ud?
’Vi kontrollerer 80 procent af Aleppo. Snart vil vi kontrollere hele byen. Assads hær er ved at kollapse. Deres eneste styrke er i fly, raketter og artilleri. De kontrollerer himlen, vi kontrollerer landjorden,’ siger oprørslederen Abdul Jabbar al-Akidi (t.h.).

’Vi kontrollerer 80 procent af Aleppo. Snart vil vi kontrollere hele byen. Assads hær er ved at kollapse. Deres eneste styrke er i fly, raketter og artilleri. De kontrollerer himlen, vi kontrollerer landjorden,’ siger oprørslederen Abdul Jabbar al-Akidi (t.h.).

Tobias Havmand

Udland
3. december 2012

Jagerflyene dykker ud af skyerne som rovfugle på jagt efter bytte. Fra taget af den ufærdige etageejendom kan man se raketterne fra flyene som ildglimt i luften. Kort efter lyder bragene, og den gråsorte røg rejser sig fra beboelseskvartererne.

Abu Alis nevø er den første til at se flyene og pege dem ud, når de dukker op, og lyden af flyenes maskinkanoner kort efter fylder luften i denne forstad til millionbyen Aleppo med en supersonisk skratten, der flænger stilheden med en lyd som en kolossal pickup-nål, der flår de allerede forrevne bygninger fra hinanden.

»Måske er deres håb, at vi beboere smider oprørerne ud, hvis de bomber os hårdt nok. Men sådan fungerer verden jo ikke,« konstaterer familiefaderen Abu Ali, mens han stiller et havebord på plads oven på det seneste granathul i sin forhave uden at tage sig af bragene på den anden side af muren.

»Det eneste, bomberne gør, er at skabe had. Når en 500 kilo tung bombe falder fra et fly, skelner den jo ikke imellem, om vi er oprørere eller bare civile,« konstaterer han.

Rundt om ejendommen markerer huller i jorden, mure og huse tidligere nedslag fra raketter og artillerigranater, og godt en uge tidligere har en serie raketter et par gader herfra destrueret det eneste hospital i byens nordlige del sammen med dem, der var i det. Men fra naboejendommens tag kan man se en flok børn i en børnehave, løbende rundt mellem vipper og gynger og en kulørt plasticrutsjebane, upåvirket af detonationerne, der bevæger sig skiftevis tæt på og længere væk i kvarteret.

Rebellernes kontrol

Siden midten af juli har regeringsstyrker og oprørere kæmpet fra kvarter til kvarter, med skudhuller og granatkratere rundt omkring som dokumentation af den syriske regeringshærs langsomme, men uafvendelige tilbagetrækning. Et par dage tidligere har oprørerne erobret den syriske hærs 46. regiments hovedkvarter uden for byen i et af de slag, der udefra virker som blot endnu et tilfældigt kapitel i den syriske tragedie, men indefra er endnu en vigtig del af en lang og møjsommeligt tilrettelagt offensiv, der dag for dag bringer nye militærbaser og strategiske nøglepunkter under rebellernes kontrol, mens omverdenen taler om islamister, og Vesten vrider hænder. En offensiv, der med et stadig mere accelereret tempo ser mere og mere territorium falde i oprørernes hænder. I Aleppo, men også i andre dele af landet, hvor styrets handlemuligheder dag for dag bliver begrænset, i takt med at de taber kontrollen over hovedårerne ud i landet – og endda med Damaskus’ lufthavn.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad prisen er for sejren. I takt med at oprørerne vinder frem, og det syriske styre synker i grus økonomisk, militært og administrativt, bliver grænserne også trukket skarpere op. I småbyerne nord for Aleppo er det svært at få øje på andet end krig. Bombede huse, ødelagte kampvogne, våbenudsalg i vejkanten, køer efter mad og folk, der skynder sig at høste de oliven, der vokser trods krigens fremmarch, før vinteren kommer.

Oprørernes hovedkvarter ligger uden for byen på en forladt gård. Her vandrer oprørets militære ledere ind og ud. Nogle i uniform, de fleste bare i hverdagstøj, men med ammunitionsbælter spændt rundt om overkroppen og pistoler i bælterne. De er her for at se den militære opstands øverste leder i Aleppo, oberst Abdul Jabbar al-Akidi: En kraftig ældre mand, placeret foran et changerende tapet i oprørets farver; sort, hvid og grøn og med et skrivebord med konstant ringende mobiltelefoner og en kaffekop med oprørernes logo med krydslagte maskinpistoler på den ene side og det nye syriske flag på den anden.

Udmattede og anspændte kommer de til lederen af byens militærråd med anmodninger om flere forsyninger af ammunition til kampene inde i byen, men de fleste må tage tilbage med uforrettet sag.

»Vi har for få våben, og rygterne om våben udefra er noget ævl. Vi erobrer og køber dem af Assads soldater. Og af våbenhandlere. Vi får ingen våben, hverken fra USA eller andre lande,« forklarer han stresset indimellem et hakkende skype-interview med det libanesiske Mustaqbal-tv, der bliver vist live på et tv i hjørnet og giver genklang i rummet, og et aparte besøg fra to gråhårede vestlige damer med orange bukser og batiktasker, der ser lidt skræmte ud, men samtidig også som om de muligvis vil skabe fred i Syrien.

»Vi kontrollerer 80 procent af Aleppo. Snart vil vi kontrollere hele byen. Assads hær er ved at kollapse. Deres eneste styrke er i fly, raketter og artilleri. De kontrollerer himlen, vi kontrollerer landjorden,« siger oprørslederen, der selv vurderer, at »80 procent« af oprørerne i byen er under hans og militærrådenes kontrol og trækker på skuldrene af en erklæring et par dage tidligere fra to islamistiske grupper, der udråbte Aleppo til en selvstændig islamisk stat og afviste oppositionens nye koalition.

»Alle har jo ret til at sige, hvad de vil, det er en del af konceptet. Hvordan landet skal se ud i fremtiden, afgøres vel ved stemmeboksene,« siger han og afviser samtidig udsagn fra Aleppo om ekstremisme, plyndringer og en gryende kidnapningsindustri.

»Det er styrets Shabiha-folk, der står bag, hvis sådan noget foregår. Ikke vores folk.«

Folkelig revolution

Tilbage i Aleppo erkender en af Akidis soldater, at rygterne om overgreb og tyverier måske ikke er så uvederhæftige, som hans leder mener.

»Det hænder,« konstaterer Mahmoud Ibrahim, der leder 350 mænd fra denne del af byen og netop er vendt hjem fra kampene omkring det hemmelige politi, Mukhabarats hovedkvarter, hvor det næste store slag i storbyen foregår, og hvor hans mænd efter eget udsagn har destrueret to af styrets russiske BMP-panservogne.

»Det er uacceptabelt, at der er tyverier, for det er en folkelig revolution. Derfor har vi oprettet vores egen politienhed til at tage sig af det. Lige nu fører de en retssag mod to folk her i nærheden. Men den slags er umuligt at undgå,« konstaterer han, siddende i skrædderstilling på en madras i et sikkert rum indenfor, mens mørket falder på, og granaterne rumler videre udenfor.

Selv er han fra den islamiske Tahwid-brigade, en af de største i byen og sammen med den erklæret jihadistiske Jabhat al-Nusra en af de grupper, der får det til at løbe koldt ned af ryggen på udenlandske iagttagere. Selv trækker han blot på skuldrene af omverdenens frygt.

»Vi er alle syrere i min brigade. Og muslimer, ja, men vi er moderate. Vi respekterer andre religioner,« siger han.

Udenfor lyder der et dumpt brag, og elektriciteten forsvinder igen og efterlader rummet i mørke.

»… Og ja, der findes fremmede krigere,« fortsætter kommandanten upåagtet i mørket, mens en lygte bliver tændt. »Men der er få af dem, og når styret er væk, vil de forsvinde fra dette land, og alting vil blive godt. Der vil være tolerance. Alle vil kunne sige, hvad de vil. Alting bliver godt.«

’Vi er midt imellem’

I Abu Alis hus er de fleste gået til ro, og der er redt op i kælderen, mens granaterne buldrer udenfor.

En svigersøn er kommet forbi. Han er lærer og vovede sig indtil for nylig ind til de regeringskontrollerede dele af byen for at hæve sin løn, selv om skolerne i dag er lukket og har været det længe. I dag tør han imidlertid ikke besøge de regeringskontrollerede dele af byen længere af frygt for at blive arresteret og tortureret til at fortælle om oprørernes positioner i denne del af byen. Fanget mellem de to fronter i krigen som mange andre almindelige syrere.

»Mange af os er midt imellem. Vi er ikke med revolutionen, vi er ikke med Bashar, vi vil bare gerne leve. Men spørgsmålet er, hvor længe vi kan fortsætte på den måde, før borgerkrigen kommer til os,« forklarer han ulykkeligt.

Jeg spørger undrende, om den ikke allerede er der og peger ud mod bragene.

Han vinker afværgende med hænderne.

»Det er ikke en borgerkrig, men jeg ser borgerkrigen foran mig, som jeg ser dig nu. Borgerkrigen er, når alle har mistet søskende, hustruer, fædre. Når man dræber hinanden, bare fordi man tror på forskellige ting. Når vi begynder at stjæle fra hinanden blot for at overleve. Når vi mister vores menneskelighed. Jeg har ikke noget at lave, jeg har ingen penge. På et tidspunkt bliver jeg nødt til at vælge side, for man kan ikke bare parkere sit liv. Og der er ikke plads til 23 millioner syrere i andre lande.«

Næste dag går turen tilbage mod nord og ud af krigen. På den syriske side har en flok teenagere søgt tilflugt i et lille hus, hvor en buldrende petroleumsovn giver læ for den tiltagende kulde udenfor. Her fordriver de tiden med det, der er den primære underholdning i disse tider; videooptagelser af krig; tanks, der bliver sprængt i luften, bykampe og optagelser af oprørere, der allerede er ’martyrer’ i dag. Nogle af dem optaget af dem selv, nogle af dem optagelser af venner.

»Hvad synes du om al-Qaeda?« spørger en af drengene.

Jeg svarer, at jeg måske kan forstå vreden, men ikke metoderne. At de kun ødelægger, aldrig skaber.

Drengen nikker.

»Ja, de har lavet fejl,« medgiver han. »Men vi har brug for dem. De er de bedste krigere. Vi kan lære noget af dem. De viger aldrig tilbage.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Al Quaeda-grupperne har udråbt et "islamisk emirat" - med et "islamisk politi" og bl.a. forbudt kvinder at køre bil.

Mord på fanger øst for Aleppo:

http://landdestroyer.blogspot.fr/2012/12/us-nato-backed-terrorists-in-sy...

http://da-dk.facebook.com/photo.php?v=175905219220970&set=vb.11011388243...

Oprørerne stjæler maskiner fra industriområderne og sælger dem i Tyrkiet.

De har også stjålet kornlagre og ført dem til Tyrkiet.

Den normale vareforsyning fungerer ikke - derfor har folk oprettet gadebutikker i Aleppo:

http://www.syrianews.cc/syria-situation-in-aleppo/

Folk ved Aleppo demonstrerer mod oprørerne lørdag 1.12: "Den Frie Syriske Hær er tyveknægte"

http://friendsofsyria.wordpress.com/2012/12/02/people-protest-against-th...

Den libanesiske politiker Okab Sakr fra Hariri-partiet er blevet afsløret som en af hovedmændene bag våbensmuglingen.

Grupperne bliver ikke styret fra Syrien - men fra en generalstab - med kontorer i Istanbul, Adana og Antakya.

Lokale CIA-folk og Nato-baserne deltager i planlægningen:

http://english.al-akhbar.com/content/exclusive-inside-future-movements-s...

http://english.al-akhbar.com/content/hariri-and-sakr-caught-red-handed

http://english.al-akhbar.com/content/sakr-tapes-saad-hariri-syrian-battl...

Mafiabrødre i Mellemøsten - Nato har allieret sig nmed voldelige terrorbevægelser:

http://www.revolusjon.no/index.php?option=com_content&view=article&id=15...

Robert Ørsted-Jensen

Jep det er utvivlsomt lige så brutalkt som det repubuilkanske styre i Spanien i trediverne. Men oprørerne har stadig, ligesom republikanerne, retten på deres siden. De bekæmper et dikatur, men må håbe nogen forsyner dem med våben.

Troels H. Poulsen

Robert
Du skal ikke være bange for at alQaeda ikke får våben. De er allerede begyndt at skyde regeringens helikoptere og fly ned med stingermissiler. men hvem ved, om de ikke en dag vil rette et stingermissil mod et El Al fly. Så vil din og Informations begejstring for alQaeda nok kunne ligge på et meget lille sted.
(Denne kommentar bliver slettet lige om lidt, ligesom de foregående, da den ikke er politisk korrekt)

Troels H. Poulsen

Nogle syriske aktivister begynder at fortryde,
at de har været med til at destruere deres land:
http://www.mcclatchydc.com/2012/12/03/176205/for-one-syrian-activist-sec...

Robert Ørsted-Jensen

Alt er bedre end Assat

Robert Ørsted-Jensen

og hans propaganda - som du åbenbart er hoppet på Troels

Robert Ørsted-Jensen

for dit vedkommender er det vel noget med at selv feudalisme og fascistiske diktatorer er bedre end demokrati -

Troels H. Poulsen

Alt er bedre end imperialisme og fascistiske salafistiske marionetregeringer i symbiose

Robert Ørsted-Jensen

"Oprørerne stjæler maskiner fra industriområderne og sælger dem i Tyrkiet.

De har også stjålet kornlagre og ført dem til Tyrkiet.

Den normale vareforsyning fungerer ikke - derfor har folk oprettet gadebutikker i Aleppo: "

Hmme 'stjæler´ de tar hvad er deres og tager det til deres egne flygtninbge i Tyrkiet - overordentlig fornuftig disposition må man sige.

USA og folk i Libanon støtter - det lyder sgu godt - repoblikanerne tiggede omk, hjælp fra USA og Storbritannien i tredverne - men fik den aldrig - istedet fik de Stalin og de nævnte lande fik Hitler og Japan.

Men nu er man endelig blevet mere fremsynet - man støtter i alle tilfælde overgang til demokrati hvor man kan. Det er sgu da et velkomment fremskridt!

Udlandet forstår ikke helt, hvem der er hvem i dette rollespil.

Som tidligere koloniseret land - lægger Syrien meget stor vægt på sin selvstændighed.

Ligesom i andre tidligere koloniserede lande - er befolkningen stærke nationalister.

Det er på grund af denne nationale indstilling - at folk finder sig i den hårde militærdisciplin.

Den altdominerende faktor i syrisk politik er truslen fra Israel.

Omstændighederne har tvunget landet til at bruge alle ressourcer på at blive stærkt nok til at holde til en krig.

Det er derfor at statsapparatet er opbygget som det er - med militæret i toppen og en stærk præsident.

Det er et fælles projekt for syrerne at kunne holde stand - Gaza og Libanon er afskrækkende eksempler.

Den stærke præsident er altså en del af det nationale projekt - talen om "Assad-diktatur" er fup.

Oprørets karakter af fupnummer viser sig også i dets indre modsigelser.

Man agiterer samtidig for "frihed" og for en "islamisk stat".

Man angriber Assad-politiken for "aldrig at have affyret et skud mod Israel" - samtidig med at man i forhandlinger med USA vil anerkende landet.

Oprøret har slet ikke nogen politisk platform - derfor kan det ikke få andre resultater end død og ødelæggelse.

Et lands selvstændighed er forudsætningen for at det kan foretage politiske valg og gå ind i en udvikling.

Ødelæggelse af selvstændigheden fører til ruin og kaos - det var tilfældet allerede under kolonialismen.

Robert Ørsted-Jensen

Demokrati er en forudsætning for et lands selvstændighed

Troels H. Poulsen

Omvendt, Robert.
Et lands selvstændighed er en forudsætning for demokrati.
Et besat land kan kun have skindemokrati

Robert Ørsted-Jensen

Såe - og hvor er de besatte lande? Er det Japan? Vesttyskland? Sydkorea? Indonesien? Philipinerne? Irak? -hvor er de der besatte demopkratiske lande Troels - nævn os bare it?

Troels H. Poulsen

Du har jo nævnt dem plus Afghanistan, Libyen, Irak

Robert Ørsted-Jensen

Diktatur er aldrig en garanti for selvstændighed. Kun indførelse af demokrati skaber denne mulighed og demokrati er ikke muligt i et besat land - men kimen kan lægges !

Troels H. Poulsen

Nå, Irak nævnte du jo. Det er heller ikke gået helt som ønsket med Irak. Den indsatte marionetregering har åbenbart allieret sig med ærkefjenden Iran.

Robert Ørsted-Jensen

Så tyskland er et besat land Troels, og Japan og Indonesien?

Du er vist selv besat - hvorfor ikke også Danmark - nu du er igang

Robert Ørsted-Jensen

Hvem, har besat Libyen?

Troels H. Poulsen

Komplet vås. Demokrati vokser ikke ud af et bombekrater.
Du er vist aldrig kommet over din næsegruse beundring for W. Bush.

Robert Ørsted-Jensen

Irak - en marionetregering - til hvem, Troels? Hvis det var en marionetregering til USA ville den jo næppe have lavet aftaler med Iran. Kan du selv finde ud af hvad det er du mener. Det hænger jo ikke just godt sammen det - hva?

Robert Ørsted-Jensen

Hvad har Tyskland med George W at gøre?

Robert Ørsted-Jensen

Dit hoved er bestemt besat Troels - det er sikkert fremmede magter :)

Robert Ørsted-Jensen

Voksede demokratiet ikke ud af bombekratret i Japan og Tyskland - Troels?

Er demokratiet ikke i utallige tilfælde indført efter borgerkrig, vold og efter krige?

Har demokratiet ikke oftest taget årtier at indføre?

Har der ikke ofte i denne proces været perioder med temporært diktatur, provisorisk styre, tilbageslag, kongemord, kupforsøg etc etc?

Er indførelse af demokrati over en nat eller dage ellert få månbeder ikke undtagelsen snarere end reglen?

Robert Ørsted-Jensen

Ja - i alle tilfælde!

Du lever i en fantasiverden Troels - ikke en der afspejler historisk erfaring

Troels H. Poulsen

Ja, Japan er besat af USA, hvilket japanerne er meget imod, men de kan ikke gøre noget. Det er selvfølgelig tys-tys i vore massemedier. Også amerikanernes hyppige forulempelser af japanske kvinder.
http://closethebase.org/2012/11/04/owaamv-issues-statement-to-us-consulate/
Men i et skindemokrati kan regeringen kun bøje sig for de udenlandske besættere

Niels Engelsted

Robert, husk nu at få din søvn, klokken er ved at blive mange, hvis du altså ikke bor i Perth.

Robert Ørsted-Jensen

Og TRyskland

og Danmark

vi er selvsagt også besat - USA har jo en base på Grønland ikke sandt?

Troels H. Poulsen

Jo, Tyskland er et besat land. Kommer det som en overraskelse for dig?

Robert Ørsted-Jensen

Tyskland?
De eneste det ikke kommer som nogen overraskelse for er vist medlemmerne af det nu hedengangne Røde Arme Fraktion, hvoreaf enkelte viste sig at være neonazister - Troels

Troels H. Poulsen

Er Wolfgang Schäuble RAF eller Nazi? Jeg kan ikke lige huske det.
http://www.youtube.com/watch?v=t2F0_MWHbgg

Troels H. Poulsen

Robert
Chalmers Johnsons bøger om emnet kan varmt anbefales. Han er hverken venstreorienteret eller neonazi
http://en.wikipedia.org/wiki/Chalmers_Johnson

Troels H. Poulsen

Engang i starten af århundredet og nogle år frem foragtede, frygtede, men også grinede man i Vesten lidt af jihadisterne med deres dødsforagt, som var ansporet af løfte om 72 jomfruer i Himlen.
Nu er jihadisterne imidlertid heltmodige bekæmpere af diktaturer i mellemøsten og man skriver mange lovprisninger om dem i medierne.

http://www.usatoday.com/story/news/world/2012/12/03/syria-jihadists/1742...
Nu kan man jo ikke forlange i vores ahistoriske tidsalder, at nogen skulle kunne huske helt tilbage til 0'erne, men for dem, der stadig har en erindring, omend sikkert lidt blegnet, om "krigen mod terror" bin Laden (hvem?) og alt det der, kan det alligevel forekomme lidt pudsigt, at selvmordsbombere nu tæller blandt Vestens helte.

Hvordan er Tyskland efter din mening besat, Troels?
Jeg spørger, da jeg simpelthen ikke ser.

Troels H. Poulsen

Desuden er den tyske grundlov påtvunget tyskerne af besættelsesmagten. Ifølge grundlovens artikel 146 har det tyske folk dog ret til demokratisk at stemme om en forfatning, det vil bare aldrig ske, da Tyskland er et land under fremmed besættelse og derfor bare et skindemokrati.
Mere her:
http://horicon.wordpress.com/2009/02/12/grundgesetz-vs-verfassung-gg-art...

Robert Ørsted-Jensen

Horst Mahler - medgrundlægger af RAF, er nu medlem af det neonazistiske parti. Men i en eller anden forstand var de bsgu alle mennesker med neo-nazistiske tendenser grundet på deres antidemokratiske sindelag og villighed til at slå enhver ihjel der stod dem i vejen - også f.eks. arbejdere

Robert Ørsted-Jensen

Mikkel - det er indlysende for Troels at hvis USAs militær har en eller flere baser og landet er en allieret med USA - så er det besat. Danmark og Grønland er derfor også besat af USA - vi har derfor kun et 'skindemokrati' vi er USA majonetter i Troels øjne.

Det betyder ikke noget for Troels at Tysklands regering f.eks. nægter at støtte USA militært ved invasionen i Irak - eller i det hele taget ikke koipiuere eller opfører sig som USA vil ha det på mange punkter - det slags er bagateller for Troels.

Troels H. Poulsen

Robert
Har du virkelig aldrig hørt om, at Tyskland blev besat i 1945 af USA, Sovjetunionen, Frankrig og England? Du forbløffer mig.