Nyhed
Læsetid: 4 min.

Astronomer jagter planeter med gunstige betingelser for liv

Robotteleskoper i Chiles Atacama-ørken skal analysere fremmede kloders atmosfærer med henblik på at finde tegn på ikke-jordiske livsformer
Udland
14. januar 2013

Kunsten at jagte planeter har gjort så store fremskridt, at astronomerne efterhånden har registreret i hundredvis af fremmede kloder, der kredser om stjerner så svagt lysende, at de end ikke kan ses som lysende knappenålshoveder på en klar nattehimmel.

Man ved meget lidt om de fjerne himmellegemer, de såkaldte eksoplaneter. De mest iøjnefaldende af dem er giganter på størrelse med Jupiter med temperaturer, der er uforenelige med liv, fordi de kredser rundt om deres moderstjerne i for tætte baner. Andre er kæmpemæssige iskugler eller veritable vandverdener, mens nogle lader til at være klippefaste som Jorden. De nærmere enkeltheder forbliver imidlertid et mysterium, der snarere er genstand for spekulationer end for videnskab.

Men for at finde ud af mere om disse andre verdener indleder et forskerhold anført af britiske astronomer nu en ambitiøs eftersøgning efter flere af de planeter, der menes at cirkulere i baner om de stjerner, der ligger tættest på Jorden. Deres mission er at finde frem til de mest oplagte kandidater, der kan besvare menneskehedens måske mest eksistentielle spørgsmål: Er der liv andre steder?

Tæt på at besvære spørgsmål

»I sidste ende handler dette her om at forstå vores egen plads i verdensaltet. Hvorfor er vi her? Hvor stor er sandsynligheden for, at der kan udvikle sig livsformer andre steder? Og udvikler disse livsformer sig efter lignende mønstre, som vi kender fra Jorden?«, siger Don Pollacco, planetjæger ved Warwick Universitet.

»Vi har nået et tidspunkt i menneskets historie, hvor vi er meget tæt på at kunne besvare disse spørgsmål.«

Opbygningen af de faciliteter, der skal tages i brug til det 200 millioner kr. dyre nye projekt – Next Generation Transit Survey (NGTS), er netop gået i gang med installationen af et dusin robotteleskoper på toppen af det 2.635 meter høje Paranal-bjerg i Chiles Atacama-ørken. Den isolerede tinde er hjemsted for adskillige andre forskerfaciliteter, herunder Det Europæiske Sydobservatoriums såkaldte Very Large Telescope, og stedet byder på optimale atmosfæriske forhold for stjernekiggere.

NGTS-teleskoperne er fjernstyrede og sender løbende data tilbage til astronomerne via internettet. Teleskoperne er særdeles fintmærkende over for forandringer i stjerners klare lys. Ved at koordinere observationerne fra dem vil det være muligt at lede efter de forbipasserende skygger, som planeter kaster på overfladen af deres sole. En planet, der vandrer forbi sin stjerne vil – set fra Jorden – frembringe en momentan nedtoning af lysstyrken, som ikke kan opfattes med det menneskelige øje. Denne vil gentage sig for hver ny kredsløbsomgang.

Forskerholdet, der også tæller astronomer fra det tyske Deutsches Zentrum für Luft und Rumfahrt og fra det schweiziske Observatoire de Genève forventer, at det vil tage fire år at fuldføre undersøgelsen af de nærmeste og klareste stjerner. Man forventer at finde dusinvis af planeter med en diameter, der mellem dobbelt og fem gange så stor som Jordens.

Astronomerne bruger til stadighed den såkaldte transit-teknik til at lede efter planeter. Men NGTS er unik derved, at den er målrettet til eftersøgning af mindre planeter omkring meget klare stjerner. I princippet skulle det være muligt at analysere sådanne planeters atmosfære med henblik på at afklare, hvilke luft- og gasarter den består af. Eksisterer der liv på en af disse planeter, vil atmosfæren så at sige rumme dette livs signatur.

Tilsvarende indeholder luften på Jorden en blanding af gasarter, der røber tilstedeværelsen af levende organismer. For eksempel er det det kun planter og fotosyntetiske bakterier, der udspyr store mængder af ilt, ligesom vanddamp i luften indikerer vand på overfladen. Alt liv på Jorden er afhængigt af vand, og det samme kan tænkes at være tilfældet for ikke-jordisk liv.

Der er to metoder, hvorpå man kan måle atmosfæren på en planet i transit. De er begge overordentligt vanskelige, men opgaven bliver en smule nemmere, hvis den stjerne, de kredser om, skinner meget klart. Den nemmeste af dem består i at måle bølgelængderne fra planetens moderstjerne og registrere, hvordan disse ændrer sig, når planeten bevæger sig forbi dens overflade. Under denne transit passerer lyset fra stjernen igennem den tynde ring, der udgør planetens atmosfære, og absorberes i en vis udstrækning af de gasser, som denne rummer.

Den anden metode er endnu mere kompliceret. De består i at lede efter forandringer i lyset, der kommer fra planeten, når den bevæger sig i kølvandet på stjernen. Ganske som Månen forekommer os at lyse klart, fordi den reflekterer sollyset imod os, reflekterer også fjerne planeter det lys, som kommer fra deres egne sole. Dette overordentligt svage lys er også passeret gennem den pågældende planets atmosfære og rummer dermed også signaturen for dennes gassammensætning.

Astronomer har allerede brugt NASA’s Hubble Rumteleskop og Spitzer, det infrarøde teleskop, som samme agentur opsendte i en kredsløbsbane om Jorden i 2003, til at kaste et hurtigt blik på den tykke atmosfære i nogle af gasgiganterne uden for vort eget solsystem. Men at måle sammensætningen af de tynde atmosfæreringe omkring de potentielt beboelige klippegrundsplaneter vil kræve både mere formidable instrumenter og en større knowhow, end vi i dag besidder, indrømmer astronomerne.

»Vi vil utvivlsomt finde mange klippeplaneter, men vi kan stadig ikke måle deres atmosfære direkte, « siger Pollaco. »Men det er lige præcis disse planeter, som vil stå først for tur for en nærmere undersøgelse, i det øjeblik vi får teknologien til det.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her