Læsetid: 3 min.

Danmark kritiseres for passivitet i Laos

Danmark støtter regeringssamarbejdet Mekong River Commission, der skal sikre en bæredygtig udvikling af Mekong-floden i Sydøstasien. Men medlemslandet Laos er i fuld gang med at opføre et stort dæmningsbyggeri, der vil gøre voldsom miljøskade på floden
16. januar 2013

Når det sydøstasiatiske regeringssamarbejde Mekong River Commission (MRC) senere i dag holder sit årlige møde, bliver det fulgt opmærksomt af Danmark.

Kommissionen erstøttet af Danmark med løfter om 65 millioner kroner i perioden fra 2011 til 2015, men noget er gået helt galt.

Kommissionen, der har medlemmer fra Vietnam, Laos, Cambodja og Thailand,er tæt på at miste sin legitimitet, og internationale kommentatorer revser Danmark for at være for passiv.

»Danmark og de andre donorlande har ansvaret for, at den juridiske proces omkring beslutninger, der har med Mekong-floden at gøre, lever op til internationale standarder. Men processerne lever ikke op til de standarder. De har svigtet deres ansvar, og derfor bør der sættes spørgsmålstegn ved kommissionens lovlighed.«

Sådan lyder kritikken fra Ame Trandem, programdirektør for Sydøstasien i paraplyorganisationen International Rivers.

Kritikken af kommissionen skyldes et dæmningsbyggeri i Laos. Xayaburi-dæmningen skal gå over Mekong-floden, og det forventes, at dæmningen vil producere store mængder strøm, som landet kan sælge.

Men dæmningen kommer også til at betyde, at vandmiljøet ændres drastisk, og at millioner af fattige fiskere og bønder misterindtægter.

MRC har til opgave at rådgive Laos om, hvordan dæmningen kan bygges med minimale konsekvenser, og det er dette samarbejde, der ikke fungerer, lyder kritikken.

Allerede sidste år anbefalede kommissionen, at Laos stoppede de fremskredne byggeplaner for at give de andre medlemslande tid til at undersøge konsekvenserne for deres egne befolkninger.

Men den laotiske regering har ignoreret alle henstillinger.Cambodja og Vietnam har hver især bedt Laos stoppe opførelsen af dæmningen, som vil få omfattende konsekvenser for fødevareproduktionen i begge lande. På den danske ambassade i Hanoi, der har dialog med MCR på Danmarks vegne, erkender souschef Lis Rosenholm, at der er problemer med samarbejdet mellemlandene:

»Vores holdning til Xayaburi-byggeriet er – på lige fod med andre donorlande, der støtter MRC – at Laos opererer lige på kanten af MRC-aftalen mellem landene,« siger hun.

Danmark og de andre donorlande anbefaler i en fælles udtalelse, der offentliggøres efter det årlige donormøde, at Laos helt afstår fra at bygge dæmninger på selve Mekong-floden, men holder sig til bifloderne.

Hidtil uhørt kritik

Det er ikke set før, at donorer er så klare i mælet overfor en regering, mener senioranalytiker på Dansk Institut for Internationale Studier ogseniorrådgiver hos Danida på Mekong-området Kurt Mørck Jensen.

Han har fulgt Xayaburi-byggeriet tæt, og i øjeblikket er han med til at udforme den fælles udtalelse, som er et af de redskaber, MRC kan anvende til at presse medlemslandene.

»Det er ikke nogen nem sag at beslutte, hvad Danmark gør her. Det har aldrig været så alvorligt som nu, hvor vi står i en situation, hvor vi har et MRC, der ikke fungerer,« siger han.

Konsekvensen af et dysfunktionelt MRC er, at samarbejdet over grænserne mellem de fire lande bliver sværere. Ikke blot i forhold til Mekong-floden, men på alle politiske områder, hvor landene har forskellige interesser.

Lis Rosenholm mener, at en skærpet donortone er det, der skal tilfor at få Laos til at rette ind:

»Vi tror stadigvæk på, at vi kan finde en løsning. Vi er ikke imod dæmninger som sådan, men vi er imod den måde, Laos har tilsidesat de aftaler og de redskaber, der ligger ligefor i MRC,« siger hun.

Det er godt, at donorerne udtrykker kritik rettet direkte mod Laos og Xayaburi-dæmningen. Men det er ikke godt nok, mener Ame Trandem fra International Rivers:

»For Ame Trandem er løsningen enkel. Laos skal stoppe dæmningsbyggeriet, og de indvendinger, Cambodja og Vietnam har, skal undersøges til bunds. Hvis ikke Laos vil det, bør det have konsekvenser, mener hun:

»Så bør donorerne ophøre med at støtte Mekong River Commission.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu